FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Norsk litteratur. Tristramssaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
6. afsnit. Norsk litteratur
§ 1. Romantiske sagaer og andre dermed beslægtede frembringelser


1. Tristramssaga


Tristramssaga. Denne findes i to bearbejdelser eller former; den længste i AM 543, 4°, en papirsafskrift efter en skindbog, hvoraf der haves 3 blade i AM 567, XXII, 4°, udg. af E. Kölbing 1878 og G. Brynjúlfsson, den kortere i AM 489, 4°, udg. i Annaler f. nord. oldkh. 1851. Denne sidste er imidlertid en helt ny saga, lavet efter en meget mangelfuld erindring om den ægte tekst tildels med en ganske ny personliste. Den er i denne sammenhæng uden al betydning. Den ægte saga viser sig at være en ualmindelig god, dog, især mod slutningen, stærkt forkortet oversættelse af en fransk original, hvoraf kun et brudstykke haves. Den tillægges en Thomas (12. årh.), der af den tyske bearbejder, digteren Gottfried af Strassburg, kaldes Thomas af Bretagne, om hvis liv der i øvrigt så godt som intet vides, også det oldengelske digt om Tristram stammer fra den samme Thomas. Herom kan der navnlig henvises til den fortrinlige indledning i Kölbings udgave. Af den vidtløftige litteratur kan der henvises til W. Golthers afhandling i Zeits. f. franz. spr. u. litt. XXII1). - Tristramsagnene er oprindelig keltiske uden dog at høre til Artusdigtningen; til denne findes der ikke i sagaen nogen virkelig tilknytning. Det er hovedsagelig en historie om en utilladelig, ved trylledrik fremkommen elskov mellem den unge Tristram hvis rette navn skulde være Tristam — og den skønne kongedatter, Isolde (Isönd, Isodd), et æmne, der var særdeles yndet og udbredt. I den form, som det har fået hos Thomas og som det har i den norske i det hele meget tro, dog noget forkortede oversættelse, er det meget lidet tiltalende behandlet, ja, undertiden bliver fremstillingen lav og plat. Det kønneste deri er slutningen om bægge hovedpersonernes død. Der er fuldt op af ridderlige handlinger, vældige stridigheder, drab og kampe, bl. a. med jætter, dog ikke fuldt så latterlig fantastiske som så ofte ellers. Sproget og teksten er sikkert noget ændret, navnlig det første, da sagaen kun findes i en sen afskrift. Overskriften giver os denne værdifulde og for årstallets vedkommende enestående oplysning, at sagaen i året 1226 »efter kong Hakons bud blev oversat af broder Robert«. Der er vel næppe nogen grund til at betvivle rigtigheden heraf. Denne Robert — der mulig har været en Englænder — må antages at have opholdt sig allerede længe i Norge inden oversættelsen foretoges. Hørte han måske til Hovedøens kloster?2)


Noter:
1) C. Rosenbergs dom over disse frembringelser (Nordb. Aandsliv II, 534—35) er i det hele træffende.
2) Jfr. i det hele taget Kr. Nyrop: Oldfransk heltedigtning 1883; Suchier u. Birch-Hirschfeld: Gesch. der franz. litteratur.