FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Norsk litteratur. Flóres saga ok Blankiflúr og Partalópasaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
6. afsnit. Norsk litteratur
§ 1. Romantiske sagaer og andre dermed beslægtede frembringelser


10. Flores saga ok Blankiflur og 11. Partalopasaga


Til den såkaldte byzantinsk-østerlandske kres hører to sagaer nemlig:

Flóres saga ok Blankiflúr. Den findes i AM 489, 4° (her noget forkortet), samt i 575 a, 4°, der dog kun indeholder nogle brudstykker, men teksten er her bedre og fyldigere. Desuden haves et blad i det norske Rigsarkiv, udg. af G. Storm i Om Eufemiaviserne i Nord. tidsskr. for fil. Ny R. I, af et norsk hdskr., der frembyder den bedste tekst; sagaen er udg. af Br. Snorrason i Annaler 1850 og Kölbing i Sagabibliothek V (1896). I de isl. hdskrr. er den oprindelige tekst sikkert ikke så lidt ændret. — Æmnet er det smukke æventyr om de to børn, der fødes samme dag, vokser op sammen og kommer til at elske hinanden med ubrødelig troskab. De skilles ad, da Flores' kongelige fader ikke anser hende for højbyrdig nok til at blive hans hustru, og hun sælges til et fremmed land (Babylonien). Efter mange farer og genvordigheder lykkes det Flores at genfinde sin elskede; de får hinanden, og Flores bliver konge. Det er en elskovens historie ikke uden finhed og følsomhed. Med undtagelse af en tvekamp findes der ikke en eneste kamp; for så vidt danner sagaen en velgørende modsætning til de andre, og den nævnte tvekamp udfører Flores for at bevise, at han er Blankiflurs rette elsker, og at hun er bleven stjålen bort fra ham; se herom Kölbing s. XV; dette træk har uden tvivl stået i den franske original. Det er efter den norske oversættelse, der utvivlsomt stammer fra Hakon den gamles tid, at den tilsvarende Eufemiavise er gjort.

Partalopasaga findes i AM 533, 4°, Sth. 7, fol., 46 fol. pap. udg. af O. Klockhoff (1877)1). Sagaens æmne er ikke synderlig broget og er ligesom den foranstående en elskovsroman. Marmoria, kejserdatter og rigsarving i Miklagård, vil ægte en værdig kongesøn uden dog at behøve at miste noget af sin magt. Ved hjælp af sin stjærnekunst får hun en fransk kongesøn, Partalopi, i sin magt og bringer ham til sit hjem, hvor alt er usynligt for ham, også Marmoria, ligesom han er uset af alle. De sover sammen om natten, men alligevel ser han ikke hende. To gange får han lov til at besøge sit hjem. Af en biskop får han en sten, ved hjælp af hvilken han kan se sin elskede —; da det så er sket. ses. han af alle, tages og bindes og skal dræbes, men reddes af Marmorias søster. Partalopi rejser hjem og vil sulte sig ihjæl; imidlertid skal Marmoria tvinges til at tage sig en mand blandt de tapreste riddere. Partalopi drager af sted, overvinder alle, ægter Marmoria og bliver kejser. Det er klart at dette er Amor og Psyche-sagnet, blot omvendt. I øvrigt hører sagaen til de mest fantastiske. At originalen var anglo-normannisk, er utvivlsomt, ligeså, at oversætteren var norsk, men den nuværende tekst er meget ændret fra den oprindelige norske, hvad der bl. a. fremgår af en sammenligning mellem det gamle danske digt Personober og Konstantinobis, der beror på den norske oversættelse2). Teksten er på Island bleven udvidet og bearbejdet.



Noter:
1) Jfr. Kölbings afhandling i Germ. studien II (1875) og hans Ueber die nord. gestaltungen der Partonopeussage (1873); A. Trampe Bödtker: Parténopeus de Blois (Vidensk. Selsk. Skr.) 1904.
2) Jfr. Bödtkers afhdl.