FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Guðmundar saga dýra

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
II. Sagaer om enkelte personer i det 12. årh.



4. Guðmundar saga dýra.


Denne saga findes nu kun i Sturlunga-samlingen, således at kap. 1-24 her findes indsat imellem k. 14 og 15 (18 og 19 i udg. i Bisk.) i Guðmundar saga góða, k. 25-6 imellem k. 16 og 17 (27 og 28 i Bisk.), hvilket sker af kronologiske grunde. Engang har den eksisteret som selvstændig saga; i fortegnelsen i Óláfssaga (se ovf. s. 556) nævnes den og kaldes der, efter dens vigtigste begivenhed: Önundar-brennu saga. Sagaen er, ligesom Sturlusaga, fuld af enkelte begivenheder og omtaler en mængde personer, der efterhånden træder op, ofte i en temlig løs forbindelse med dens hovedperson, høvdingen Gudmund dyre, en af Øfjordens stormænd, der bode på Bakke i Öxnadalen. En anden høvding var Önundr Torkelsson. Mellem disse to opstod der tidlig et spændt forhold, hvortil grunden var en arvesag, der omtales i sagaens begyndelse. Forholdet blev ikke bedre, fordi Önunds søn, Torfinn, ægtede Gudmunds datter. I øvrigt fortælles der noget uklart og svagt motiveret, hvorfor Gudmund i året 1197 indlod sig på den skrækkelige gærning at indebrænde Önundr på hans gård, hvor også sønnen og svigersønnen omkom. Det er, som der manglede noget i sagaen; vi forstår ikke Gudmunds forbitrelse, så meget mindre som han ellers skildres alt anderledes end som en blodtørstig mand. Indebrændingen fører naturligvis til mange ufredsbegivenheder, ran, manddrab, (forlig og) forligsbrud. Mange underordnede personer og begivenheder spiller ind med. Af disse er der særlig grund til at fremhæve fortællingen om overfaldet i Laufás og den smukke beretning om, med hvilken tapperhed og sindsro de overfaldne tålte døden (k. 18). Det er en lille oase i sagaen, der ellers er så grufuld og blodig, og i det hele meget uhyggelig. Den ender med at meddele, at Gudmund gik i kloster på Tingøre, hvor han døde 1212.

Som sagaen nu foreligger, er den ikke godt fortalt. Fremstillingen er tung og meget ujævn. Den synes at være noget mangelfuld i den første del, så at man mulig er berettiget til at antage, at sagaen er forkortet i Sturl. Et bestemt vidnesbyrd om en bearbejder foreligger i det mindste i k. 20. Det begynder således: »Boðvarr lítilskegla hed en mand og Torvald hans broder«. Af det følgende ses, at denne Böðvarr bode på Fell (Sléttahlíð i Skagefjorden). Han er altså identisk med den »Böðvarr lítilskeita«, der allerede var nævnet i k. 12, hvor han indføres på vanlig vis (s. 148). Således har den oprindelige forf. umulig skrevet. Rimeligvis er k. 20 et indskud; dets indhold berører slet ikke den egenlige historie, mindst af alt det afsnit, hvor det står.

Sagaen må være betydelig ældre end dens optagelse i Sturl. På grund af dens overordenlig detaljerede skildringer må det antages, at den ikke er skreven længe efter Gudmunds død1). Den er snarest at sætte til tiden c. 1220—30. Herimod strider ikke den interpolerede genealogi i k. 1, der endogså føres ned til det 14. årh. (!). Når B. M. Ólsen søger at godtgøre2), at sagaen er skreven efter at de gamle isl love ikke mere galdt på Island, altså efter 1271-3, må jeg betragte denne bestemmelse som forfejlet. Forf. interesserer sig for love3), og han kommer til at ytre: »man drog bort, da det var ledet på dagen, ti det var bestemt (var mælt), at feransbeviser (gögn) skulde være fremkomne før sol var i syd (ɔ: før middag)«. Denne bestemmelse er nu ganske rigtig4). Det er udtrykket var mælt, der skal betyde, at de gamle love ikke mere var gyldige. Men det er sikkert ikke tilfældet; ordene betyder kun: »det var blevet vedtaget« ɔ: i længst forsvundne dage, og dette kunde siges lige så godt i det 12. årh. som i det 13. efter 12735). Sagaen behøver ikke derfor at sættes til en senere tid end ovenfor antaget.

Forf. var uden tvivl gejstlig og af et mildt, fredeligt sindelag. Han dadler Gudmund for hans frillelævned (s. 141). Han omtaler et varsel og i forbindelse dermed Gudmund Arasons kraftige vievand (s. 151-2). Han udtaler et par steder sin dom over begivenhederne, der tyder på det samme (s. 139, jfr. s. 158, hvor han omtaler, hvor lidt der skulde til, at en mand begik et drab). Ligeså sikkert er det, at forf. er en Øfjording; han kender bygden ud og ind og er åbenbart velkendt med de mundtlige fortællinger om sagabegivenhederne.

Alt i alt må det siges, at sagaen giver et pålideligt og fyldigt billede af den selvrådighedens og lovløshedens ånd og det usædelige lævned, der herskede c. 1200 på Island. Dens skildring er meget detaljeret, så at overskueligheden undertiden tabes, men dette er en fejl, der er let forståelig hos en mand, der skriver om samtidige personer og begivenheder.




Noter:
1) Når B. M. Ólsen i Safn osv. III, 238 ff. vil, at Brandr Arnþrúðarson skal være en hjemmelsmand, er dette meget muligt, men det fører ikke til nogen videre bestemt oplysning om forfatteren eller affattelsestiden.

2) Sst. s. 232-6.

3) Han omtaler landets ”guds lov” ɔ: kristenretten, s. 141 og s. 131 tales der om en féránsdom, der skal holdes.

4) Når B. M. Ólsen vil, at gögn her ikke er rigtig brugt (ɔ: om vidnepligtige personer), er dette spørgsmål her uden betydning.

5) Ikke at tale om, at der her kunde være tale om en senere ændring af et oprindeligt er (til var), hvad jeg dog ikke antager; efter at er var ændret, måtte det i det følgende hedde skyldi og væri; og der er således tale kun om én ændring i virkeligheden.