FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Reykdælasaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
I. De gamle slægtsagaer (Íslendingasögur)
4. Øfjordsgruppen


Reykdælasaga eller Vémundar saga ok Víga-Skútu



Denne saga findes i AM 561a b, 4° (mbr.), men den er her kun et brudstykke, der begynder i kap. 13, og ellers med lakuner; hele sagaen haves dernæst i papirsafskrifter, hvoraf AM 158 fol. er en af de vigtigste; de stammer alle fra den nævnte membran, medens den endnu var hel. Afskrifterne er ikke gode, navnlig hvad sproget angår; det er her på flere punkter moderniseret. Sagaen er udgiven i Ísl. fornsögur II (1881). Skønt sagaen fra først af har udgjort ét hele, falder den i to hovedafsnit, hvoraf hvert er opkaldt efter en af hovedpersonerne, Vémundr kögurr og Víga-Skúta. I selve sagaen findes navnet »Reykdælasaga«.

Der begyndes med landnamsmanden Eyvindr og hans broder Ketill; den første er fader til Áskell gode og bedstefader til Vémundr kögurr. Efter at flere personer er nævnede, går sagaen straks over til at fortælle om en bonde, Eysteinn, og hans slette handlinger, som Áskell, der allerede er voksen, bidrager sit til at bøde på, men han får kun utak til løn. Da Eysteinn ved svig fik en mand gjort til tyv og dømt, og da dette bagefter opdagedes, indebrændte han sig selv »efter hvad nogle siger« (k. 1-3). Dette er sagaens første afsnit. Derpå kommer et afsnit om en tyvagtig person Hánefr, der finder støtte hos Vémundr - der også i 1. afsnit har spillet en rolle -, da Hánefr opfostrer et af hans børn. Hánefs tyveri opdages, og han dømmes, men bliver dræbt på vejen til det skib, på hvilket han med Vémunds hjælp skulde forlade landet (k. 4-6). Denne sag havde skæbnesvangre følger, og det er egenlig den, der sætter alt det følgende i bevægelse. Dette afsnit har således en ganske anden betydning for det hele, end det første, der står isoleret. Den mand, fra hvem Hánefr havde stjålet, var en slægtning af den øfjordske stormand, Steingrimr på Kroppr, en broder til den fra Glúmssaga ufordelagtig bekendte ufredstifter Torvard. Det var Steingrimr, der havde hjulpet sin slægtning mod Hánefr. Fra nu af blev derfor Steingrimr og Vémundr fjender, hvad der dog navnlig var den sidstes skyld. Der fortælles nu om flere forsøg af Vémundr på at komme Steingrimr eller nogen af hans nærmeste tillivs: her er der jævntløbende episoder, der alle kun er led i ufreden, men indbyrdes usammenhængende. Der forefalder forskellige kampe, men Áskell og høvdingen Eyjolfr Valgerðarson (Gudmund d. mægtiges fader) afgør stadig de enkelte stridigheder ved voldgift, som dog Vémundr aldrig er tilfreds med, og det er stadig ham, der bryder forligene og ripper op i sagen påny. Endelig var målet fuldt, da Vémundr lod tilføje Steingrimr den krænkelse, at han på et offenligt møde blev slået med et fårehoved; et sådant slag var nemlig fuldt så forsmædeligt som et åbent tilføjet sår. Nu var dennes tålmodighed til ende. Det kommer da til den sidste afgørende kamp, under hvilken Steingrimr drukner i en elv, og, hvad der er endnu sørgeligere, ja virkelig tragisk, den ædle Áskell såres dødelig af en af Steingrims mænd, ulykkesfuglen Þórir, »en søn af Ketill flatnefr«1) fra den sydøstlige del af landet. Hermed er sagaens første del ude. Vémunds saga er færdig. »Men om Vémundr er det at sige, at han døde af sygdom, men han ansås for at være en stor helt, så længe han levede« - det er alt, hvad der herefter fortælles om ham.

Áskell gode havde to sønner. Torstein, der lignede ham i karakter, og som for sit vedkommende gik ind på forlig efter faderens drab med den smukkeste og ædleste motivering, nogen saga har at opvise, - og Skuta, senere kaldt Víga-Skúta, der var udenlands, da faderen blev dræbt, og udenfor forliget. Med hans hjemkomst begynder hans saga. Dybt såret over, hvad der var sket, vilde han ikke indlade sig på noget forlig, men tænkte kun på hævn. Hans karakter betegnes ved hans tilnavn, og dog er han fjærnt fra at være en rå person. Efter at nogle personer er indførte, findes her først et afsnit om digteren Glúmr Geirason og hans famiije; der fortælles om, hvorledes de indvikles i stridigheder med den slette Þorbergr höggvinkinne, hvilket har til følge, at Glúmr må forlade egnen (c. 950-60; jfr. I, 536). Broderen Torkel blev dog boende på egnen. Skuta optræder her kun som tilskuer. Torkel har en tvekamp til forsvar for en bondedatter og fælder hendes bersærkeagtige bejler (kap. 17—19). Dette afsnit står, ligesom det første i Vémundarsaga, ganske for sig selv. I slutningen af det sidste kapitel fortælles der, uden forbindelse med det foregående, hvorledes Skúta foretog det første hævndrab. Fra nu af er han hovedpersonen. Han får lejlighed til at dræbe sin faders banemand - »dér fangede Fluen [hans økse] Fladnæbssønnen« var hans sarkastiske bemærkning ved den lejlighed; han fik þórir dræbt, tiltrods for at både Eyjolfr Valgerðarson og Torgeir på Ljosavatn beskyttede ham og var lige ved at få hans fredløshed hævet. Torgeir blev nu Skútas uforsonlige fjende, der stadig, sammen med þorbergr, lagde råd op imod ham og hjalp hans fjender og gentagne gange satte stimænd ud på ham, men Skúta undgik lykkelig deres efterstræbelser (kap. 20—2). Her indskydes en episode om fjendskab mellem Skúta og Glúmr, og den førstes giftermål med Glúms datter. Þorgeirr, en søn af den dræbte Þórir, forhåner Skúta og dræbes af denne; Skútas hustru forlader ham, og nu følger det morsomme kapitel om Skúta og Glúmr, der også findes i Glúmssaga (k. 23-6). Skúta forliges med Torgeir gode, der lover aldrig at ville lægge råd op imod ham. I anledning heraf får forf. lejhghed til at fortælle om Skútas kunstig indrettede jordhus (en hule i jorden under hans bolig), som han i farens stund kunde ty til. Ingen kendte dette undt. hans fosterdatter. Endelig lykkedes det ved forræderi og þóroddr den spakes dybsindige råd at overrumple Skúta. Hans drab udførtes af Þóris to sønner; den ene dræbtes af Skúta under overfaldet, den anden landsforvistes bagefter; dermed er sagaen tilende.

Sagaen består, som det vil ses, ikke af ét logisk sammenhængende hele, men af flere afsnit, der er indbyrdes selvstændige. Hele afsnittet om Glúmr Geirason og ligeledes det om Víga-Glúmr er sådanne løse episoder. Man skulde tro, at det var Glúms forhold, der havde ført til fjendskabet mellem Þorbergr og Skúta, men sagaen giver os intet vink i så henseende. Der er ligesom to sideløbende tråde, Skútas forhold til þorgeirr-þorbergr og hans strid med faderens drabsmands familje; men disse to tråde berører undertiden hinanden. Ved Skútas drab medvirker ingen af hans to nævnte modstandere, men vel þorbergs søn, Ölver.

Hele sagaen bærer et ensartet præg, og der er ikke den fjærneste grund til at antage to oprindelig selvstændige eller adskilte sagaer. Der er heller ikke nogen grund til at udskille noget af de enkelte afsnit; der gives ingen holdepunkter i så henseende. Fortællemåden er helt igennem den samme2). Det er som om det havde været forf.s hensigt, til et kronologisk velordnet hele at samle alle traditioner, der angik Áskell, Vémundr, Skúta m. m., ligegyldigt om de alle kunde trækkes på én snor og forbindes til et organisk hele. Ingen saga er delt i afsnit som Reykdæla. Dette belyses også ved den usædvanlig ofte forekommende overgangsformel: »så er det sagt«, »Nu er at fortælle«, »Det er nu at sige«, osv. Den forekommer næsten ved hvert andet kapitel og ofte inde i disse, og betegner ikke her en genoptagelse af tråden. Som følge af dette er der heller ikke tale om nogen egenlig skæbnetråd, der slynger sig gennem det hele. Sagaen er i den forstand heller ikke et sådant kunstværk, som de fleste andre. Derimod står forf. højt som samvittighedsfuld samler af traditionerne og som den, der flere gange fremhæver forskellen på disse, men nogen kritisk bearbejder er han egenlig ikke , idet han ikke søger at bevise den ene beretnings rigtighed og den andens urigtighed.

Forf.s hovedkilde er, som det fremgår af det hele, overleveringen, og det er klart, at han har gjort sig en særlig umage for at samle traditionerne så fuldstændig som muligt, ikke alene dem fra de østligere egne, hvor sagaens begivenheder særlig foregår, men også i Øfjorden selv. Dette sidste fremgår af hans velunderrettethed m.h.t. de forskellige fremstillinger af striden mellem Skúta og Glúmr. Dette og forf.s nøje lokalkendskab3) viser klart, hvor forf.s hjem er at søge. Han har snarest haft hjemme i selve Myvatsegnen.

Forf. er ganske upartisk, skønt hans yndlingspersoner er Áskell og Skúta, på en måde også Vémundr. Hans velunderrettethed er utvivlsom; et kraftigt bevis herfor er hans beskrivelse af stedet i Skógahverfi, hvor Hróarr tungugoðe blev dræbt (s. 103), altså i en helt anden del af landet, hvor forf. rimeligvis aldrig selv har været. Hvad vi ellers kan kontrollere af sagaens indhold, er uangribeligt; det samme er tilfældet med forf.s personalkendskab; slægtregistrene stemmer med Ldn., for så vidt som bægge har de samme. Mellem fremstillingen i kap. 1 og Ldn. (s. 228-9) er der verbale overensstemmelser; det er utvivlsomt Ldn., der har benyttet sagaen; dette fremgår af, at Ldn. kalder Torstein höfðe for herse, hvilket ikke findes i sagaen (her har Ldn. haft en anden kilde tillige); havde sagaen benyttet Ldn., vilde den ganske sikkert også have optaget denne betegnelse for Torstein. Dernæst er en bemærkning om Náttfare, Garðars træl, på sin plads i sagaen, derimod ikke i Ldn. i denne sammenhæng; det er her tidligere (s. 28) i den rette forbindelse blevet meddelt, hvor han bode.

Der er en person, hvorom der kunde være tvivl. Det er Þórir, Skútas banemand, med tilnavnet fladnæb. I kap. 16 siges han at have været en søn af Ketill fladnæb, og i kap. 20 identificeres han med Hróarr tungugodes drabsmand. Historien om dette drab er velbekendt fra Ldn. (s. 246-8; jfr. I, 478 om Tjörve). I kap. 25 optræder han med sin faders tilnavn - hvad der i og for sig kan være rigtigt nok -, og en søn af ham - dræbt af Skúta - nævnes. I kap. 30 nævnes to sønner af ham, Þórdr illuge og Björn. I Ldn. nævnes Þórðr illuge (s. 264) som en søn af Tordis, der nedstammede fra en landnamsmand af samme navn. Hvis denne Þórðr er en søn af þórir, har han altså ikke været en søn af dennes hustru Astriðr (jfr. Ldn. 247), men en uægte søn eller søn af andet ægteskab. Hvorledes dette hænger sammen, er det ikke muligt med sikkerhed at afgøre. At sagaens þórðr illuge er identisk med Ldn.s þórðr synes at bestyrkes ved, at vi i Njála k. 124 træffer en þórir, en søn af þórðr illuge (ɔ: Skútas drabsmand), som boende på gården Mörtunga i Vestre Skaftafellssyssel.

Da sagaen falder i bestemte afsnit, og da forf. ikke altid søger at vurdere de forskellige traditioner, er det næsten uundgåligt, at kompositionen ikke kan være helt fejlfri. Læseren er ikke altid tilstrækkelig forberedt m.h.t. personers nævnelse4). Undertiden får vi efterhånden oplysninger, der burde være givne samlede5). Et par ujævnheder er før nævnede. Når det endelig i slutningen af k. 18 antydes, at Glúmr Geirason senere vil blive nævnt, er dette urigtigt - han omtales ikke oftere -, men dette er vistnok en interpolation.

Tiltrods for disse ujævnheder kan der ikke være tale om at gøre sagaen yngre end c. 1200; hele dens væsen og indretning, forhold til traditionen osv. forbyder at sætte den senere.

Sagaens tidsregning synes i det hele at være ret god og det er forholdsvis let at bestemme dens begivenheder; det er årene c. 960—90, vi i den har at gøre med, når bortses fra begyndelsen (landnamstiden). Áskell dræbes c. 970 og Skúta c. 20 senere; mulig bør disse begivenheder dog føres noget ned i tiden. I kap. 7 omtales et svært uår; det er vistnok det også andre steder fra bekendte uår i 976; hvis dette er rigtigt, må Áskell være død efter dette år. I og for sig er der intet herimod; G. Vigfússons tidsregning - den ovenanførte - er ikke helt sikker.

Personskildringerne er meget gode. De optrædende personer er livfuldt tegnede, først og fremmest høvdingen Áskell med hans gennemhumane sindelag, samt hans to noget forskellige sønner, den ædle Torstein og den kraftig-hævngærrige Skuta. Til disse slutter sig Steingrimr på Kroppr, en kraftig og hæderlig mand. Som modsætning til disse står de to evige fredsforstyrrere Þorbergr höggvinkinne og Vémundr, der stadig finder på nye rænker, nye kneb og som aldrig bryder sig om sluttede forlig og brave mænds mægling. Naturlig og dygtig er en tyvekarakter som Hánefr skildret osv. Og velkomne er de historiske oplysninger, vi får fra så afsides liggende egne som Myvatsbygden.

Forf. er sikkert en gejstlig mand. Det viser den milde ånd, der gennemtrænger navnlig skildringen af Áskell, samt dennes ord kap. 7 : »Áskell sagde, at han kunde se, hvad der var langt bedre - i anledning af uåret - at gøre, nemlig at hædre skaberen ved at hjælpe oldinge og give penge til at opføde børnene«; andre havde rådet til at dræbe oldinge og udsætte børn. Sådanne udtryk karakteriserer ikke alene den talende, men også selve forfatteren. I øvrigt træder forf. ikke frem med sine egne meninger.




Noter:
1) Denne Ketill er helt forskellig fra den bekendte norske høvding.

2) Kap. 7 begynder med den mærkelige lille bemærkning om det svære uar og Áskels ægte humane råd i så henseende; dette står ganske isoleret, men det belyser Áskels karakter. Ligeså isoleret er Torkels kamp i kap. 19. Påfaldende kunde det synes, at der i k. 23 indføres personer, der allerede forekom i 1. kap. Forf. har vistnok her rent mekanisk beholdt den form, fortællingen (episoden) allerede havde fået i traditionen; men han burde have ændret den. Mulig foreligger der dog en redaktørs ændring. Noget lignende gælder også om Skútas sværd »Flue«, der i Glúms-afsnittet kaldes økse »af nogle«.

3) Et enkelt stedsnavn (Holt i Laxárdal) lader sig ikke identificere; jfr. Kålund II, 160 anm.

4) Således nævnes pludselig Vémunds datter 17,6, »den store ø« 85,154; Ófeigr i Skörð 98,3 som forhen kendte, men de er ikke før nævnede. Derimod er det ikke påfaldende, at en træl, Surtr, nævnes uden videre.

5) Således nævnes Eyvinds datter Þórbjörg 3,1 som gift med Þormódr fra Laxárdal; s. 5,48 nævnes så Þorsteinn bolstöng som en søstersøn af Áskell; vi må altså slutte, at han er en søn af Þorbjörg og Þormódr; i kap. 23 nævnes han dog ikke, men en broder af ham Eyjolfr - osv.