FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Sagaens arter og inddeling

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§8. Sagaens arter og inddeling.


Vi har i det foregående særlig dvælet ved de islandske slægtsagaer og de norske kongesagaer; det er disse, der i hele den islandske sagalitteratur er af den største vigtighed og interesse. Det meste heraf er uden forfatternavne; af forfatterne kendes i det hele kun ganske få, og alle de, som kendes og udtrykkelig nævnes, har udelukkende, med undtagelse af Are og Sturla Þóðarson og tildels Gunnlaugr, skrevet om norske konger. Disse forfattere bør betragtes for sig og sammen med hinanden; de fleste af dem hører til den første halvdel af det her behandlede tidsrum, kun to. Snorre og Sturla, til den sidste; en enkelt, Styrmer, kan betragtes som stående midt imellem. Det er af flere grunde hensigtsmæssigt at opsætte behandlingen af de tre sidstnævnte til efter undersøgelsen af de navnløse sagaværker fra tiden omkring 1200. Disse sagaværker falder atter i forskellige afdelinger (jfr. ovf. § 4). Først og fremmest er der de egenlige isl. slægtsagaer tilligemed flere mindre þættir, der så at sige alle handler om personer og forhold i det 10. og det 11. årh. Disse slutter sig på en måde til den første del af Ares Íslendingabók. Dernæst kommer de sagaer, der vedrører den isl. kirkehistorie og biskopperne (Kristnisaga, Biskupasögur m.m.), der alle slutter sig til og danner en fortsættelse af den sidste del af Ares værk. Derefter følger den lange række af sagaer og samlingsværker om de norske konger, for så vidt som de er ældre end Snorre og Sturla, tilligemed dem, der behandler bilandenes (Orknøernes, Færøernes, Grønlands) historie eller andre nordiske æmner (Jomsvíkingasaga med mere).

Efter behandlingen heraf følger naturlig betragtningen af det 13. århs. forfattere, der danner tildels højdepunktet og afslutningen af det originale forfatterskab, Snorre og Sturla med Styrmer, tilligemed behandlingen af de anonyme historiske værker fra omtr. midten af samme årh., som Landnámabók, Knytlingasaga og hvad der ellers kan være tale om. Endelig kommer de omarbejdede værker, særlig af kongesagaerne, og de sidste islandske slægtsagaer til omtale, samt de ældste islandske annaler.

I modsætning til alle disse sagaer, hvis historiske værd dog er meget forskelligt, står de rent uhistoriske sagaer, hvis indhold er hæntet fra de gamle, meget brudstykkeagtige minder fra tiden før den historiske tids begyndelse, hvis personer intet krav kan gøre på at kaldes historiske og hvis historiske kærne, om der overhovedet er nogen, forgæves søges; deres hele karakter er meget stereotyp og personerne kun lidet eller ikke individualiserede. Disse sagaer er de såkaldte fornaldarsögur, hvortil enkelte sagaer om ikke-nordiske sagn og sagnhelte slutter sig, hvis æmner tildels er hæntede fra bevarede og tabte Eddadigte. Hvorvidt de herhen hørende sagaer alle tilhører denne periode, kan være tvivlsomt nok, især hvad den form angår, hvori de nu haves. Men da der ikke kan være tvivl om, at de i ethvert fald har eksisteret i mundtlig fortælling og flere af dem ganske sikkert også i skriftlig form, er det hensigtsmæssigt at behandle dem alle under et, og da i forbindelse med periodens øvrige sagalitteratur.

Der haves fremdeles en mængde »sagaer«, der ikke vedkommer norden, først og fremmest sagaer om apostle og helgener, jomfru Maria osv. Ganske vist er disse sagaer nærmest at betragte som gejstlig opbyggelseslitteratur, men fordi deres indhold er eller udgives for at være historisk og de i oldtiden åbenbart regnedes til sǫgur, vil de være at behandle i overensstemmelse hermed. Af en mere almindelig art er de fremmede sagaværker, Gyðingasǫgur, Rómverjasǫgur, samt en såkaldt Veraldarsaga. Endelig knyttes hertil de romanagtige fremmede »sagaer« som Trójumannasaga, Bretasǫgur, Alexanderssaga, Karlamagnússaga.

Derimod hører de fremmede middelalderlige romaner (Fornsögur Suðrlanda med Strengleikar og lign.) for Islands vedkommende næppe til denne periode. Denne oversættelseslitteratur er særlig og oprindelig knyttet til det norske hof og vil blive tildels behandlet i forbindelse med den norske litteratur.

Denne betydelige, tildels fra tidsrummets bedste tider stammende oversættelseslitteratur har så godt som ingen påviselig indflydelse udøvet på den øvrige samtidige sagalitteratur hverken med hensyn til form eller sprog; den var og blev fuldkommen uberørt af udenfra kommende strømninger.