FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Heilagra manna sögur

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§19. Oversatte sagaer
B. Religiøse sagaer


15. Heilagra manna sögur


15. »Heilagra manna sögur«; angående håndskrifterne henvises til udgiverens redegørelse. I sin 2 binds udgave har Unger medtaget enkelte stykker, der ikke hører herhen; de vil blive behandlede sammen med den øvrige teologiske litteratur. Alle de her udgivne sagaer om ikke-nordiske helgener er oversatte fra latin, og man er i stand til i de aller fleste tilfælde at påvise urskrifterne; i nogle tilfælde foreligger disse dog ikke i den form, som oversættelsen forudsætter. Herom kan der henvises til Ungers oplysninger, der, såvidt jeg har kunnet kontrollere dem, er rigtige nok. De sagaer, der således er udgivne, er: Agatu (Ögutu) saga, Agnesar s., Álexis s., Ambrósíús s., Antóníús s., Águstínús s., Barbáru s., Benedikts s., Blásíús s., Cécilíu s., Díónysíus s., Dóratéu s., Erasmus s., Grégóríús s., Káteríne s., Laurentíus s., Lúcíe s., Malkús s., Margrétar s., Máríu s. egypzku, Marthe s. ok Magdalene, Martínús s., Mauritíús s., Maurús s., Nícolás s. erkibyskups, Páls s. eremíta, Plácídús s., Quadraginta militum passio (De 40 riddere), Remigíús s., Sebastíánús s., Septem dormientes (De 7 sovere), Silvesters s., Stéphánús s., Theódórús s., Thómás s. erkibyskups (jfr. nedenfor), Vincencíús s., Vítús s., samt endelig samlingsværket Vitæ patrum. Hertil kommer endvidere Clémens saga, udg. i Post., samt Básilíús s. (brudst.), udg. af G. Morgenstern i Arnam. fragmente (1893), samt de endnu ikke udgivne sagaer om Anna (men denne tilhører næppe dette tidsrum i hvert fald ikke i den form, den findes i AM 238, fol.), Egidiús, d. hellige Kristofórús, Krýsostómús (Jon guldmund), Lazarús, Rochús og Servasíús.

Alle disse sagaer er i reglen kun bevarede i en enkelt oversættelse, og de er vistnok alle fra det 12. og 13. årh. Kun i enkelte tilfælde findes her mere gennemgribende bearbejdelser. Disse sagaer skal ganske kort gennemgås, for så vidt som de frembyder noget særligt, der er værdt at fremhæve.

Af Agathe s. er der to forskellige bearbejdelser (foruden en 3., der er norsk, kun et lille brudstykke). — Af Agnesar s. haves et lille brudstykke af en selvstændig oversættelse (s. 22). Af Ambrósius s. er brudstykket s. 52—54 kun en afskrift af hovedsagaen. — Hvad Águstínúss. angår, haves, foruden sagaen selv, et brudstykke (s. 149—52), der er identisk med den; men brudstykket giver den mærkelige oplysning, at oversætteren er abbed Runolf Sigmundarson i Ver. Denne var en lærd mand (jfr. ovf. s. 866) og elev af biskop Brandr Jónsson; der kan i øvrigt om ham henvises til biskop Árne Torlakssons saga. M. h. t. sagaen har han bearbejdet den en del. — Benedikts s. står i nøje forbindelse med Gregors dialoger, 2. bog, hvor det meste af den genfindes, og er vistnok en bearbejdelse deraf. Denne saga anføres i Mauruss. (s. 664). — Det s. 269—71 trykte brudstykke af Blásíúss. er af en selvstændig norsk oversættelse. — Hvad Cecilíus. angår, slutter den i et hdskr. med to kapitler, der udgør et selvstændigt tillæg og er af interesse, for så vidt som de indeholder et par jærtegn, der hændtes islandske personer, nemlig Torarin og hans søn Brandr på Húsafell (Borgarfjorden). Den herværende kirke opførtes netop af den nævnte Brandr og viedes til gud, Maria og Cecilia; hans egen måldage findes i Dipl. Isl. I, 217—18; den stammer fra biskop Klæings tid (1152—76). Sagaen er uden tvivl oversat på gården af en af de første »hjemmepræster« her (heimilisprestr i måldagen). — Af »den ægyptiske« Marias saga findes to bearbejdelser, der dog snarest er en og den samme oversættelse; hvis der er to forskellige oversættelser, må den ene have nyttet den anden. Det tilsidst trykte brudstykke er = I. — Sagaen om Marta og Maria er en lærd islandsk kompilation efter forskellige kilder, men uden selvstændig betydning. — Af Martínuss. (for det meste en jærtegnsliste) haves 3 bearbejdelser, der vistnok alle er en og samme oversættelse; idet mindste er III i hovedsagen = II; I er snarest opstået af II med nogle ændringer. — Af Mauritíús s. findes et brudstykke af en selvstændig oversættelse ved siden af hovedoversættelsen. — Det som tillæg I, 714 ff. hertil trykte stykke »om Diocletian« genfindes, men i en selvstændig oversættelse, i Lítla Jónss. (Post. 467—68). — Af Nikulás s. haves to oversættelser, den ene dog kun brudstykkevis, samt et brudstykke af en tredje, der er norsk. Endelig haves Bergr Sokkasons saga, der ikke vedkommer os her. — Plácidus s. findes i to håndskrr., der opviser samme oversættelse, den sidste en del mangelfuld. I et tredje hdskr., der vistnok er norsk, findes brudstykke af en selvstændig oversættelse; endelig haves et udtog af sagaen, også et brudstykke. Jfr. Opuscula philologica s. 254—55 og ovf. s. 117. — Sagaen om de 40 riddere haves i to oversættelser, den ene et brudstykke. — Sebastíánuss. er mangelfuld, ligeledes den om de 7 sover e. — Af Silvesterss. findes, foruden hovedteksten, et par brudstykker, der er ens med den. — Stéphánúss. synes at være en kompilation; der citeres både Petrus Comestor, Beda, Lukas og fl. Den slutter med jærtegn. K. 2—4 beror på Pílatuss. (se ovf. s. 863). K. 6, 7, 9 (forkort.), 10, 11, 13 genfindes — i samme oversættelse, men i en noget ældre form — i Stockh. Homiliebogen s. 175—76 og 201—7. Samlingsværket Vitæ patrum, i to dele, handler særlig om ægyptiske eneboere; her har udgiveren aftrykt den latinske tekst, så at en sammenligning er let at gøre. Den oprindelige forfatter af den første del skal være en Tyrannius Rufinus; den sidste er forfattet af en anden og mulig oversat på latin fra græsk. Oversættelsen er temmelig ordret og noget ubehjælpsom og næppe ældre end fra det 13. årh.s sidste halvdel. Jfr. i øvrigt fortalen til udgaven XII—XIII. — Til disse sagaer slutter sig den om Clemens (Romanus) I, pave (Post. 126—51), der er stærkt nyttet i sagaen I om Petrus, til hvem Clemens længe var knyttet. Orig. findes i Leg. aur. og skal bero på de Clemens selv tillagte recognitiones.

De hertil sig sluttende hjemlige helgensagaer er en saga om den hellige Hallvarðr, en nær slægtning af Olaf d. hellige; heraf haves kun et ganske lille brudstykke, trykt i Heil. m. s. (s. 396), men den er rimeligvis norsk. — Dernæst en såkaldt Óláfs s. helga, trykt sst. II, 159—82; her er der ikke tale om noget originalt arbejde; »sagaen« er simpelt hen for aller største delen et uddrag og en afskrift af Snorres Olafssaga — hvortil der også hentydes i k. 1 —; følgende kapitler er nyttede: 58, 60, 178—79 (k. 1); 181, 187—90 (k. 3—6); 191, 202—4, 207 (k. 7—8); 209—11 (k. 9—10); 214 (k. 11); 224—30 (k. 12—15); 235—36 (k. 15— 16); 238 (k. 17); 240—46 (k. 18—19); jærtegnene fra og med k. 20 er alle hæntede fra Hkr. med undtagelse af de 4 sidste (k. 29—32), der er et selvstændigt tillæg; heraf genfindes to (k. 30—31) i den norske Hom. uden dog at være hæntede derfra; det første findes i Acta Sci Olavi (nr. X); k. 29—30 findes også i den leg. saga og Flat.

Til de foran nævnte sagaer slutter sig endnu følgende to, der stammer fra England.