FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Gyðingasaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§19. Oversatte sagaer
A. Verdslige sagaer


5. Gyðingasaga


5. Gyðingasaga. Det skrift, der kan kaldes således — navnet er ungt — , findes i AM 226, fol., foruden nogle brudstykker i AM 229, fol., 238, fol., 655, 4°, og er udgivet af Guðm. Þorláksson 1881. Ved slutningen af skriftet gives den ovenfor antydede oplysning, der fuldstændig lyder således: »Denne bog oversatte præsten Hieronymus fra ebraisk1) til latin, men fra latin til norrønt mål præsten Brandr Jónsson, som siden blev biskop til Hólar, og ligeledes Alexander magnus, ifølge befaling« af kong Magnus (lagaböter). Brandr var af en gammel høvdingeslægt; han var en søn af Jon Sigmundsson til Svínafell (det sydøstlige Island) og en datterdattersøn af biskop Brandr Sæmundarson (d. 1201), hvis navn han bar, hvoraf det med rimelighed kan sluttes, at han er født kort efter sin oldefaders død. Hermed stemmer, at han allerede 1232 ifølge Isl. Ann. vender hjem fra en udenlandsrejse, hvorom der ellers intet vides, men den har han uden tvivl foretaget for at studere; 1247 vies han til abbed i Þykkvabær kloster og havde da i længere tid hørt til Skálholts bispedømmes mest ansete gejstlige, og var desuden nøje knyttet til Skálholt, idet han 1250—54 under en vakance var officialis. Da biskop Henrik til Hólar døde 1260 i Norge, var det derfor kun rimeligt, at en mand som Brandr blev udset til hans eftermand. Han rejste da 1262 til Norge for at modtage vielsen, og her opholdt han sig den følgende vinter, nøje knyttet til og højt anset af kong Hakon og hans søn Magnus, og det var på den sidstes opfordring, at han oversatte Gyðingasaga, muligvis også Alexanderssaga (se ovf.). Efter at være vendt hjem igen levede han kun et år; han døde d. 26. maj 12642). Det er et smukt eftermæle, Brandr har fået. Han berømmes som en vennesæl og velvillig mand, der altid vilde mægle og stifte fred; han var en særdeles lærd mand og en fortræffelig lærer, der uddannede mange dygtige disciple, deriblandt bisperne Jörund og Arne Torlaksson; den sidstes biograf ytrer således (Bisk. I, 681), at Arne sluttede sig til Brandr, »fordi han så, at han var særdeles dygtig i forfatterskab og skarpsindig i boglig forståelse, så at han i så henseende overgik de fleste, hvis studier i øvrigt kunde måle sig med hans«. Om dette hans »forfatterskab« vides nu ellers kun lidet. Det er højst sandsynligt, at en eller flere af helgensagaerne hidrører fra ham. Foruden oversættelsen af Alexanderssaga kendes kun hans Gyðingasaga, der består i en fremstilling af Jødernes historie under Makkabæerne. Når det i den ovenfor anførte bemærkning hedder, at han oversatte sin saga efter Hieronymus' bog, ɔ: Vulgata, er dette rigtigt. Det er Makkabæernes første bog, der her findes oversat; den ender med k. 21. Hvad der derefter følger i udgaven, er fortsættelsen af Jødernes historie og til slutning en såkaldt saga om Pilatus Pontius, der også findes trykt i Postolas., hvis kilde ikke kendes. Den nævnte fortsættelse er udarbejdet efter andre kilder end Gyð.s. G. Storm har udtalt (Arkiv III, 254—55), at Brands værk sluttede med k. 21, og at det øvrige var af en anden forfatter (eller oversætter). Dette er rigtigt, både fordi fremstillingen bliver forskellig i sin art, i kildebenyttelse og ligeledes i stil. I sin oversættelse har Brandr dog også nyttet andre kilder (som Hist. scholast.) og vistnok af sig selv tilføjet enkelte bemærkninger. At Brandr ikke har fået mere oversat, kan bero på hans forhold i Norge. Hovedteksten er, som så ofte, noget bearbejdet, hvad der fremgår af en sammenligning med det første som tillæg trykte brudstykke3); dette er noget fyldigere og slutter sig nærmere til urskriftet4).




Noter:
1) At dette beror på misforståelse, har G. Storm bemærket, og tillige, at det i denne sammenhæng er uden betydning.
2) Ang. hans liv se særlig Sturlunga og Isl. Ann. Jfr. Hist. eccl. IV, Isl. ártíðaskrár.
3) Derimod er det som tillæg 2 trykte brudstykke åbenbart af en anden og selvstændig oversættelse.
4) Til alt det foranstående kan føjes, at der i Flat. (I, 17—18) findes et stykke fra Adam af Bremen II, 3, 4, 22, 25, 26—28, 32—34, 36—38; et par bemærkninger findes tilføjede.