FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Lærd litteratur. § 2. Geografi

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
5. afsnit. Andre videnskaber. Lærd litteratur.


§ 2. Geografi


At Nordboerne fra gammel tid af overhovedet havde rigtige forestillinger om Norden og de nærmeste egne, syd og øst for Østersøen, er sikkert. Et sådant kendskab spores allerede i eddadigte, og det fremtræder overalt i islandske sagaer. Landenes indbyrdes beliggenhed og retningerne kendes nøjagtig og angives rigtig efter Nordmændenes måde at betragte sagen på; for Nordmænd og Islændere var det Norges beliggenhed og de dertil knyttede udtryk, der blev afgørende for sprogbrugen; således udtryk som landnorðr (nordøst), útnorðr (nordvest), landsuðr (sydøst), útsuðr (sydvest), hvoraf i det mindste de to første forudsætter Norges kystbøjning mod øst nord for Stadtlandet. For Nordmænd fra vestkysten og Islændere var det naturligt at sige »øst på til Viken«, men da denne vej også var den, man tog, når man sejlede til Danmark, nærmest Øresund, hvor det berømte købstævne holdtes og ad hvilket sejlasen til Østersøen almindelig foregik, blev det også et almindeligt, og ret naturligt, udtryk at sige »øst på til Danmark, til Østersøen« osv.; dog sagde man også »syd på« i dette tilfælde. Efter disse udtryk rettede sig så andre, f. ex. om Danmarks og dets enkelte deles beliggenhed og indbyrdes retningsforhold. Opfattelsen er i det hele rigtig, undtagen i nogle sene sagaer (fornaldarsagaer, jfr. ovf. 792).

Ved rejser udvidedes Nordmænds og senere Islænderes geografiske kundskaber, først og fremmest ved opdagelsen af vejen til de vestlige øer og lande ved 800; der åbnedes for dem en ny verden. Senere i det 9. årh. fandtes søvejen nordpå forbi Norges nordspids til det hvide hav (Gandvík) af Hålogalændingen Óttarr, hvis rejsebeskrivelse findes i Alfred d. stores oversættelse af Orosius. Her findes også en beskrivelse af Ulfstens rejse gennem Danmark til Hedeby. I denne forbindelse kunde man minde om Adam af Bremens beskrivelse af de nordiske lande i hans 4. bog, som hviler på nordiske beretninger. Ved længere rejser mod vest og syd, til Frankrigs kyster, til Spaniens strande, ja helt ind i Middelhavet, udvidedes atter Nordboernes geografiske kundskaber. I Miklagård fik de dernæst efterretninger om Garderige, det velkendte land i Østerleden; det var som de på den måde havde gjort en rundrejse. Alt dette måtte bevirke, at de fik en tilnærmelsesvis rigtig forestilling om Evropas kystlande, samt Afrikas nordkyst. På den anden side bevirkede unge Islænderes ophold i udlandet for deres studiers skyld et kendskab til landenes indre beskaffenhed; men navnlig var dog pilgrimsrejserne i så henseende af den største vigtighed; disse foregik ad to hovedveje, den østre og den vestre1). Navnene på en mængde islandske pilgrimme, både mænd og kvinder, kendes fra sagaer og fra udenlandske kilder som Reichenaulisten. Endelig kunde man i Norden skaffe sig geografiske oplysninger ad rent litterær vej.

Angående værker om alt dette kan særlig henvises til N. M. Petersen: Haandbog i den gamle nordiske geografi I, 1834, Regesta geographica i Scripta hist. Islandorum XII.

I de islandske sagaværker findes enkelte geografiske beskrivelser — foruden alle enkeltbemærkninger og indirekte angivelser, der ikke her skal opregnes — . Således giver Snorre i 1. k. af Ynglingas. (jfr. kap. 2 i prologen til hans Edda) en almindelig jordbeskrivelse, delingen af jorden i 3 hálfur eller heimsþriðjungar, Asien, Evropa, Afrika eller Austr-, Norðr-, Suðrhálfa; det sidste også kaldt Bláland et mikla, »det store Neger-land«. En beskrivelse af Norge findes i Olafssaga af Odd munk k. 22 (AM 310), af Finmarken og landene øst for den i Egilss. k. 14 (jfr. Hkr. Ól. helg. k. 137), af Sverrig (dog ikke ganske rigtig) hos Snorre, Hkr. Ól. helg. k. 77 med angivelse af bispedømmer. I Knytlinga findes et mærkeligt kapitel om Danmark og dets inddeling, bispedømmer og kirkeantal (jfr. foran 777). I Erik d. rødes saga omtales de nyopdagede lande i vest (Grønland, Vinland)2). Hvad Island selv angår, kan man gærne betragte Landnáma som etslags sammenhængende geografisk oversigt3).

Af særlige skrifter er der ikke mange. Der haves et Fylkjatal, en liste over Norges fylker, der f. ex. fandtes i Hauksb. (se udg. s. 502—3, jfr. CXXXV) og findes i AM 415, 4°4); dens oprindelse er uvis. Hertil slutter sig en lille fortegnelse over Bergens féhirzla (også i Hauksb. 502, jfr. CXXXIV), jfr. den norske konges féhirzla i AM 157 b, 4°, samt over bispesæder i Norge (sst. s. 501—2), England og Skotland. Der findes et stykke om norske øer5), om Norge og Sverrig6). Hvad Island angår, haves der et udførligt Fjarðatal, en liste over landets fjorde, udgiven af Kr. Kålund i Isl. beskr. II, 359—72 efter AM 415, 4°7); i udvidet form og med angivelse af kirker findes den også, udg. sst. s. 380—95. Den begynder med Østlandet og følger landet mod syd, og så rundt. I forbindelse hermed kunde de såkaldte »tylvter« omkring Island også nævnes, der findes i mange hdskrr., udg. sst. 373—75, samt kursforskrifterne angående Island og Grønland. Endelig findes lister over fjordene i Grønland og tilhørende kirker8). Endel geografisk stof gemmes i navneremserne i Sn. E. og forskellige remsevers, tillagte Einarr Skúlason.

Af fremmed oprindelse, hæntet fra Isidor, Honorius og fl., er de kapitler, der findes som 1—4, 7— 8, 18 i Heimslýsing ok Helgifræði i Hauksb. Her handles der om verden, dens inddeling og folkeslag, med indblanding af meget fabelagtigt og æventyrligt (folk med hundehoveder, enøjede folk osv. — i den bekendte maner); her gives også en liste over byer med helgenlævninger. Dette står på grænsen til teologien. Jfr. Alfræði I, 3—12, 23—26, 37—8 (Vötn ok tjarnir), 44 (Stórár) og Sögubrot I i Fms. XI, k. 9 ff. Af hdskrr. kan særlig nævnes AM 194, 8°, jfr. Indledn. til Hauksb. CXVI—VII. I AM 415 findes en kort angivelse af Grækenlands inddeling efter Isidor9). Endelig findes i 1812 i gml. kgl. saml. etslags kresformet verdenskort, d. v. s. landes og folks navne i deres indbyrdes beliggenhed, og en tegning af Jerusalem i Hauksb. og AM 736 I, jfr. Werlauff: Symbolæ, hvor også en beskrivelse af byen findes.

Af forfatternavne haves kun ét, nemlig Nikulás Bergsson. I AM 194, 8° findes en almindelig jordbeskrivelse samt en angivelse af to pilegrimsrejseruter med anførelse af de forskellige byer, man kommer til, og deres mærkværdigheder (helgenlævninger og lign.)10). Ved slutningen hedder det, at »denne vejviser leiðarvísir, og byers beliggenhed, borgaskipan, og al denne visdom, froðleikr, er skreven efter abbed Nikolas' forsagn (diktat)«. Denne Nikolas er uden tvivl den samme, som forfattede en Jonsdrape (se foran s. 113) og hvis mange gode egenskaber så stærkt fremhæves. Hvad der hidrører fra Nikolas er sikkert kun afsnittet fra s. 12 i Alfræði (Svá er sagt osv.). Jfr. AM 736, II. Beskrivelsen er i det hele velordnet og ligefrem og i det hele fuldkommen rigtig11). De fremmede byers navne læmpes ofte ved folkeetymologiske forsøg på at få mening deri, som når Vercelli gøres til Friðsæla, Venedig til Feneyjar, eller de søges oversatte som Aquapendente = Hangandaborg, eller blot islandiseres i udtalen som Antiochia = Anþekja.

Den berømte lovsigemand Gissur Hallsson (d. 1206) siges at have været den bedste klærk på Island, der ofte rejste udenlands og nød i Rom den største anseelse på grund af sin dannelse og dygtighed. Han fik udstrakt kendskab til de sydlige lande og siges derom at have gjort en bog, kaldt Flos peregrinationis (Sturl. I, 247); desværre er denne bog gået til grunde, og dens indhold kan ikke angives nærmere.



Noter:
1) Jfr. Njála s. 907 og Hauksb. 502, Alfræði I, 44—5.
2) Jfr. Meddelelser om Grønland XX.
3) Jfr. K. Kålund: Hist.-topogr. beskrivelse af Island. O. Schumann: Islands Siedelungsgebiete, Leipzig 1900.
4) Jfr. G. Storm: Norsk hist. tidskr. 1877 og ovf. s. 380.
5) Alfræði III, 6.
6) Sst. 6—7.
7) Sst. 4—5.
8) Jfr. Meddelelser om Grønland XX.
9) Alfræði III, 54.
10) Werlauff: Symbolæ ad geographiam medii ævi (1821), Alfræði I.
11) Jfr. Kålunds bemærkninger sst. s. XXII—IV og hans udmærkede afhdl. i Aarbøger 1913.