FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Norsk litteratur. Ivens saga og Möttulssaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
6. afsnit. Norsk litteratur
§ 1. Romantiske sagaer og andre dermed beslægtede frembringelser


4. Ívenssaga og 5. Möttulssaga


4 - 5 er to sagaer, hørende til Artuscyklen, nemlig Ívenssaga og Möttulssaga.
Ivenssaga Artúskappa, »løveridderen« Ivens saga; den findes kun i isl. hdskrr. som Stockh. 6,4° — der overhovedet indeholder riddersagaer — , AM 489, 4° (def.)1); udg. af Kölbing i Riddarasögur (1872) og særskilt i Sagabibliothek VII (1898). Ved sagaens slutning hedder det, at kong Hakon »lod den oversætte fra fransk til norsk«. Originalen er Chrestiens Yvain eller Chevalier au lion, der skal være forfattet 1169. Det hdskr., sagaen er oversat efter, har været et godt hdskr., men er gået tabt. Stoffet er samlet fra forskellige sider og mange motiver er her knyttede sammen. Oversættelsen er noget yngre end Ljoðabók, ti der synes sigtet til denne i slutn. af kap. 7; jfr. Kölbings anmærkning.


------------------------


Möttulssaga er udgiven af G. Cederschiöld i Acta Univ. Lund. 1877 efter AM 598, 4° og Stockh. 6, 4° og fl., samt af G. Brynjúlfsson sammen med Tristramssaga 1878. Det er det bekendte digt om vidunderkappen, der kun kunde sidde fuldkommen godt på en kysk og fuldtro kvinde (elskerinde) og kunde altså bevise enhvers uskyldighed eller udyd. Alle damerne ved kong Artus' hof, dronningen ikke undtagen, må prøve den, og det viser sig da, at de alle er mer eller mindre utro, indtil der endelig findes en eneste hæderlig undtagelse. Æmnet er kildent, og de enkelte beskrivelser er da også holdte i en temmelig letfærdig tone, men det kan ikke nægtes, at det hele er meget morsomt, og man forstår, at sagaen blev yndet. Den er oversat fra »vælsk« efter »befaling af kong Hakon Hakonsson« (indledn.). Den franske original, aftrykt hos Cederschiöld, er, som sædvanlig, noget forkortet, men også enkelte steder noget udvidet. Herom henvises der til udgaven. Jfr. Skikkjurímur.


Noter:
1) Om håndskrifterne Tr. Bödtker i Beiträge XXXI. Ang. denne saga og de følgende kan henvises til Leach's bog kap. IX. Han mener, at de alle hidrører fra anglo-normanniske originaler.