FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Knytlingasaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§17. Sagaværker efter Snorre og Sturla til 1300.
B. Sagaværker ang. Norge, Sverrig og Danmark m. m.
II. Danmark og Sverrig

Knytlingasaga


Knytlingasaga. Dette værk findes nu kun ufuldstændig på membran. Der eksisterede i Arne Magnussons tid i universitetsbiblioteket et godt skindhåndskrift deraf, hvoraf han selv tog en afskrift, men til alt uheld brændte membranen og det meste af afskriften er gået tabt; resten af den sidste findes i AM 18, fol.1). Dernæst haves sagaen fra og med kap. 28 i det unge håndskrift AM 180, fol.; desuden findes enkelte mindre brudstykker af værdi og papirsafskrifter. Udg. i Fornm. s. XI og af C. af Petersens og E. Olson, Sögur Danakonunga 1919 ff.

Navnet betyder »sagaen om Knuds efterkommere«, og man har antaget, at det er Knud d. store, der menes. Dette er dog næppe rigtigt; det må være en ældre Knud, der menes, og da Knud »den fundne«, der blev stamfaderen til de historiske konger i Danmark i modsætning til de forhistoriske, Skjoldungerne.

Sagaen2), som den i reglen opfattes, begynder, som ingen anden saga, med sætningen: »Harald Gormsson blev taget til konge i Danmark efter sin fader«. Herved forudsættes utvetydig, at der er gået noget forud. Som før udviklet har dette uden tvivl været Skjöldungasaga (se ovf. 659), men denne var allerede skreven omkr. 1200; den må altså af den, der istandbragte Knytlingasaga — her beholdes dette navn for værket fra og med Harald blåtand — , af grunde, som vil fremgå af det følgende, være bleven lånt og stillet i spidsen for den samlede fremstilling af de danske kongers historie, ligesom Ynglingasaga står i spidsen af Heimskringla. Dette tilknytningspunkt til Hkr. er ikke enestående.

Sagaen består, som sagt, af de danske kongers historie fra og med Harald blåtand til noget ind i Knud d. VI.s historie eller, nærmere bestemt, til afslutningen af Vendertogene o. 1190. Hver konges saga står for sig i samlingen uden nøjere eller indre sammenhæng med de andre; om nogen kunstnerisk sammenarbejdelse som i Hkr. er der her ikke tale. De enkelte sagaer eller afsnit er desuden ikke udarbejdede efter en ensartet plan; navnlig er sagaen om Knud den hellige (kap. 26, 28—68, 72, 77) stærkt afvigende fra de andre både ved sin udførlighed og stil. Den første og sidste del ligner derimod gennemgående hinanden og hidrører uden tvivl fra en og samme hånd. Det lønner sig at betragte disse dele først.

Den første del, kap. 1—25, 27, er overhovedet meget kortfattet, særlig er Sven tveskægs saga meget tarvelig og kort. Denne del består hovedsagelig kun af de hovedtræk i kongernes liv, som man kender fra den norsk-islandske overlevering, foruden slægtregistre. Om Harald blåtand fortælles udtogsmæssigt om hans forhold til Venden, kejser Otto, Styrbjörn, Norge og sønnen Sven; om denne kun, at han satte sig op imod sin fader og foretog krigstog, uden at disse nærmere beskrives; hans erobring af England og død meddeles kort. Mere berettes der om Knud d. store, hans tog til England, kampe dér osv., hvorved særlig skjaldekvad er benyttede som kilde, og her gøres først tilløb til en virkelig personskildring. Tiden 1035—76 (til Sven Estridsens død), samt Harald héns historie behandles ganske kort; også her anføres der nogle vers. Om Olaf hunger som konge fortælles ligeledes kort, hvorefter der kommer en forholdsvis udførlig saga med mange vers af Markus' Eiriksdrápa om Erik egode, og dernæst et længere afsnit om Knud lavard, der i stil er noget afvigende. Tiden 1131 til 1157 gennemgås i hovedtrækkene; dog er afsnittet om Sven, Knud og Valdemar temmelig udførligt. Udførligst er dog fremstillingen af den følgende tid, kong Valdemar d. stores og Knuds historie; men her drejer det sig så at sige udelukkende om de mange krigstog til Venden, der skildres med en forbavsende fuldstændighed. Denne udførlighed, der i og for sig er forståelig nok, minder om Orkneyingasaga.

De enkelte personers karakter kommer for største delen i det hele godt til sin ret, og man får smukke billeder f. ex. af Erik egode, men fremfor alt af Valdemar og Absalon, for hvilken sidste forf. nærer den største beundring; det lykkes navnlig her at fange læserens sind og adhu. De givne billeder er i alt væsenligt vistnok historisk rigtige og i god overensstemmelse f. ex. med Saxo.

Spørsmålet om forf.s kilder er temmelig let at besvare i det hele.

Der var i tidens løb gentagne berøringer mellem Norge og Danmark, og disse omtales i sagaen. Flere steder henvises der til et værk om »norske konger« eller til enkelte kongers sagaer, hvorved der dog sikkert menes de enkelte afsnit af det samlede værk. Sammenlignes nu Knytlinga med de islandske sagabearbejdelser, vil man finde, at der kun kan være tale om ét: Snorres Heimskringla, og at alt, hvad der vedrører Danmark — Norge i Knytlingas 1. og 3. del, er simpelthen udskrevet af Snorres værk, ofte dog i en noget forkortet form; desuden er også andre enkeltheder hæntede derfra. Herom kan der overhovedet ikke tvivles. Enkelte afvigelser er uden betydning. Det er ganske betydelige stykker, der således stammer fra Snorre, så at han kan kaldes en hovedkilde.

En anden hovedkilde er, som antydet, skjaldedigte. Af sådanne havde man i det hele ikke få. Over 20 islandske skjalde vides at have digtet om forskellige danske fyrster; disse digte har forf. dog sikkert ikke kendt alle sammen. Men for Knud d. stores og Erik egodes historie er det især versene, der ligger til grund, digte af Ottar svarte, Hallvard Háreksblese, Tord Kolbeinssons digt om Erik jarl, Markús Skeggjason. De forskellige digte om Knud d. store har forf. særlig benyttet for at fremstille kampene i England, men han har vistnok savnet kritik til at nytte dem rigtig, navnlig m. h. t. tidsfølgen.

Knud lavards saga, omtr. kap. 84—93, synes at være et uddrag af en på traditionen beroende helgensaga, og det er traditionen, der ligger til grund for hele resten, bortset fra hvad der er hæntet fra Hkr. Forf. nævner ganske vist k. 95 »kyndige danske bøger«3), men disse kan ikke nærmere bestemmes, og fra sådanne har forf. vistnok kun lidt i det hele4).

Hvad pålideligheden af indholdet angår, er der næppe tvivl om, at den islandske overlevering, der findes hos Snorre eller i ældre kilder, i det hele og store er rigtig. Ligeledes er det historisk pålideligt, hvad skjaldene fortalte; de var jo alle samtidige med de besungne fyrster; det er ikke deres skyld, hvis forf. har nyttet dem på en kejtet måde, og der er som sagt, noget, der taler derfor, særlig i Knud d. stores saga. Den angelsaksiske krønike kan for det meste bekræfte versene. På et enkelt punkt har forf. i Erik egodes historie taget mærkelig fejl eller haft en mærkelig forvirret overlevering; det er når han lader dronning Bothilde være tysk og af Erik blive tagen til frille og senere forskudt, og dog kender sagaen hendes danske herkomst på fædrene side (stemmende med Saxo). Man skulde fristes til at tro, at her forelå en sammenblanding med en af den kvindekære konges mange friller. Skildringen af Eriks sidste rejse er også ufuldkommen. — Hvad afsnittet om Knud lavard angår, er det sagaens mest forvanskede afsnit, ja det meste deraf kunde kaldes digtning, skønt flere hovedtræk er rigtige nok. Det er mulig en lille selvstændig helgensaga om Knud, der her er benyttet, forfattet af uvidende gejstlige, og hvis pålidelighed forf. ikke havde midler til at undersøge. — Det følgende er i alt væsenligt historisk rigtigt, hvad man bedst kan se ved en sammenligning med den her så velunderrettede Saxo. Det er ligefrem beundringsværdigt, hvor godt sagaen stemmer med ham, ja, der er ofte næsten verbal overensstemmelse. Hvis de er uafhængige af hinanden, haves altså her en udmærket målestok for en islandsk overlevering, næsten 100 år gammel. Naturligvis findes der enkelte fejl, som dog for det meste er temmelig ligegyldige; til gengæld er sagaen på enkelte punkter fuldstændigere end Saxo. Saxo nævner Islændere, der har været i Danmark i den sidste halvdel af det 12. årh. Det er åbenbart fra disse overleveringen må stamme. Hvad kunde ikke Arnoldus Tylensis, som »solerti historiarum narratione callebat«, fortælle? Her er Knytl. en god kilde ved siden af Saxo.

Forf. har gjort sig megen umage for at bestemme fyrsternes herskerår, og dette er overhovedet lykkedes ham. Enkelte gange giver han dog én konge for mange år på en andens bekostning. Særlig kan fremhæves, at han, i overensstemmelse med engelske (men ikke med danske) kilder, lader Sven Estridsen dø 1076.

Forf.s sagaværk har tilvisse flere, tildels svære fejl, og er på flere punkter ufuldkomment, navnlig m. h. t. forholdet mellem Danmark og dets sydlige naboer, og det oplyser os meget lidet om de indre tilstande (lige så lidt som sagaerne overhovedet ellers). Forf. er ikke uden kritik, men han savnede åbenbart ofte midler til at udøve en sådan. Han bruger næsten ikke Jomsvikingasaga som kilde, og dog kender han den, vistnok fordi han ikke fandt den pålidelig nok. Han nævner ikke biskop Poppos jærnbyrd og er i det hele meget nøgtern og ligefrem. At sagaen holder op o. 1190 kommer af, at da var krigstogene mod Venderne forbi, og dermed en sagas indhold.

Sagaens nuværende form er for det meste den oprindelige. Bortset fra indløbne afskriverfejl, er der enkelte indskud deri. Således Tords vers i k. 8; det samme vers findes atter senere, og her er det på sin plads; ligeledes er Arnors vers s. 58, samt et lille stykke om Fotvikslaget i begyndelsen af k. 95 og mulig et par sætninger til, indskud.

Knud d. helliges saga, som hidtil er ladet ude af betragtning, er meget udførlig og har alle mærker af en selvstændig saga, der er optagen af Knytlingas forf. Det vides da også fra andre kilder som Morkinskinna, at man havde en »Knudssaga«, hvorved en særlig saga må være ment og ikke Knytl. Denne saga stammer snarest fra den første del af det 13. årh. og er forfattet af en gejstlig mand. Det er en helgensaga, som i hovedtrækkene er historisk og som vistnok giver et ret træffende billede af den på engang hårde og krigerske og religiøse konge, men den er stærkt isprængt med uhistoriske træk, legender og digtning, f. ex. alt hvad der fortælles om Torgunnasønnerne i forhold til Olaf hunger m. m. Et større afsnit af sagaen udgør k. 33— 40, der handler om Blodegil, en røverisk høvding på Bornholm. Dette afsnit findes også i Flat. III, 435— 41, men det er her åbenbart afskrevet efter sagaen om Knud. Dets historiske troværdighed kan ikke bestemmes. Fortællingen om Knuds sidste levetid, hans tog til Vendsyssel, flugt og martyrdød skildres i sagaen med levende farver, men ikke historisk rigtig i alle punkter. Det stærke modsætningsforhold til munken Ælnods fremstilling, som prof. H. Olrik har søgt at påvise og begrunde, er dog sikkert ikke tilstede, hvis Ælnods fortælling tolkes rigtig. Herom og om andre af sagaens egenskaber henvises i øvrigt til min særafhandling om Knytl.

Sagaen danner i udførlighed og ved sin stilling i Knytl. et sidestykke til Olaf d. helliges saga i Hkr., uden at den ellers tåler nogen sammenligning med denne; der er ingen tvivl om, at når Knytl. s forf. har optaget den i dens helhed, er det sket med Hkr. som forbillede.

Sagaens omfang (se ovf.) er uomtvisteligt. Den er vistnok også uden indskud, undtagen for så vidt som k. 32, indeholdende en geografisk, særdeles mærkelig beskrivelse af Danmark, åbenbart er et senere indskud af selv Knytl. s forf.

Således er altså Knytlingasaga kommen i stand, dels ved selvstændig benyttelse af litterære kilder og overleveringen, dels ved optagelse af ældre sagaer, hvortil også Skjöldungasaga må regnes. Den passer godt ind i det billede af litteraturen efter Snorres død, som vi atter og atter har haft lejlighed til at antyde.

Sagaen er skreven ikke så kort efter Snorre og næppe før end omkr. 1260—1270. I kap. 127 nævnes Ludvig, »der erobrede Damiað« (1249), fremdeles Sveakongen Erik (1234 — 50) og Valdemar (1250—79) samt dennes søster Rikiz, der var gift med Hakon d. unge, »Norges konge« (d. 1257). Alt dette er næppe senere tillæg. Også Olaf hvitaskald (d. 1259) omtales og det snarest som død. At gætte på et forfatternavn kan her lige så lidt som ellers nytte. Man har i denne forbindelse netop villet nævne Olaf selv, men den måde, hvorpå han omtales, gør snarest det modsatte indtryk. Derimod kan Olaf, »som havde så mange udmærkede fortællinger« fra Valdemar sejr, godt havde været forfatterens hjemmelsmand for et eller flere afsnit.




Noter:
1) Sagaen skulde udgives ved midten af 18. årh.; teksten var trykt, men udgaven blev aldrig færdig og oplaget blev for det meste tilintetgjort; teksten var trykt efter Arne Magnussons afskrift.
2) Jfr. P. E. Müller: Vidensk. Selsk. Skr., hist.-philos. Afdel., IV Række; K. Maurer: Ausdrücke, Anm. 37; G. Vigfússon: Sturl. Proll. § 17; F. Jónsson: Vidensk. Selsk. Skr., VI. R. hist.-philos. Afd. VI; L. Weibull: Krit. undersökningar i Nordens historia 1911 (dertil min afhdl. om Jomsvikingerne i Hist. tidsskr. 8. række III 1911); C. W eibull: Saxo 1915; jfr. mine bemærkninger mod H. Olrik i Hist. tidsskr. 7. række III.
3) Jfr. C. Weibull: Saxo s. 179—80.
4) Hermed stemmer Beckmans udtalelser i Quellen osv. Xenia Liden. 22. C. Weibull har i sin bog Saxo anført fra et bestemt tidsrum stykker af sagaen og Saxo for at vise den indbyrdes lighed, og han udtaler, i meget stærke ord, at der her må være tale om litterær forbindelse, at sagaen enten må bero på Saxo eller bægge på en fælles kilde (s. 218); Weibull antager, at det sidste må være tilfældet (s. 232). Det er selvfølgelig ikke helt udelukket, at en sådan kilde har eksisteret, men, som sædvanlig, lægges der større vægt på de ligheder, der findes, end på ulighederne, og dem er der nok af; lighederne kan, det må bestemt hævdes, også forklares som beroende på en fælles mundtlig overlevering; desuden gør Weibull mere ud af de »ligheder« og »paralleller«, han finder, end godt er; ti lighederne er ofte tilvisse meget ubetydelige. Her kan denne opfattelse ikke nærmere drøftes, men jeg har ikke, trods hans behandling af sagen, fundet grund til at ændre min tidligere udtalte opfattelse. Weibulls udtalelser vidner også om en miskendelse af den mundtlige overleverings væsen.