FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Ljósvetningasaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
I. De gamle slægtsagaer (Íslendingasögur)
4. Øfjordsgruppen


Ljósvetningasaga



Til de to sidste sagaer slutter sig meget nøje: Ljosvetningasaga, sagaen om Ljosvetningerne og Reykdølerne, der bode øst for Øfjorden. Denne sagas håndskrifts-tilstand er meget bedrøvelig. Der haves - hvad der er af stor betydning - for det første 10 blade af et skindhdskr., AM 561, 4°. resterne af to læg. Det første af disse består af 3 bladpar; der har været 4, det inderste er tabt. Det andet læg består af to bladpar; de er, hvad indhold angår, sammenhængende, og har altså udgjort læggets inderste. I udg. 1881 i Ísl. fornsögur I er de første 3 blade aftrykte som hovedtekst (ɔ: kap. 1-4,21); derimod er resten for største delen trykt som tillæg, med undtagelse af den sidste side. Det øvrige af sagaen er udgivet efter et papirshdskr., AM 514, 4° hvorved også et membranbrudstykke, AM 162 fol. (3 blade), er benyttet; disse blade er resten af den membran, hvorfra alle papirshdskrr. stammer. Som antydet er det første membranbrudstykke særdeles mærkeligt. Det er nemlig, da der i 1. læg kun mangler 2 blade, let at konstatere1), at der her kun kan have stået slutningen af udgavens kap. 4 og beg. af kap. 13; derimod ikke kap. 5-12; disse udgør 3 forskellige i og for sig afsluttede afsnit, þættir, dog således, at det 2. og 3. er sat i forbindelse med hinanden. Til den oprindelige saga har de aldrig hørt2). Da det nu netop er disse 3 afsnit, der gør sagaen i dens nuværende (udgavernes) form så usagamæssig som muligt, er det kun en retfærdighedssag at betragte det øvrige, kap. 1-4 og kap. 13 ff., som det oprindelig sammenhørende. Dernæst er der stærk sandsynlighed for, at 561 har sluttet med kap. 21 og altså ikke indeholdt den yngre Eyjolfs saga, men bevises kan dette dog ikke. Sagaen mangler slutningen i alle hdskrr. I hdskrr. B, hovedpapirshdskriftet, er hele den sidste del (Eyjolfssaga) gengivet i et ganske kort uddrag (trykt i udgaven som tillæg); men dette går tilbage til grundlaget i de andre afskrifter. Vi vil nu først betragte kapp. 1-4 og 13—21. Sagaens overskrift i 661 er: Ljósvetningasaga, ellers kaldes den også Saga af Þorgeiri goða, Guðmundi rika ok Þorkeli hák, men denne titel stammer næppe fra oldtiden.

Sagaen begynder med at fremføre Ljosvetningen Torgeir gode og andre personer i de nærliggende egne, særlig Reykjadalen. Blandt disse er der 3 sønner af en Vidar, der betegnes som voldsomme og overmodige, dertil kvindekære personer. De efterstræber en bondes datter, men høvdingen Ófeigr fra Skörð hjælper bonden. Derpå behandlede de samme brødre nogle Nordmænd ilde og dræbte skibstyreren; to af dem dømtes fredløse. De rejste udenlands og kom til Hakon jarl; denne sender Gudmund den mægtige bud om at hjælpe dem til, at fredløsheden hæves. De vendte tilbage, men nu blev den ene af dem dræbt; endelig kom der forlig i stand. Torgeirs sønner tog sig kraftig af sagen og havde ære af den. Gudmund spiller her kun en underordnet rolle, men han indføres i k. 3 uden videre som en bekendt person, hvad der i øvrigt er tilfældet med flere1).

Vi kommer nu til de sammenhørende kapp. 13-212). Det hele er et afsnit om fjendtligheder mellem Gudmund d. mægtige på den ene og høvdingen þórir Helgason i Hörgárdalen og Ljosvetningen Torkel hákr Torgeirsson på den anden side. Afsnittet begynder usagamæssigt med uden videre at omtale Gudmunds hustru, fordi hun straks efter kommer til at spille en rolle, hvorpå andre personer indføres3). Gudmunds værkstyrer skal giftes; men under brylluppet får Gudmunds hustru at vide, at Þórir og Torkel har udspredt et ondartet rygte om Gudmund, hvilket fører til, at de forlader brylluppet, hvor Þórir også var tilstede. Det udspredte rygte må have været et slags nid, som Gudmund anså det for nødvendigt at hævne. Det følgende fortæller nu udførlig om, hvorledes han hævner sig på sine modstandere. Mod Þórirs tingmænd får han samlet alle mulige sager, og får ham selv dømt som hæler, halvvejs som tyv, til 3 års fredløshed. Torkel derimod bliver overfalden på sin gård af Gudmund og dræbt. Under striden mod Þórir får forf. lejlighed til at omtale forholdet mellem brødrene Gudmund og Einarr på Tværå, der nu var en ven af Þórir; Gudmund fik ham imidlertid ved en særdeles fornøjelig fortalt list til at være neutral, men han hjalp dog Þórir til en for ham forholdsvis gunstig afgørelse af sagen. Þórir havde villet udæske Gudmund til tvekamp, men denne var ingen kriger. Dette afværgedes derved, at Vigfus, en søn af Víga-Glúmr, da agtede at udfordre faderens gamle modstander Einarr på Tværå. Einarr anede heldigvis uråd i tide, og der kom ingen tvekamp i stand. Det hele er en morsom episode. Ganske kort indskydes også (i k. 16) en lille anekdote om grunden til at Gudmund og Einarr fra barndommen af var mindre gode venner. Dette er næppe et senere indskud, da det har en motiverende betydning for sagaen.

I øvrigt er ordningen noget anderledes i 561 end i de øvrige hdskrr., men den er i disse uden tvivl mindre rigtig; 561 burde, så vidt det når, helt igennem følges. Kap. 21 handler om Gudmunds død og hans forudgående forsøg på at få sin skæbne at vide, nemlig hvorvidt Torkel vilde blive hævnet. Han rådspørger et par kloge folk i så henseende og får det beroligende svar, at han ikke vil blive dræbt, hvorimod en af hans nære frænder vil komme i stor fare: herved sigtes der til, hvad der senere fortælles i Eyjolfs saga.

Disse kapitler (13-21) danner sikkert én forf.s logiske og i det hele dygtig komponerede fremstilling, et uafbrudt hele. Men der rejser sig det spørgsmål. hvorvidt dette og det første afsnit (kap. 1—4) fra først af har hørt sammen. Dette synes at måtte svares bekræftende på grund af overleveringen i 561. Her må også det have sin betydning, at Gudmund netop i det første afsnit stilles op som modstander til Torgeir godes sønner, skønt det ganske vist er Høskuld og ikke Torkel, der her er den vigtigste handlende person. Derfor kan denne strid dog have været indledningen til fjendskabet mellem Gudmund og Torkel, og vist er det, at Gudmund kommer her til kort. Det kan have bevirket nidets tilblivelse. Desværre er det netop her. lakunen i 561 falder. Påfaldende bliver det under alle omstændigheder, hvor usagamæssig sagaen begynder, og man skulde fristes til at tro, at 561 var skreven efter et hdskr., hvor begyndelsen var gået tabt (jfr. ovf. om Gislas.), uden at afskriveren gav sig af med at lave noget i steden.

Den sidste del af »Ljosvetningasaga« handler om Gudmunds sønner Eyjoifr og Kodran og deres mellemværende med Ljosavatsmændene, Torgeirs efterkommere. Indholdet foregår ved og efter midten af det 11. årh.; denne del kan altså for så vidt stilles ved siden af Bandamannasaga.

De nævnte brødre vokser op, bliver uenige om arven, men kommer overens. Flere personer nævnes, deriblandt de såkaldte Veisasønner4), der var i slægt med Ljosvetningerne. Den egenlige fortælling begynder med beretningen om en bondedatter, Friðgerðr, der bliver sendt til Eyjolfr for at undgå en ung mands efterstræbelser; på vejen kom hun til Veisa, hvor hun blev og forførtes. Da faderen nu vil søge en oprejsning, bliver den ham nægtet, og han henvender sig da til Eyjoifr. Han antager sig sagen, og det bliver besluttet, at Friðgerðr skal underkaste sig en gudsdom i Laufás. Dette siges at være sket i biskop Isleifs tid, altså efter 1056. hvad der dog næppe kan være rigtigt. Gudsdommen var imidlertid uklar, og det endte med, at Eyjoifr truede med at ville føre sagen, som galdt det hans egen faderarv. Eyjoifr drager afsted for at tage blodig hævn, men modparten havde samlet en stor skare, og det kom til en hæftig kamp, der beskrives meget nøjagtig. Den vigtigste begivenhed er den, at den ædle Kodran bliver dræbt af Hallr Ótryggsson, en dattersøn af Torkel hákr. Bagefter kom der et forlig istand på Hegranæsting; de, der dømtes skyldige, skulde rejse udenlands og alle have lov til at vende tilbage, undtagen Hallr. Men Eyjoifr var utilfreds med dette udfald (kap. 22-7). Nu fortælles der særlig om Hallr og de farer, han i Norge allevegne var udsat for, indtil han endelig bliver dræbt vinteren 1064-5 i Gøtland under ufreden mellem kong Harald og Hakon Ivarsson5). Imidlertid havde Eyjolfr dræbt en af Ljosvetningerne, og der var kommet forlig i stand (k. 28—30). Kap. 31 fortæller om de andre landflygtige og deres hjemkomst. Heri indskydes fortællingen om Ketill, der senere blev biskop (1122-45), og hvorledes han fik sit øje stukket ud (jfr. Sturlunga I, 36-7, her fortalt af ham selv, men omtrent på samme måde); dette er mulig en senere interpolation. Kapitlet slutter med omtalen af en kraftprøve mellem en Hárekr. der også synes at have været en af de landflygtige, og Skeggbrodde, der havde spillet en stor rolle på Hegranæstinget. Endelig kommer så det sidste kap., hvoraf slutningen mangler. Det handler om Torarin ofse og Torgeir Hávarssons drab (c. 1024) og hævnen efter ham (jfr. Fóstbræðras.). Eyjolfr forekommer heri som den, til hvem kong Olaf d. hellige sender vennegaver, for at han skal sørge for, at Torarin bliver dræbt. Herom er der så blevet fortalt videre. Hvorledes sagaen har sluttet, er umuligt at sige. Som det af det anførte fremgår, danner k. 22-31 et hele for sig, der må siges at være velordnet og logisk, det er én forf.s værk. Derimod er det sidste kapitel af en anden slags. Kronologisk falder det helt udenfor alt det foranstående og strider således mod sagaformens første og simpleste regler. Det er, forekommer det mig, tydeligt, at det må være et yngre tillæg og af en lignende art som kap. 5—12. Dog er kap. 31 næppe sagaens egenlige slutningskapitel, men dette er tabt.

For nu at komme til de oftenævnte kapitler (5-12) handler det første om Sörle Broddhelgasons giftermål med Gudmund d. mægtiges datter og er ikke uden en vis interesse, men dets stil og smålige almueagtige opfattelse af gamle forhold viser hen til en meget sen affattelses tid. Her synes også motivet til, at Gudmund ikke vil give Sörle sin datter, at være glemt; det findes derimod i Vápnfirðingas. s. 18. Kap. slutter med en løst tilhængt genealogi. Kap. 6-7 kaldes i udgaven Reykdælaþáttr: disse to kapitler handler på en interessant måde om forholdet mellem Gudmund og hans tingmænd, og om hvor overmodig og besværlig han var for disse. Ved høvdingen Ófeigr i Skörðs mellemkomst fik dette overmod et knæk, og Gudmund var derefter ingen ven af Ófeigr. Kap. 8-12 kaldes Vöðubrandsþáttr. Dette afsnit hænger, som Bååth har vist, sammen med det foranstående stykke, idet der deri hentydes dertil. Der handles her om en bondesøn af en dårlig karakter, som kun dur til at spotte andre. Han volder ufred mellem Gudmund og Torkel Geitisson i Krossavik, der førte til en proces på herredstinget. Gudmund overlistes, og sagen går til altinget, hvor der bliver indgået et forlig. Gudmund fremstilles her som den forudseende mand, og han udtaler spådomme, hvilket dog vistnok strider mod den rigtige opfattelse af Gudmunds åndsævner.

Resultatet af det foranstående bliver altså, at når de bevislig uægte afsnit og kapitler udskilles, bliver resten et tålelig, ja endogså for største delen godt sammenhængende hele, dog således, at sagaen, som anført, begynder usagamæssig og at slutningen mangler.

Dette hele er fortalt meget godt, med en forbavsende nøjagtighed og så at sige helt igennem sagamæssig. Dog er der en del at bemærke. Den måde, hvorpå Einarr, k. 13, nævnes, tyder på, at han før er nævnt, og dog beskrives han her fuldstændig passende. Kronologiske fejltagelser findes, men de er af en underordnet art, undt. for så vidt som Kodrans drab henføres til biskop Isleifs tid. Derimod kan det godt være rigtigt, at det er sket i kong Knuds tid (jfr. k. 31); her skinner mulig det rigtige frem. Mærkelig unaturlig lyder den gamle Torvards hustrus trussel (s. 216) om, at hun ikke mere skal føde ham en søn, eftersom de bægge er i en sådan alder, at man skulde tro, at en sådan trusel kun lød latterlig. Ellers synes forf. at vide god besked med henfarne tider og forhold. Således antyder han rigtig, at holmgang c. 1015 ikke mere var tilladt (»gamle holmgangslove« s. 176), uagtet den nu ulovlig tilbødes (jfr. s. 245). Hvad han ellers fortæller, strider ingenlunde mod historisk troværdighed, og der er intet usandsynligt i, hvad der berettes. Særlig godt underrettet om retslige forhandlinger og gamle ceremonier (se s. 118. 123, 125-6 osv.) synes forf. at være; og dette fremtræder såvel i den første som i den senere hoveddel.

Ldn. er ikke benyttet, og der er vistnok ingen forbindelse imellem den og sagaen. Forf.s personalkendskab synes i det hele at være rigtigt nok. Enkelte fejl vil man dog vistnok være nødt til at antage, men de hidrører snarest fra afskrivere, som når Hrolfr i Gnupufell kaldes Ingjaldsson f. Helgason (s. 189). Når det sst. hedder, at Torgeir gode og Hlenne d. gamle var fættere, er dette sikkert urigtigt; det var Torgeirs hustru Gudrid og Hlenne, der var børn af to brødre ifølge Ldn. (s. 224). Her kan der foreligge en skrivefejl.

Lokalskildringerne er i det hele rigtige og vidner om forf.s nøje kendskab til de egne, hvor sagaen foregår6). At forf. har været fra Øfjorden, kan næppe betvivles, eftersom det er Gudmund og hans slægt, der overalt er hovedpersonerne, så at sagaen lige så godt kunde have heddet f. ex. Möðrvellingasaga (jfr. Bååth). Derimod kunde det være mere tvivlsomt, hvorvidt det indskudte stykke, kap. 6-12, er forfattet i Øfjorden, eftersom Gudmund her fremstilles på en mindre sympatetisk måde fra forf.s side; han trækker her i reglen det korteste strå. Man skulde kunne tro, at dette stykke stammede fra Ófeigs og Reykdölernes hjemstavn7). K. 5 stammer derimod fra Øfjorden.

At den egenlige sagas forf. er en gejstlig mand, fremgår af forskellige udtryk8). At sagaen tilhører den klassiske tid, må betragtes som ganske utvivlsomt. Dens fortællemåde er fuldstændig klassisk, dens stil overhovedet udadlelig, skønt den ikke er særlig karakteristisk9). Sagaen er således næppe yngre end fra c. 1200. Herimod kan ikke stride, at kong Harald siger (s. 239), at han ikke vil »lade sine undersåtter (þegna!) dræbe, da dette findes i den særlig overarbejdede del af sagaen og tilmed i en replik. Meget ungt er derimod kap. 5 (om Sörle) på grund af stilen, hvorimod k. 6-12 godt kan være ligeså gamle som sagaen.

Sagaens personskildring er i det hele god. Det er Gudmund, der er hovedpersonen; han er i grunden en fredelig mand; han kan finde sig i at måtte give tabt i retssager; når der derimod udspredes ærekrænkende rygter om ham, er han så fuldt som nogen opsat på at hævne sig; den sag forfølger han med al den kraft, en sådan høvding havde at råde over, og han helmer ikke før sejren er vunden. Hans søn Eyjolfr er mere voldsom i det hele: hans blod er hedere end faderens, men han er alt i alt en dygtig og sympatetisk mand. Hans broder Kodran fremstilles som en brav, fredelskende mand: »dér faldt han, som var den bedste mand i Øfjorden - hedder det om ham. En interessant høvdingeskikkelse er Skeggbrodde, der ved sin fasthed og rent legemlige overlegenhed bliver særlig respekteret, så at han får afgørende indflydelse på sagernes udfald. Et par kvindeskikkelser (se ovf., jfr. den letsindige bondedatter, Friðgerðr) og et par stimandskarakterer er her også at fremhæve. Udådsmanden Hallr er, trods alt, ikke så usympatetisk, som man skulde tro; hans kolde ro og uforfærdethed tiltaler, og man føler det som en tragisk uretfærdighed, at han bliver dræbt, hvor han skulde være fredhellig. Der er flere interessante enkeltheder og vigtige, kulturhistoriske oplysninger, sagaen lejlighedsvis byder.



Noter:
1) F. ex. Hallvardr Arnórsson, hvis ikke Hallvarðr her er en fejl for Þorfinnr (nævnet i k. 1), Þórdr s. 119, Snorre Hlíðarmannagoðe s. 126.

2) I udg. er k. 21 urigtig skilt fra k. 20.

3) Þórirs bedstefader siges her at være en søn af Helge magre, for sønnesøn.

4) Faderen, Torkel, nævnes s. 201, sønnerne, Veisasønnerne efter gården s. 202.

5) En parallelfremstilling haves i Harald hårdrådes saga. Drabsmandens navn er bægge steder det samme, men dennes fadernavn forskelligt. Manden siges at have været ét år gammel, da Kodran blev dræbt, men så må Kodrans fald og de foregående begivenheder være sket ikke senere end c. 1040-5, altså ikke så lidt før Isleif blev biskop.

6) Når det s. 156 hedder »Oddaeyrr i Hörgárdal«, er dette en fejl, hvis der menes det nuværende Oddeyri ved Akureyri. Ellers beror tilføjelsen »i Hörgárdal - sikkert på en afskriverfejl. Ingen mand fra egnen kunde tage fejl heraf. Også udtrykket norðr þar (ɔ: i Hörgardalen?) s. 155 er noget påfaldende, men ikke urigtigt.

7) Når der her tales om en Norðlendingadómr (s. 148), foreligger der en pudsig misforståelse, der kun kan antages at stamme fra en tankeløs afskriver.

8) Som når Gudmund tager gud til vidne (s. 165 = 262); aftensangen m.m. (s. 177-8) er mindre at lide på: gudsdommen m.m. (s. 207—9), forslaget om faste (s. 236) er derimod talende nok.

9) Udtryk som fretkarl (s. 184) og herjans soninn (s. 185) er ganske sikkert uoprindelige. Det første mangler i A (s. 270); for det sidste står der her kun armi, hvilket passer fortrinlig.