FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Kristnisaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
III. Sagaer vedrørende den isl. kirke og de isl. biskopper, Biskupasögur.



6. Kristnisaga.


Denne forholdsvis korte saga findes kun i Hauksbók og Jón Erlendssons afskrift deraf. Her står den som en umiddelbar fortsættelse af Landnámabók. Udgiven i Hauksbók og Biskupasögur I. Her deles den i 14 kap., hvad vi i det følgende vil holde os til.

Sagaen giver en kort oversigt over kristendommens og den kristne kirkes historie på Island fra c. 980 til c. 1120, først Torvald vidförles og biskop Fredriks mission i årene 981-5 (k. 1-4), så Tangbrand og hans virksomhed 997-9 (tre år!; k. 5, 7-8 og et lille stykke i k. 9); heri indskydes et kap. (6) om Islænderen Stefners forkyndelsesforsøg 996-7. Så følger fortællingen om Hjalte og hans bespottelse af de hedenske guder, hans og Gissurs udenlandsrejse (k. 9), hvortil knyttes fortællingen om Islænderne i Nidaros (Kjartan osv.); deres forhold til kong Olaf førte til, at Gissurr og Hjalte påtog sig at ville kristne Island (k. 10); de rejser hjem og udfører deres ærinde og kristner landet; altinget 1000 (k. 11). I k. 12 omtales dernæst Torvald vidförles og Stefners skæbne og endeligt, samt, i den sidste halvdel biskop Isleifs historie; Gissurs historie følger i k. 13. Endelig indeholder k. 14 forskellige beretninger, der intet vedkommer æmnet, hvorom mere i det følgende.

I det hele må indholdet (k. 1-13) siges at være godt og forstandig ordnet og indrettet. Navnlig gør der sig en stræng kronologisk tendens gældende. Sagaen er fortalt historisk og jævnt uden nogen gejstlig veltalenhed eller tilbøjelighed til at indflette jærtegn og lignende begivenheder; om en undtagelse herfra se nedenfor. Dens ædruelige fortællemåde tyder på sagaskrivningens bedste tid.

Desværre er heller ikke denne saga bevaret i dens oprindelige skikkelse; dette findes nærmere begrundet i Hauksbók, inledn. s. LXV ff. Sagaen begynder usagamæssig således: »Nu begyndes der med det osv.«; dette beror på, at sagaen i hdskr. er bestemt til at danne en direkte fortsættelse af Landnáma. Herom er alle enige. Spørgsmålet er blot, hvorvidt begyndelsen har undergået en større ændring. Dette må imidlertid, trods modsatte påstande, besvares nægtende. Der er ingen gyldig grund til at antage, at sagaen har begyndt med andet end den første mission, det første forsøg på at få landet kristnet, og det var Torvald-Fredriks. De få første, halv-kristne landnamsmænd havde i denne sammenhæng i virkeligheden intet at gøre. Det er således vistnok kun begyndelsen, der er en lille smule ændret i afskriften i Hauksbók. I sagaen er der utvivlsomt enkelte påviselige indskud. Hertil hører slutningen af kap. 1, en kort beretning om Torvalds omvendelsesforsøg på Nordlandet efter at han var landet, og før end han kom til sin fader (her findes et så uklassisk ord som undirstóð), hvilket sikkert er uhistorisk. Også den foranstående opregning af de fornemste høvdinger hører næppe til den oprindelige saga. Dernæst er k. 3 højst mistænkeligt og vistnok helt og holdent en interpolation. For det første indeholder det en legendarisk fortalt begivenhed, der er meget afstikkende i stil og tone; dernæst genfindes det så at sige ordret i Þorvaldsþáttr, uagtet der ellers ikke findes så nøjagtige overensstemmelser (se nedenfor). Det er også i dette kap., at biskop Bótó1fr (1238-46) nævnes. Denne omstændighed er altså uden betydning for sagaen. Fremdeles er kap. 5, der hovedsagelig fortæller om Tangbrands ungdomsfærd og om, hvorledes han kom i forbindelse med kong Olaf, et indskud; æmnet vedkom ikke det mindste en kristnisaga; dets stil er forskellig. Det er også her, at de latinske former som Albertus og fremmedordet pataldr (bataille) findes. Der har rimeligvis i det oprindelige værk stået en kort bemærkning om Tangbrands og kongens møde. Derimod tør det ikke betragtes som senere indskud, hvad der i det følgende fortælles om Torvalds og Stefners skæbne; det måtte være interessant for enhver at vide noget om denne. At det fortælles der, hvor det sker, kommer af kronologiske grunde.

De fleste interpolationer tyder tildels på en mand, der særlig var interesseret for personalhistorie, og denne mand er rimeligvis Sturla þórðarson. Det sidste kap. (14) omtaler først naturbegivenheder ved biskop Gissurs død; dette genfindes i Hungrvaka (k. 8) og er lånt derfra1); Hungrv. er ellers ikke benyttet i Kristnis. Dernæst nævnes her de vigtigste høvdinger ved samme tid, der fuldstændig svarer til opregningen i kap. 1. Fremdeles findes her en bemærkning om en pest, samt en kort meddelelse om Torgils og Hafliðes strid 3 år efter Gissurs død, tilligemed Hafliðes slægtsforhold. Til slutning står der en bemærkning om Rögnvald jarls og Olaf Tryggvasons død, der dog vistnok slet ikke hører til foranstående kapitel. Det er ganske umuligt, at sagaens oprindelige forf. har tilføjet alt dette; hvad vedkom det hans værk? Det må stamme fra en helt anden side. Herom har jeg i indledningen til Hauksbók udtalt følgende2). Det er Sturla, der har bearbejdet Kristnis., for at denne skulde danne fortsættelsen (den kronologiske forstår sig) af hans Landnáma. Til denne og Kristnis. skulde så atter slutte sig de sagaer, der, såvidt muligt, dannede en kronologisk fortsættelse deraf; men disse findes netop i Sturlunga-samlingen, hvor den første er sagaen om Hafliðe og Torgils (se i øvrigt nærmere herom under Sturla). Kristnis. »kap. 14« danner nu en overgang, en bro fra den ene saga til den anden. Kun under denne forudsætning lader det sig tilfulde forklare.

Sagaens tilblivelsestid lader sig nu nogenlunde bestemme. Den må i hvert fald være forfattet en rum tid, før Sturla benyttede den, altså før midten af det 13. årh. omtrent. Der er ingen grund til at fravige G. Vigfússons bestemmelse, når han sætter den til c. 1200. I modsætning hertil sætter B. M. Ólsen den ifølge hele sin opfattelse af dens kildespørgsmål, og idet han lægger vægt på, at Bótólfr nævnes (se ovf.), til midten af det 13. årh. Dette afkræftes - foruden ved meget andet - straks derved, at Are frode ikke kaldes ved sit almindelige tilnavn, men ved det mindre almindelige: »den gamle«; dette kunde bruges uden anstød i slutningen af det 12. årh. og tiden omkring 1200. Derefter findes aldrig dette tilnavn brugt om ham. Fremstilling og stil og hele kompositionsforhold taler på det stærkeste for tiden omkring 1200. At forf. har været en gejstlig, er en given sag.

Spørgsmålet om sagaens kilder er i forskellige henseender noget vanskeligt. Det er blevet behandlet af K. Maurer (Germania XXXVI), men særlig af O. Brenner i hans overordenlig grundige, men desværre så lidet læselig affattede afhandling: Ueber die Kristnisaga (1878), og endelig af B. M. Ólsen (i Aarbøger f. nord. Oldkh. og Hist. 1893, s. 309 ff.).

I modsætning til Brenner, der antog, at Kristnis. også for de partiers vedkommende, der ikke udtrykkelig enten anfører Are som kilde eller øjensynlig er hæntede fra ham, direkte eller indirekte går tilbage til ham (altså til den ældre Ísl. bók), mener B. M. Ólsen, at det er en Óláfssaga, og da den af Gunnlaugr munk, der gennemgående er benyttet, og dette søges begrundet i det enkelte. Idet B. M. Ólsen sammenligner indholdet med de til denne Óláfss. formentlig hørende stykker (se ovf. s. 409-10) søger han at forklare og bortforklare de mange og store afvigelser i Kristnis.; disse skal for største delen bero på forf.s vilkårlige forandringer (»tendentiøse afvigelser«); kun »enkelte afvigelser er begrundede i benyttelsen af andre kilder«. Det, at der ikke findes mirakuløse fortællinger beror på forf.s »aversion for legender«; han har »heller ikke fundet behag i Gunnlaugs taler«, derfor udelader han disse eller giver dem i uddrag. Kristnis. er kronologisk; det er Gunnlaugs værk slet ikke. Forf. har foretaget omstillinger og ændringer af kronologiske grunde; af sådanne hensyn er f. ex. Tangbrands ophold på Island udstrakt til 3 (for 2) år. De afsnit, der ikke skulde stamme fra Gunnlaugr, skal være fortegnelsen over høvdingerne i k. 1 og 14, Torvaids slægtregister, der stemmer med Njálas, hvorimod Gunnlaugs stemmer med Ldn., foruden et par småting til. I fremstillingen af Hjaltes og Gissurs mission findes enkelte udtryk og sætninger, der stemmer med Are, men også disse skal stamme fra Olafssagaen.

B. M. Ólsen har her givet en klar og fra hans standpunkt gennemført fremstilling af forholdet, som ved første blik måske kan synes tiltalende nok. Når den granskes nærmere, vil man dog hurtig kunne se, at der skal så stærke og indviklede bortforklaringer til, at de ikke kan undlade at vække mistillid til det hele (jfr. ovf.)3). Her kan der ikke være tale om at drøfte alle enkeltheder, men sagaen skal i det følgende tages afsnitsvis og dens forhold til andre kilder i almindelighed betragtes. Der er da først den sidste del af sagaen, k. 12 (med fradrag af begyndelsen om Torvald og Stefner) og 13. Indholdet heraf er for aller største delen ligefrem hæntet og udskrevet af Ares Ísl. bók, med enkelte ubetydelige redaktionsændringer og omstillinger, hvorved sproget tillige noget moderniseredes; enkelte sætninger er også tilføjede4). Her anføres der da også »Are d. gamle« som hjemmelsmand, »der har fortalt mest om de herskrevne tidender«. Der er ikke den fjærneste grund til at gøre nogen omvej for at komme til Are; det hele bærer et så livagtigt vidnesbyrd om, direkte at være hæntet fra ham, som muligt. Var det en oversættelse af Gunnlaugs latinske tekst, vilde det hele ganske sikkert have fået et helt andet udseende, og Gunnlaugr vilde vist ikke have ladet sig nøje med Ares simple fremstilling5).

Hvad det første afsnit angår, det om Torvald vidförle (k. 1—4 med fradrag af de anførte interpolationer i k. 1 og af k. 3), har vi her, vi kan sige heldigvis, Gunnlaugs Þorvaldsþáttr til sammenligning. Her har vi da det særsyn, at medens k. 3 (se ovf.) omtrent ordret stemmer med þáttr'en, findes ingen sådan overensstemmelse med resten. Torvalds slægtregister er afvigende, stykket om sten-ånden (se ovf.) vidt forskelligt; i det hele er fortællingen om, hvorledes Koðran lod sig døbe, en anden, selv om man bortser fra þáttr’ens gejstlige svulst. I Kristnis. - for at gå videre - er gildet i Haukadalr et almindeligt høstgilde, i þáttr’en intet mindre end Torvalds eget bryllup med den derboende bondes datter (hvad skulde have bevæget forf. af sagaen til at forlade þáttrens fremstilling, hvis han havde benyttet denne?; Vatsdælasagas fremstilling i k. 46 har intet direkte at gøre med sagaen, men traditionen er omtrent den samme bægge steder). I slutningen af Þorv.þáttr, der svarer til sagaens k. 12 beg., er der overhovedet kun en almindelig lighed, men der er sådanne afvigelser, der udelukker en gensidig benyttelse; således ved þáttr’en intet om, at Torvald og Stefner mødes; om den sidstnævnte har þáttr’en ikke et ord. Der findes ganske vist også enkelte ligheder i udtryk og enkelte sætninger, men dette kommer af, at þáttr’ens oversætter eller en redaktør har benyttet den samme kilde som vor forf. Anderledes kan forholdet ikke utvungent opfattes. Fra hvem den fælles kilde stammer eller hvorledes den har været, er umuligt at sige.

Tangbrand-Stefner-episoden optager, som anført, k. 5-8 omtrent; heraf er det meste af k. 5 en senere interpolation og lånt fra Gunnlaugs værk (k. 79, 81 i den store Óláfss.). Mellem denne episode og den beretning, der findes i Njála eller Odds Óláfssaga, er der ingen umiddelbar forbindelse, men da Njála har de samme vers som Kristnis., må der være en fælles grundberetning, der godt kan være den mundtlige tradition. Ares beretning i k. 7 er ganske kort, ligesom et udtog, og det er rimeligt, at han har vidst mere, end han har medtaget i sin bog. I begyndelsen af k. 6 anføres en Óláfss. som kilde for Olafs rejse til Rusland fra Vesten istedenfor direkte til Norge. Denne fortælling genfindes i Odds Óláfss., men man må give B. M, Ólsen ret i, at det også lige så godt kan være hæntet fra Gunnlaugs værk (jfr. k. 76 i Fornms.). I hvert tilfælde er det klart, at forf. til Kristnis. har kendt og benyttet en saga om Olaf Tryggvason. Spørgsmålet bliver, hvorvidt sagaens fremstilling angående Tangbrand og Stefner tyder på en benyttelse af sådanne kapitler i den store Óláfssaga, der tør tillægges Gunnlaugr. Her findes der da noget tilsvarende i k. 99 og 188 (Tangbrand som præst på Mostr), 139 (Stefner). En sammenligning med disse vil klart vise, at Kristnis. er et uddrag af deres tekst; der er verbale overensstemmelser, og kun den første del er forkortet, medens den sidste del er omtrent ens, dog med et par redaktionelle ændringer i lighed med dem, som findes i lånene fra Are frode. Om den kronologiske afvigelse imellem de to sagaer, hvor Kristnis. har det rette, kan henvises til B. M. Ólsen (i Aarbøger). Hvad nu Tangbrand og hans mission på Island angår, er det på forhånd rimeligt, at også beretningen herom er hæntet fra samme kilde. Vi kommer da til den store Óláfssagas k. 188 og 216. Af hvad der her meddeles om Tangbrand (hans ødselhed og færd osv.) kan Kristnis. godt være et uddrag; kun er der her indsat et lille stykke om Gissurs, Halls og Hjaltes dåb, der er hæntet fra Are.

Kap. 8 handler først om Torvald veiles og Vetrliðes drab med de 3 bekendte vers, om Tangbrands bortrejse og påfølgende landing i Hitá, kampen med Skeggbjörn og endelig Steinunns to vers. Hertil findes noget tilsvarende i Olafss. k. 216, men med sådanne afvigelser, at der ikke kan være tale om nogen direkte forbindelse; her kommer to helt forskellige kilder tilsyne. B. M. Ólsen har her, som ellers, antaget selvstændige ændringer af forf., der selv skulde have indskudt episoden med Skeggbjörn, der mangler i Óláfss. Heller ikke med Njála har vor saga nogen direkte berøring. Dog ligger der en fælles kilde til grund, der mulig har været et skrift, som dog ikke nærmere kan betegnes. Slutningen af k. 8 om Tangbrand og bersærken hos Gestr Oddleifsson genfindes i Óláfss., og denne er her atter kilde.

Hvad så kap. 9, det om Hjaltes bespottelse og landsforvisning osv. angår, er denne fortælling også identisk med k. 217 i Óláfss. Imidlertid bærer dette kap. ikke præg af at være Gunnlaugs værk, og det kunde her lige så godt være et lån fra Kristnis. som fra dette. Dog er der her en meget vigtig afvigelse, nemlig den, at Hjaltes spottevers i Kristnis. kun består af to linjer, som hos Are, medens Óláfss. har 4, der også findes i Njála. Der kan næppe være tvivl om, at Ares korte fremstilling er benyttet i Kristnis. Tør der her antages en fælles kilde, der i sagaen er rettet ved hjælp af Are?

Kap. 10 og dets indhold hører til de mest omdisputerede (Islænderne i Nidaros). Til trods for at der er skrevet så meget herom (beretningen haves også i Heimskr., Odds Óláfss. og Laxdæla), er spørgsmålet dog ikke løst; det vil heller ikke blive forsøgt løst her; det vilde føre for vidt, desuden har det ikke så stor interesse, som det kunde synes. Kun skal her i al korthed angives, hvorledes forholdet til de andre kilder er. Kapitlets begyndelse kunde tyde på, at det var hæntet fra en Óláfssaga og indholdet, i det mindste det stykke, der handler om Kjartan og kong Olaf - der strængt taget ikke vedkommer Kristnis. - bestyrker dette. Hertil svarer i Óláfss. k. 159—60, 217 og begyndelsen af 218. Der findes herimellem ligheder, men dog ikke så store, at man kunde konstatere en benyttelse på en af siderne. I AM 310 (Oddr) k. 33 (36) findes en samlet fremstilling, der i alt væsenligt byder det samme som Kristnis.; selve opregningen af Islænderne stemmer dog ikke dermed, men med Óláfss. k. 159 og 217. Det samme er tilfældet med Laxdæla; der er uoverensstemmelser, der bestemt taler mod benyttelse. Det eneste rimelige, man kan slutte, er, at alle disse beretninger er indbyrdes uafhængige, men at de går tilbage til den mundtlige tradition. Heimskringlas fremstilling kan heller ikke ligge til grund for Kristnis. Det omvendte kunde, i alt fald tildels, være tilfældet6), men atter her er der dog vistnok tale om en fælles kilde.

Det sidste kap. (12), det om Gissurs og Hjaltes forkyndelse og virksomhed på Island, kan sammenlignes med Are, hvor vi har en forholdsvis udførlig beretning7). Der er ingen tvivl om, at indholdet går tilbage til Are. Hele hans fremstilling er ligefrem optagen, tildels ordret, men med forskellige udvidelser eller indskud (kirkebygningen på Vestmanøerne, hesteanskaffelsen, korsene på altinget, det vulkanske udbrud; offergaverne; slutningsbemærkningen om den almindelige dåb). Disse bemærkninger og i øvrigt hele kapitlets indhold, tildels med lange taler ovenikøbet og udvidet med fraser, genfindes i Óláfss. k. 228-9, der rimeligvis stammer fra Gunnlaugr. Der er vistnok grund til at antage, at hans værk her er benyttet ved siden af den direkte brug af Ares.

Disse resultater angående det vanskelige spørgsmål om sagaens kilder stemmer dels med Brenners, dels med B. M. Ólsens meninger. Kilderne er da: traditionen for enkelte stykkers vedkommende, tabte skrevne kilder, Ares Íslendingabók og Gunnlaugs Óláfssaga.

Under alle omstændigheder er det klart, at Kristnis. er et rent kompilationsarbejde uden egenligt forfatterfysiognomi. Arbejdet er ikke udført uden dygtighed og konsekvens, til trods for et par ujævnheder, samt ikke uden et klart blik for den nødvendige kronologiske sammenhæng. Når Kristnis. i et enkelt punkt afviger fra andre kilder, nemlig i at tillægge Tangbrand 3 års ophold på Island, beror dette på beregning; da Stefner sendtes til Island i 995 og vendte tilbage 996, og da forf. åbenbart mente - vistnok på grund af sine kilders art -, at Tangbrand kun havde været en vinter hos kong Olaf, før han blev sendt til Island, måtte hans ophold udstrækkes til 3 år, ti forf. vidste godt, at han først vendte tilbage til Norge 9998).

Kristnis. er et af de første oversigts- eller samlingsværker i den isl. litteratur og vist det første angående isl. begivenheder, når bortses fra Are (og Sæmundr), men dens forf. havde sine forbilleder ikke alene i Are, men også i sådanne værker angående den norske historie som Ágrip. Det er således heller ikke i denne henseende noget i vejen for, at sagaen kan være ældre end Snorres værk.



Noter:
1) Jeg frafalder min opfattelse i Hauksbók LXX, anm. 4, jfr. B. M. Ólsen i Aarbøger 1893, s. 268 f.

2) Hauksb. s. LXX-I.

3) Som et karakteristisk eksempel kan følgende anføres. I Kristnis. fortælles der om en stor sten på gården Giljá, hvori der boede en »skytsånd« (ármaðr), som Koðran trode på. »Kodran erklærede, at han ikke vilde lade sig døbe, for han vidste, hvem der var stærkest, skytsånden eller bispen. Denne begav sig da til stenen og »sang« derover, indtil stenen brast itu; da mente Koðran at forstå, at skytsånden var besejret«. Denne fortælling er så kort og i og for sig så simpel, at den er ligeså tiltalende som primitiv af udseende. I steden for denne fortælling findes der i Gunnlaugs Þorvaldsþáttr k. 2 en lang legendeagtig fremstilling, der indledes med en vidtløftig samtale mellem Koðran og Torvald. Bispen begiver sig 3 dage i træk til stenen, synger over den og overgyder den med kogende vievand; hver nat kommer ånden til Koðran og klager ynkelig (!) over den ilde medfart, han og hans småbørn må tåle. Koðran forstår nu, at ånden ikke er så mægtig, som han har trot, og udskælder ham og lader sig derefter døbe. Nogen sprængning af stenen nævnes her ikke, hvilket er af en særlig betydning for sammenhængen. Jeg kan ikke se, hvorledes der kan være nogen som helst tale om, at den første version skulde være et simplificeret uddrag af den sidste. Denne kunde derimod nok være en udvidelse af hin. Snarest er der dog tale om to forskellige traditioner. Jfr. Aarb. 1893, s. 310.

4) F. ex. den sætning i k. 13 om de få våben på altinget, der genfindes i k. 14; jfr. Aarbb. 1893, s. 273-4

5) Jfr. Hauksbók s. LXXI-II.

6) Jfr. Brenner s. 106.

7) Begyndelsen af dette kap. samt den korte bemærkning om Leifs virksomhed i Grønland tyder på benyttelse af en Óláfssaga.

8) Jfr. B, M. Ólsen 1. c. 321-2.