FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Gullþórissaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
I. De gamle slægtsagaer (Íslendingasögur)
2. Bredefjord- og Isefjordgruppen.


Gullþórissaga



Denne lille saga haves på membran i AM 561, 4° (s. 1400) og er udgiven af K. Maurer 1858. I hdskr: er et stykke i midten og sagaens slutning udskrabet. Det er lykkedes G. Vigfússon at læse den sidste side, sagaens oprindelige slutning; det læste meddeltes i Ný félagsrit 1861. Senere har Kr. Kålund læst siden og konstateret Vigfússons læsning som rigtig i alt væsenligt; se Arkiv f. nord. filol. I, 179-91. Desværre er det ikke lykkedes at læse de andre udskrabede sider (fra og med slutningen af k. 10 og i slutn.); de herved opståede lakuner vil desværre aldrig blive udfyldte1). For bedømmelsen af sagaen er dette uheldigt. Sagaen kaldes dels Gullþórissaga, dels Þorskfirðingasaga (Ldn.).

Indholdet er i korthed følgende. Først nævnes en mængde personer, eller rettere sagt, de første landnam omkring det nordøstlige hjørne af Bredefjorden fra den vestlige side af Torskefjorden lige ned til Saurbær (Dalesyssel) anføres; forf. følger den bestemte rækkefølge fra vest mod sydøst. Blandt landnamsmændene her er en Oddr skraute, en søn af kong Lödve i Gotland og ”Viera”2) den tunge. Deres søn er sagaens hovedperson Þórir, senere kaldt Gullþórir. Dennes opvækst omtales ganske kort og anekdotemæssig, hvorpå hans og hans 8 fællers udenlandsrejse skildres. De kommer til Trondhjem, men begiver sig kort efter derfra til Hálogaland. Her vil Þórir opbryde en gravhøj, men dennes beboer åbenbarer sig for ham i drømme som hans slægtning, giver ham en styrkedrik og en anvisning på Valshulen ved Dumbshaf, hvor han kan erobre meget guld. Dernæst beskrives Þórirs fart derhen, hans kamp med hulebeboerne, der er flyvende drager, og erobring af deres meget guld. Þórir drager nu til Gotland, dræber undervejs nogle skovrøvere (Hauknefr og Háma), og senere en overmodig bersærk, og rejser så hjem, hvor han bosætter sig (k. 2-6). I anledning af guldet indvikles han i strid med den overmodige Hof-Hallr, der fører til kamp (k. 7—8). Þórir gifter sig med en bondedatter, som han havde set og forelsket sig i; men en anden havde bejlet til hende, og denne bliver nu en af þórirs fjender; deraf atter kampe og drab (k. 9-10). Her falder midterlakunen. Her har der været fortalt om, hvorledes en ny strid mellem þórir og Steinolfr den lave er blusset op. Herefter følger så en række kampe med de forskellige modstandere, samt dertil knyttede begivenheder, som indbyrdes hænger sammen (k. 12-19). Efterhånden som sagaen skrider fremad, bliver Þórir mere og mere vild - fordi han i sin tid havde drukket mere af trylledrikken, end han skulde og godt var; men også fordi han mistede en håbefuld søn. Han skjuler sit guld (ligesom Egill) og bliver endelig - ifølge folketroen - selv til en drage, der rugede derpå; guldet bliver således igen, hvad det ved sagaens begyndelse var, en skjult skat, men den har fået lov til at hvile i fred til den dag i dag.

Stoffets ordning er i sagaen i det hele god, og der er en god sammenhæng fra først til sidst. Egenlige for sig stående afsnit er der ikke, undt. de små anekdoter om Þórirs opvækst i kap. 2; de, navnlig den sidste, er dog ikke uden betydning; den omtaler, at Þórir blev gjort til formand i en leg på grund af sin raskhed. Det forbereder hans kommende storhed og dygtighed og lader os på den anden side bedre forstå det kammeratskab, der viser sig i, at 8 af disse unge mennesker bestemmer sig til at ledsage Þórir udenlands. I 1. kap. gives en oversigt over flere familjer; når enkelte af de her nævnte personer ikke senere forekommer, har det vistnok sin grund i, at de har spillet en rolle i den tabte del af sagaen3). Bestemt må det antages, at den i k. 15 nævnte Gróa også har været nævnet i den første lakune. I det hele kan sagaens komposition kun roses som heldig. Dog er der, således som sagaen nu foreligger, enkelte påfaldende omstændigheder, der bliver dobbelt mærkelige, fordi den ellers er så godt sammensat. Når det s. 54 (k. 6) hedder, at Steinolfr d. lave, da han så Þórir komme tilbage, blev stærkt grebet (brá mjök við), savner vi grunden til denne sindsstemning; vi kan kun ane, at der fra først af har været et køligt forhold mellem ham og Þórir. Ikke mindre mærkeligt er det, når det straks efter hedder, at Steinolfr ønsker at købe »det gode sværd« af Þórir; her studser vi også; der er intet sværd nævnet i det foregående. Nu nævnes der i k. 13 (s. 62) og 15 (s. 68) et sværd Hornhjalte, som Þórir kæmper med, og vi aner, at det er dette, der må være »det gode sværd«; dette bliver til vished ved en bemærkning i Halfdan Eysteinssons saga (k. 26), at Valr i Valshulen besad et sværd af dette navn. I denne saga fås tillige den oplysning, at »Oddr skraute« engang angreb Valr og hans sønner, at Valr flygtede med sine to guldkister og styrtede sig med dem i fossen, hvorunder Valshulen var4). Det var så disse guldkister, Þórir hæntede. Sammenhængen har nu øjensynlig været den, at Steinolfr har eller skal have stillet Þórir den opfordring at hænte det guld, hans fader måtte give slip på, for at blive en farlig medbejler eller modstander kvit; det var da naturligt, at Steinolfr blev ubehagelig overrasket ved at se Þórir igen i besiddelse af guldet og det kostbare sværd. Den i lakunen bevislig omtalte hvalstrid har så ført striden ind i det næste stadium.

Sagaen er ganske vist gennemsyret af en vis overtro, tro på hamskifte-ævne og andre trolddoms-kunster, noget, der jo også findes i andre sagaer, uden at den historiske troværdighed lider derved. Ikke desto mindre er fremstillingen i k. 3—6 af en højst mistænkelig art. Vi får i en dynge en afdød bersærk, en højbo, der giver en mand kostbarheder og en styrkedrik (en tilstedeværende hører (!) endogså samtalen og ser spøgelset), nedfarten i en hule under en fos (et fra Grettiss. kendt motiv), hvor der er flyvedrager, der spyr gift og flammer (!). Der findes fremdeles et af de typiske stimandsæventyr, og endelig, for at intet skal mangle, en af de sædvanlige bersærke-kampe - alt i en lidet klassisk fremstilling. Det er, mærkeligt nok, netop i slutningen af dette afsnit (k. 6), at vi får de omtalte uforståelige og umotiverede ytringer om Steinolfr og sværdet. Heraf er der, forekommer det mig, kun én slutning at drage, nemlig, at de nævnte kapitler i senere tider er omarbejdede, omkalfatrede og det på en lidet behændig måde. Den historiske sammenhæng med Þórirs rejse til det nordlige Norge og erhværvelsen af guldet er bleven sat i forbindelse med landløberæventyr og derved fordunklet og forvansket. En oprindelig kort fremstilling er bleven erstattet af den nuværende uforholdsmæssig lange historie i en yngre tids smag (man mindes uvilkårlig et produkt som Skáldasaga i Hauksbók). Dette støttes stærkt ved, at der i dette stykke findes ord af yngre oprindelse, der ellers ikke findes i klassisk stil og heller ikke ellers i Gullþórissaga selv; det er ord som herneskja5). Det er naturligvis muligt at andre træk i sagaen skyldes samme omarbejder-virksomhed. Hertil føjes, at der s. 55 pludselig nævnes »det store træ«, der etsteds var drevet i land. Det er muligt, at også dette har været omtalt tidligere; ved omarbejdelsen er bemærkningen derom af let forståelige grunde bortfalden. Også stykket 63,16-64,6 er en senere tilføjelse; det består af et folkesagn, der ganske umotiveret afbryder den gode sammenhæng og har intet med denne at gøre.

Bortset fra det omtalte afsnit og hvad dermed kan stå i forbindelse, gør sagaen indtryk af at være historisk; i selve de på Island foregåede begivenheder er der intet unaturligt eller noget, der tyder på opdigtning6). Det hele er meget ligefrem også hvad den egenlige fremstilling vedrører; den er ikke i mindste måde opstyltet eller efterklassisk. Indholdet foregår - og for så vidt er sagaen enestående - i den isl. stats ældste tid, i tidsrummet 900—30; dette er forf. sig vel bevidst (slutn. af k. 15). Forf.s kilder er vistnok udelukkende gamle traditioner. Ldn. har han ikke benyttet7); vistnok er heller ikke sagaen synderlig benyttet i Ldn., uagtet sagaen her nævnes8). Bortset fra, at der i sagaen nævnes personer, der ikke findes i Ldn., er der i øvrigt næsten fuldstændig overensstemmelse mellem de to kilder7). Dette beviser sagaens og dens traditions pålidelighed. Kun et steds synes forf. at være mindre godt underrettet, idet han synes at have slået to Bödmod’er sammen (B. fra Skut og B. fra Bulkarum, jfr. Ldn. 74, 132). Til traditionen og - hvad der er af en særlig vigtighed - til de dertil knyttede mindesmærker (gravdysserne s. 719)) henvises. Forf. er åbenbart en mand fra sagaens skueplads. Af den omstændighed, hvorledes han opregner landnamene i 1. kap., kunde man fristes til at slutte, at han selv havde bot vest for Torskefjorden, altså f. ex. i Gufudalssveiten eller på Bardestrand. Han er udmærket stedkendt og har åbenbart haft en særlig interesse for steder og stedsbetegnelser. Han lader ingen lejlighed gå fra sig, hvor han kan forklare et navns oprindelse eller sætte det i forbindelse med fortidens personer og begivenheder. Betegnende er f. ex. en vending som »og da fik det... sit navn«. Alt, hvad han i så henseende bemærker, er dog næppe rigtigt. Andre forfatter-interesser mærkes der ikke. Hvorvidt forf. er gejstlig, er det umuligt at sige noget om; han røber intet i så henseende; der kan altså være tale om en lægmand som forfatter.

At sagaen må være betydelig ældre end c. 1250, er henvisningen til den i Ldn. et bevis på. Så meget lettere kan den også være bleven interpoleret. Hvad dens historiske indhold angår og dettes fremstilling, er der intet, der tyder på, at det er eller behøver at være yngre end c. 1200; jeg antager også bestemt, at den oprindelige saga ikke er yngre.

Sagaens betydning har Maurer træffende fremhævet (s. 29 ff.); han viser, at den indeholder en del af betydning for skildringen af oldtidens levevis, sæder, ret og tro. Det kan ikke påvises, at noget heraf ikke skulde være historisk rigtigt. Også dette taler for en gammel affattelsestid. - Der findes ingen vers i sagaen.




Noter:
1) De bekendte udfyldningsforsøg - to slags - er så godt som værdiløse; se herom Arkiv I, 182; jfr. þ. Jónsson Arkiv III, 286. De går tildels tilbage til et tidligere forsøg på at læse enkelte ord og sætninger, der så har afgivet grundlag til udfyldningen. Den ene - den korteste og bedste - er ældre end fra c. 1830.

2) Navnet er vistnok forvansket af Æsa.

3) Jfr. K. Maurer s. 28 anm.

4) Jfr. udg. s. 28-9.

5) Hertil regner jeg også ordet gauzkr hlaupari (om en hest) s. 57, som står i forbindelse med den æventyrperson, der nævnes i omarbejdelsen.

6) Jfr. Maurer, udg. s. 22.

7) Der findes dog (beg. af k. 10) et sted, der omtrent ordret stemmer med Ldn. (s. 123), det er vanskeligt at bedømme forholdet; jeg vilde snarest være tilbøjelig til at antage en fælles kilde, mulig kun den traditionelle beretning.

8) Jfr. Maurer, udg. s. 17—18.

9) Jfr. teksten i Arkiv I, 185: »det anser folk for at være sandt«.