FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Morkinskinna

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§ 11. Islandske konge- og jarlesagaer før Snorre m. m.


4. Morkinskinna.


Denne sagabearbejdelse findes kun i ét håndskrift, 1009 fol. i den gamle kgl. samling i København; på grund af skindbladenes tilstand gav Torfæus bogen dette navn. Håndskriftet stammer fra slutningen af det 13. årh. Det er ikke fuldstændig bevaret; mellem 1. og 2. blad mangler 6 blade (se udg. s. 7), mellem bl. 7 og 8 ét (udg. s. 46) og et tilsvarende mellem 9 og 10 (s. 59); dernæst ét mellem 25 og 26 (s. 163) og mellem 31 og 32 (s. 198); endelig mangler slutningen; der afbrydes i fortællingen om Eystein Haraldssons drab 1157; disse lakuner falder på sagaerne om Magnus d. gode og Harald, Sigurd Jorsalfar, Harald gille, slutningen. Mork. er udgiven ved C. Unger 1867.

Bogen1) begynder med Magnus d. godes saga og har uden tvivl gået ned til 1177 (ligesom Heimskr. og Fagrsk.), hvilket vises ved den hentydning til senere begivenheder (Magnus Erlingssons saga), der findes s. 223. Det, der så at sige mest særtegner Mork. som den er nu, er de mange selvstændige þættir og episoder, der findes indskudte i de egenlige kongesagaer og afbryder disses gang; der findes af sådanne henved 30, alt iberegnet, hvoraf dog nogle er meget korte (blot et enkelt kapitel) som den om Torkel dyrðill (s. 23), gammel mand (s. 24), Ormr (sst.) osv., andre er vidtløftigere og afbryder hovedsagaen endnu voldsommere som den om Þorsteinn Hallsson (s. 29 — 31), Hreiðarr (s. 35 — 44), Haldórr Snorrason (s. 46 — 51), Auðun (s. 61 — 65), Sneglu-Halle (s. 93—101), Stúfr (s. 103—4), Oddr (s. 104—9), Ásu-Þórðr (s. 170 — 74), Einarr Skúlason (s. 226 — 28). Hertil kan også hele Þingasaga regnes (striden mellem kong Sigurd og Sigurd Hranason; s. 174 — 85). Flere af disse þættir er forhen særlig behandlede.

En sammenligning mellem de andre sagaværker viser, at Mork. ikke er en ligefrem, tro afskrift af en enkelt original. De sagabearbejdelser, der, som Mork., begynder med Magnus d. gode, forudsætter tilstedeværelsen af den særskilte Olafssaga (Æ.s., leg.s.) og er bestemte til at fortsætte den. I sagaen om Magnus d. gode og Harald hårdråde er der så at sige fuldstændig overensstemmelse tilstede mellem Mork. og Flatøbogens tekst; enkelte sætninger, der findes i Flat., er åbenbart udfaldne i Mork.; til gengæld er også sætninger i Flat. oversprungne, ligesom der her også findes fejllæsninger2) og modernisering af stilen. Selve Mork. eller originalen har gjort forskellige tilføjelser (som f. ex. Haralds gammensvers). Særlig bemærkes, hvad der er af vigtighed, at der i sagaen findes et par direkte lån fra Ágrip (se Flat. 261. 270; lakune i Mork.), der er kombinerede med originalteksten. Der findes i sagaen overhovedet tilbøjelighed til at lave taler, der næppe tilhører den oprindelige saga. På mange steder ellers findes hertil svarende udsmykninger og romantiserende tillæg (Nordbrikt-sagnene m. m.) samt stilistiske udvidelser. Til grund ligger den oprindelige saga om Magnus og Harald, der var sammensat efter overleveringen og pålidelige mænds udsagn3) samt de mange skjaldedigte, der her eksisterede. Ved hjælp af alt dette er det lykkedes at frembringe et godt og udførligt hele. Det oprindelige omfang er det dog ikke let med fuld sikkerhed at bestemme. At originalsagaen ikke har indeholdt alle Mork.s þættir må betragtes som sikkert, heller ikke er det rimeligt, at den har haft alle de sagn og æventyr om Harald, der nu findes i Mork. Bevisligt er det, at f. ex. Þorsteins þáttr (s. 29 — 31) er et yngre indskud, efter som Þorsteinn senere (se Flat. 330) optræder på en helt forskellig måde; her forudsættes intet af det fjendskab mellem ham og kong Magnus som þáttr gør. Dette kaster et lys over þættir i det hele, eftersom det også ses, at de ikke alle er samtidig indkomne i Mork.-samlingen; således mangler nogle i Flat. (Hreiðarsþ., om Halldór, Auðun, Brandr örve, den isl. sagafortæller, Sneglu-Halle — i Flat. tilføjet som en selvstændig þáttr), og det er umuligt at se, hvorfor Flat. skulde have udeladt disse, fremfor de andre, der findes dér. Hallaþ. viser på den anden side, at þættir har eksisteret fra gammel tid som selvstændige små sagaer, og at de senere er optagne i Mork.-sagaerne og da noget ændrede eller afpassede. Hertil slutter sig f. ex. den vistnok særlig norske munkehistorie s. 71 — 724).

Sagaen om Magnus d. gode begynder med en ejendommelig og ganske uhistorisk indledning5) om Karl d. vesæle og hans broder og den andel, de skal have haft i at Magnus kom hjem. Hvorvidt dette er den ægte indledning, turde være tvivlsomt, ja ret usandsynligt, men uægtheden er det dog næppe muligt at bevise. Sagaen om Magnus og Harald tilhører det 12. årh. og er forfattet som en fortsættelse af Olaf d. helliges saga og med denne som forbillede. — I sagaen om Harald er Hakon Ivarssons saga vistnok ikke eller i modsat fald meget frit benyttet.

I de følgende kongers sagaer fra 1066 — 1130 er ligeledes ældre enkeltsagaer lagte til grund6), afskrevne og interpolerede dels med vers (f. ex. Gils Illugasons i Magnus barfods saga o. fl.), dels med vidtløftige taler (Magnus barfod holder stadig taler, hvad der vistnok slet ikke lå for ham osv.), dels endelig med lignende, mindre fortællinger og episoder (om Giffarðr, Ívarr skald, Ásu-Þórðr og frem for alle Þingasaga). At f. ex. Þingasaga virkelig er et indskud, ses klart deraf, at i begyndelsen af den omtales Olaf som levende, medens hans død dog alt i det foregående er bleven fortalt; en oprindelig forfatter havde ikke kunnet skrive således. Her findes også en interpolation fra Ágrip (s. 147 — 48)7) og her kan klart og utvetydigt påvises en bearbejders uheldige kombinationer. Det er, hvor striden mellem kong Magnus og Inge Stenkelsson berettes. I Ágr. fortælles det hele kort, men partisk til fordel for Magnus (se ovf.), uden at det her meddeles, hvor slaget stod. I Mork. fortælles om to kampe, bægge på Foxerne; i den første af disse lader sagaen Magnus vinde sejr ganske med Ágrips ord (hertil knyttes så fortællingen om den feje, broutende Giffarðr). I de øvrige kilder (Hkr. og Fms.) er der kun tale om en eneste kamp på Foxerne, og i dette slag lider Magnus et forsmædeligt nederlag (i Fms. er Giffarðr-episoden knyttet til dette), hvad der sikkert er det oprindelige og ægte, og det er denne beretning, Mork.-bearbejderen har forefundet i den egenlige original. Da han dernæst i Ágr. (eller en afskrift deraf) læste en ganske anden fremstilling, var det jo ret naturligt, at han trode, der havde været to kampe med forskelligt udfald; det sidste slag antydes med forsigtige ord, og der søges dækket over det åbenbare nederlag (s. 150 nederst). Ved kombination af to kilder er der altså indført i historien et slag, der aldrig har eksisteret8). I begyndelsen af Magnussønnernes saga (s. 156) findes atter et direkte lån fra Ágrip, hvilket her er så meget klarere, som den henvisning, der i Ágr. findes til tidligere sagaer (ɔ: sagaer før o. 1035), er gået over i Mork., uagtet de pågældende sagaer aldrig har stået i Mork. Også i den egenlige saga om Sigurd Jorsalfar findes en mængde halvlegendeagtige sagn og lign. indsatte (norske omløbshistorier vedrørende kongens sindstilstand, forhold til fastedage, til kvinder m. m.). — S. 192—93 findes en lille episode, hvori Harald gille spiller en rolle; derfor meddeles her ganske kort, hvorledes Harald var kommen til landet. Den egenlige fremstilling heraf er imidlertid den, der findes s. 195. Den oprindelige tekst synes her — for indskudets skyld — spaltet og ændret.

Efter 1130 og til slutningen af værket (i dets nuværende udstrækning) er uden tvivl Erik Oddssons arbejde det hovedsagelige grundlag (jfr. s. 210), dog ikke uden kombination med andre kilder; således er Ágr. atter her benyttet og udskrevet (s. 198, 226 hvor Inge beskrives atter, 228 ff. Geirsteinn og Gyða). Ligeledes er dette klart deraf, at samme ting fortælles to gange, f. ex. Inges fødsel (s. 200 og 206), Sigurd slembes skírsla (s. 203, 206); på første sted synes den endogså at måtte henføres til Jerusalem (!; på det sidste sted foretages den i Danmark). Sagen er den, at Ivars digt om Sigurd her er stærkt benyttet, men på en meget kejtet måde, idet nogle af versene står i en gal orden. I virkeligheden burde de to vers (s. 203: Vann…, Sotti…) have stået først, og så de to, der står s. 204, hvorpå versene s. 202 — 3 (øverst) bør læses; dette fremgår tydelig af sætningen s. 204: »og det siges i digtet, at da (ɔ: derpå, da først) kom han til øerne«9). Fremdeles omtales Óttarr birtingr (s. 222), som om han ikke før havde været nævnet, medens han dog har været omtalt i Sigurd Jorsalfars saga. Her viser det sig således, hvor mangelfuld sammenstøbningen af de forskellige kilder i virkeligheden er, og denne stammer snarest fra selve Morkinskinna-bearbejdelsens ophavsmand. Han har været meget ivrig efter at benytte skjaldevers, men vi har set et eksempel på hans ubehændighed i benyttelsen; heller ikke hans forståelse deraf er tilstrækkelig; således opfatter han adj. mulsk (ɔ: mylsk, af ønavnet Myl ɔ: Mull) som egennavn (s. 143 nederst).

I det hele mærker man den samme bearbejdervirksomhed fra først til sidst, og dog er det rimeligt, at det er flere bearbejdere, man har at gøre med10). Også den oprindelige jævne stil er forandret; først og fremmest ved de udvidede og indflettede taler; næsten latterligt er det, når brødrene Eystein og Sigurd stadig tiltaler hinanden med »herre«; i den ældre tekst stod der »broder« eller intet; men hint skulde være finere; det er i øvrigt noget, man ofte ellers finder, navnlig i afskrifter fra o. 1300, at »finere« udtryk indsættes for de ældre og jævnere. Mork. har en del yngre udtryk som burdeigja, turníment, jungfrú.

Mork. er således et alt andet end kunstnerisk harmonisk sammenstøbningsværk; de oprindelige, til grund liggende sagaer var de ægte jævne og vistnok i det hele velordnede enkeltsagaer uden episoder, desuden Erik Oddssons værk og det oftere nyttede Ágrip.

Uagtet Mork.-håndskriftet ikke er ældre end fra o. 1280, er originalskriftet i sig selv adskilligt ældre. Dens temlig ensartede, gammeldags retskrivning og enkelte gamle former (som det enklitiske c = ek) kan ikke være yngre end o. 1250, snarere er den noget ældre. Vi føres da tilbage til den anden fjærdedel af det 13. årh. Inge Bårdsson nævnes konge (s. 174), Skule kaldes jarl (s. 122); endvidere nævnes Jon Sørkvisson, konge 1216 — 22 (s. 169). Heraf har G. Storm sluttet, at Mork. var fra omkr. 1220 og det er utvivlsomt omtrentlig rigtigt. At det er en Islænder, der har ordnet det hele, er givet; hele fremgangsmåden, forkærligheden for skjaldevers, osv., er et uimodsigeligt bevis herfor11), et udslag af islandsk stolthed findes endogså s. 49. En mængde af þættir stammer fra Vestlandet, så at det er rimeligt, at samlingen er foretagen dér. Meissner udtaler, at intet tyder på en gejstlig som bearbejderen.



Noter:
1) Jfr. K. Maurer: Ueber die Ausdr., Anm. 34, G. Storm: Sn. St. Hist. skr., G. Vigfússon: Sturl. Proll. lxxxviii, Meissner: Strengl. 46 ff., Nordal: Om Olaf d. hell. saga, s. 39 f., Indrebö: Fagrskinna 11 ff.
2) F. ex. snoronni Mork. 6.9 ≠ Flat. suorum.
3) Således hidrører fra den henvisningen til Oddr Gellisson (Flat. 279, Þorgils osv. (Mork. s. 21), jfr. henvisningen til Harald selv (Mork. s. 11; Flat. 289, 294).
4) Det er nu vistnok klart, at hele stykker, som s. 23.5-44.12; 61.5-65.19; 66.19-75.10; 93.11-109.28 er senere interpolationer i den oprindelige tekst. Ved sammenligning med Fagrskinna har Indrebö gjort det sandsynligt, at de fleste lån fra Ágrip ikke har hørt til originalværket (s. 22 f. ).
5) Uhistorisk er også fortællingen om hertug Otto og Alfifa, Flat. 271—2, 275 ff.
6) Dette må jeg fastholde.
7) Om lån fra Ágr. se Indrebö s. 22 f. Der kan dog være tvivl, hvorvidt alt det som her anføres er lån. På grund af visse afvigelser i den sproglige fremstilling vilde jeg hellere søge ligheden ved at antage benyttelse af en fælles kilde.
8) Jfr. P. A. Munch: N. f. H. II, 536.
9) Det sidste vers s. 203, der også findes i Hkr. og Fsk., er herved kommet ind i en urigtig sammenhæng.
10) Om Mork.s ældste form se Indrebö s. 19.
11) Jfr. udtrykket ”ud hertil, her” s. 109.