FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Om ældre tider:

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§17. Sagaværker efter Snorre og Sturla til 1300.
A. Sagaer om islandske personer.

I. Sagaer om ældre tider


De her i betragtning kommende sagaer falder i to dele: I den verdslige, II den gejstlige historie. En undersøgelse heraf vil vise, at der her er tale om en dobbelt virksomhed, en original sagaskrivning, en ligefrem fortsættelse af den gamle, og en bearbejdervirksomhed. Af originale værker er der i det hele kun få. Så meget mere omfangsrig og dybt indgående er den anden virksomhed, der består dels i at udvide, dels i at sammenarbejde ældre og yngre værker, således som der i det foregående er givet adskillige prøver på. Så godt som alle de ældre sagaer har været genstand for denne behandling af en mere eller mindre grundig art. I enkelte tilfælde (som f. ex. Njála og Sturlunga-saml.) er der tildels tale om et virkeligt åndeligt arbejde, der viser den levende historiske interesse og usvækkede virkelyst. Skønt der altså kun er tale om en epigonvirksomhed, og skønt de ældre værker tit og mange gange er blevne mishandlede — til stort besvær for litteraturforskeren — , er denne virksomhed dog ikke uden fortjænester; endel af værdi er derved blevet bevaret, men den kritiske sans er i en betænkelig grad svækket og ligesom affældig. Det er lysten til at samle, til at anlægge store samlinger, helst i ét hele, der allerede nu er tidens kendetegn. Men til alle tider har en sådan samlelyst og mangel på kritisk sans været tvillinger. På Island gik bægge dele endnu videre, til en yderlighed, i det 14. årh. og de følgende tider, ja helt ned til vore dage. Allerede nu møder man helt eller halvt opdigtede sagaþættir eller sådanne, hvor den historiske kærne er ved at visne.

Uagtet sagaformen stadig bevares, er der dog en umiskendelig forskel tilstede både i stil og fremstilling. Denne bliver ligesom bredere, mindre fornem, mere almueagtig. Den tidligere ophøjethed og klassiske simpelhed forsvinder efterhånden. På en tilsvarende måde ændres stilen. Ord, der ikke brugtes før, kommer nu i brug; retoriske assonanser og lign. får, vistnok tildels på grund af skoleundervisningen, indpas og giver fremstillingen undertiden et anstrøg af svulst og veltalenhed, der ikke klæder.

Alt dette er i øvrigt en naturlig og uundgåelig følge af de ændrede tids- og kulturtilstande. I så henseende må heller ikke glemmes det bekendtskab, Islænderne i det 13. årh. gjorde med den fremmede fransk-engelske litteratur, der kom i mode ved kong Hakon d. gamles hof og ved hans bestræbelser. Indflydelse herfra både i sprog og tildels indhold er umiskendelig.


I. Sagaer om ældre tider (10. — 11. årh.).
Her kommer nogle få sagaer i betragtning, der kan henføres til de forskellige grupper (se foran). - Til første gruppe hører følgende: