FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Prestssaga Guðmundar Arasonar

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
III. Sagaer vedrørende den isl. kirke og de isl. biskopper, Biskupasögur.



4. Prestssaga Guðmundar Arasonar.


Denne findes for det første i Sturlungasagaen, samt sammen med sin fortsættelse (biskopssagaen) i den så kaldte codex Resenianus, AM 399, 4°, der dog har lakuner; disse kan delvis udfyldes efter afskriften i AM 394, 4°; det hele er udgivet i Biskupasögur I. Præstesagaen udgør her de første 50 kapitler.

Dens indhold er Gudmund Arason, den senere Hólar- biskops, lævned fra fødselen af (1161) til 1202, da han i Norge viedes til biskop. Der fortælles meget nøjagtig år for år, hvor han opholdt sig, hvad der vederfaredes ham, og hvad han foretog sig. Der fortælles desuden i begyndelsen temlig udførlig om hans fader Are, der faldt i slaget ved Rydjökel 1167, samt, hvad der er mere uvedkommende, om dennes brødre, særlig Ingimund. Der fortælles overhovedet hist og her en del, der slet ikke vedkommer sagaen som sådan. Hertil kan dog ikke regnes de af forf. anførte begivenheder, der forefaldt i hvert af Gudmunds leveår. Disse er tilføjede som kronologiske holdepunkter som vigtige dele af sagaens skelet. Disse kronologiske stykker er af stor vigtighed; det er nemlig annalistiske optegnelser, der for en stor del genfindes i de isl. annaler, men som dog ikke er udskrevne af nogen eksisterende annalsamling. De er vistnok bestanddele af sagaen fra først af.

Der fortælles vidt og bredt om Gudmunds rejser omkring i landet og hans færd, samt hans undergærninger, særlig hans indvielse af kilder, søer, klipper og lign. Et par processer omtales. I og for sig kan dette indhold ikke siges at frembyde meget af almindelig interesse; i virkeligheden er det noget af det tyndeste, når der ses hen til egenlige handlinger og betydende kendsgærninger. Imidlertid får vi dog ikke få vidnesbyrd om Gudmunds personlige egenskaber; vi ser, hvor hurtig der dannede sig hos den lettroende almue en tro på mirakler, skønt der på den anden side var mange, der spottede den og Gudmund, og vi ser, hvorledes den unge, noget eksalterede mand selv trode på sine under-ævner. Vi bliver vidner til et omslag hos folket og får et indblik i den religiøse gæringstid, der er ved at begynde omkring år 1200. For så vidt er sagaen ikke uden interesse.

Da alt fortælles i en strængt kronologisk orden, var det uundgåligt, at der undertiden lige efter hinanden følger meddelelser af vidt forskellig art, ja, der forekommer således ofte den løjerligste blanding, som f. ex. i k. 23, hvor der, efter en i øvrigt ret køn fortælling om Gudmund og en ihjælfrossen dreng, fortsættes med en kort beretning om to hunde, der sloges så voldsomt, at de ikke var til at jage fra hinanden, inden Gudmund læste velsignelsen over dem og befalede dem i den treenige guds navn at holde op; da først luskede de af (!). Sådanne skrækkelige banaliteter findes der flere steder. Enkelte episoder er ret interessante, f. ex. den om den bogelskende Ingimund og hans skæbne; det er et smukt indtryk, vi får af denne mand, der elskede sin bogkiste fremfor alt. Enkelte kapitler er godt fortalte som det om Gudmunds første udenlandsrejse og benbrud (k. 8; her fortælles også bl. a. en morsom historie om skibsfolkene, der ikke kendte det højeste navn på gud).

Forf. er overordenlig nøje kendt med Gudmunds hele liv, lige til de ubetydeligste detaljer; han må have været en af hans allernærmeste venner eller tjænere; han har endogså kendt og haft adgang til Gudmunds breve, hvoraf nogle til og fra ham findes (k. 46-7). G. Vigfússon har gættet på, at forf. var Gudmunds degn, Lambkárr Þorgilsson, der blev hans discipel 1200, og som (k. 33) udtrykkelig siges at have været øjenvidne til mange i sagaen meddelte ting (jfr. Bisk. I, 565). I ethvert tilfælde er det højst rimeligt, at meget af sagaen stammer fra ham, men hvorvidt det tør fastslås, at han er forf., er og bliver tvivlsomt. Foruden på forf.s egen viden beror sagaens indhold på andre øjenvidners og venners udsagn1).

Sagaen er først forfattet efter 1207, ja 1212, eftersom der i k. 17 siges, at Ingimunds lig fandtes 18 år, efter at han forliste (1189), og der i k. 12 henvises til Helge, der senere var biskop i Grønland (ɔ: 1212-30). Desværre er der intet holdepunkt m.h.t. grænsen nedad i tiden. G. Vigfússon antog, at sagaen var forfattet c. 1212—20. Herimod har B. M. Ólsen udtalt sig2); han mener, at »Lambkárr« først har skrevet den efter Gudmunds død, ja efter 1242, da han levede hos Sturla þórðarson på Staðarhóll; han vilde her skrive Gudmunds hele saga, men skal være død (1249) fra det, hvorpå bispesagaen senere forfattedes, dog ved hjælp af Lambkárs optegnelser. Denne antagelse er imidlertid langt fra støttet ved sikre holdepunkter, og den står og falder med degnen som den hypotetiske forfatter. For den, der ikke tør bygge på disse formodninger, ligger den antagelse nær, at sagaen må være skreven så nær ved 1202 som muligt, dette på grund af sagaens nøjagtige indhold og dettes forhold til samtidige i den sidste halvdel af det 12. årh.; altså måtte man snarest slutte sig til G. Vigfússons mening. På den anden side udelukker dette ikke, at Lambkárr kan være forf.

Anm. Hvad de to hovedhdskrr., Resen, og Sturlungahdskr., hvori sagaen findes, angår, skal her bemærkes, at den i ingen af dem er bevaret i den fuldt ud oprindelige form. Dog er denne ægtest i Resen. Alligevel findes her nogle stykker, der umulig kan stamme fra forf. selv, nemlig k. 31, 39 (÷ slutningen), 43 slutn., 44 første halvdel, samt endelig det meste af kap. 49 om rejsen til Norge. De 4 første indskud genfindes i den egenlige Sturlunga, det sidste er lånt fra Hrafnssaga3). I Sturlunga er teksten, så vidt den når, så at sige ordret stemmende med Resen, med undtagelse af, at den enkelte steder er noget forkortet, samt at alle mirakler systematisk er udeladte undtagen i den senere del af sagaen. Kun ganske enkelte plus-bemærkninger findes i Sturl.; således et lille stykke i k. 15 (s. 108). At der her foreligger en redaktørs bearbejdelse ses på det klareste bl.a. deraf, at begyndelsen til kap. 20 er en blot og bar gentagelse af slutningen af kap. 19. Sagaens slutning er i Sturl. langt kortere end i Resen., der her har optaget et stykke fra Hrafnss. Desuden er der enkelte reelle afvigelser. Således lader Sturl. Gudmund og Hrafn allerede i Syderøerne erfare kong Sverres død; om denne fejl stammer fra den egenlige forf. er usikkert; rimeligere forekommer det mig at være, at det er Sturl. -samlerens fejl, der har forkortet sagaens slutning og derved er kommen til at begå fejlen. Den oprindelige tekst er det vistnok forholdsvis let at udfinde ved en nøjagtig sammenligning af bægge hdskrr.



Noter:
1) Hertil henvises (s. 412) i k. 3 om stenene, der brugtes i kampen på altinget 1164 (»sandkyndige mænd«); i Sturl. I, 91 nævnes en Þorkell hage angående Rydjökelslaget, men denne henvisning er udeladt i Bisk.

2) Safn osv. III, 225.

3) Jfr. herom B. M. Ólsen: Safn osv. III, 226 ff.