FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Rómverjasaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§19. Oversatte sagaer
A. Verdslige sagaer


2. Rómverjasaga


2. Rómverjasaga (el. sögur1) ), en saga om Romerne, findes i brudstykker i AM 595 a-b, 4°, 225, 226 fol. Udg. i 44 Prøver s. 108—380; R. Meissner har udgivet sagaen efter 595 (1910), d. v. s. de sammenhørende brudstykker, der af K. Gislason betegnedes med A—I. Hvad der her foreligger som ét værk, er en sammenstøbning af forskellige kilder, nemlig Sallusts skrifter om krigen med Jugurtha, Katilinas sammensværgelse og Lukans store digt Pharsalia om borgerkrigen. Oversættelsen i 595 (A—I) udgør den oprindelige oversættelse, der kan kaldes ordret. Derimod er den, der findes i 225 og 226 (og fl.) kun en ofte meget stærkt forkortet bearbejdelse af den første; dette hindrer ikke, at den på enkelte steder kan have en mere ægte tekst2). Den sidste del af sagaen, om borgerkrigen mellem Cæsar og Pompejus, er en kort og meget fri gengivelse af Lukans tekst, hvorved digterens lange og mange poetiske udmalinger ganske er forbigåede; de passede ikke i den islandske gengivelse, der stræber efter jævn, glat og ligefrem sagastil. K. 31—32 (i den forkortede bearbejdelse) er selvstændige overgangskapitler fra Jugurthasagaen til Katilina, tildels dog efter Lukan (jfr. slutningen af k. 31, hvor der sigtes til Lukan II, 98 ff.); af lignende art er k. 48. Det hele er affattet i en stil, der godt kan kaldes klassisk. Det er meget interessant at se, hvorledes oversætteren har vidst at finde træffende islandske ord for latinske termini technici, og gøre sin oversættelse mundret for den nordiske tunge. Herom og om mere herhenhørende kan henvises til Meissners fyldige redegørelse. Han viser også, hvor upartisk oversætteren fremtræder m. h. t. de stridende parter i modsætning til f. ex. Lukan. Når oversættelsen er foretagen, kan ikke bestemt siges; yngre end fra midten af det 13. årh. er den sikkert ikke.

K. Gislason har i Prøver udgivet et stykke, der kaldes Upphaf Rómverja, i to bearbejdelser, I og II. Der foreligger her en fremstilling af Roms grundlæggelse og sagnet om Romulus og Remus3). Der er ingen tvivl om, at dette stykke er oprindelig bestemt til at være en indledning til Romverjasaga, og man ser her en lyst til at få et sagahele, der er så udpræget hos Islænderne. Det er II, der er langt kortere end I, der er den oprindelige indledning, medens I er en bearbejdelse deraf; denne beror — hvad udvidelsen angår — helt og holdent, som Meissner har vist, på Martin af Troppaus kronik. Herfra hidrører også alle henvisninger til skrifter (Teitr enn öfandsjúki (!) ɔ: Titus Livius, dette forstået som lividus; Orosius, Lukan). Martins tekst følges — ikke helt uden misforståelser — sågodtsom ordret. II går ned til sagnet om Tarquinius, Brutus og Lucretia, og beror dels på en skreven kilde, dels formentlig på læsning (efter hukommelsen), hvorved fremstillingens art forklares.




Noter:
1 ) Navnet er gammelt.
2 ) Se herom Meissner’s fortræffelige indledning, s. 148 ff.
3) Se herom Meissner: Untersuchungen zur Romverjasaga, i Nachrichten (Göttingen) 1903 s. 660 ff.