FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Lærd litteratur. § 1. Teologi

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
5. afsnit. Andre videnskaber. Lærd litteratur.


§ 1. Teologi


Det følger af sig selv, at det udelukkende var de gejstlige, der beskæftigede sig med teologi og den lærde litteratur overhovedet. Sysselsættelsen hermed foregik, som foran omtalt, både ved selve skolerne, hos de præster, som havde ævner og lærdom nok dertil, samt endelig og ikke mindst i klostrene, efter at disse var stiftede. I det foregående er der behandlet en del af litteraturen, der i og for sig kunde behandles som teologi, nemlig helgensagaerne. For disses vedkommende var der kun tale om en mer eller mindre direkte overførelse fra latin eller også en lærd, men temmelig uselvstændig kompilation fra flere, men altid latinske, kilder. Det samme vil man også finde, hvor der er tale om teologi i snævrere forstand, teologiske lærebøger eller lign. Det er alt sammen mer eller mindre nøjagtige oversættelser af latinske originaler; der mærkes intet til nogen selvstændig opfattelse, ingen lyst til at gøre egne meninger gældende, kort sagt, ingen selvstændig grublen over problemer, ingen teoretisk spekulation. Det hedder om Gotlænderen Gisle Finnason (se foran), at når han prædikede, lod han en bog ligge foran sig, hvoraf han læste op for menigheden; dette gjorde han, siges der, fordi han var ung, og for at folk skulde se, at han hæntede sine lærdomme fra hellige bøger, men ikke blot fra sit eget »brystvid«. Om dette nu var den virkelige grund eller ikke, får stå hen, men de anførte ord kunde gælde som en karakteristik af den islandske lærde teologi i det hele. Det er som om man havde været bange for at tænke selv over tingene, og dette gælder Islænderne den dag i dag.

Af egenlige teologiske lærebøger findes ikke mange. Der er egenlig kun tale om den i middelalderen berømte encyklopædiske Elucidarius (eller -um). Dette værk, der i dialogisk form indeholder en fremstilling af verdens tilblivelse, skabelsen, syndefaldet osv. med en skolastisk begrundelse og forklaring, er forfattet af Honorius Augustodunensis (fra Autun), der levede i det 12. årh.s første halvdel. Dets titel er: Elucidarius (-um) summam totius christianæ theologiæ complectens. Meget tidlig, endnu i det 12. årh., er dette værk nåt til Island, hvor det oversattes. Det kendes fra to — mangelfulde — håndskrifter, nemlig AM 674 A, 4°, fra den første fjærdedel af det 13. årh., udg. fotolitografisk 1869, og Hauksbók, AM 675, 4°, udg. i Annaler f. nord. Oldkh. 1858 samt Hauksbók s. 470—99, jfr. 170—72 (et lille stykke deraf; jfr. Indledn. s. CXIII — VI). Oversættelsen er i det hele ordret og nærmest originalen i det gamle hdskr., der i det hele er temmelig fejlfrit, medens afskriften i Hauksbók vrimler af de værste og mest meningsløse fejl, uagtet den også viser tilbage til en gammel original. Af alt det yngre i Elucidarierne optagne stof har det islandske intet.

Af didaktisk-moralsk indhold er Viðræða æðru ok hugrekki, sálar ok likama, der også findes i Hauksbók (s. 303 — 30; også trykt i Heil. m. sögur I, 446 — 73) samt i AM 696, 4°. Det er egenlig en sammenstykning af to afhandlinger; den første er det 26. kapitel af Philip Gautiers Moralium dogma, forfattet i slutningen af det 12. årh.; oversættelsen er en del ændret og udvidet, mulig efter en udvidet original (jfr. Hauksb., indledn. CXXV; stykket genfindes for sig i Delagard. 4 — 7 i Upsala bibl.). Det andet afsnit er en omtrent ordret oversættelse af Soliloquium de arrha animæ af kanniken Hugo de Sancto Victore, forfattet i den første halvdel af det 12. årh. Den oprindelige oversætter var mulig en Nordmand (Hauksb., Indl. CXXVI).

Af didaktisk art er den oversættelse af Prosper af Akvitaniens epigrammata, med enkeltheder fra sammes sententiæ, der findes i AM 677 (og 685 c), udg. i Leifar fornra kristinna fræða (1878).

Pave Gregor d. stores dialogerDialogorum libri IV de vita et miraculis patrum Italicorum et de æternitate animarum — findes i oversættelse, der dog er mangelfuld, i AM 239, fol. (begynd.), og 677, 4° (fra o. 1200); jfr. 655, XV, 921; i 677 begynder teksten i 1. bog k. 10 og ender i 4. bog, med lakuner; udg. i Heil. m. sög. 179—255, Leifar 87—150 (her er bladene trykte i uorden), jfr. Morgenstern: Arnam. fragm. VII. Disse samtaler føres mellem Gregor og hans degn Petrus og handler om mænd, der har gjort sig berømte ved jærtegn og lign., deriblandt er Benedikt af Nursias lævned; men der er indflettet forskellige betragtninger, så at det hele får en didaktisk karakter. Oversættelsen, der hidrører fra 12. årh., er fortrinlig og kærnefuld.

Den oversættelse af Alcuins De virtutibus et vitiis, der findes i AM 685 d, 4°, er en noget moderniseret og islandiseret afskrift af den norske i den norske homiliebog. — I AM 624, 4°, findes noget af begyndelsen af Bernhard af ClairvauxMeditationes piissimæ, trykt i Leifars. 188—98, i AM 671 et uddrag af sammes 7. brev. — I 655, 4°, er et brudstykke af Isidors afhandling De conflictu vitiorum et virtutum, Leifar s. 180—82; den hidrører rimeligvis fra dette tidsrum. Det samme gælder flere mindre stykker af forskelligt indhold (bibelsk, troslære, kirkehistorie m. m., de 10 bud med forklaring, sakramenterne med forklaring m. m.), hvoraf en stor del er utrykt; se f. ex. AM 133, 4°, 310, 4° (de 10 bud, trykt i 44 Prøver s. 437 og i udg. af 310), 624, 626 (Leifar 159—61)osv. I AM 385, 4°, findes to blade, som det synes med kirkeretslige betragtninger. I forskellige hdskrr. findes også de små stykker om de 4 (5) storting ɔ: økumeniske koncilier (44 Prøver), hvortil stykket om kennimannsskapr (om biskopper, paver, paverækken) slutter sig. Endel hørende til breviarier, messeforklaring m. m. findes også, hvoraf dog endel måske er yngre; jfr. hdskrr. som 655 (Leifar 168—72), 672, 4° 1).

Endelig kan her indskydes den såkaldte Niðrstigningarsaga, hvilket er en fri oversættelse af 2. del af Nikodemus' evangelium; den findes i AM 645, 4°, og fl. st.. og udg. i Heil. m. sög. II. Der synes at ligge den samme originale oversættelse til grund for alle brudstykkerne, hvori den findes.

Homilier, legender. Så godt som alt, hvad der kan nævnes, er oversættelser fra latin; kun undtagelsesvis kan der være tale om noget originalt norsk eller islandsk som f. ex. i den tale (prædiken), der symbolsk fortolker kirkens enkelte dele, idet der gås ud fra de gamle stavkirker (Isl. hom. s. 98—103, No. hom. 131—36). Enkelte mindre stykker hist og her kan også hidrøre fra oversætterne eller præsterne, som nyttede oversættelserne. K. Vratný har i sin nedenfor anførte afhdl. søgt at hævde, at der er mere originalt i homilierne end hidtil antaget. Dette er dog ret tvivlsomt; fordi man ikke nu mere kan påvise latinske originaler, kan man ikke deraf slutte, at sådanne ikke har eksisteret. Et vidnesbyrd om sådanne er dog vistnok de latinske overskrifter, der i de allerfleste tilfælde findes foran talerne. Det er ikke let at tænke sig disse stillede over en oprindelig islandsk prædiken. Af sprogets art kan intet udledes m. h. t. hvorvidt der ikke er tale om en oversættelse. Flere af de i islandske hdskrr. optegnede homilier er uden tvivl oprindelig norske. Disse prædikener eller »hellige tydninger«, som de kaldes i den 1. grt. afhandling, er noget af det første, der blev nedskrevet på Island. Det er da også så, at de ældste isl. hdskrr. (oftest brudstykker på 1 eller 2 blade osv.) har et religiøst indhold; deres betydning er derfor overvejende sproglig. Disse homilier oplæstes i kirkerne på de dertil bestemte dage. De er i reglen fortrinlig oversatte; sproget er kraftigt og der er lagt an på tydelighed, idet der ofte bruges ord og billeder fra tilhørernes eget forstands-område. Det vilde føre for vidt at komme ind på hver enkelt af disse homilier. De findes særlig i hdskrr. som AM 237a, 238, 241 fol., 624, 642a, 655, 671, 672, 677, 686a-c, 696, 732b, 764, 4°, hvoraf dog nogle måske tilhører det 14. årh. Det meste heraf findes trykt dels i Frumpartar (655), dels i Leifar, her Gregors homilier (s. 19—86, efter 677), der begynder i In evangelia II, 26, osv. Vigtigst af alle er dog den Islandske homiliebog i Stockholms bibl. mbr. 15, 4°, udg. af Th. Wisén, Lund 18722). Den er et af de vigtigste oldislandske sprogmindesmærker fra tiden omkr. 1200 og den righoldigste prædikensamling. Den er mangelfuld i begyndelsen. Noget bestemt, f. ex. perikopisk ordning af stoffet synes mærkeligt nok i det hele ikke at være tilsigtet; det er en tilfældig samling, på sine steder, som det synes temmelig skødesløst udarbejdet, idet stykker er udeladt, som senere atter indføres med henvisningstegn. Navnlig mod slutningen er indholdet broget, her findes f. ex. (s. 175—77, 201—7) et uddrag og afskrift af protomartyren Stefans saga (k. 6 fin., 7, 9—11, 13; jfr. Heil. m. sög. II, 297—302, 306—9). Af indholdet findes endel andre steder, både i Norsk homiliebog og Leifar3). Heraf fortjæner måske særlig at fremhæves Nativitas Joannis baptistæ (der grunder sig på sagaen om ham, Post.), Oratio domini (s. 33—35), en forklaring af fadervor (jfr. den interlineare oversættelse af trosbekendelsen s. 148—50), stykket om Imbrudagar (s. 35—37), der genfindes i Hauksb. (s. 172 ff.), Kirkjudagsmál (s. 98ff.), om de enkelte gudstjænester (s. 109—11, jfr. 121—27) osv. Sammenligningen af håndskrifterne viser, at talerne så at sige er ens allevegne; præsterne har her ikke haft mod til at foretage de sædvanlige bearbejdelser og ændringer; kun nogle få gange findes enkelte (mindre) stykker udeladte, snarest af rent praktiske hensyn. De hidrører fra forskellige tider fra det 12. årh. af. S. 212 findes der en hentydning til den overhåndtagende »kødelige lyst« på Island, der sammenstilles med drikfældigheden i Norge. Her peges der vistnok på historiske forhold i slutningen af det 12. årh. Ellers er sådanne selvstændige tilføjelser eller antydninger ret sjældne og ofte vanskelige at påvise.

Hertil slutter sig en hel del legender, hvoriblandt den om Fides, Spes og Caritas (Heil. m. sög. I, 369—76) af moralsk-opbyggeligt indhold efter en latinsk original i Speculum hist., samt de 3 forskellige Crucis legendæ (Heil. m. s. I, 298—311), hvoraf den første handler om Hvaðan kominn er kross drottins (i Hauksb.; jfr. Leg. aurea LXVIII) eller Sets rejse til Paradis4), den anden om korsets opdagelse ved dronning Helena (i AM 233, 238, fol.) efter en original i Acta SS., og den 3. om Flagellatio crucis (AM 235, fol. osv.), hvis original findes hos Surius. Hertil eller til homilierne kunde regnes det i flere hdskrr. bevarede stykke om regnbuen og skibet og deres symbolske betydning, trykt flere steder.

Endelig er der en mængde jærtegn, der må henføres hertil. Først og fremmest jomfru Marias jærtegn, der er udgivne efter en mængde hdskrr. i Máríusaga I—II (heri det bekendte stykke om Theofilus, særlig udg. af Dasent 1845). Dernæst er der Olaf d. helliges jærtegn, der findes i de forskellige bearbejdelser af hans saga og som oprindelig er norske. Af størst betydning er de indenlandske helgeners jærtegn, f. ex. biskop Jons og Gudmunds, der meddeles i sagaerne om dem5). Fremfor alle er det dog biskop Torlak, der skinner klarest og blev videst berømt. Hvad ham angår, lod hans søstersøn, Páll Jonsson biskop 1195—1211, samle hans jærtegn til et hele, en bog, som han lod oplæse på altinget 11996) da Torlaks messedag blev vedtaget; herom og om Torlaks hellighed kan henvises til Biskupasögur I, 113 ff., 133 ff., 302 ff. Til sagaen om ham er en mængde jærtegn knyttede, særlig i AM 382, 4°, samt i en særskilt samling i 645, 4° (fra o. 1200), der vistnok er identisk med Pálls; her begynder jærtegnene med k. 44 i Torlakssaga (Bisk. I, 315); hdskr. er udg. af L. Larsson 1885; jfr. Bisk. 1, 333—56. En oversigt over jærtegnenes tidsfølge og hdskrr.s indbyrdes forhold gives Bisk. I, 331 anm., hvortil der henvises. I det hele skal der være henved 90 jærtegn, der stammer fra årene 1197—1200, heraf 46 i 645. Når man læser disse jærtegn, forekommer de hverken bedre eller værre end andre helgeners; men de er overhovedet meget almueagtige og ofte ligefrem latterlige; en nærmere redegørelse er her overflødig. De er heldigvis ikke det eneste vidnesbyrd om tidsånden ved år 1200; ikke desto mindre må de tages i betragtning, når denne alsidigt skal bedømmes.

Endelig er der endel latinske læsestykker og officia, vedrørende biskop Torlak (jfr. Ártiðaskrár 146—54), samt andre; jfr. K. Kålunds AM’ske katalog.


Noter:
1) Endel heraf findes trykt i Alfr. ísl. I (1908) som stykkerne om Stórþing, Mose bud, og Alfr. III, Kennimannsskapr m. m.
2) Jfr. L. Larsson: Studier over den Sth. homilieboken I— II, Lund 1887, og de dertil knyttede polemiske afhandlinger af Wisén og Larsson. Neckels afhdl. i Beiträge XXXVIII, K. Vratny Arkiv XXXII— III og XXIX, 174 f.
3) Jfr. listen i L. Larssons Studier s. 56 — 57.
4) Jfr. Indledn. til Hb. og Meyer: Die gesch. d. kreuzholzes i Abhdl. d. kgl. bayer. Akad. d. Wiss. 1881.
5) Biskop Gudmunds jærtegn findes i AM 204, 657, samt 122 B, fol. (Sturl); i 204 og 122 B er de enslydende. De er tilføjede i tilslutning til sagaen om Gudmund, der findes optagen på forskellige steder, se ovf. 764.
6) Bisk. I, 120. 372.