FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Máne (Skáldmáne)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum

1. afsnit: DIGTNING


§4. Islandsk digtning


A. Fyrsteskjalde og andre historiske kvads digtere.

I. Egenlige fyrsteskjalde.


Máne eller Skáldmáne.
I mai måned 1184 kom denne digter til kong Magnus Erlingsson efter at være vendt tilbage fra en pilgrimsrejse til Rom. Han var fattig og ussel, næsten uden klæder på kroppen. Men han skaffede sig snart kong Magnus' gunst ved på opfordring af denne at »underholde«. Máne fik snart lejlighed til at vise sin færdighed i at digte på stående fod. Ved Magnus' hird var et par fremmede gøglere, der blæste i piber og lod småhunde springe foran hirdmændene, desto højere, jo fornemmere disse var. Det lader ikke til, at de har sat pris på Máne eller ladet hundene springe højt foran ham; på opfordring af kongen digtede denne da to vers om »disse blege gøglere med de hæslige bevægelser og de røde tisper — på den elendige karl ser jeg den opsvulmede mund og de oppustede kæber«. Digteren havde hævnet sig; der opstod, navnlig på grund af de sidste ord, en umådelig latter; hirdmændene slog kreds om gøglerne, der forsvandt så snart de kunde1). Efter Magnus' fald (år 1184) har Máne vistnok opholdt sig en tid hos kong Sverre. Hvorlænge Máne har levet, vides ikke; 1214 digtede han et vers om de gaver, Hakon jarl galinn sendte Snorre, og det er det sidste, vi hører om ham. Hans slægt er ukendt2). Af Mánes digt om Magnus Erlingsson er intet bevaret. Der haves kun nogle (4½) løse vers af ham, hvoraf de tre første stammer fra opholdet hos kong Magnus3). Af disse er de to spottevers om gøglerne de interessanteste; til disse slutter sig med hensyn til indhold og satirisk tone et halvvers »om en holdningsløs blegkindet mand«, der ikke duer til noget »på skibet«. Disse vers viser, at Máne har haft let ved at opfatte det komiske ved personer og situationer og gøre dem latterlige; han lader også til at være ret dygtig i formel henseende.


Noter
1) Fms. VIIII, 206-8.
2) Sn.-E. III. 645.
3) Skj digtn. B I, 519—20.