FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Landnámabók

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.


Landnámabók


Dette værk, der hører til de allervigtigste i den gamle isl. litteratur, slutter sig meget nøje til alle de foranstående værker. Nogen saga i egenlig forstand er det ikke, men det indeholder dog, foruden landnamsmændene og slægtregistrene, en mængde mindre anekdoter og sagamæssige små fortællinger, ved hvilke det slutter sig nærmest til sagalitteraturen, for hvilken det har en uvurderlig betydning, og i sammenhæng med hvilken det må behandles. Navnet Landnámabók, bogen om landnam, eller kortere Landnáma findes i Hauksbók og Melabók. Udg. i Íslendingasögur I, 1843 og særskilt efter hvert håndskrift 1900, Melabók særskilt 19221).

Værket findes i forskellige håndskrifter, af hvilke hvert repræsenterer en mere eller mindre selvstændig bearbejdelse. Der er da for det første AM 107, fol., som i reglen anses for renest at indeholde den bearbejdelse, der sættes i forbindelse med Sturla Þórðarson og som derfor er bleven kaldt Sturlubók. Dernæst findes det i spidsen af Hauksbók, AM 371, 4° og 105, fol., og endelig i den såkaldte Melabók AM 106, 112 og 445b, 4°. Desuden haves forskellige papirsafskrifter, der indeholder sammenarbejdelse af de to hovedhåndskrifter, som er uden værdi.

Hauksbók giver os en såre velkommen oplysning. Her siger nemlig Haukr Erlendsson selv (s. 124): »Denne bog skrev jeg, H. E., efter en bog, som herr Sturla lagmand, den kyndigste mand, havde skrevet, og efter den bog som den anden, som Styrmer d. frode havde skrevet, og jeg tog det af hver af dem, som den ene havde forud for den anden, men hovedmassen [af indholdet] var enslydende i bægge bøger«. Vi har altså følgende fire bearbejdelser: Styrmers og Sturlas bøger, samt en sammenstøbning af disse to, Hauks bog, og endelig Melabogen.

Hvis Sturlas bog foreligger i det anførte hdskr., kan man let konstruere Styrmers som tabt ansete bog, eftersom den ifølge Hauks ord i det hele og store må være = Hauksbók ÷ AM 107. Et er sikkert, at vi ved Styrmers navn føres tilbage til det 13. årh.s første halvdel, eller tiden før c. 1240 (Styrmer døde 1245).

Indretningen af Landnáma er for Sturla-Hauks bøgers vedkommende følgende. Den indledes med en kort prolog og en tidsbestemmelse for Islands opdagelse, tilligemed den såkaldte kursforskrift (om sejladsen til Island og Grønland). Herpå behandles de første opdagere af Island2), og der dvæles længst ved den sidste, Ingolfr Arnarson. Med udgangspunkt i hans bosættelse i Reykjarvík kommer nu alle landnamene på Vestlandet (Vestfirðingafjórðungr), indledet ved dem i Mosfellssveit og Kjalarnæs osv. - en del af Ingolfs eget landnam -, til Hrútafjorden. Der sluttes med en opregning af de vigtigste landnamsmænd og bøndernes antal. Så følger landnamene på Nordlandet (Norðlendingafjórðungr) der slutter på samme måde, og på Østlandet (Austfirðingafjórðungr); her udelades bøndernes antal. Endelig kommer så landnamene på Sydlandet (Sunnlendingafjórðungr), og her findes til slutning nogle mænd, som fik dele af Ingolfs landnam; også her udelades bøndernes antal. Det hele afsluttes med en bemærkning om, hvor lang tid der medgik til den fulde bebyggelse, nemlig 60 år (870—930); de vigtigste høvdinger ved dens afslutning samt de kristne landnamsmænd nævnes, hvortil en kort angivelse af, hvorlænge landet var hedensk, knyttes; denne sidste er det, der danner overgangen til Kristnisaga (i Hauksbók).

Denne inddeling af stoffet er klar og betinget af landets naturlige inddeling i de 4 fjerdinger. Men det kan indvendes imod den, at Ingolfr står i spidsen for det hele med endel af sit landnam, der i fremstillingen spaltes i to stykker, hvoraf det første danner udgangspunktet. Det er dog på den anden side let forståeligt, at Ingolfr ved sin førsterangsstilling er kommen til at stå først. Dermed bliver det også indlysende, hvorfor de øvrige landnamsmænd i den nordvestlige del af hans landområde straks følger efter. For enhver, der vilde gå systematisk til værks i den angivne retning, så at sige med solen, lå dette meget nær. I virkeligheden vilde man vistnok heller aldrig være falden på at tænke sig, at nogen anden ordning var mere oprindelig, hvis ikke Melabók fulgte et andet princip. Denne begynder med hele Sydlandsfjærdingen fra Jökulsá til og med Ingolfs landnam udelt (udg. 1843 V, 1-12). B. M. Ólsen har nu villet godtgøre3), at det er Melabók, der har den oprindelige ordning. Imod dette har K. Maurer hævdet4), dels at Melabóks ordning lige så godt kunde tyde på en omarbejdelse af dens ophavsmand, samt at det i og for sig er sandsynligere, at man i senere tid har samlet, hvad der oprindelig var adskilt end gjort det modsatte; tilmed er jo Melabók meget ung, omtrent jævnaldrende med Hauksbók. Maurer støtter sig til den betragtning, at Ldn., der vistnok har sit udspring i Áres ældre Ísl. bók, ligesom denne har begyndt med Islands opdagelse og altså også nødvendig med Ingolfr; men herved var delingen af Sydlandsfjærdingen given. I sin sidste afhdl. (1920) har B. M. Ólsen kort samlet, hvad der taler for hans opfattelse. Meget deraf er imidlertid lidet betydningsfuldt i og for sig. Men der er et sted, som man, også jeg, tidligere har lagt for liden vægt på, vistnok under påvirkning af stedets behandling i udg. 1843. Det er henvisningen i kap. 329 (284) til et tidligere sted, og den findes ikke blot i Melabók, men også i Sturlubók. I den første passer den fuldt ud, ifølge dens ordning, men i Stb. passer den ikke, da stedet ifølge dens ordning først kommer senere. Vil man nu ikke antage en skrivefejl i 107 — hvad der vilde være ret vilkårligt og vil man ikke flytte om på ordene, hvad Jon Sigurðsson gjorde i udgaven — , så synes dette sted i Stb. at være afgørende. Det forudsætter samme inddeling som Melabók, d.v.s. denne må være den oprindelige; Stb.s ordning er således sekundær, bevirket ved, at Ingolf blev anbragt i spidsen. Herom kan der henvises til indledningen i udgaven af AM 106. Det må derfor vistnok betragtes som afgjort, at Melabóks indretning er den oprindelige. Det er nu på den anden side utvivlsomt, at 106, ɔ: Melabók, i alt væsenligt, på grund af sit nære slægtskab med Hauksbog, må gengive Styrmers tekst, men deraf følger atter, at ændringen af den oprindelige ordning ikke kan skyldes Styrmer, men en anden, hvis ændrede form ligger til grund for Sturlas bog, hvis det da ikke er denne selv, der har fundet på den. Det meste af indledningen og den vidtløftige fremstilling af Ingolfs historie er altså sekundær. Et forkortet og ofte forkvaklet udtog af Melabogen foreligger i brudstykket i 445, der også har selvstændige ændringer. Dette sidste gælder også både Sturlubók og Hauksbók, at de frembyder flere selvstændige tillæg og ændringer. Heller ikke har 106 den oprindelige tekst uforandret. Selv henviser det til og anfører varianter af »Landnáma« — nærbeslægtet — , og »et andet« håndskrift, der har stået Stb. nær. Den oprindelige Landnáma-tekst har således stadig været i udvikling, så at det så at sige er ugørligt at udfinde den oprindeligste tekst. Men det er af den største betydning, at Styrmers tekst nu kan siges at være funden.

Hos B. M. Ólsen hænger hele spørsmålet sammen med hans antagelse af, at Ldn. stammer fra Are frode selv. I modsætning hertil mente Maurer, at Are ingen selvstændig Ldn. havde skrevet, men at der i tidens løb fra Are til Styrmer har levet flere mænd, ved hvis virksomhed vor nuværende Ldn. efterhånden er opstået. Hertil må jeg bestemt slutte mig.

Nogle bemærkninger om de enkelte bearbejdelser skal her gøres.

Sturlubók er ikke helt bevaret i den form, den må have haft fra Sturlas hånd. Hdskr. har forskellige sætninger, der ikke findes i Hauksbók og vistnok må være senere tilføjede. Enkelte af disse er dog af en sådan art, at Haukr meget godt kan have oversprunget dem eller forbigået dem, da han fandt, at de var af ingen væsenlig betydning, og en absolut nøjagtig gengiver var han ganske sikkert ikke. De vigtigste sætninger består i tilføjelser af slægtled eller -rækker, om hvis oprindelse intet nærmere kan siges. Disse tilføjelser angår særlig og så godt som udelukkende slægter ved Bredefjordens nordøstlige kyst og den nærmeste egn på Nordlandet, Hrútafjorden. Sturlas bog er altså bleven bearbejdet af en mand fra hans egen hjemstavn. Det er tillige af andre omstændigheder klart, at der har fundet en omarbejdelse sted, bl. a. deraf, at et par steder er teksten i 107 (se kap. 75 og 217) ligefrem bleven forkortet. Kap. 142 om Ljótr på Ingjaldssandr findes ikke i Hauksbók; det er da også tydelig et yngre tillæg5). Tiltrods for disse ændringer er det dog vistnok sikkert, at det er denne bearbejdelse, som Haukr tillægger Sturla Þórðarson. Når Sturla har foretaget sin bearbejdelse, er vanskeligt at afgøre, snarest er den dog bragt i stand i årene 1240-60.

Hvad nu Hauksbók angår, ved vi, som ovf. set, hvorledes den er bleven til. Ved en sammenligning med Sturlubók viser det sig, at en hel del stykker (kapitler) er anderledes redigerede og vidtløftigere end i denne, samt at der er en del ligefremme tillæg. Når der kun er tale om en vidtløftigere form, kan vi gå ud fra, at de pågældende stykker stammer fra Styrmer. Heri bestyrkes vi, når vi lægger mærke til, at disse kapitler handler om de kristne nybyggere og indeholder legendeagtige fortællinger om disse eller historiske anekdoter og antikvariske bemærkninger. Enkelte genealogiske tilføjelser stammer vistnok også fra Styrmer. Disse angår særlig slægter i det sydvestlige Island. Derimod er de genealogiske tillæg, der går langt udover Styrmers levetid, vistnok Hauks egne tilføjelser. Fra ham stammer naturligvis alle de slægtregistre, der angår ham eller hans hustru.

Sjælden findes der i Hauksbók kapitler, der helt savnes i Sturlubók. Sådanne er k. 57, der er af en meget mistænkelig art6) — k. 346, der også mangler i 106 (M) og endelig k. 352. Til slutning bemærkes, at hos Haukr findes det samlet i k. 354, hvad der i Sturlubók findes fordelt på de 4 fjærdinger (opregningen af de fornemste landnamsmænd i hver af dem).

Når de to første opdagere i hdskrr. som bekendt har en omvendt orden (Garðarr — Naddoðr i Hb., N. G. i Stb.), er dette uden al betydning; ordningen i Sturlubók beror simpelthen på en bevidst afskriverændring; dens original har også her været identisk med Styrmer-Haukr. Dette fremgår af, at Sturlubók selv i kap. 284 udtrykkelig nævner Garðarr som den første opdager af landet. Melab. er = Hb.

Hvad endelig Melabók angår, er teksten, som bemærket, for det meste identisk med Hauks, men er udvidet på forskellig måde hovedsagelig af det medlem af Melarfamiljen, der bragte den istand, vistnok Snorre lagmand Markússon (d. 1313). Der er for det første gjort tilføjelser på mange steder til slægtleddene, idet de føres ned til forskellige medlemmer af slægten (især Markús og hans hustru og Snorres hustru Helga). Men også mangfoldige historisk-antikvariske tillæg er gjorte og disse er hæntede især fra sagaer, der foregår på nordlandet og østlandet eller egne, hvortil Melarslægtens medlemmer var knyttede. Jfr. herom indledningen til udgaven af AM 106.

For fuldstændighedens skyld bemærkes, at vi finder adskillige kapitler af Ldn. optagne i Óláfssaga Tryggvasonar; disse stammer fra Sturlubók eller et identisk søsterhdskr.

Da Sturlas bog ikke er eller har været en afskrift af Styrmers, og da hovedmassen af indholdet har været identisk i bægge, må denne gå tilbage til en fælles original, og denne kan ikke være yngre end fra det 13. årh. s første fjærdedel. Til dette tidspunkt fører da også mange slægtregistre og nævnelsen af mange personer fra slutningen af det 12. årh. og tiden omkr. 12007). Vi kan altså betragte det som givet, af Landnáma allerede noget efter 1200 har eksisteret i sin ældste skikkelse, og der er meget, der taler for, at den netop er forfattet ved den nævnte tid, det vil sige: dens istandbringer, som vi vel har lov til at kalde forfatter, har da samlet stoffet fra forskellige hold og sider og sammenarbejdet det til et hele.

Vi står her ved kildespørsmålet. Forf.s kilder angives på forskellig måde, dels ved ubestemte henvisninger til »nogle (andre) mænd, der siger« — altså til en mundtlig tradition, dels til »frode mænd«, der godt kan betegne skriftlige kilder som Áres ældre Ísl. bók. Are anføres udtrykkelig i Hauksbók k. 78 (= Melab.; i Stb. står der blot »frode mænd« — en afskriverændring). Alt hvad der i hans bog rummedes under begrebet áttartala, er uden tvivl direkte blevet optaget i samlingen; hvor meget dette har været, kan desto værre ikke mere bestemmes. Han har rimeligvis opregnet isl. hovedfamiljer og kort angivet stamfaderen og efterkommerne efter formlen: »N. N . . . hans søn N. N.; derfra stammer . . .« (jfr. bemærkningen om Gunnarr Ulfljótsson i Islb. k. 2). Fra Are stammer mulig også, hvad der i k. 122 (Hb. k. 94 = Melab.) henføres til Torkel Gellisson som hjemmelsmand. Den oplysning gives, at det er »Brandr prior den frode«, der »mest har optegnet Bredefjordsmændenes genealogier (kynslóð, Hb. k. 81 = Melab.), hvormed de vigtigste slægter øst og nord for Bredefjorden må menes. Dernæst anføres Kolskeggr d. frode som hjemmelsmand for alle Austfirðir (Østlandet; Hb. k. 248 = Stb. k. 287 = Melab.).

Sæmund frode nævnes i indledningen i Stb. k. 3; mulig stammer noget af indholdet af de første kapitler (henvisningen til Beda synes i så henseende at være betegnende) fra ham, hvad enten det går tilbage til et skrift eller til mundtlige meddelelser af ham.

En hovedkilde, i det mindste for visse partiers vedkommende, har dernæst de isl. slægtsagaer været, deriblandt nogle tabte. Til sagaer henvises der flere steder (Harðars., Þorskfirðingas. = Gullþoriss., Hávarðars., Svarfdælas., desuden sagaen om Einarr jarl, ɔ: Orkneyinga saga, og Harald hårfagres saga; tabte sagaer om Vébjörn, Böðmoðr og Grímolfr, Þórðr gellir), og af behandlingen af de enkelte sagaer fremgår det, at det er flere, der er benyttede i Landnáma, i enkelte tilfælde dog sekundært. M. h. t. dette spørsmål kan der henvises til fortalen til særudgaven8). Også dette fører til den ovenfor antagne tilblivelsestid.

Stoffet er meget anskuelig ordnet, idet forf., går landet rundt, således at alle landnamsmænd og -kvinder opregnes i topografisk rækkefølge, og der angives nøjagtig, hvad land der er tilfaldet hver enkelt, hvad enten de har taget et ubebot stykke land i besiddelse eller købt det af dem, der i forvejen var komne til landet, eller endelig fået det som gave; i enkelte tilfælde blev de oprindelige »landtagere« ved tvekamp tvungne til at afstå deres land. Der angives så at sige for hver enkelt fjords, dals, sidefjords, vigs og afdals vedkommende, hvem der tog den i besiddelse, med en beundringsværdig nøjagtighed. Navnlig er denne grundig for hele det sydvestlige og det østlige land. Derimod mærkes der enkelte steder et par unøjagtigheder for de nordlandske forholds vedkommende; også i Arnæssyssel er fremstillingen, mærkeligt nok, ikke så fuldkommen systematisk eller nojagtig, som man kunde have væntet.

Da der nu ikke kan være tale om at søge forf.s hjemstavn på Østlandet, må han have været fra Bredefjorden, og hertil passer alt på det bedste; den enestående nøjagtighed for denne landsdels vedkommende er talende, også håndskriftforholdet peger i den retning.

Hvad selve formen angår, anføres først en landnamsmand og hans forfædre mere eller mindre nøjagtig (undertiden mangler disse helt); der siges i reglen, hvorfra han kom, grunden til udvandringen, også undertiden, hvilken tro han havde, men fremfor alt, hvilket land han tog i besiddelse og måden, hvorpå dette skete, samt hvilke stednavne der gaves. Hans hustru nævnes ofte og hans efterkommere mere eller mindre udførlig. Østlandets genealogier adskiller sig fra de øvrige derved, at hvert kapitel i reglen summarisk angiver, hvad efterkommerne patronymisk eller toponymisk kaldtes. Også dette findes hist og her i de øvrige partier. Jfr. Áres form. Der indflettes lejlighedsvis og hyppig, navnlig i de første dele, mindst i Kolskeggs afsnit, mindre fortællinger om vigtige personer eller begivenheder, kampe og deslige, eller småanekdoter af det forskelligste indhold, der alle kaster lys over forskellige kulturforhold i hine fjærne tider9). Disse fortællinger og anekdoter bryder desuden på en såre velkommen måde den ensformighed, opregningen af de enkelte landnamsmænd og deres slægt vilde frembyde, og gør, at læsningen ikke bliver kedelig. Enkelte af dem viser den religiøse opfattelse, som når det om en Glúmr hedder (Hb., Stb. k. 16), at han altid foran korset bad således: »held for gubber, held for de unge«. Undertiden handler de om elskov; således fortællingen om den ulykkelige Hallgerðr og hendes kølighed overfor ægtefællen; da hun ikke vilde tage af sted med ham fra hendes faders gård, huggede han hovedet af hende, blev selv bagefter forfulgt og dræbt. Eller den om den elskovssyge Tjörve, der ikke fik lov til at ægte den, han havde kær; for at drille hendes brødre, der bortgiftede hende til en anden, tegnede han hendes og hendes mands billede på væggen af et vist hus; hver gang han kom der forbi, spyttede han i hans ansigt, men kyssede hendes; da det så blev skrabet af, ridsede han hendes billede på sit knivskaft. Også om trolddomskyndige personer får vi interessante oplysninger. Igennem disse anekdoter gives der os ofte indirekte karaktertegninger af værdi. Det er alt sammen familjeanekdoter af den art, vi ovenfor (s. 194) har antydet. Også nogle vers findes hist og her anførte.

Hele værket gør fra først til sidst indtryk af ubetinget pålidelighed10); hele dets tilblivelse og kildeforhold bekræfter og belyser dette. Vi har i sagaerne værdifulde bidrag til beviserne for værkets tilforladelighed. Vi har ovenfor flere gange set afvigelser, men vi kan i de færreste tilfælde bestemt sige, på hvis side fejlen er; disse fejl eller afvigelser findes hyppig i den førislandske del af slægtregistret, og da er skaden endnu mindre, eller i ikke-nordiske genealogier. Hvor der ikke er særlige grunde til at lægge vægt på sagaen, er man i de fleste tilfælde mest tilbøjelig til at holde sig til Landnáma, eftersom dens forf . og hjemmelsmænd var genealoger i egenligste forstand, hvorimod det ikke er sagt, at sagaforf. har haft lyst, ævne eller lejlighed til altid at forvisse sig om rigtigheden af alle enkeltheder. Enhver familje har omhyggelig opbevaret erindringen om sin indvandrede stamfader. Bebyggelsesforholdene var meget konstante, så at det oprindelige landområde, enhver, hovedfamilje besad, sikkert for det meste har holdt sig hele tiden igennem med de bestemte grænser. Ejendomsretten og arveretten var her de grundpiller, som alt hvilede på. Der er al grund til at antage, at landnamsgårdenes territoriale forhold endnu i det 12. årh. var omtrent som de var i det 10. Det var således forholdsvis let for forf. at være nøjagtig underrettet om disse forhold. Da nu landnamsmændene var henved 400, er det klart, hvilket kæmpeværk Landnáma i grunden er, og hvilken betydning den har.

Værket er, foruden i sin art at være enestående i verdenslitteraturen, af den største betydning for Islands oldhistorie og personalhistorie til langt ned i tiderne. Den danner et velkomment supplement til de isl. sagaer, særlig slægtsagaerne, og giver os midler til at prøve disses historiske værd. Landnáma er et værk med et så ejendommeligt indhold og af en sådan pålidelighed, at den altid vil være den isl. oldlitteraturs pryd og stolthed. Til slutning skal der peges på, hvor stor en betydning værket har for norsk-islandske personnavne og for stednavnenes tilblivelsesmåde.

For hensigtsmæssighedens skyld skal hovedtrækkene i Landnámas tilblivelse her samles. Hver hovedfamilje sad inde med en positiv viden om sin stamfader og hans landnam, hans efterkommere og delvise forhold til andre familjer. Slægtregistre omtales allerede ved år 1100; da havde man allerede anlagt større eller mindre samlinger af sådanne. Are frode gav i sin Ísl. bók I en oversigt over vigtige slægtforhold af en sådan art, som desværre ikke nærmere kan angives. Andre har optegnet eller dikteret de enkelte landsdeles hovedslægter. Således har der ved år 1200 foreligget en mængde spredte samlinger, hvortil kommer en endnu levende tradition om de gamle forhold og personer. En mand, der kendte slægtsagaerne, i det mindste nogle af dem, og som kendte tilstedeværelsen af de ældre optegnelser, der selv var besjælet af interesse for historie, særlig personalhistorie i snævrere forstand, — en sådan mand fandt nu kort efter år 1200 på den tanke, at samle alt det spredte allevegne fra til et hele, dog uden at stræbe efter en fuldkommen ensartethed i fremstilling. Dette samlede skrift er i alt væsenligt det, vi finder i Styrmers og Sturlas afskrifter. Styrmer har forøget det med genealogier og legendeagtige indskud. Sturla med små anekdoter og enkelte genealogier. Endelig har Haukr Erlendsson sammensmæltet bægge disse bearbejdelser til én o. 1320, og selv gjort nogle tilføjelser. Melabogen er Styrmers bog med mange forskellige historiske og genealogiske tillæg.



Noter:


1) Jfr. O. Schumann: Islands siedelungsgebiete, 1900, og B. M. Ólsens forskellige afhandlinger om Landnáma og dens forhold til flere sagaer i Aarbøger 1904. 1905. 1908. 1910. 1920, samt om Are frode i Timarit hins ísl. Bokm. fjel. X, særlig 223 ff. W. Vogt: Die frásagnir der Landnámabók i Zs. f. deut. alt. LVIII.

2) Jfr. nedenfor s. 582.

3) I afhandlingen om Ari; om Melabók særlig s. 235 ff., jfr. hans øvrige afhandlinger.

4) Ueber Are froði und seine schriften i Germania XXXVI, særlig s. 74 ff. og 83 ff.

5) Det findes ganske vist omtrent ganske enslydende i Melabók, men her står ”NB” udenfor og dette er vistnok en betegnelse for, at skriveren af 106 (Þórður Jónsson) har taget det fra et andet hds.

6) Jfr. Sn. Edda III, 508-9. Stykket findes ordret i 106 og kunde her være hæntet fra Hb., uagtet det ikke angives.

7) F. ex. Oddr munk, biskop Torlak død 1193, abbed Hallr død 1190, Torkel abbed død 1203, Gissurr Hallsson død 1206.

8) Og til B. M. Ólsens forskellige afhdl. Men han går ofte altfor vidt i at antage lån fra bestemte sagaer, istedetfor at antage en fælles mundtlig overlevering.

9) Jfr. herom Vogts afhdl.

10) Der er på flere steder uoverensstemmelser mellem håndskrifterne, hvilket peger på forskellige overleveringer; af sådanne findes her endel i Melab.