FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Religiøse sagaer

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§19. Oversatte sagaer


B. Religiøse sagaer


Af sådanne forefindes et stort antal; den fælles betegnelse for dem alle er Heilagra manna sögur, sagaer om hellige mænd og kvinder. Af C. Ungers mange udgiver-fortjænester er ikke den den ringeste at have gjort en så at sige næsten fuldstændig samling af dem tilgængelig for almenheden, idet han har udgivet Postolasögur i et bind for sig 1874, Heilagra manna sögur i to bind 1877, hvortil så slutter sig Máriusaga også i to bind 1871. Når udgiveren her har skelnet mellem apostlers og helgeners sagaer, kan dette være hensigtsmæssigt, men ikke i overensstemmelse med den gamle betegnelse og opfattelse, som klart kan ses af Postolas. s. 735 (jfr. 774)1); de betragtedes alle som »hellige mænds sagaer«, men tilvisse indtog apostlene blandt disse en første rangs plads.

Meget tidlig begyndte man at interessere sig levende for dem, der led, led pinsler eller døden for deres tro på gud og Krist, kort sagt, blodvidnerne, martyrerne. Man gjorde optegnelser angående forhørene over dem (acta martyrum), fortegnelser over deres dødsdage, som da holdtes i ære (martyrologier), ja der samlede sig efterhånden grupper af fortællinger om dem, særlig deres jærtegn i livet og efter døden; der kunde således fremkomme hele mere eller mindre fuldstændige lævnedsskildringer (vita), der så nyttedes til oplæsning på vedkommende helgens dødsdag, deraf navnet legende (læsestykke)2). Foruden at være biografiske har de altid et religiøst-opbyggeligt indhold. En af de første, der vides at have forfattet helgenlævneder, er kirkefaderen Hieronymus. Efterhånden blev disse helgenlævneder overordenlig talrige; ikke alene var der én for hver dag i året, men ofte flere for en og samme dag. Der er dog forskel tilstede på de enkelte måneder (i én samling fylder majmåned f. ex. ikke mindre end 8 store folianter). Disse legender spillede en meget stor rolle i kirken, de blev meget hyppig afskrevne, ofte også bearbejdede, og der blev anlagt samlinger. I senere tider er de blevne samlede og udgivne i større og mindre samlingsværker som Acta Sanctorum (Bollandisterne), Surius: De probatis Sanctis (6 bind), Mombritius : Sanctuarium, hvortil kommer Jacobus de Voragine: Legenda aurea (udg. af Grässe 1845).

Meget tidlig, sikkert allerede i det 11., men navnlig i det 12. årh., er der blevet bragt til Island en stor mængde af disse helgenlævneder i original eller i norske oversættelser. Et par gange omtales de latinske originaler (Sturl. I, 348). For at kunne nydes af folket måtte de oversættes — ligesom de på latin skrevne originale historieværker — . Disse oversættelser, »hellige tydninger«, er allerede omtalte af forfatteren til den 1. grt. afhandling3); Are omtaler St. Edmunds vita (jfr. Sn. E. II, 4). Blandt de ældste islandske håndskrifter (fra o. 1200) indtager brudstykker af håndskrifter af sådanne legender den vigtigste plads og hører som sådanne til litteraturens vigtigste sprogmindesmærker. Gennem hele det 12. og 13. årh. har de gejstlige på Island været ivrig beskæftigede med disse helgensagaer, med at oversætte dem, bearbejde dem og undertiden ved kompilation at lave helt nye, dog vistnok oftest med den gamle saga som grundlag.

Ved at sammenligne de bevarede håndskrifter og brudstykker opdages det let, at der i et stort antal af tilfælde er tale om i det mindste to forskellige oversættelser. Dette er naturligt og hænger sammen med, at en og samme helgen var knyttet til flere kirker i forskellige egne4), og det er givet, at det er de til disse kirker knyttede præster, der uafhængig af hinanden følte sig forpligtede til at oversætte kirkehelgenens legende for at oplæse den for menigheden. Man kunde altså have væntet at finde brudstykker af mange oversættelser af hver saga. Når dette dog ikke er tilfældet, kommer det dels deraf, at så mange hdskrr. er gåede til grunde, dels af, at den originale oversættelse sikkert ofte er bleven udlånt til afskrivning, og afskrifterne igen afskrevne.

I begyndelsen var disse sagaer omtrent ordrette oversættelser af de latinske urskrifter; i de ældste håndskrifter står teksten i reglen disse nærmest, undertiden er den kun noget sammendragen. Men o. 1200 og navnlig i det 13. årh. gjorde også her lysten til at bearbejde, fuldstændiggøre og udvide sig som ellers gældende. Man samler mere stof fra forskellige sider sammen. Der indskydes subjektive udtalelser og altid af belærende, opbyggelig art, men ikke just altid morsomme at læse. Af en sådan art har Gunnlaugs Ambrósiussaga været (se foran s. 395). Denne har været en selvstændig kompilation, men uden tvivl en af de ældste. I det 13. årh. udarbejdedes der på grundlag af de kortere originaler længere fremstillinger, som f. ex. sagaen om Pétr, hvor hele afsnittet om Simon magus er optaget. Herved benyttedes i høj grad de 4 evangelier og Apostlenes gærninger (Actus apostolorum af Lukas, som så ofte anføres). En anden art bearbejdelser er de »glosserede«; her gjaldt det at »tyde«, forklare de enkelte fortalte begivenheder; nogen selvstændig tænkning eller egen opfattelse lægges her vistnok ingen steds for dagen. Det hele er et temmelig groft sammenpluk fra forskellige bekendte middelalderlige lærde værker som Petrus Comestors Historia scholastica, Vincentius Bellovacensis Speculum historiale, desuden kirkefædre, Hieronymus, Evsebius, Josephus, Beda og fl., sikkert ikke altid nyttede på første hånd. Disse lærde, kommenterede kompilationer er ikke nogen islandsk opfindelse. De er efter udenlandsk mønster og er sikkert først begyndte i Norge og derfra indførte til Island. Her er fremstillingen altid bred, udtværet snakkesalig og kedelig at læse. Dog har de en vis sproglig-stilistisk betydning. Denne virksomhed, der passer så godt til litteraturens behandling i den sidste halvdel af det 13. årh., fortsættes til langt ind i det 14. Hertil skal føjes, at i en enkelt saga (apostlen Johannes' saga) findes til slutning anført brudstykker af isl. skjaldes digte. Af »forfatter«navne kendes ikke mange. Præsten Grímr Hólmsteinsson (d. 1298, jfr. nedenfor) skrev sin Jóns saga baptista på opfordring af abbed Runólfr Sigmundarson på Þykkvabær i Ver, der også selv beskæftigede sig med denslags litterære arbejder. Vistnok kan også hertil regnes Brandr Jónsson (se ovf.). Alle disse navne er knyttede til Þykkvabærkloster; det synes altså, at det er særlig her, at disse lærde bearbejdelser udførtes. Men det er sandsynligt, at heller ikke Tingørekloster har været udelagtigt i denne virksomhed.

En sammenligning af de forskellige oversættelser er ret interessant; den giver os et godt indblik i den almindelige skoleundervisning i latin. Det viser sig, at de samme fraser atter og atter genfindes hos de forskellige oversættere — glossarerne har været meget ensartede — , ligesom også metoden gennemgående er den samme, nemlig den at følge den latinske tekst så ordret, som det islandske sprog utvungent tillod; at man dog ofte finder de latinske konstruktioner og udtryk igen, er en selvfølge. Der findes som følge heraf en vis lighed mellem to forskellige oversættelser, der undertiden kan være ret skuffende. I enkelte tilfælde bliver ligheden dog for stor til, at den kan forklares på en sådan måde. Forklaringen bliver da den — hvor der da ikke er tale om en og samme oversættelse, der blot er noget ændret eller bearbejdet — , at den ene oversætter har haft den andens oversættelse ved siden af, nyttet den frit og lånt derfra ord og vendinger, men af en eller anden grund ikke har villet afskrive den. Der er næppe noget tilfælde, hvor man kan nære tvivl om, hvorledes forholdet skal bedømmes.

Noget bestemt midtpunkt for disse sagaers tilblivelse kan der i det hele ikke gives, hvilket er ganske naturligt; de må have været spredte og afskrevne overalt i landet. Ser man på håndskrifterne, som de nu haves, synes, som sædvanligt, syd- og vestlandet at være rigest repræsenteret. I håndskrifterne findes disse sagaer meget hyppig samlede i større og mindre grupper; angående disse samlingshåndskrifter kan der henvises til katalogerne samt redegørelsen i fortalen til udgaven af Post. og Heil. m. s. osv.

Disse sagaer slutter sig meget nær til de hjemlige Bispesagaer, eller rettere sagt, disses tilblivelse er uden tvivl for en stor del bevirket ved de fremmede helgensagaer og ledsages, ligesom disse, af jærtegn. Til dem slutter sig et par mindre sagaer af hjemlig oprindelse, men ganske vist af en meget ringe betydning.

Foruden den sproglige betydning, helgensagaerne i almindelighed har, har de også ikke sjælden en vis betydning, idet de latinske originaler er tabte eller i det mindste ikke tilstede i den form, som oversættelserne forudsætter. I og for sig er denne betydning ikke synderlig stor. En langt større betydning har de haft for den islandske befolkning i tidens løb, idet de ved deres i høj grad indsnævrende åndelige synskres, ved deres jærtegn og mange unaturligheder har bidraget deres til den almindelige åndsforladthed og overtro i det 15. og 16. århundrede indtil reformationen. At de for os er lidet læselige eller ulæselige er en sag for sig. Enkelte lysglimt er der dog. Der findes eksempler på en sproglig veltalenhed, der gør sin virkning; der findes enkelte gange smukke religiøse, barnlige træk, der virker ved deres umiddelbare friskhed og barnlighed, og der findes endelig enkelte personer, der kan kaldes personligheder. I øvrigt er det hele for det meste kedelig-stereotypt, også stilistisk set. En enkelt undtagelse gør eneboeren Pauls saga, hvis udarbejder har været i besiddelse af en humoristisk sans og ævne til at udtrykke den. Fremstillingen virker som en lille frisk oase i al den øvrige tørre sandørken.

En kort oversigt over disse sagaer skal nu gives, idet de enkelte vigtigere sagaer samt apostelsagaerne først behandles.



Noter:
1) Jfr. også Fms. X, 147, Sturl. I, 348, hvor den latinske tekst omtales. Helgir menn indbefatter da også, f. ex. Grágás. I, 22 (k. 6), både apostle og andre.
2 ) Se f. ex. Post. 236 anm., 404. 435. 513. 735. 743. 754. 791. 834. 842 osv. Men de blev også nyttede til at læses højt om aftenen, Bisk. I, 849, Sturl. II, 245 osv. Om folk virkelig har moret sig ved at høre dem, er vel tvivlsomt; ialfald klager præsten Grímr (se nedenfor) over, at det morer folk mere at høre om alt andet end troens forkæmpere.
3) Jfr. Bisk. I, 164. 241. 373, hvor de antydes og omtales; jfr. s. 173—74, hvor der nævnes en bog om en mishandling af Kristi legeme på korset (et krucifiks).
4 ) Se herom Sv. Nielsson: Presta tal og prófasta, samt listerne i Jón Þorkelssons Digtn. på Island.