FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Kormákssaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§17. Sagaværker efter Snorre og Sturla til 1300.
A. Sagaer om islandske personer.
I. Sagaer om ældre tider

2. Kormákssaga


Til den 3. gruppe hører:

2. Kormákssaga; den findes hovedsagelig kun i det store håndskrift AM 132, fol. fra o. 1350; desuden findes et blad fra o. 1400 i AM 162 F, fol. Sidste udgave ved Möbius 1886.

Sagaens indhold1) er kortelig anført ovf. I, 526—28. Det er skjalden Kormaks bevægede liv, der er sagaens så at sige eneste indhold; i begyndelsen gøres der ganske kort rede for hans fader, vikværingen Ögmund Kormakssons færd, udvandring til og bosættelse på Island. Selve begyndelsen: »Kong Harald hårfagre herskede over Norge, da denne sagas indhold foregik«, er i og for sig betegnende nok; den viser straks en senere tids måde at skrive på, hvad beskrivelsen af vikingekampene og omtalen af den fremsynte fostermoder (i 1. kap.) m. m. yderligere understreger; hele det første kapitel røber den efterklassiske tid.

Det er allerede bemærket (I, 526—27), at sagaen er dannet omkring versene som en ramme om disse. Det forholder sig i virkeligheden således, og for så vidt er sagaen enestående. Den indeholder Kormaks vers i et antal af o. 67, men nogle af disse er tvevers; desuden er et par oprindelig usammenhængende halvvers blevne stillede sammen til ét ; og et sted lader sagaen Kormak gentage et tidligere anført vers (!). Denne overlevering af versene i forf.s tid viser, at traditionen var alt andet end god, og forf. har åbenbart ikke besiddet den fornødne ævne til at behandle dem kritisk. Han har taget dem, som de opbevaredes, vistnok i Kormaks familje i Midfjorden; han tilhørte den måske selv. Sammen med dem har han samlet alle de gamle overleveringer om Kormak og søgt at sammenarbejde det hele til en saga. Men fremstillingen viser, hvor dunkle og usammenhængende de gamle minder om skjalden var blevne, hvor isprængte de var med uhistoriske træk og lign. Alligevel er det lykkedes at give en nogenlunde logisk sammenhængende oversigt over Kormaks liv, dog ikke uden store ujævnheder og mangler. Der er meget uhistorisk løbet ind med, f. ex. Tordis på Spákonufells optræden i k. 9 (hun er pludselig fra sin gård Spákonufell kommen til det langt borte liggende Saurbær), Kormaks krigsfærd i k. 19 og hans møde med Steingerd sst. og endmere i k. 24—25 (i Norge), Bjarmelandstoget i k. 25, tyreblodets anvendelse i k. 22, længe efter at tyren er slagtet, osv. Til ujævnhederne hører, at Torolf på Spákonufell først nævnes i k. 22, medens hans nævnte hustru allerede før er optrådt. Endelig er Kormaks sidste kamp med en blotrise (!) i Skotland æventyr. Hertil kommer, at det er tydeligt, at forf. ikke altid har forstået Kormaks vers og undertiden ikke rigtig har vidst at behandle dem.

Forf. ligefrem svælger i beretninger om trolddom og overnaturlige ting (Torveig omskaber sig til en hval, der vækker storm og havsnød — et fornaldarsagamotiv; Tordis spåkvinde, hvis optræden er en underlig blanding af tagen parti for og imod Kormak, foretager flere mærkelige ting, som ofringen af gæssene i erotisk øjemed ; trolddomssværdet Sköfnung beskrives nøje ; en lyfjasteinn ligeledes osv.). En del heraf er dog gammel overlevering og af betydelig værdi for den gamle folketro. Den interesse, forf. lægger her for dagen, er den samme som han viser i sin beskrivelse af den gamle holmgang (k. 10) og enekamp; men netop her kommer han til at vise sin ukyndighed i de gamle forhold, idet han gør forskel på de to navnes betydning; jfr. den træffende kritik i E. Sommarins ovf. nævnte afhandling; og flere fejl findes der m. h. t. oldtidsforhold. Også tidsregningen i sagaen er mindre god.

Som bekendt spiller Holmgöngu-Berse en stor rolle i sagaen som Kormaks modstander og gift med Steingerd. Der fortælles i grunden mere om ham end sagaen strængt taget krævede. Kap. 15—16 vedkommer den i virkeligheden slet ikke, og de falder kronologisk udenfor sagaen om Kormak, for så vidt som de handler om Berses høje alderdom2). Som det tidligere er blevet udtalt, synes disse kapitler at forudsætte en tabt saga om Berse, der her skulde være benyttet af forf., uden at denne dog var i stand til at begrænse benyttelsen til det rimelige og passende. Dette spørsmål er vanskeligt at afgøre. Berse med alle sine tvekampe var en kæmpe, der kunde afgive stof nok til en saga3). På den anden side kan forf. også have fået det hele fra den mundtlige overlevering.

Mellem sagaen og Ldn. eller andre kilder er der ingen forbindelse. Dog er der et godt historisk forhold mellem den og både Ldn. og Egilss. (angående Steinarr Sjónason). Skønt sagaen er af den ovenfor beskrevne art, må det dog antages, at Kormaks liv i hovedtrækkene er rigtig fremstillet.

Alt tyder på, at sagaen er forfattet i Midfjorden eller de nærmeste egne, i al fald vest for Svínadalen (k. 20). På vestlandet, altså f. ex. i Dalene, er den ikke forfattet, da den røber en mærkværdig ukyndighed til stedforhold i de egne. Den gård, som (k. 7) nævnes Válastaðir, har vistnok aldrig eksisteret; og om den hedder det meget kejtet, at »den står kort fra Hrutafjorden«4). Derimod er forf. åbenbart velkendt i Strandasyssel. Sagaens tilblivelsestid må efter hele dens art og væsen sættes til den sidste halvdel af det 13. årh. Jfr. Möbius bemærkninger herom og i det hele til hans udgave s. 65 ff.



Noter:
1) Jfr. G. Vigfússon: Sturl. Proll. liv — lv; angående versene B. M. Olsen og S. Bugge i Aarb. f. nord. Oldkh. 1888 og 1889. E. Sommarin: Anteckningar vid läsning af Kormaks saga; Från filol. fören. i Lund 1897; Hollander og Olrik: Hagbards billede Danske Stud. 1912 (Hollanders ændringsforslag er uantageligt) jfr. sst. 1914.
2) Her findes også det lille vers om ham og Haldor, der kendes fra Laxdæla. Her står det uden al sammenhæng med prosaen.
3) Jfr. Möbius s. 71.
4) Jfr. Kålund: Isl. beskriv. I, 500—1.