FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Olaf den helliges saga, ældste saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§ 11. Islandske konge- og jarlesagaer før Snorre m. m.


2. Olaf d. helliges saga, Ældste saga


Olaf d. helliges saga, Ældste saga og den såkaldte legendariske saga. Det er G. Storm, der har bevist tilværelsen af en saga om Olaf d. hellige, der skal stamme fra det 12. årh. P. A. Munch havde i øvrigt udtalt, at en saga, netop den legendariske (jfr. herom nedenfor), stammede fra det nævnte århundred. Ved hjælp af nogle membranstykker af fortrinlig ælde, nemlig fra lidt for midten af det 13. årh., er det lykkedes at påvise et værk, der med føje kan kaldes den ældste saga om kong Olaf. Disse brudstykker findes i det norske rigsarkiv og er sammen med et par blade af et yngre isl. håndskrift, AM 325, IV a, 4° fra o. 1350, udgivne i faksimiler under titlen: Otte brudstykker af den ældste saga om Olav den hellige, Kristiania 1893. Dette sagaværk er det, der delvis genfindes i den såkaldte legendariske saga om Olaf1), og er nærbeslægtet med den, der er knyttet til Styrme d. frodes navn; dennes forhold til leg. saga vil imidlertid ikke her blive behandlet2).

De nævnte brudstykker svarer, som G. Storm har vist, til dele af den leg. saga ɔ: kap. 62 slutn. (om skjaldene). 48 sidste halvdel, 49, 50 beg. (man mærke ordningens forskellighed), 58, 59 første halvdel, 61 slutn., 62 beg., 63 slutn., 64 beg., 65 midterste del, 66 sidste halvdel, 67 beg. og midterste del, 68 slutn., 69 beg., 71 et lille stykke (s. 55.9 -11) + 75 beg. og slutn. + 76 beg. Hertil kommer så brudstykkerne fra det 14. årh., der har dele af kapp. 100-1, 104-5, 119, 118, 109, 122 (i denne rækkefølge). Vi ser altså, at indholdets rækkefølge, for så vidt den kan kontrolleres, har for de første blades vedkommende været den samme som i den leg. saga, undtagen for så vidt som historien om skjaldene har stået tidligere i Ældste saga (Æ. s.) end i leg. Ved en sammenligning med leg. s. har Storm påvist, at Æ. s. ikke kan have haft forskellige stykker, der nu findes i leg., først og fremmest ikke k. 72-4, der handler om Olafs halvæventyrlige rejse til lands, der tildels er en gentagelse af hans tidligere Gudbrandsdalsrejse; k. 75 danner en direkte fortsættelse af k. 71 (med fradrag af dettes slutning om de to Torleif’er); i Fsk. haves intet, svarende til de nævnte kapitler. Hertil slutter sig k. 33-9 om Gudbrandsdalens kristning; disses indhold antydes heller ikke i Fsk. At de er indskud er allerede deraf klart, at de mangler den nødvendige indledning, der findes hos Snorre og som kap. 33 forudsætter (»kommen til Loar«). K. 40 danner også en umiddelbar fortsættelse af 32. Desuden er der enkelte mindre stykker, der ikke har stået i Æ. s. (et par linjer i k. 20, øverst s. 16 i udg., slutn. af k. 46 om Olaf d. svenskes giftermål og børn, k. 53-5 om Egill og Tofe, et stykke i k. 89, drømmesynet i Værdalen). Endelig antager Storm, at Æ. s. har sluttet med leg. k. 101 (jfr. Fsk.). Alt dette er for det meste rigtigt. Om enkeltheder kan der være tvivl.

Men hører da, må man spørge, alt det øvrige i leg. så godt sammen, at det i alt væsenligt tør antages at repræsentere Æ. s.? De anførte, åbenbare indskud vidner jo om en ikke ubetydelig bearbejdervirksomhed; det ligger da nær at prøve leg. s. endnu skarpere, så meget mere, som den lider af usædvanlig store kompositionsfejl, hvad man ved første blik opdager. At forklare disse deraf, at sagaen tilhører de ældste frembringelser og at den derfor skulde være mindre godt affattet, vilde være overilet, eftersom man ingen hjemmel har til at antage en mindre fuldkommen form for de ældre eller ældste sagaer; er ikke f. ex. Ares bog et fuldendt mesterværk i formel henseende? Erik Oddssons værk synes at have været fortrinlig ordnet og dygtig komponeret. Ganske vist har Odds Olafssaga haft forskellige mangler, men i det hele og store har vi kun grund til at forudsætte en rationel komposition, hvorimod det, når vi atter og atter støder på fejl i så henseende, kan bevises, at de beror på senere omkalfatringer, bearbejdelser og indskud.


Der er nu meget i den leg. s., der viser, at den, bortset fra de nævnte indskud, umulig kan stamme fra én forfatter, noget K. Maurer også på flere punkter har påvist. Tillægget, ɔ: k. 102 ff., om miraklerne vedkommer os ikke videre her; deres ordning har Maurer træffende belyst; her er k. 108 identisk med 115 (!). k. 107 er vistnok identisk med 119, skønt uligheden her var stor nok til, at en ukritisk samler kunde antage indholdet for at være væsensforskelligt. I de to blade fra 14. årh. er ordningen en anden. — Hvad så selve sagaen angår, er der meget at bemærke.
For det første er stykket om Sigrid storråde som rådende for Götland i k. 1 efter al sandsynlighed et indskud, og hertil slutter sig k. 2-4, hvor k. 2 begynder med den i sammenhængen ganske umulige tidsbestemmelse: »men da rådede osv.«; derimod danner k. 5 en sagamæssig, og vistnok den oprindelige3) fortsættelse af den første del af k. 1. K. 15-16, der handler om Olafs færd i Sverrig i en umulig kronologisk historisk sammenhæng, er et indskud af én, der kendte en fortælling om Olafs ophold i Sverrig, men indsatte den på et galt sted, hvorfor han bagefter blev nødt til at lade Olaf fra Vesten drage til Sverrig og herfra igen til England4). K. 19 (÷ slutn.) er ligeledes vistnok et indskud; det handler om Olaf og en hellig eneboer; denne historie kendes fra Olaf Tryggvasons saga, men her er den bleven overført på Olaf d. hellige, ligesom fortællingen om Olaf Tryggvason og Einar tambeskælve på Ormen i k. 27 her henføres til Olaf d. hellige (jfr. Tjodrek k. 15); at der her foreligger et indskud, ses tydelig af, at den sætning, der allerede fandtes i slutn. af k. 18, genfindes (ved en nu nødvendig gentagelse) i slutningen af kap. 19. Kap. 30 indeholder en beskrivelse af Olaf d. hellige, der for det meste består af lutter tillægsord, der parvis rimer med hinanden. Begyndelsen, der er klassisk, genfindes i Ágrip k. 22, men resten er et ungt fabrikat, der uden tvivl hidrører fra Styrme; det er et værdigt sidestykke til beskrivelsen af Sverre og Sigurd i Flatøbogens Sverrissaga, og Styrme var en af denne sagas »bearbejdere«5). K. 46, den enestående og ganske uhistoriske fremstilling af Astrids færd overfor kong Olaf, hvorledes hun tilbyder sig selv til hustru, er helt og holdent, og ikke blot dets slutning, et yngre tillæg. I originalen har der uden tvivl stået en kort historisk bemærkning om giftermålet med Astrid (og Magnus d. godes fødsel), der er fjærnet og erstattet (af en Nordmand?) med sagaens (jfr. fremstillingen i Fsk. i k. 96-7). Ligeledes er k. 47 (÷ slutningen) en interpolation. Det er den første meddelelse om Knud d. stores krav på Norge og sendelse af »hans kæreste mand Sigurd« for at opkræve skat i forbindelse med den opfundne fortælling om de 3 ting i forskellige landsdele, kong Olaf lader holde i anledning af Knuds krav. Kapitlets slutning genfindes i Fsk. k. 98. Den egenlige og eneste ægte fremstilling af Knuds forhold til Olaf begynder åbenbart i k. 64. Begyndelsen af k. 47 viser bedst, hvor hovedkulds det hele kommer. Den Sigurd, der her nævnes, er vistnok den ellers fra Heimskringla og andre bearbejdelser kendte (danske) biskop Sigurd6). K. 53-5 er, som Storm mente, et indskud (Egill og Tofe). Det er muligt, at der her har stået i Æ. s. en (kort) beretning om Egill og Tofe, da de nævnes blandt dem, der fulgte kong Olaf til Rusland. Istedenfor denne er da hele denne vidtløftige fortælling indsat. Jfr. Nordals bemærkning (s. 66). Indskudet her bør udstrækkes til også at omfatte k. 56, en legende om en vis Sigurd og en troldkvinde af den ubetydeligste art, og som, vel at mærke, intet har med sagaen i dens helhed at gøre. Også ordet brakún er mistænkeligt, samt den omstændighed, at Alfifa indføres som dronning i Danmark (således må det sikkert opfattes). I k. 71 findes to fremstillinger (dubletter) af et og det samme, tildels med samme ord; i slutningen af dette kapitel findes desuden den lille interpolation om de to Torleif’er. De to følgende kapitler har, som Storm har vist, ikke stået i Æ. s. I k. 80 hedder det, at efterat Hakon jarl var død, var landet »uden høvding« (ɔ: styrer), og dog er der i k. 77 blevet fortalt om, at kong Knud havde sat Svend og Alfifa til at styre landet; hertil knyttes så meddelelsen om de ny hårde love, de indførte. Ganske vist betegner dette ikke nogen egenlig modsigelse, men en sådan antecipation er dog ikke sagamæssig. K. 79 (jærtegnet i Rusland) ser ud til at være et indskud. Derpå tyder det enn, der står i kapitlets begyndelse; man væntede noget andet i det foregående end hvad der læses i leg. s. (jfr. Snorre)7). I de følgende kapitler, 80-6 (Olafs tog til Norge), findes mange urimeligheder og åbenbare sagnkombinationer, der umulig kan stamme fra den oprindelige forfatter8). Nederst s. 61 er der allerede talt om Olafs ankomst til Helsingland, hvorfra han kommer til kong Anund; så, i k. 82 (s. 63), er der atter tale om hans ankomst til Helsingland; bemærkningen herom på sidste sted er i sin orden; men hvad der knyttes til den (Kalf Arnasons umulige møde med Olaf) er et yngre tillæg; en dublet dertil findes da også senere, k. 90 slutn. I øvrigt er det vanskeligt, her at udskille alt, hvad der senere kan være tilføjet, men rimeligvis hører hertil også endel af k. 80 (slutningen, hvor fremstillingen tydelig er forkortet, så at det hele bliver uforståeligt; i Flat. er fremstillingen fuldstændig), k. 83-4 (forvirret fremstilling om Torgeir a Solom — Tormod — legenden om vandets forvandling til vin), sikkert også k. 85 om Rut af Viggja og hans drab; han forudsættes endnu som levende i k. 89, ligesom samme historie genfindes i k. 90 (Gizur og slagár; dette fandtes hos Styrme ifølge Flat.). Både i k. 92 og 93 omtales Björn stallers død. I k. 91 slutn. findes 3 vers under Tormods navn, hvoraf 2 ellers tillægges andre skjalde; også her foreligger der et indskud, da disse vers her ingen sammenhæng har med det foregående. Rimeligvis er der også forskellige vers og meddelelser om Tormod her optagne fra yngre bearbejdelser af Fostbr. Maurer har slående påvist forskellige kombinationer og kejtede bearbejdelser af den ældre tekst (særlig i k. 91). Endelig meddeles jærtegnet med den blinde mand to gange i samme kap. (100; s. 74)9).


Af alt det således fremførte er det ganske klart, at leg. s. er stærkt bearbejdet i forskellige retninger. I hovedsagen grunder den sig på Æ. s., men dennes tekst er stærkt interpoleret; på den anden side er den også bleven forkortet på sine steder, kapitler og stykker en del omstillede. Endelig har den norske (?) afskriver på flere måder fordærvet sin original, dels ved udeladelser og overspringelser, dels ved forkortelser, dels ved kritikløs optagelse af yngre legender og dubletter, som han ikke har ævnet på en blot tålelig, fornuftmæssig måde at sammenarbejde med det øvrige10). Der er således vistnok her tale om flere bearbejdere, den ene efter den anden, og resultatet er blevet derefter, en yderlig slet saga-redaktion, en af de dårligste og holdningsløseste, der overhovedet eksisterer. Personkarakteristik, tidsregning og overhovedet ethvert godt sagaprincip er forladt eller udvisket. I sin bog har S. Nordal udførlig behandlet hele spørsmålet om forholdet imellem Æ. s., leg. s. og Styrmer. Dennes bearbejdelse af Olafssagaen genfindes ikke uforandret i leg. s., hvad man allerede kan se deraf, at de »articuli« af Styrmers saga, som findes optagne i Flat. III, ikke alle genfindes i leg. s.; således mangler her 1., 4., 5. første halvdel, 8., 10., samt et par stykker til; desuden findes nogle afvigelser i de fælles stykker. Nordal er kommet til det meget sandsynlige resultat, at Styrmers saga om Olaf og leg. s. ikke går direkte tilbage til Æ. s., men beror på et mellemled, der har indeholdt en bearbejdelse af Æ. s.

Det er kun et højst ufuldkomment billede, vi får af Æ. s., hvis ordning sikkert har været ret god og sagamæssig, og hvis oprindelige form vi snarest skulde lære at kende ved de andre bearbejdelser af Olaf d. helliges saga, som går tilbage til den; men også dette er meget vanskeligt, eftersom disse bearbejdelser dels forkorter teksten i høj grad (Ágr., Fsk.), dels udvider den endnu stærkere (Hkr.); den oprindelige forfatters mål og med og historiske blik må vi vistnok opgive at søge efter. Men en almindelig helgensaga var den ikke. Følgende betragtninger kan gøres gældende. Den Æ. s. berode på den gamle tradition11) og skjaldevers (og de dertil knyttede sagn) med udelukkelse af legender (men ikke jærtegn) og senere opfundne sagn, men ikke af anekdotemæssige små fortællinger (f. ex. den om skjaldene). Forf., der uden tvivl var en Islænder og gejstlig12), fremtræder med en bemærkning som »som jeg omtalte før« (jfr. »som jeg nu vil opregne« s. 11; jfr. leg. s. 28), aldeles i Ares og Erik Oddssons stil. Som disse har han også på sin måde været kritisk; s. 8 ytrer han, at han kunde fortælle mangt og meget om kong Olaf, medens han herskede over landet, men på grund af mangel på »antagelige — pålidelige — vidnesbyrd« vil han ikke optegne sådanne uhjemlede sagn. »Forfatterens hele måde at ræsonnere på i forbindelse med hans fremtrædende interesse for kong Olavs verdslige virksomhed viser, at han har været en mand med politisk forståelse og med udviklet selvstændig dømmekraft«, siger A. O. Johnsen. Sagaen er forfattet omkr. 1160-80, men de bevarede brudstykker gengiver ikke originalen ganske uforandret; den oversigt, der findes s. 10 og som ikke findes i leg. s., turde været et tydeligt bevis herfor.



Noter:
1) Sidst og bedst udgiven af A. O. Johnsen 1922.
2) Ang. Olafssagaen kan henvises til Maurer: Die ausdrüeke, anm. 17-19, og fremfor alt til S. Nordal: Om Olaf den helliges saga (1914), A. O. Johnsen i Edda 1916.
3) Betegnende nok hedder det her, at »nogle siger, at Sigrid rådede for Götland«. S. Nordal har en afvigende mening om enkeltheder, men erklærer det for vanskeligt at afgøre, om der er tale om et større indskud eller kun nogen bearbejdervirksomhed.
4) Hvad Nordal herom bemærker (s. 61) er lidet overbevisende.
5) Nordal er, ang. dette kapitel, af modsat mening. At den stil, der her findes anvendt, ikke er Æ. sagas, forekommer dog ret uomtvisteligt.
6) Dette må fastholdes overfor Nordals bemærkninger s. 65.
7) Det må overfor Nordal indrømmes, at dette enn ikke behøver at tyde på tidligere omtale af jærtegn, men det kommer i leg. s. meget uvæntet i belysning af det lige foranstående.
8 ) Jfr. hermed Nordal s. 67-68.
9) Hvor nøje en forbindelse, der trods alt består imellem Æ. s. og leg. s., viser den sidstes misforståelse eller fejllæsning af aflit Svia (s. 9.7), som i leg. gengives ved ofliði Svia, hvorved meningen bliver lige den modsatte af hvad der skulde stå; jfr. Maurer herom. — Nordal har søgt at gjøre det sandsynligt, at leg. s. også har optaget stykker fra Ágrip. Dette er muligt, uden at det er nødvendigt deraf at drage den slutning, at Ágrip ikke har benyttet Æ. s. (s. 37).
10) Det her fremsatte falder for det meste sammen med Nordals formulering s. 55 ff.
11) Se f. ex. s. 18, 19, 67, 70 i leg. osv.
12) G. Storm s. 23.