FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Jómsvikingasaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§ 13. Sagaer vedrørende Danmark og Sverrig før Snorre


De til denne gruppe hørende sagaer er ikke mange og tildels ubetydelige; hovedværket angående Danmark tilhører tiden efter Snorre.


1. Jomsvikingasaga.

Denne saga, som i meget vedrører Norge, findes i flere forskellige bearbejdelser. De håndskrifter, der her haves og som falder sammen med bearbejdelserne, er Stockh. mbr. 7, 4°, — udgiven af G. Cederschiöld 1875 — , AM 291, 4° — udg. af C. af Petersens 18821) — og AM 510, 4 ° — udg. af samme 1879 — , hvortil endnu kommer Flatøbogens tekst (jfr. Fms.) og endelig Arngr. Jónssons latinske oversættelse efter et tabt håndskrift, udg. af G. A. Gjessing 1877. Det ældste af de anførte håndskrifter er 291 fra o. 1275—1300)2), hvis retskrivning er temmelig gammel.

Sagaen3) handler, som navnet viser, om Jomsvikingerne, deres oprindelse, love og færd, men særlig om den begivenhed, der gjorde dem mest berømte i Norge og på Island, slaget i Hjørungavåg (986, el. 987), da Hakon jarl og Erik for bestandig befriede Norge fra alvorlige angreb fra dansk side — bortset fra Knud d. stores forbigående magt i landet, som han vandt så at sige uden sværdslag.

I 291 og Sth. (og i Arngrims overs.) findes et indledende afsnit af en temmelig selstændig art, så at man her kan sige, at sagaen falder i to dele. Den første del begynder med at omtale Gorm den barnløse og anfører den fabelagtige fortælling om den saksiske greve, der med sin søster avlede et barn, der blev sat ud, Knud den fundne; denne blev taget til søn af Gorm, og hans søn var Gorm d. gamle. Derpå følger fortællingen om denne og Tyra og deres sønner, samt om Haralds forhold til Hakon jarl og Guld-Harald; så kommer fortællingen om kejser Ottos bekendte tog til Danmark, Hakon jarls forsvar af Danevirke og forhold til kong Harald samt dennes krigstog til Norge; der sluttes med en omtale af hans påtænkte tog til Island for at afstraffe Islænderne for deres niddigt.

I 510 mangler dette afsnit; her begynder sagaen med de øvrige håndskrifters 2. afsnit, der handler om Toke og hans 3 sønner, hvoraf en var Palner, Palnatokes fader; der fortælles så om denne og hans forhold til kong Harald og dennes frillesøn Sven (tveskæg), samt om, hvorledes Palnatoke grundlægger Jomsborg, stifter Jomsvikingernes samfund og giver dette love. Videre fortælles så om de vigtigste af Jomsvikingerne, deriblandt Sigvalde jarl og så videre lige ned til Jomsvikingeslaget i Hjørungavåg. Vi skal ikke komme nærmere ind på at gengive indholdet.

Med hensyn til spørsmålet om, hvorledes det oprindelige forhold mellem disse to afsnit er, må jeg slutte mig til dem — f. ex. C. af Petersens — , der i det første afsnit ser et yngre tillæg. Det er i og for sig ganske overflødigt og unødvendigt for det sidste, da sagaen jo ikke lader det være kong Harald blåtand, der afstedkom toget til hævn for Hakons færd mod ham. Heller ikke kan Sven tveskæg siges direkte at have bevirket toget. Sammenhængens tråd er derfor i virkeligheden bristet. G. Storm har antaget en oprindelig sammenhæng mellem de to dele, således at den første skulde indlede og begrunde den anden4). Naturligvis har den, der stillede dem sammen, tænkt sig den første del som indledning. Men den løse sammenhæng, der i virkeligheden er tilstede, viser netop, at vi har med en bearbejder at gøre. En oprindelig forfatter med klar bevidsthed om, at toget skulde være en følge af det tidligere forhold mellem Norge og Danmark, mellem Hakon jarl og Harald blåtand (hvad det jo ganske sikkert var), vilde have ladet sin fremstilling gå ud på at vise dette ganske anderledes klart og ligefrem, end tilfældet kan siges at være. Hertil kommer, at begyndelsen af 2. del er tydelig en selvstændig sagas sagamæssige begyndelse. Heller ikke er der nogen steds i denne del taget hensyn til den første, og kun for den sidste dels vedkommende passer sagaens navn. Den første del er med andre ord senere tilføjet, ligesom f. ex. de 3 første kapitler i Jarlasögur, efter en kongesagas forbillede. Stoffet dertil er dels hæntet fra gamle folkeminder af uhistorisk art, dels fra et sagaværk, der omtrent har været identisk med det tilsvarende stykke i Olaf Tryggv. s. i Fms. I, k. 61 ff. Her findes en kombination af en latinsk kilde og det æmne, der behandles i sagaens første afsnit5). Til grund ligger vistnok Skjöldungasaga eller en bearbejdelse deraf6). En del er mulig hæntet fra Gunnlaugr munks Olafssaga; modsætningen mellem Hakon jarl og Olaf Tryggvason ved Danevirke kunde tyde på dette; det skulde altså være hans fremstilling, der herfra er indkommen i AM 310; jfr. at der til sagaen her utvivlsomt er knyttet kapitler af Gunnlaugs Olafss. (se ovf. s. 399).

Af vigtighed er forholdet mellem de enkelte bearbejdelser. Ved en sammenligning bliver det hurtig klart, at de alle, Sth., 291, 510 og Flat., samt Arngr. Jónssons original, i alt væsenligt repræsenterer en og samme saga, dog således, at Sth. indtager en i visse henseender særlig stilling til de andre, foruden at 510, som anført, helt mangler den første del.

Teksten i 291 og Flat. er i alt væsenligt ens, dog har Flat. adskilligt mere ægte i enkeltheder at opvise. Denne tekst, navnlig som den er i 291, er præget af en vis efterklassisk, kedelig tone; der findes flere steder uhøviske ord7) (oftere end i Flat.) samt uislandske eller lavfolkelige udtryk (som tempra, herja uppá, drabba) ; sætninger og samtaler er udvidede på en lidet sagamæssig måde. Teksten i 291 er den mindst tiltalende af alle, medens Flat.s er ligesom en grad ældre og bedre, men den forkorter også teksten og låner undertiden fra Sth.s tekst. Arngríms latinske tekst er lidet pålidelig, da han ganske sikkert har forkortet en del og da han, fordi han bragte den i stand for danske læsere, vistnok undertiden har undertrykt noget, der måtte være ubehageligt at læse (f. ex. Fundne-Knuds herkomst). Men der er utvetydige vidnesbyrd om, at hans original har stået på et ældre standpunkt end hine to. Således må det betragtes som givet, at hans fremstilling af Gorms drømme er den ældste8). Mulig har dog Arngrímur enkelte steder brugt andre kilder og kombineret dem med sin original; herfra stammer nogle afvigelser, hvorom der kan henvises til Gjessings redegørelse i hans fortale s. XI ff.

Overfor disse bearbejdelser (håndskrifter) indtager nu Sth. en ejendommelig stilling, idet den gennemgående er kortere, dog kun i stilen, men ikke med hensyn til det positive indhold, undtagen hvad den sidste del af det første afsnit angår. Uagtet det er klart, at denne bearbejdelse forkorter teksten noget på sine steder, er der dog ingen tvivl om, at det er den, der alt i alt har bevaret den ægte tekst renest, den tekst, hvoraf Flat.-291 er udvidet med samtaler, betragtninger og forskelligt ordskvalder. Sjælden findes noget mere af reelt indhold i 291, og når det sker, er det uheldig anbragt, som når Erik jarl møder »rødevikingen« Torkel midlang (s. 104—5), der her fremstilles som etslags fredløs, medens han andet steds (s. 109) kaldes jarlens »lendermand«. Flat.s afskriver har set, at dette var meningsløst, han har derfor udeladt stykket om »rødevikingen«, men det har sikkert stået i det fælles grundlag; i Sth. mangler det ganske. Fremstillingen af Knud danaasts død er afvigende i Sth. Her siges han at være omkommen i England på et tog sammen med broderen (dette også hos Arngrímur, der dog nævner Irland)9). I 291-Flat. findes en lang historie om, at det er Harald selv, der dræber sin broder osv. Samme fremstilling som i Sth. findes omtrent ordret i Fms. I, O. Tr. k. 64 (her står rigtig Aðalbrigt som navn på den engelske konge for Sth.s Aðalsteinn) , og det er uden tvivl denne form, der er oprindeligst. Den anden version er et yngre fabrikat. En hovedafvigelse består i, at der til den udførlige fremstilling i 291, k. 4—5—7 (Hakon — Guld-Harald — Harald gråfeld), i Sth. svarer en ganske kort beretning med en henvisning til konungabók. Noget lignende gælder fortællingen om kejser Ottos tog til Danmark; hvad der vidtløftig meddeles herom i 291 findes i Sth. kun lige antydet. Man kunde også være fristet til her at antage, at Sth. havde bevaret den mest ægte tekst, der som sædvanlig var udvidet i de andre, skønt en forkortelse naturligvis ikke er udelukket. Det første er dog vistnok tilfældet. I øvrigt må det siges, at teksten i Sth. er identisk med den i 291-Flat., med enkelte afvigelser, som at Vigfus's vers mangler i 291, men det står i Flat.10).

Hvad endelig teksten i 510 angår, er også den i det hele identisk med de andre bearbejdelsers; men den er her overarbejdet og udvidet — foruden på den sædvanlige måde i rent stilistisk henseende og med samtaler — også på andre måder, idet der er optaget forskellige stykker der meget nøje stemmer med Fagrskinna11), samt mange vers af Tinds drape om Hakon jarl, Bjarne biskops Jómsvikingadrápa, og flere andre kilder er benyttede (som Landn. om Gyrðr, Oddr). Angående dette kan henvises til C. af Petersens' fortale (s. VIII, XII— XIV). Desuden findes et par selvstændige tilføjelser, hvis kilde er ukendt (skatmesteren Guðrvíss; jfr. fortalen s. xviii ff.). Disse kombinationer er ikke altid heldige; således lader redaktøren Erlingr styre et skib (s. 69), uagtet denne ofres (s. 79) som 7 år gammel12).

Til trods for alle disse bearbejdelser er der, som antydet, kun én fælles oprindelig saga; om denne kan vi ved en sammenligning danne os en tilnærmelsesvis forestilling. Den berode på en allerede meget broget og forvansket tradition, hvor dog hovedpunkterne m. h. t. toget og slaget fastholdtes. Den oprindelige saga kan ikke være ældre end fra den første fjærdedel af det 13. årh. Den anføres i Knytlingasaga (s. 32) og er altså ældre end o. 1260. Meget ældre end Snorre er den i hvert fald ikke. Men man har åbenbart haft en endnu ældre og kortere form for sagaen (eller beretningen om Jomsvikingeslaget), der både dannede grundlaget for Jomsv. s. og fremstillingen i Fagrsk. og Heimskr. Dette fælles grundlag må gå tilbage til o. 1200. Det er heraf klart, at Jomsv. s. har gennemgået flere udviklingstrin end vistnok nogen anden saga, og stadig er man kommet længere og længere bort fra det oprindelige grundlag.

Æmnet har lange tider igennem haft en særlig tiltrækningskraft; kampen er gjort til genstand for fremstilling både i sang og tale, både i og udenfor Island. I slaget deltog flere Islændere og det er disse, sagaens hovedindhold fra først af hidrører fra: skjalden Tindr, Vigfus Viga-Glumsson, ofl., hver fra sin kant af landet. At deres fortællinger straks lød noget forskellig, er kun rimeligt; et så vældigt slag kunde ikke overses af én; det var kun enkelttildragelser, der i kamptummelen lod sig af de enkelte deltagere iagttage; endogså den samme begivenhed kunde opfattes forskelligt af to elle flere. Heraf måtte der opstå enkeltfremstillinger i en broget mangfoldighed, hvor modsigelser og afvigelser ikke var udelukkede. Noget lignende mærkes også i beretningerne f. ex. om Stiklestadslaget. Efter som tiden led, blev disse beretninger stadig flere og efterhånden mere uhistoriske; et næsten mystisk skær kom til at indhylle den berømte begivenhed. Deraf fremstillingens karakter i de forskellige bearbejdelser.

For kort at sammenfatte udviklingen var den altså denne: det ældste skriftlige grundlag, udarbejdet o. 1200 efter traditionen i en enkelt egn, findes renest i Fagrsk. og Heimskr.; dette blev o. 1230—50 udvidet og bearbejdet til den saga, som ligger til grund for de eksisterende bearbejdelser. Endnu senere er det første afsnit kommet til (der ikke findes i 510), hovedsagelig i den form, det har i Sth.; i Flat.-291 blev dette atter udvidet. Endelig er det sidste afsnit yderligere blevet udvidet, som sket er i 510.

Nogen bestemt antagelse af, hvor og af hvem sagaen oprindelig er skreven, lader sig ikke opstille. I fremstillingen mærkes en tilbøjelighed til at hæve Hakon jarl og Nordmændene på de danskes bekostning. I historisk henseende er sagaen lidet værdifuld, da man har Fagrsk.-Heimskr.s ældre og bedre fremstilling at holde sig til.


Noter:
1) Også udgivet i Fornm. XI.
2) At sætte hds. til tiden 1225—50 kan der ikke være tale om.
3) Jfr. Maurer: Ueber die Ausdr. Anm. 21; G. Vigfússon: Proll. xci— ii; G. Storm: Sn. St. Hist. skr.; samme: Om redaktionerne af Jómsvikingasaga i Arkiv f. nord. filol. I, samt indledningerne til udgaverne; dr. Sophia A. Krijn: De Jómsvikingasaga 1914; Hollanders afhandling i Arkiv XXXIII og Krijns sst. XXXIV (Hollanders Genmæle sst. XXXV); Indrebö: Fagrskinna 53—80; H. Hempel: Die formen der Jómsvikingasaga, Arkiv XXXIX, 1 ff.
4) Indrebö hævder det samme. Krijn antager, at den 1. del er udeladt i 510, men at den alligevel ikke hidrører fra den oprindelige forfatter af sagaen. Også Hempel antager, at afsnittet er udeladt i 510.
5) Hvad derimod Fms. k. 84 ff. angår, er dette ligefrem en afskrift af Jomsv. s.
6 ) Krijn tænker på en “Dansk kongesaga”.
7 ) Som gás, stjölr, refr om Sigvalde s. 91.
8) Hvad han her siges at have set og hørt i drømme (æblerne om vinteren, hvalpenes gøen i moderlivet) gøres i de andre til virkelige syn, som hans svigerfader skal have haft, hvilket bliver langt mindre naturligt.
9) Dette har Arngrímur måske selv indsat, fordi Saxo henlægger begivenheden til Dublin.
10) Også Sth. er mishandlet ved indskud, således når Bo først siges at være sprungen over bord med sine guldkister efter at have fået såret af Torkel, og bagefter siges at have fået samme sår af Sigmund og atter være sprungen over bord (!). I Flat. er fremstillingen fornuftigere.
11 ) G. Storm mener, at disse lån ikke stammer fra Fsk. selv, men fra den ældste sagabearbejdelse, der også skulde være benyttet i Fsk. Krijn og Indrebö slutter sig til Storm på dette punkt. Dette er muligt rigtigt, skønt bevisførelsen næppe er fyldestgørende Utvivlsomt rigtigt bliver det, hvis det kunde betragtes som bevisligt, at Fsk. aldrig har været kendt på Island, og dette er vist tilfældet.
12 ) Om den ganske betydningsløse “recension” i den Adlerstam-Hammarsköld'ske udgave henvises til Petersens' udg. af 510, s. IX, XXIX.