FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Norsk litteratur. Strengleikar, Ljóðabók

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
6. afsnit. Norsk litteratur
§ 1. Romantiske sagaer og andre dermed beslægtede frembringelser


3. Strengleikar - Ljóðabók


Strengleikar, eller, rettere, Ljóðabók, må her, uagtet indholdet er meget afvigende, indskydes1). Det er en prosaisk oversættelse af en samling små sange, hvorfor Ljóðabók, Sangbogen, er det mest betegnende navn, jfr. fortalen; hver enkelt sang kaldes med forskellige navne: strengleikr, ljóðsöngr, strengleiksljóð, strengleikssaga — det bliver alt sammen til sidst dog en saga. Ifølge fortalen (jfr. s. 24) blev denne »sangbog« oversat på foranstaltning af kong Hakon, af hvem siges ikke, og den findes i et godt norsk håndskrift, nemlig det samme som Elissaga findes i (Delagard. 4—7), udg. af Unger og Keyser (1850). Håndskr. er ufuldstændigt, idet der mellem 7. og 8. sang mangler to blade (udg. s. 49), hvorved sangene om Tidorel og Chetovel bliver brudstykker, samt ét blad mellem 15. og 16. sang (udg. s. 68) i sangene om Legeren og Janval; endelig mangler slutningen (afbryder i Ricar den gamle). Desuden findes rester af 4 blade af samme hdskr. i AM 666 b, 4°, der indeholder brudstykker af to sange, en, der er ubestemmelig og ellers ukendt, og en om Grélent, der genfindes i fransk tekst.

Der fandtes i Bretagne (jfr. sangenes Bretland hit minna) en mængde oprindelig keltiske småsange2) mest om elskov og elskovssorg og kvide, hvis hovedpersoner var fyrster og fornemme folk. Disse sange var i reglen smukke og yndefulde; de blev sungne til lyden af forskellige instrumenter (deraf navnet »Strengelege«), og de blev udbredte ved omvandrende sangere; senere blev nye sange digtede både i Frankrig og England i lighed med de oprindelige. I det 12. årh. levede en fornem dame i England, Marie de France, som hun kaldes, under Henrik 2. Hun stammede vistnok fra Frankrig og antoges at have digtet eller på fransk gengivet en del bretonske sange, lais, som de hedder. Alle de bevarede lais stammer ganske vist ikke fra hende, dertil er de indbyrdes for ulige i stil, sprog og rim. Til Norge er der bleven bragt en ret stor samling af lais. Der haves endnu følgende sange: Guiamars ljóð, Eskju ljóð, Equitans ljóð, Bisclarets ljóð, Laustiks lj., Desire lj., Tidorels lj. (kun beg.), Chetovels lj., Douns lj., Tveggja elskanda lj., Guruns lj., Miluns lj., Geitarlauf, Strandar lj., Leikara lj. (kun beg.), Janvals lj., Jonets lj., Naboreis lj., Ricar hinn gamli, . . ., Grélentz saga. Guruns ljóð, Strandar ljóð og sangen om Rikar den gamle er ellers ukendte og findes kun i denne norske oversættelse. Om denne hedder det træffende i fortalen s. XIV: »Den norske oversættelse, som sådan betragtet, er i det hele taget meget god. Sammenligner man den med originalen, vil man finde den fri, undertiden forøgende, endnu oftere forkortende, men på få undtagelser nær . . . nøjagtig i at gengive sin originals mening . . . Originalens sirlighed er heldig gengiven og vel vedligeholdt«. Meissner har meget udførlig og grundig gennemgået oversættelsen og sammenlignet den med originalerne. Han påviser forskellige udvidelser og tilføjelser, på den anden side også forkortelser og omstillinger m. m. Det her sagte gælder alle sangene i det hele og store. Dog indtager Equitanssangen og Milunssangen en særstilling, idet den første er udvidet med hele to kapitler (12-13), der er oversætterens eget makværk med religiøst-moraliserende betragtninger over begærlighed og uretfærdighed under henvisning til Job, Abraham og Lazarus, samt med et citat på latin fra Augustinus og fl. Dette tillæg, der begrundes ved indholdets umoralske art, betegnes udtrykkelig som sådant. Milunssangen er ualmindelig stærkt forkortet (jfr. Biblioth. Normannica III, s. IX). Af originale håndskrifter er det Londonerhdskr., der står den oldnorske tekst nærmest. Det er muligt, at oversætteren er abbed Robert: stilen minder om Elissagas. Der er fuldt op af forlydsrim3).

I en særlig fortale gør oversætteren nogle bemærkninger om, hvorfor han har ment det hensigtsmæssigt at overføre disse sange; grunden er deres moraliserende art, og han tilføjer, at det er kong Hakon, der har opfordret ham dertil4). Så følger den originale fortale, og derefter de enkelte sange. Bortset fra de nævnte afvigelser er oversættelsen temmelig ordret. Meissner påviser, at oversætteren har stræbt efter at give den et nordisk præg. Enkelte misforståelser findes, hvorom der kan henvises til udgivernes anmærkninger5) Enkelte som Desireljóð indeholder flere sådanne fejl end de andre; kan man da tænke på en anden oversætter?

Æmnet i så godt som alle disse sange er romantisk-ridderlig, ulykkelig elskov. Som oftest er elskeren en ridder, der bliver genelsket af en gift dame; der fortælles da om de farer, de må underkaste sig, og den straf, de endelig må lide. Denne straf fremtræder på forskellig måde; særlig kraftig er den i Equitanssangen, hvor den elskende konge omkommer i et kogende bad, der egenlig var tiltænkt den elskede frues mand, hvorpå denne kaster sin utro hustru i det samme kar, hvor hun også lader sit liv. Hovedpersonen kan være en ulykkelig ung dame, der holdes indespærret i et tårn af en gammel skinsyg ægteherre; hun elskes af en ridder, der besøger hende i falkeham, men må lade sit liv, såret til døde af de jærnpigge, ægteherren, efter at hemmeligheden er opdaget, lader anbringe i det vindue, ridderen flyver igennem, men han hævnes af hans og hendes søn. Det forekommer også, at en dronning vil lokke en ridder til elskov uden at formå det. I enkelte tilfælde er det en ugift jomfru, der elskes, og da i et par tilfælde en fe. En af de smukkeste af sangene, — også ifølge oversætterens egen mening — , er sangen om »De to elskende«; den handler om ynglingen, der, for at vinde den elskede, en ung, fin og skær kongedatter, skal bære hende op på toppen af et fjæld. Han gør det, men udånder straks efter, fordi han i sin fyrige utålmodighed og glade henrykkelse undlader at nyde en styrkedrik, hans elskede holder i hånden. Så dør også hun, overvældet af sorg. Det er i virkeligheden den reneste af alle sangene, som man læser med ublandet fornøjelse. Af en lignende art er den ufuldstændige sang, der findes i Anhanget.

Som det var at vænte, er der ligheder tilstede mellem flere af sangene, og et og det samme motiv forekommer flere gange. Således er Dounsljóð og Milunsljóð meget nærbeslægtede; ligeledes Grélentslj. og Lanvalslj. (Jan-). Enestående er den korte sang om Naboreis. Det er kun en anekdote om en vittighed af en gift, pragtsyg frue om hendes mand, der er misfornøjet med hendes ødselhed, men i oversættelsen er vittigheden uforståelig. Også Bisclaretsangen er for så vidt mærkelig, som dens hovedperson, en gift ridder, visse dage forvandles til en bisclaret ɔ: varulv; da hans hustru, der elsker en anden, har fået lokket hemmeligheden ud af ham, stjæler hun hans klæder, hvorefter han i lange tider må forblive i varulve-skikkelsen, indtil det endelig lykkes ham at komme fri og hævne sig. Kun af ringe indhold er Strandsangen. Endelig kan nævnes den nydelige Nattergalesang (Laustik): En ridderfrue står ofte op om natten og går hen til vinduet for, som hun siger, at høre på nattergalen, i virkeligheden for at se på sin elsker; ægteherren fanger nattergalen, slår den brutalt ihjæl og kaster den mod hendes bryst.

I det hele er ridderlighedens fine duft udbredt over disse sange, uagtet det for det meste er lette sæder og sanselig elskov, det drejer sig om. Der er deri en sarthed, og på sin vis, en renhed og inderlighed, der virker betagende. Denne tone er godt eftergjort i oversættelsen. — På Island har disse sange aldrig været kendte; det lille brudstykke er i så henseende uden betydning.



Noter:
1) Meissners fortræffelige bog: Die Strengleikar 1902; Leach' bog kap. VIII.
2) Herom kan der henvises til A. Ahlstrøms dygtige afhandling: Studier i den fornfranska lais-litteraturen Upsala 1892.
3) Jfr. Meissner s. 208 ff.
4) At oversætteren har haft én bog at oversætte efter må betragtes som utvivlsomt. Hans ord i fortalen, som Meissner henviser til (s. 199 anm.), har næppe nogen betydning på det punkt.
5) Jfr. Meissner s. 290 ff.