FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Norsk litteratur. § 3. Den originale litteratur: Lovene

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
6. afsnit. Norsk litteratur


§3. Den originale litteratur. Lovene


1. Kongerækker, Itinerarium, Obituaria

Denne litteratur er kun ringe af omfang i sammenligning med den oversatte litteratur, for ikke at tale om den islandske. Der er i det foregående behandlet et par historiske skrifter på latin (Theodricus og Historia Norw.). Hertil kommer nu et par mindre stykker, udgivne i Monum. Hist. Norw., nemlig, foruden et Itinerarium in terram sanctam af en broder Mauritius, der dog måske ikke var en Nordmand, forskellige kongerækker på latin og norsk, ærkebisperækker og andre lignende lister, samt Obituaria.


2. Saga om Danekongerne

Af større interesse er en lille »Saga om Danekongerne«, som G. Storm har udgivet efter en afskrift af Arne Magnusson efter et hdskr. af Sverrissaga, der brændte 1728; trykt i Vidensk. selsk. forhandl. Kria 1878; (jfr. SRD II, 424—33). Denne lille krønike var skrevet og uden tvivl også forfattet af en Nordmand omkr. 1270. Den består af to dele, et slægtregister fra Harald hårfagre samt de danske kongers fra Radbard i Rusland, endende med dronning Ingeborg i Norge og Erik klipping. Derpå følger en kort kongekrønike i en annalistisk form med kort angivelse af de vigtigere begivenheder; den slutter med Valdemar sejr. Forholdet til Norge fremhæves ret stærkt, og her er Snorre nærmest benyttet som kilde. En anden hovedkilde for forfatteren var et dansk annalværk, nærmest i slægt med de Lundske annaler; jfr. udgiverens påvisninger. I øvrigt er krøniken af ringe betydning.


3. En tale mod biskopperne

En tale mod biskopperne, eller, som den i senere tider er bleven kaldt, Varnarræða (»Oratio contra clerum« Arne)1), kaldes et lille skrift fra slutningen af det 12. årh., der findes i AM 114 a, 4° (skrevet af en Ivar klærk i årene 1323—27), og udgivet først af Werlauff (Anecdoton, historiam Sverreri regis Norv. illustrans 1815), dernæst sammen med Kongespejlet 1848 og endelig, og bedst, af G. Storm, under den først anførte titel 1885. I sin fortale har Storm gjort udførlig rede for skriftets tilblivelse, kilder og mål. Det er et tendensskrift, udarbejdet for at bevise og forsvare kongemagten (Sverre) mod gejstligheden, og det hævdes, at det er kongen, der i påkommende tilfælde har magt over kirken og myndighed m. h. t. bispevalg. Dette søges bevist ved selve den kanoniske kirkeret, særlig ved hjælp af det såkaldte Decretum Gratiani, hvoraf der anføres mange stykker på latin og norsk. Skriftet er særdeles dygtigt, klart og fra forf.s standpunkt overbevisende — det var vistnok bestemt til at oplæses ved kirkerne eller ved tingmøder. Det er meget morsomt at læse på grund af forf.s lune, der er noget i slægt med Sverres. Der er heller ingen tvivl om, at skriftet er blevet til på hans foranstaltning og forfattet af en ham nærstående gejstlig; denne må ifølge Storm have studeret i Bologna og forfattet skriftet mellem efterår 1196 og forår 1198 og snarest 1197, dette på grund af dets hentydninger til historiske forhold. Hvilken betydning, skriftet i øjeblikket har haft, vides ikke. Der er slægtskab mellem det og Kongespejlet. 2)


4. Konungsskuggsjá

Konungsskuggsjá, Speculum regale, Kongespejlet, den norske litteraturs vigtigste værk. Det findes i et norsk hovedhdskr. fra den sidste halvdel af det 13. årh., AM 243 b a, fol., der mangler prologen og har nogle lakuner, og i flere islandske håndskrifter og brudstykker, som 243 a, f, g, fol. osv.; i det norske Rigsarkiv findes bl. a. 4 blade af et godt hdskr. O. Brenner delte håndskrifterne i to klasser, A og B, efter den hovedforskel, at afsnittene om Island og Irland står i omvendt rækkefølge, Irland først i A, sidst i B (den norske mbr.). Det norske hdskr. skal ifølge prof. Hægstad (Gl. Trøndermål s. 97) tilhøre den »sydvestlige målgren«, men har endel gammeltrönderske former, hvilket er fuldt forklarligt. Kongespejlet blev først udgivet 1768 med dansk og latinsk oversættelse ved H. Einarsson og J. Erichsen, dernæst af Keyser-Munch-Unger 1848, så af O. Brenner 1881 (hovedmbr. ordret). G. Flom udgav hovedhds. fototypisk og med kursiveret tekst (1915); endelig er en kritisk udgave med benyttelse af alle håndskrifter besørget for Oldskriftsselskabet af F. Jonsson 19213).

I prologen, om hvis ægthed der ikke kan rejses den ringeste tvivl4), gør forf. rede for sin hensigt, den at ville give anvisning på, hvorledes man i livets forskellige stillinger (»idrætter«) bør opføre sig klogt og dannet, samt vise, hvad disse stillinger medfører. Forf. fingerer, at han har opsøgt sin gamle, erfarne fader for af ham at blive belært om alt dette, og det er samtalerne mellem fader og søn, denne nu vil fremføre i skrift, for at også andre kan høste gavn deraf. Skriftet er altså ment som en etisk-praktisk lærebog for livet. Ifølge forf.s oplysning skulde det behandle købmandens, kongens (og hirdens), de lærdes (gejstlighedens) og bondens liv og hværv, »idrætter og sæder«, som det hedder. Af disse 4 dele haves der imidlertid kun de to første. De andre to er vistnok aldrig blevne fuldførte, hvad så grunden hertil kan have været. Bogens navn er »Speculum regale«5) siger forf., »fordi den også handler om kongen, og kongen er øverst, og bør derfor lægge vind på de bedste og fagreste sæder« — i dette spejl bør enhver konge se, og først iagttage sine egne, så andres sæder osv. Sit eget navn vil forf. ikke åbenbare, for at ingen af personligt nag skal undlade at nyde hvad godt der mulig findes i bogen.

Formelt er skriftet dialogisk, men det er dog »faderen«, der siger det meste, »sønnen« stiller spørsmål eller giver vejledende, på sine steder afsluttende bemærkninger.

Den første del, k. 1—23, handler om købmandsstanden og handelen, købmandens rejser, pligter, kundskaber (sprog, regning, indsigt i vejrforhold og søens bevægelser, solens gang m. m.), og opførsel. Her indskydes den mærkelige beskrivelse af Island og Grønland, havene deromkring og deres beboere, samt forskellige naturmærkværdigheder; ligeledes berettes der her om Irland, men bemærkningerne herom er for det meste kun overtroiske fortællinger og legender, hvorimod skildringerne af Island og især de om Grønland er meget værdifulde. Denne del slutter med en veltalende skildring af vinterens og stormens barske vælde, der umuliggør skibsfarten, et sidestykke til beskrivelsen af vårens og sommerens venlighed i k. 5.

Den anden del, k. 24—70, handler om kongen, hirden, med regler om klædedragt og opførsel i kongens hal ved foretræde og ellers, moralske regler for hirdmanden, hvori der indskydes en omtale af våben, rytterbevæbning og belejringskunst. Herpå følger en længere omtale af forskellige dyder og laster, (kongens) domme (strænge og milde), oplyste ved eksempler, hæntede fra bibelen (k. 42—53); så handles der særlig om kongen og hans opførsel, hvorved atter bibelske eksempler stærkt benyttes og drøftes. Til slutning behandles forholdet mellem kongen og gejstligheden (bispen); også her henvises til bibelske forbilleder; forf.s opfattelse er meget upartisk, men det skimtes, at han står på kongens side i tilfælde af stridigheder. Dette afsnit er måske ikke fuldt færdigt.

Forf. viser sig helt igennem som en gennemdannet mand, der i lige grad forstår sig på det praktiske liv, som på boglig kunst. Han har fået en gejstlig uddannelse; ikke desto mindre har han sikkert en tid været købmand og set sig noget om i fremmede lande, ligesom han også i længere tid har tjænt i en konges hal. Endelig har han i sin fremrykkede alder upåtvivlelig været bosat på sin egen gård. Han kunde da tale af erfaring om alle stillinger6). I kultur står han blandt sine landsmænd i første række, tænksom, rolig og besindig som han tillige er. Selv om det billede, han giver f. ex. af hirden, ikke i et og alt svarer til, hvad den var, men til, hvad den efter forf.s ønske burde være, får man dog et godt og for det meste pålideligt billede af norske forhold i forfatterens tid. Denne har været omtvistet. Tidligere mente man, at skriftet var forfattet i slutningen af det 12. årh., idet man gik ud fra, at dets omtale af forholdene mellem konge og gejstlighed tydede på den standende strid mellem Sverre og gejstligheden. På den anden side var man klar over, at det måtte være ældre end 1260, da det forudsætter den ældre tronfølgeordning for dette år. Mod en så tidlig affattelse har G. Storm (Arkiv III, 83—88) gjort gældende, at der i skriftet netop »forudsættes«, at »det kirkelig-politiske standpunkt er indvundet, som stridsskriftet (ɔ: »En tale«) endnu kæmper for; vi henvises således åbenbart til et tidspunkt meget senere end Sverre«, nemlig til Hakon Hakonsons tid, da Birkebenernes standpunkt havde sejret og roligere tider var indtrådt. Storm gør tillige opmærksom på, at dette resultat stemmer med Bloms resultater, som denne drager af de forskellige våbens og krigsredskabers beskrivelse, ifølge hvilke Kongespejlet ikke skulde være ældre end fra o. 1250. Ved Hj. Falks afhdl. må det nu betragtes som godtgjort, at værket godt kan være fra tiden ved 1220—30, hvilket også bedst stemmer med andre forhold. Først og fremmest har Storm påvist, at de fra bibelen hæntede eksempler dels stemmer ordret med Stjórn, dels er uddrag af dennes tekst. Dette er fuldkommen uangribeligt. Kongespejlet må altså være yngre end Stjórn. Dernæst synes det uomtvisteligt, at et sådant sprog, som skriftet fremviser, ikke kan stamme fra det 12. årh.s slutning. Dets hele karakter, dets flotte sving viser afgjort et nært slægtskab med de romantiske sagaer. Hermed hører forf.s bekendte lære upåtvivlelig sammen, at man »skal lære alle sprog, især latin og vælsk«; denne fremhæven af det franske sprog ved siden af latin forudsætter de oldfranske »sagaer«, hvoraf den ældste er fra 1226; i slutningen af det 12. årh. vilde denne lære være lidet forståelig. Hertil kommer, at der s. 140 uden tvivl hentydes til Hakon d. gamle som »enevoldskonge«. Alt fører således med ret stor vished til tiden omkr. 1230 som skriftets affattelsestid.

Om forf. vides intet positivt, undt. hvad der, som bemærket, kan sluttes af hans skrift; heraf kan det også ses, hvor han har bot. H. Geelmuyden har efter skriftets angivelser af solens stillinger eller gang beregnet, at forf. må have bot mellem 64° 23' og 64° 57' (65° 18'), d. v. s. i nærheden af Nærø (Njarðey) i Namdalen. Dette stemmer ganske med den beregning, Jon Erichsen allerede har gjort i fortalen til den første udgave (s. IX), hvor tallet er 64°49’.

Hvad nu skriftet som sådant og dets kilder angår, er det straks klart, at det for en stor del, den første del helt7), er originalt. Hvad forf. fortæller om Island er uden tvivl bygget på mundtlige beretninger; det er delvis blandet med overtro. Han har ikke været i Grønland; alt hvad han meddeler derom, og om hvaler, sæler8) osv. beror på mundtlige meddelelser, men de har været ualmindelig pålidelige. Hvorvidt forf.s meddelelser om Irland beror på skrevne kilder — der i så fald endnu ikke er fundne — eller på mundtlige beretninger, er umuligt at afgøre. Endel heraf findes i andre skrifter (f. ex. Topographia Hiberniæ af Giraldus Cambrensis)9). Mærkeligt er det, at alt, hvad der meddeles om Irland, kun er overtroiske fortællinger, legender og fabler; hertil svarer beretningerne om enkelte havuhyrer og den forstenende mose (myr) i Norge. Forf. tror selv på alt dette.

Hvad skriftets anden del angår, beror overhovedet alt, hvad der her fremstilles om kongen, hirden og de dertil knyttede virksomheder, på forf.s egen erfaring og selvoplevelser. Derimod beror vistnok det meste af, hvad der meddeles om krigskunst (k. 37—39; s. 140—63) på læsning i fremmede skrifter eller mundtlige fortællinger; her findes også fremmedord som suzingull og kovertúr (s. 156). Alle eksemplerne fra bibelen er hæntede fra Stjórn, d. v. s. den ældste norske bibeloversættelse; denne gives i uddrag, eller også undertiden udskrives den ordret (f. ex. stykket s. 248), eller udvides med egne tillæg. Enkelte gange er det også klart, at forf. anfører efter hukommelsen. At det er Stjórn, der er brugt, godtgøres til overflod derved, at der s. 265 findes et citat, der frembyder en udvidelse af Vulgata, og denne udvidede tekst er Stjórns. Forf. kender også skýringar til bibelen (s. 208), og det kan være, at han støtter sig til sådanne (jfr. hans bemærkninger om glósan og at glósa). Den gudelige bøn, der anføres s. 231 ff., beror vistnok på k. 24 i Jesu Sirachs bog. Kongens bøn (s. 222 ff) er optaget på latin og derefter oversat på norsk. De bibelske eksempler optager en meget stor plads, og det hele bliver næsten til en teologisk afhandling. Forf. taber dog aldrig sit egenlige æmne af syne og kommer stadig tilbage dertil. Hans eller »faderens« bemærkninger mod »sønnens« indvendinger er ikke uden skarpsindighed; det hele er præget af en jævn, ædruelig forstandighed. Sjælden falder han ud af rollen eller bryder planen, som f. ex. s. 82,11-12 (»og som her er skrevet efter kyndige mænds beretning«, hvis det ikke er en afskrivertilføjelse).

Det billede, man får af forf., er da helt igennem ualmindelig tiltalende. Hans ædruelighed, retskaffenhed og lærdom, hans kraftige natur (han er ikke bange for at slå sin uven ihjæl, hvis det gjordes nødigt), og ikke mindst hans fromhed og gudsfrygt — alt dette træder klart nok frem. Sjældnere er det at finde så skarp hævdelse af sin nationalitet og sit sprog, som forf. gør i den bekendte regel: »men glem dog ikke dit eget sprog«. Han er en dygtig psykolog og menneskekender — som når han (s. 71) nævner de tre forskellige bevæggrunde til vovelige rejser: lyst til at gøre sig berømt (ɔ: forfængelighed) — videbegærlighed — vindelyst. Han er åbenbart også godt inde i lovene. Som et eksempel på hans træffende overførelse af materielle forhold på de åndelige kan nævnes hans omtale af uår og misvækst (s. 129—30), — »men hvis der kommer uår i folket eller i landets sæder, så opstår deraf de største ulykker, ti da kan man ikke for penge fra andre lande købe [ligesom f. ex. korn] enten sæder eller kløgt, hvis de er gået tabt eller er bleven fordærvede, som før var i landet«. Det er fortræffelig tænkt og lige så godt sagt. Med alt dette kunde det synes mærkeligt, hvor lettroende forf. er overfor tilsyneladende overdrivelser og vidunderlige beretninger. Men også her er han på sin post og begrunder eller forklarer det vidunderlige på en fra samtidens standpunkt såre fornuftig måde (s. 29). Han bemærker, at han egenlig ikke bryder sig om at fortælle om undere på fjærne steder, da folk måske vil erklære det for løgne — og han anfører som eksempel en lille bog om Indiens undere, »der nylig er kommen her til landet«, og som mange har fundet løgnagtig —; han mener, at hvert land har sådanne ting at opvise, som er naturlige nok der, men som andre steder vil synes umulige; den norske skiløbning f. ex. vilde man i udlandet erklære for at være en skipperløgn; derfor må man være forsigtig med at erklære fjærne landes »undere« for umuligheder.

Den sproglige fremstilling står meget højt. Stilen er i det hele lysende klar, uagtet sætningerne undertiden kan være noget vævede ind i hinanden og deres forbindelse undertiden løs. Stilen er rig og yppig. Forf. ødsler med ord. Men også her skinner hans lærdom igennem; særlig mærkes en stærk indflydelse fra latin i den overmåde hyppige brug af adjektiver i sådanne udtryk som f. ex. vetrlig nauð i steden for vetrarnauð (det er et lat. vis hiemalis). Også de romantiske sagaers stil har udøvet en kendelig indflydelse på stilen; det er derfra et udtryk som kystuz meðr blíðum hálsföngum er hæntet. Sproget får ofte en retorisk farve, men forlydsrim benyttes meget sparsomt, hvorimod klangligheder i ord og sætninger åbenbart efterstræbes. Undertiden bliver fremstillingen pompøs. I beskrivelsen af sommeren og vinterens vind og storm udfolder forf. en sand sproglig pragt, et ligefrem sprogligt fyrværkeri, hvortil der hverken før eller senere er set mage. Det bliver til lyriske digte i prosa.

Således er da Kongespejlet et i virkeligheden fremragende, i sin art enestående arbejde, som foruden Stjórn — den norske litteratur med stolthed kan pege på.


5. Lovene - deres historie

Man er forholdsvis godt underrettet om de norske loves udvikling i historisk tid. Den ældste efterretning om norske love vedrører Halfdan svarte. Det hedder om ham, at »han havde sat Heiðsævislög« (Hkr. I, 182); til denne lov må der være sigtet, når det hedder, at Olaf d. hellige blev taget til konge på Oplandene »ifølge de oplandske love«, hvorved han lover at ville overholde »de gamle love« (Hkr. II, 55). Fremdeles hedder det, at »han [Halfdan] satte lov, som han tvang alle til at overholde, og indrettede saktal og ordnede bøder« (Hkr. I, 94—95; jfr. þáttr Halfd. sv. Flat. I, 563). — Om Harald hårfagre gives dernæst den efterretning, at han »satte« den bekendte lov om den norske odel, og indsatte jarler osv. (Hkr. I, 104, jfr. 110, Flat. I, 569); senere ordnede han den norske tronarvelov, der gjaldt lige til 1260 (Hkr. I, 147—48). I A-hdskr. af Fsk. (s. 385) siges Harald at have ordnet »en ny lov om kvindens ret«; hvorvidt dette er historisk eller ej, er måske usikkert, men bestemmelsen stemmer med Gulatingsloven § 198—99.

Dernæst er det Hakon den gode, der i en særlig grad siges at have syslet med lovgivning. Snorre siger (Hkr. I, 181— 82; jfr. Ágr. 12, Sigvats Bersögl. 4), at han »satte Gulatingsloven med Torleif den spakes rådgiverbistand og Frostatingsloven (ang. denne se også Hkr. I, 190) efter samråd med Sigurd jarl og andre af de viseste Trondere«10). Hertil sigtes der også i Fsk. (s. 31), hvor det i mere almindelige udtryk hedder, at Hakon »satte lov over hele Norge« osv., og at »af denne lov benyttede Olaf d. hellige største delen«. Hakon siges også at have givet Jæmterne »lov og landsret« (Hkr. I, 184). Hertil må vel også det henføres, at han ændrede (»satte i loven«) afholdelsen af julen (Hkr. I, 185). Hakon delte også landet i skibreder og gjorde flere foranstaltninger, som kun kunde gøres ved lov. Der er således ingen som helst tvivl om, at Hakon har udøvet en meget stor virksomhed m. h. t. de norske love, og der kan heller ikke være tvivl om, hvorledes denne er at forstå. Som forlængst set, har hans virksomhed bestået i et nyt og grundigt gennemsyn og fuldstændiggørelse af de tidligere eksisterende love. Af hvad Are fortæller om Ulfljotsloven og af, hvad Egilssaga meddeler om Gulatingsloven, er det klart, at denne må have været til før Hakons regeringstid, hvilket jo i øvrigt siger sig selv. Af Egilss. får man også at vide, at der i Gulating var en lovrette på 36 medlemmer. Hvorvidt Hakon tillige har søgt at indrette lovene i kristelig ånd, får stå hen. Usandsynligt er det ikke.

Herefter høres der intet om de norske love før end under Olaf d. hellige. Olaf Tryggvason har naturligvis fået visse lovbestemmelser indsat og andre fjærnede, da han fik kristendommen vedtagen, men som egenlig lovgiver eller lovforbedrer er han ikke optrådt; han havde for meget med den ydre omvendelsesgærning at gøre, og dernæst synes hele hans åndsretning ikke at have egnet sig dertil. Erik jarl siges at have været en dygtig styrer, der rådførte sig med lændermænd og andre om lov og ret, og det hedder i Grettiss. (s. 40), at han erklærede holmgange for ulovlige, men nogen egenlig lovgivervirksomhed tillægges ham aldrig. Om Olaf den hellige fortæller kilderne så meget mere, og det ikke alene om hans kirkelige lovgivning. Om denne hedder det11), at han med bistand af sin hirdbiskop Grimkel, hvem han havde taget med sig fra England, og andre gejstlige ordnede kristenretten og gjorde alt for at udrydde gammelt hedenskab. En lignende virksomhed udstrakte han også til Island, Orknøerne og Færøerne12). Hvad de almindelige verdslige love angår, optræder han som en forbedrer af Hakon den godes love. »Han lod sig ofte foredrage den lov, som Hakon havde sat i Trondhjem, og ordnede lovene efter de viseste mænds råd, fjærnede eller tilføjede, hvor det syntes ham nødvendigt«13). Herimod strider det naturligvis ikke, når Sigvatr i sine Bersöglisvisur siger, at Olaf lod Hakons lov holde sig (jfr. Fsk. 31). Snorre betoner atter og atter Olafs strænge retfærdighed og retshåndhævelse. Angående Heiðsævislög siger Snorre 14), at Olaf, idet han ordnede tinget, bestemte, at »den lov skulde gælde for alle oplandske fylker« og ligeledes »mange andre steder, som det siden har været«. At Olaf også her har »ordnet« loven, må anses for sikkert. Hvad Gulatingsloven angår, fortælles der intet bestemt, men 1024 hedder det (Hkr. II, 272), at Olaf da »havde ordnet lovene over det hele land«. Den ældre Gulatingslov bærer i hdskrr. tydelig vidnesbyrd om Olafs ordning af den, idet mindste dens første del. Endelig siges Olaf at have ordnet en hirdlov 15). Det er således klart, hvor omfattende Olafs lovvirksomhed har været. Det er da også hans lovgivning, der var den gældende i alle følgende tider lige ned til Hakon d. gamle og Magnus lagaböter, dog med nogle tidssvarende forbedringer, der lidt efter lidt blev gjort. Om nogen særlig lovgivende konge tales der ikke i mellemtiden; kong Eysteinn Magnusson roses dog for sin lovkyndighed, og Hakon Toresfostre siges at have givet Trønderne retterbøder16). Endelig hedder det om Magnus d. gode, at han lovede love (Sigvats Bersögl. 8), hvorved der måske menes de retterbøder, han gav i Langøsund (NgL. I, 58). Så er der den mærkelige udtalelse af Snorre, at »kong Magnus lod skrive den lovbog, som endnu er i Trondhjem og som hedder Grágás«17). En så tidlig optegnelse af en enkelt lov vilde ikke være nogen umulighed. Alligevel er der andre forhold, der synes at tale så stærkt derimod, at man må forklare sagen således, at man i senere tider har tillagt den trondhjemske lovbog, der faktisk eksisterede og kaldtes Grågåsen, en så høj alder, dels af uvidenhed, dels måske også af politisk-praktiske grunde. Herom synes overhovedet alle nu at være enige. Til dette skal endnu føjes, at Sven Alfivassons love, hvorpå der anføres prøver18), sikkert aldrig fik nogen varig betydning for de norske love.

Hvad kristenretten angår, siges ærkebiskop Eystein (1157—88) at have ladet skrive en lovbog, kaldt Guldfjeder, der vistnok kun indeholdt en kristenret udarbejdet efter den kanoniske ret; det var denne, som ærkebiskop Erik påberåbte sig mod Sverre, men som kongen ikke vilde anerkende19). Eystein siges også efter en overenskomst med bønderne at have fået ændret bestemmelsen om sagøre til fordel for kirken, hvad der naturligvis var ganske ulovligt, da kongens samtykke hertil også måtte indhæntes.

Hvad lovenes nedskrivning angår, savnes bestemte angivelser for denne. Det kan sluttes, at den må være begyndt senest omkr. år 1100. Indtil den tid er de norske love, ligesom de islandske, bleven opbevarede i hukommelsen, men spørsmålet er, hvem det pålå at være den mundtlige overleverings bærere. Kongen kunde det ikke være; man kunde tænke på private mænd som hin Torleif spake, men usikkerheden ved at overlade loven så at sige til sig selv, er iøjnefaldende. Derfor har K. Maurer søgt at bevise20), at de særlig i slutningen af det 12. og i det 13. årh. optrædende »lagmænd« har også i ældre tider eksisteret og været de officielle lovtraditionsbærere. Så meget må betragtes som sikkert, at »lagmandsinstitutionen« er ikke yngre end fra beg. af det 12. årh. M. h. t. dette spørsmål har det, forekommer det mig, overvejende betydning, når der i Gulatingsloven § 314 nævnes en Atle, »der sagde folk lov i Gulen«. Men man savner alle positive oplysninger for de ældre tider21).

Her skal der nu gives en kort oversigt over de enkelte love fra tiden før Magnus lagabøter.


Gulatingsloven

Den findes i et hdskr., cod. Rantzovianus på universitetsbiblioteket, foruden i nogle brudstykker, særlig et i AM 315, fol. er vigtigt (udg.s C), da det går tilbage til en ældre tid end hovedhdskr. — Udg. i NgL I. — Loven er inddelt i bolker, først kristendomsbolken (§ 1—33), så købebolken (§ 34 — 71), hvortil også æmnet om ægteskab, kvennagiptir, og trælle, leysingslög, hører, Landslejebolk (§ 72—102), Arvebolk (§ 103—30); herefter følger nogle artikler af blandet indhold (§ 131—47), samt (§ 148) Retterbøder, der henføres til Magnus den gode og Hakon Toresfostre, samt to paragraffer (149— 50) om strandret, hvorefter der er en lille lakune. Teksten begynder igen i Mandhelgebolken, hvortil lejermål, baugatal og saktal hører (§ 151—252), så kommer Tyvebolk (§ 253—64), Odalsbrigde (§ 265—94) og endelig Udgerdsbolken (§ 295—315). Hertil føjes til slutning et nyt saktal (§ 316—19) af Bjarne Mördsson fra begyndelsen af det 12. årh., samt Tryggðamál (§ 320), hvoraf dog kun begyndelsen haves.

Ordningen af stoffet i bolker er altså klar og for det meste gennemført, og denne ordning har alle de ældre love haft. Et brud på ordningen danner § 131—50, men dette forhold er heller ikke det oprindelige. Man væntede også, at Odalsbridge på grund af æmnernes beslægtethed sluttede sig til Landslejebolken. I Kristendomsbalken og 3 gange i Købebolken findes den ejendommelighed, at lovens bestemmelser henføres enten til »Olaf« eller til »Magnus« eller til dem bægge. Der er ingen tvivl om, at der hermed menes Olaf den hellige og Magnus Erlingsson. Magnus' bestemmelser betegner ændringer i eller tilføjelser til den ældre lov, som i dens helhed henførtes til Olaf. K. Maurer har ment, at denne tekst var en sammenstøbning af to forskellige, helt udarbejdede bearbejdelser, medens E. Hertzberg har udtalt, at her blot forelå en rettet tekst, og dette synes rigtigst. Sikkert er det, at den gamle lov ved år 1164 har modtaget ændringer, men så at sige udelukkende, hvad kristenretten angik. Dog er dette ikke således at forstå, at de øvrige dele i et og alt kan antages at være Olaf d. helliges uforandrede lovtekst. Men det er uomtvisteligt, at enkelte partier som Købebolken og Odalsbridge bærer et meget gammelt præg. I det hele hører denne lov til de mest alderdomlige og mærkeligste norske love. Den bærer flere steder vidne om at have været foredragen (§ 9, 23, 24, 70, 87, 160, 220, 237, jfr. 314) og har den ejendommelighed, den umiddelbarhed i fremstillingen, at taleren flere steder henvender sig til en tænkt 2. person, »du« (§ 40, 43, 46, 161, 302), hvilket ikke engang findes i de islandske love. Loven og fremstillingen er i det hele meget simpel, sætningerne korte, klare og kærnefulde, de begynder hyppigst med »Nu« (hypot.). Forlydsrim findes egenlig kun i enkelte udtryk, meget gamle sætninger, der har dannet sig umiddelbart i folket (garðr er granna sættir og lign.)22). Sammenlignes de med de isl. love, er forskellen iøjnefaldende. Den vidtdrevne kasuistik findes ikke i de norske love. De her gjorte bemærkninger gælder ikke Gulatingsloven alene.


Frostatingsloven

Frostatingsloven er den anden næsten helt bevarede hovedlov. Den findes i afskrifter af et hdskr., der brændte 1728, cod. Resenianus, samt i nogle brudstykker, hvoraf de 3 blade, der findes i Tübingen23), hørende til Kristenretten, særlig kan nævnes; de er særskilt udgivne af E. Sievers 1886; i øvrigt er alt herhen hørende udg. i NgL I, II, V. Med undtagelse af et enkelt brudst. (IV) hører alle de bevarede hdskrr. til en og samme redaktion. I brudst. IV findes en lille del af Saktal (6. del) i en ældre form. Brudst. II er i visse henseender ældre end cod. Res.24).

I Res. deles denne lov ikke i bolker, men i dele, hlutir, i alt 16, og disse igen i kapitler. Denne inddeling er ny og begrundes i en lille indledningsparagraf som bekvemmere end den gamle, hvad der dog er højst tvivlsomt, eftersom æmnerne og »delene« ikke altid falder sammen. Således handler 2—3. del om Kristenretten, 4—6. om Mannhelgi (6 er Saktal), 7. er Utfararbolken, 8—9. Arvebolk, 10—11. svarer til Købebolken, 12—14 § 11 til Landslejebolken, 14 § 12—15 til Tyvebolken; 16 er Retterbøder. Den første del udgøres af en indledning, bestående af Retterbøder m. m. og synes at falde i to dele, hvorom der hersker endel tvivl. § 25 tilhører næppe den egenlige indledning. Her findes den vigtige oplysning, at det er Hakon d. gamle der har ordnet denne lov, som den foreligger. K. Maurer har grundig behandlet hele forholdet og er kommen til det resultat, at denne lov er redigeret og vedtaget 1244 med bistand af ærkebiskop Sigurd (senere, 1260, er der vedtaget endel ændringer, særlig vedrørende 6. del, et nyt saktal), og det er ved denne lejlighed, at inddelingen i »dele« osv. er indført. Tidligere var loven, som alle de andre, delt i bolker. Lovens Kristenret har ganske sikkert optaget meget af ærkebiskop Eysteins Guldfjeder og således mere nærmet sig til den kanoniske ret. Denne lov ligner i kortfattethed Gulatingsloven, men den er langt modernere i stil og udtryk, så at det er klart, at den gamle Frostatingslov er bleven meget ændret; det er dog enkelte afsnit, der har bevaret en alderdomlig karakter. For Gulatingslovens »Nu« findes her hyppigst Ef »Hvis«. Kun etsteds findes tiltaleformen »du«, men en foredragers »jeg« mærkes aldrig. Foran de enkelte »dele« findes en kapitelfortegnelse (undt. foran 6. del).


Heiðsifjatingets og Borgartingets gamle love

Af Heiðsifjatingets og Borgartingets gamle love er kun Kristenretterne bevarede, og desuden af det førstes et lille brudstykke. Heidsifja-Kristenretten findes i to bearbejdelser (den ene udelader nogle kapitler), Borgartingskristenretten i 3, der dog er lidt afvigende fra hinanden. De stammer fra midten af det 12. årh.; udg. i NgL I — II. De er indbyrdes nærbeslægtede og står på et meget gammelt trin, og går for største delen tilbage til 11. årh.; de tager ligefrem sigte på hedenskabet, og deres udtryk er gammeldags naiv-drastiske. Heidsifjatingsretten er mere udførlig end den anden.


Bjarkøretten

Bjarkøretten, Købstadsloven (Byloven), kaldes således efter det berømte handelssted, Björkøen i Mælaren; den norske ret gjaldt for handels- og markedssteder, samt fiskevær og lign. samlingssteder. Særlig var det dog Nidaros, der i ældre tider havde en sådan ret. Af denne lov haves kun nogle få rester fra slutningen af det 12. årh., udg. i NgL 1, IV. Også til den hørte der en Kristenret, der sammen med de andre findes i AM 60, 4°. Indholdet i de bevarede brudstykker slutter sig nær til Frostatingsloven. Af særlig interesse er det, der handler om søretten. Denne lov har indeholdt de fleste af de sædvanlige bolker.


Kong Magnus' love: Kristenretter

Hermed er de love, der gjaldt i Norge før Magnus lagabøters tid, opregnede. Det ses, at Hakon den gamle ikke befattede sig synderlig meget med den positive lovgivning. Og der synes ikke at være opstået hos ham nogen tanke om, hvor uheldigt det var, at hele Norge ikke havde én fælles lov. Det er først senere, at der gøres bestemte forsøg i den retning, nemlig under Magnus »lovforbedreren« (1263—80). Gangen i Magnus lovgivningsvirksomhed er ikke klar. Til at begynde med har heller ikke han tænkt på en fælles lov for det hele rige, men kun på en revision af de ældre særlove. De isl. annaler giver os her forskellige værdifulde oplysninger. Ved år 1267 hedder det (Ann. reg., s. 137, jfr. Flat. III, 536), at da blev den »Gulatingsbog vedtagen, som kong Magnus lod sætte«; ved det næste, år 1268 (sst), at »Oplændingernes og Vikværingernes lovbog vedtoges, den som kong Magnus ordnede«, og endelig ved år 1269 (sst. s. 138, jfr. Flat. III, 537), at på Frostatinget »fik kong Magnus samtykke til at ordne Frostatingsloven i alle verdslige ting og angående kongedømmet, som han anså det for bedst at være«. Heraf fremgår altså, at kongen her har mødt en modstand, hvad kristenretten angik. Senere tales der intet om, at en ny lovbog for Frostating blev udarbejdet. I nøjeste sammenhæng hermed står Magnus lov for Island, Járnsiða, der jo blev sendt til Island 1271 og som slutter sig så nær til Frostatingsloven. Der vides intet om disse loves positive indhold; det kan formodes, at Magnus har søgt at nærme dem til hinanden. Derimod er det blevet påvist, at de to Kristenretter — for Gulating og Borgarting — udg. i NgL. II, 293—338, er den kristenret, der hørte til lovgivningen af 1267 og 1268. De indtager et mellemstandpunkt mellem de gamle kristenretter og den, der hidrører fra Jon røde, og som skulde gælde for hele Norge, men som først fik kongeligt samtykke 1458. De nævnte kristenretter er i øvrigt et dygtigt arbejde. Angående et ældre, til grund for dem liggende udkast henvises til E. Hertzberg i Sproglig-historiske studier (1896). I stil er disse kristenretter forskellige fra de ældre, navnlig Gulatingsrettens første del § 1—9, der bl. a. indeholder subjektive ræsonnementer, ligesom den senere Landslov på flere steder. Til disse ældre lovudkast må vistnok også henføres den såkaldte Sverres kristenret, der findes i et hdskr. fra 14. årh., AM 78, 4°, udg. i NgL I. Herom har Maurer grundig skrevet i Germ. Studien I, 1871, samt i. Festgabe zum doctorjub. des dr. v. Spengel 1877. Han har bevist, at der her kun foreligger en ganske plump og slet redigeret fri sammenarbejdeise af Gulatingslovens og Frostatingslovens ældre kristenretter, der aldrig har fået lovskraft og heller ikke har haft nogen betydning uden som forsøg på at skabe en enhed. Det skal være udført i årene 1269—73. I denne lov er § 1—8 afskrift af Gulatingsl., § 9 af Gul. og Frostatingsl., 10—11 af den sidste, 13—14 af Gul., og således videre; dog er det Frost., der er mest nyttet. Dette lovudkast, der har en ikke ringe betydning i tekstkritisk henseende, lider af svære mangler, ujævnheder osv., ligesom det samme æmne behandles på forskellige steder. Sproget er moderne.


Nyere Landslov

Efter 1270 har det ikke varet længe, inden kong Magnus indså at skridtet måtte tages fuldtud, d. v. s. at der måtte indføres en fælleslov for hele landet. Om dette lovgivningsarbejde savnes næsten enhver oplysning, men resultatet deraf blev den Nyere landslov, udg. i NgL II, jfr. IV. Denne er udarbejdet på grundlag af den ældre Gulatingslov og Frostatingslov, mest dog den sidste, kun i ganske enkelte tilfælde er der taget hensyn til de to andre landskabslove. Herved benyttedes også den i forvejen udarbejdede Járnsiða. Landsloven er som sådan bleven vedtagen på alle 4 ting, på Frostating året 1274; kort efter på de andre ting. I Bergen vedtoges 1276 Byloven, der forudsætter Landsloven. Hvad inddelingen af den nye lov angår, vendte man nu tilbage til den gamle, idet den deltes i bolker, hvor dog det første afsnit, Tingfarebolken, ikke medregnes. Bolkerne bliver så: Kristendomsbolken, Landeværnsb., Mandhelgeb., Arveb., Odelsløsningsb., Landslejeb., Købeb., Tyveb., samt Retterbøder. Det hele indledes med en prolog (den samme som i Jonsbogen), der særlig gælder Frostatingsloven. Man blev ved med at tale om Frostatingslov, Gulatingslov osv., uagtet der nu kun var tale om 4 eksemplarer af den samme tekst. Hvad Kristenretten angår, består den kun af trosbekendelsen, regler om kongens og biskoppens magt og tronfølgeloven fra 1273. Uagtet der er mangler ved dette lovarbejde, er det dog i det hele og store meget agtværdigt, men falder ud af lovstilen ved de hist og her indskudte betragtninger.


Nyere Bylov

I den nøjeste forbindelse med Landsloven står udfærdigelsen af en ny Bylov, fælles for alle købstæder. En sådan lov blev forfattet og, som anført, for Gulatings vedkommende vedtaget i Bergen 1276, dog med den forskel, at de to sidste bolker her mangler, hvorimod der er kommet to nye i steden : Byordningen og Søretten ( Bæjarskipun, Farmannalög).


Hirðskrá

Endelig er der endnu en lov at omtale, nemlig Hirðskrá, eller Hirðlög, en lov for kongens tjenere, hoffet; udg. i NgL II, jfr. IV, efter en mængde hdskrr.; fotolitogr. udg. efter Tønsbergs lovbog 1895. Der findes her først bestemmelser om kongen, arvefølge og kongevalg, de forskellige personers eder til kongen, om hertuger, jarler, lendermænd osv.; den anden hoveddel handler særlig om hirden; her tales til den i 2. person. Fremstillingen er ofte ræsonnerende og minder om Kongespejlet. Hirdloven skulde oplæses hver jul for hirdmændene. Dens indhold er særdeles interessant. I den form, hvori Hirdloven nu haves, stammer den fra Magnus lagabøter og da fra årene 1274—77. Men der er ingen tvivl om, at den i alt væsenligt stammer fra ældre tider, og det er gjort sandsynligt, at. den hidrører fra Sverres tider; jfr. omtalen af hin forna hirðskrá i § 48—50. Fra først af er det dog Olaf d. hellige, der har ordnet en hirdlov (jfr. ovf.). Magnus har altså gennemset loven på ny. M. h. t. Hirdskrå kan i det hele henvises til Munch: N. F. H. IV, 595 ff.


Noter:
1) Der kan henvises til Fr. Paasche: Kong Sverre s. 184 ff. 214 f.
2) Se herom Konungs skuggsjá 1921, indledn. s. 45.
3) Jfr. H. Finsen: Dissertatio (i udg. 1768); O. Blom: Bemærkninger om K.s affattelsessted i Aarbøger 1867, L. Daae: Studier ang. K. sst. 1896; A. V. Heffermehl: Præsten Iver Bodde i festskr. til L. Daae 1904; Indledningen til den nye udg. med afhandlinger af Hj. Falk, H. Geelmuyden og O. Nordgård; O. Brenner: Germania XVIII; J. Steenstrup: Hvad er K.s Havgjerdinger Aarbøger 1871; C. A. Lindvall: afhdl. med samme titel 1905, jfr. A. G. Nathorst i Ymer 1895 og Hammer i Det grønl. Selsk. årsskrift 1916.
4) I mbr. har den stået, men er her af uforklarlige grunde udskrabet allerede i oldtiden.
5) I middelalderen eksisterede der et stort antal specula, og nogle af dem har forf. sikkert kendt.
6) L. Daaes formodninger om forf.s ophold i Italien og Sicilien beror på misforståelse; at han skulde være identisk med en mester Vilhelm er lidet begrundet.
7) Her s. 40, 44 henvises til Gregors dialoger ang. vulkaner (Ætna) som fordømtes opholdssteder; der sigtes til et sted i 4. bog; se Heil. m. s. I, 245. S. 77 henvises der kort til »Isidor og andre kyndige mænd«.
8) Jfr. K. Maurer: Die aelteste Cetologie i Zs. f. deut. Phil. IV og Nordgårds afhdl.
9) Jfr. H. Finsens Dissertatio i udg. 1768 og indledn. til den nye udg.
10) Når det i Óleg. (s. 23) synes at være meningen, at Hakon kun satte Gulatingsloven, beror det vistnok på en misforståelse.
11) Hkr. II, 82; jfr. Norsk hom. 148, Passio 70—1 (Acta Scti Ol. s. 130) Theodricus s. 29.
12) Hkr. II, 87, 83.
13) Hkr. II, 82; Fsk. 158—59, Passio sst. (Acta Scti Olavi sst.).
14) Hkr. II, 237; jfr. Fsk. 276, Óleg. s. 23, hvor loven kaldes Sefslög.
15) Hkr. II, 81; Hallfreð. s. 95, hvor der dog sigtes til Olaf Tryggv. tid.
16) Hkr. III, 233, Fsk. 309, NgL I, 58.
17) Hkr. III, 33. Jfr. Fms. VIII, 277 (Sverriss.), hvor Grågåsen også nævnes som skreven på foranstaltning af kong Magnus.
18) Hkr. II, 513, Agr. 48—49, Fsk. 184—85, Óleg. 60—61.
19) Sverriss. Fms. VIII, 270. 277. 294, jfr. Fsk. 366. Hkr. III, 461—62.
20) Ueber das alter des gesetzsprecheramtes in Norw. 1875; herimod S. Sigurðarson i Aarbøger 1879; jfr. G. Storm i Sigurd Ranesöns Proces, slutn.
21) Af skrifter og afhandlinger, som hører herhen, skal her nævnes: K. Maurers epokegørende særafhandlinger som Die entstehungzeit der alteren Gulaþingslög 1872, Die entstehung der alteren Frostuþingslög 1875 jfr. (Norsk) hist. tidsskr. 2 R. VI., samt den alle lovene omfattende artikel Gulaþingslög i Erschs og Grubers encyklopædi 97 (jfr. Gulaþing i bd. 96), Udsigt over de nordgermanske retskilder 1878; E. Hertzberg: Grundtrækkene i den ældste norske proces 1874 og ikke mindst hans De nordiske retskilder i Nordisk Retsencyklopædi 12. hefte 1890. Samme: Vore ældste lovteksters oprl. nedskrivningstid i Hist. afhdl. tilegn. I. E. Sars (1905); A. Taranger: Den norske retshistorie I (1898). Alle lovene er udgivne i Norges gamle love I — V.
22) Jfr. Lind i Upsala studier 1893; men forf. går alt for vidt i sin antagelse af versformer i de enkelte sætninger.
23) Dette hdskr. er ret sjusket afskrevet og gør sig skyldig i udeladelser og overspringelser. Dets inddeling af teksten i »bøger« er enestående og betydningsløs og hidrører uden tvivl fra senere tider, skønt G. Storm vil hævde det modsatte.
24) Foruden til de foran nævnte hovedafhandlinger kan henvises til Amira i Germ. XXXII, K. Maurer i (Norsk) Hist. tidskr. 2. R. VI; E. Hertzberg i Tidskr. for Retsvæsen I, s. 142, II, 520—21, G. Storm sst. III.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.