FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Guðmundar saga byskups

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§17. Sagaværker efter Snorre og Sturla til 1300.
A. Sagaer om islandske personer.


III. Guðmundar saga byskups


Af sagaer, vedrørende den isl. kirke, haves der kun én, nemlig om Guðmund som biskop (bispesagaen). Sagaen om ham som præst er foran behandlet (566—69); det er dennes fortsættelse, der her skal tages i betragtning. Den er udgiven i Biskupasögur I efter cod. Resenianus, AM 399, 4° fra o. 1300 og en yngre afskrift deraf i 394, 4°. I 657 c haves en kortere bearbejdelse, der af G. Vigfússon er bleven kaldt Miðsagan. Det var kun, hvad man væntede, at en så folkelig helgen, som biskop Gudmund blev, skulde få sin saga fortsat og fuldstændiggjort; egenlig havde man væntet, at præstesagaens egen forfatter havde gjort det1).

Sagaen fortæller om biskop Gudmunds møjefulde og vanskelige liv til hans død 1237; det er et højst ejendommeligt billede, man får af denne trodsige biskop, der mere var biskop af navn end gavn og som førte et omflakkende liv, stadig med et følge af stoddere og kun støttet af nogle få høvdinger, stadig gørende jærtegn og efter sin død — ufortjænt — dyrket som helgen.

Midsagaen indledes med en fortale (Bisk. I 559 — 60), der vistnok stammer fra 14. årh. I slutningen af denne udtales, at sagaen er sammensat af »brave og pålidelige mænd, som bedst var kendt med de her skrevne begivenheder«. Litterære efterretninger fra 14. årh. må man i det hele tage sig i agt for; denne oplysning tager vist nok heller ikke sigte på nogen bestemt person, men er en almindelig, dog i alt væsenligt, rigtig slutning. Midsagaen ytrer fremdeles, at »de, som agtede at gøre sagaen lang«, er døde, og at »da Laufáskirke brændte (o. 1258), brændte også alle brevene«. Disse bemærkninger er dunkle; den sidste synes at antyde vanskeligheden ved at skrive om bispen efter brevenes tilintetgørelse; disse må altså have angået ham. Men den passer ikke til den foreliggende saga, og forf. har næppe haft den rigtige forståelse af sagaens egenlige tilblivelse, uagtet han har kendt og henvist til Sturlas Ísl. saga; med denne står den nemlig i den nøjeste forbindelse, som B. M. Olsen rigtig har påvist.

I codex Resen, foreligger der for det første en ofte højst ubehændig og mekanisk sammenstøbning af følgende sagaer; Sturlas Ísl. saga i dens oprindelige skikkelse, der er lagt til grund, så at der i dette hdskr. af Gudm.s. ofte findes bedre læsemåder end i Sturl.-teksten, — Áronssaga, d. v. s. lange uddrag af denne, — samt kronologisk-synkronistiske småstykker i annalform, og endelig enkelte stykker fra Sturlungasamlingen som den nu er. Midsagaens form er åbenbart mere oprindelig; her mangler uddragene af Áronssaga; de er således egenmægtig indsatte i cod. Res.; ligeledes mangler der her forskellige stykker fra Sturl.-saml. I modsætning til B. M. Olsen må det vist antages, at der ikke foreligger nogen forkortelse i Midsagaen; når der i denne findes et lille stykke, der ikke findes i Res., beror det på en overspringelse i denne2). I Midsagaen findes enkelte selvstændige tillæg som ærkebispens brev3) m. m. — Om jærtegnene skal handles i en anden sammenhæng.

Det er klart, at bægge bearbejdelser beror på en og samme grundsaga, og denne var intet andet end en afskrift af alle de kapitler i Sturlas Ísl. saga, der handlede om Gudmund; den var altså et rent mekanisk kompilationsarbejde, der kun yderligere er fortsat i cod. Res. Angående en ældre Gudmundarsaga, der mulig har eksisteret, se foran s. 729.

Endelig bemærkes, at annal-notitserne i cod. Res. uden tvivl er hæntede fra et eller andet annal-håndskrift, der repræsenterer en ældre samling end nogen af dem, der nu haves.



Noter:
1) Om sagaen se B. M. Olsens afhdl. s. 272—92.
2) Om kap. 32 henvises til B. M. Olsen; dog skal bemærkes, at når de to sidste sætninger opfattes som senere tilføjede — de mangler jo i Midsagaen — er der i virkeligheden intet urigtigt i det øvrige.
3) Om dette henvises til B. M. Olsens bemærkninger.