FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Lærd litteratur. § 3. Lægevidenskab

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
5. afsnit. Andre videnskaber. Lærd litteratur.


§3. Lægevidenskab


Om nogen virkelig lægevidenskabelig litteratur, mindst af alt nogen selvstændig, kan der overhovedet ikke være tale. Hos Nordboerne var der oprindelig ligesom hos andre oldtidsfolk kun om kure ved overnaturlige midler at gøre1). Der anvendtes runer, galdre, samt visse urter, man tillagde lægekraft eller i hvert fald en stærk virkning på legeme og sjæl. Sådanne lægemidler kaldtes lyf (hvoraf vb. lyfja), jfr. ellilyf ása om Iduns æbler i Haustlöng. Stærkt virkende middel af forskellige bestanddele omtales i Guðrkv. II, 21—23, og her i forbindelse med runetegn. I Háv. 137 hentydes der til forskellige lægemidler jord, ild, eg, aks — , samt runer. I Háv. 147 omtales udtrykkelig tryllesange som nødvendige for dem, der vil virke som læger. Med stærke tryllesange forløste Oddrun sin veninde Borgny (Oddr. grátr). Dog synes runerne at have været det almindeligste middel. I runeafsnittet i Sigdr. omtales »bjærgeruner«, der skal anvendes under påkaldelsen af diserne ved mødres forløsning; fremdeles nævnes »grenruner« som nødvendige for lægen. I Egilss. (k. 72) findes en mærkelig fortælling om en ung pige, hvis kærlighed en bondesøn vilde vinde ved hjælp af runer; men han kom galt af sted, da han åbenbart ikke forstod sig godt nok på runerne; de, han ristede, bevirkede sygdom og dvaletilstand, indtil Egill kom og hjalp med runer, der helbredede hende. Til de overnaturlige midler hører Gullþórissagas »lægehansker« (k. 3-4). Ved siden af alt dette har der dog allerede tidlig en mere fornuftmæssig opfattelse og behandling gjort sig gældende, især hvad sår og ydre beskadigelser angik. Dette fremgår bl. a. af fortællingen om Stiklestadslaget2), hvor en kvindelig læge omtales; hun lod de sårede spise løggrød, for at kunne lugte, om sårene var hulsår eller ikke, og hun rensede sårene med vaskning og forbandt dem. Ved denne lejlighed omtales også en tang3) (spennitöng), for at trække benstumper ud. Så vidt var man altså dog kommen. I øvrigt omtales fremgangsmåden ved helbredelserne ingen steder. Men man kender navnene på mange fremragende og heldige læger, mænd såvelsom kvinder, og lægeslægter. I Lyrskovslaget var der to islandske mænd, som opfordredes af kong Magnus til at »binde sårene«, fordi de var så blødhændede; jfr. udtrykket læknishendr (Sigrdr. og Hkr. Ol. helg. k. 189). Disse to blev de bedste læger, og fra dem nedstammede der mange læger; den ene blev stamfaderen til den bekendte Selárdalsslægt (Seldölerne); til den hørte Hrafn Sveinbjörnsson, der i sagaen om ham omtales som en udmærket og heldig læge; der nævnes forskellige kure, åreladning, brænding, operation af sten m. m.4) Oprindelig var det vel fortrinsvis kvinder, der var læger; jfr. at hos guderne er det Eir, der var »den bedste læge«. Lægehjælp lønnedes undertiden godt 5)

I håndskrifter findes der flere steder optegnet »husråd« og »lægeråd«, hvoraf endel måske kan henføres til dette tidsrum, men nogen litterær betydning har de næppe. Derimod findes der i AM 194, 8°, en lægebog, hvor Hippokrates og Galienus citeres (jfr. 58, 8°). Her omtales, hvad man skal nyde i hver måned. Også i 696, II, 4° findes diætetiske regler6). Hvorfra dette er hæntet, kan jeg ikke angive. Afsnittet sluttes med eller efterfølges af (i 194) en omtale af »naturstene« med helbredende virkning (jfr. AM 195, 8° og Hauksb. og 696, II) efter Marbod: Liber lapidum. Hovedsagelig af samme art som 194 ifg. Kålund er AM 655 XXX, et brudstykke på 4 blade fra den sidste halvdel af det 13. årh., udg. i 44 Prøver s. 470—75; her anføres Dioscorides og Gallienus. På grundlag af bægges indhold er den lille lægebog i AM 434 a, 12° opstået7), uden dog at gå tilbage til netop disse to håndskrifter. Nogle artikler fra Harpestrængs lægebog findes her optagne.

Til dette tidsrum hører vistnok også den oversættelse af Henrik Harpestrængs (d. 1244) lægebog, hvoraf der findes et brudstykke i AM 696 I; dette beror på en norsk oversættelse af Harpestræng, hvoraf der findes rester i AM 673 a, 4°8).

I Dublin har C. Marstrander fundet et hds. af en islandsk lægebog, men denne er endnu uudgiven.

Disse lægebøger består af korte anvisninger om, hvorledes et medikament tilberedes og nydes, hvilken virkning det har osv.; overtroiske forestillinger og trylleformularer er jævnlig stærkt indblandede og det mest fornuftstridige findes hyppig. Det er egenlig kun en samling af husråd, hvor dog enkelte ting kan være fornuftige nok. Det er disse og lignende bøger, man senere hen på Island har kaldt »kællingebøger«; det er målestokken for den anseelse, de længe har nydt. Sproget i dem bærer vidne om den fremmede oprindelse; idet. der findes både særlig danske og særlig norske ord, for ikke at tale om de latinske navne på lægemidlerne eller de ting, hvoraf de er lavede.



Noter:
1) Jfr. mit skrift, Lægekunsten i den nord. oldtid 1912 og Fr. Gröns afhdl. i Janus XII.
2) Ól. helg. f. ex. Hkr. k. 234; jfr. Fóstbr. slutn.
3) Også omtalt i Eyrb. 88, Sturl. I, 141.
4) Af folk, der nævnes som læger (læknir), kan følgende nævnes: Þorvarðr læknir Vápnf. Austf. 58. 59. 64. 68 (benbrud), Álfgerðr læknir Dropl. sst. 164 [jfr. 174], Berse, Tormods fader, »en god læge« Fostbr. 32—33 [jfr. Grima i Grønland, »en god læge« sst. 95], Snorre gode Eyrb. 88, Þorvarðr á Svalbarði Ljósv. 221. 222, Ljótr Laxd. 310 (måske uhist.), Hjalte Skeggjason Njála 693, Höskuldr — Þormóðr — Þorkell, alle »læger« Ldn. 144, 158 anm. 265, Helga, »en god læge«, Harð. 76—77, Þormóðr læknir Sturl. I, 29 (den samme som i Ldn.?), »en god læge«, sst. 61. 141 (her beskrives et slemt benbrud). 232, Brandr sst., jfr. om Dalk sst. 425 (der var uheldig). — I Fas. findes flere kure omtalte.
5) Vápnf. Austf. 69.
6) Alfræði I s. 61—77.
7) Utg. af K. Kålund i Vidensk. selsk. skr. 6 r. Hist. fil. afdel. VI. 4 (1907).
8) Se M. Hægstad: Eit stykke av ei austlandsk lækjebok i Vidensk. selskaps forhdl. 1913 nr. 8.