FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Sagaskrivningen på Island

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§4. Sagaskrivningen på Island i dens hovedtræk


Det er i det foregående udviklet, hvorledes den islandske mundtlige sagafortælling opstod og udvikledes, hvorledes den bares og støttedes af de »frode« mænds virksomhed indtil omkring år 1100. Da var der rundt omkring i landet opsamlet en mængde historisk stof, bestående såvel af inden- som udenlandske (særlig norske) traditioner om historiske personer og begivenheder fra det 9. årh. af. Men også oldtidens (den sagnhistoriske tids) traditioner havde været genstand for indsamling og fortælling; det ser vi af den titomtalte beretning i Sturlunga om præsten Ingimund og bonden Hrolfs fortællinger under brylluppet på Reykjahólar. Kong Sverre kaldte den slags sagaer for »løgnesagaer«; om dette har været hans individuelle mening, eller om man i almindelighed har kaldt dem således, er tvivlsomt; sandsynligst er det dog, at folk i almindelighed, i det mindste i det 12. årh., har betragtet dem som historiske. Vi kan gå et skridt videre endnu. Også rene æventyr — der også hedder sögur — kendtes og fortaltes allerede i det 12. årh. (og rimeligvis længe før), f. ex. stemødresagaer, men disse betragtedes sikkert som fabler (uhistoriske (1).

Her har vi imidlertid udelukkende at beskæftige os med de historiske sagaer.

Vi har ovenfor omtalt, i hvilken form de enkelte sagaer fortaltes ved overgangen til det 12. årh. De kortere sagaer, der ikke er meget forskellige fra þættir, kan have eksisteret i en form, som nærmede sig til den, de fik i den skriftlige gengivelse; jfr. hvad der ovf. s. 209 er fremhævet om Droplaugars.saga. Men navnlig må det antages, at man har haft større eller mindre sammenhængende grupper af enkeltfortællinger; jfr. hvad der ovf. s. 197-8 er meddelt om kong Harald hårdrådes »Udfærdssaga«. De større sagaer, som de norske kongesagaer og de islandske slægtsagaer, der handler om en mængde begivenheder og ofte om flere slægtled, kan derimod ikke antages at have eksisteret i deres nuværende form i den mundtlige fortælling. Hvad der i så henseende er af afgørende betydning er, at de mere eller mindre åbenlyst bærer mærke af særlige forfatterindividualiteter og disses ejendommelige særinteresser foruden det lærde tilsnit, de oftest udviser. Her mærkes helt igennem en ordnende og ledende ånd, der synes at måtte forudsætte en skrivende forfatters eller samlers systematiske virksomhed og kritiske bearbejdelse af stoffet.

Man har fremsat den mening, at de større sagaer oprindelig har eksisteret afsnitsvis som enkelte þættir der blev samlede til et hele, hvorved istandbringeren altså dels virkede som samler, dels som egenlig forfatter; som en særlig talsmand for denne teori har A. U, Bååth optrådt i sin disputats: Studier öfver kompositionen i några isl. ättsagor (Lund 1885)(2). Denne mening er nu vistnok i det hele og store ganske rigtig. Den kunde i høj grad bestyrkes ved beretningen om Ingimund præsts fortælling om Hromund Gripsson, idet denne sagas enkelte afsnit udtrykkelig opregnes, som om de var noget for sig (vikingen Hröngvid — Olaf lidsmannakonge — bersærken Tråins højbrud), men de har dog udgjort et hele, der genfindes i Griplur (rimerne om Hromund). Sagaen om Egill Skallagrimsson i snævreste forstand falder i forskellige naturlige afsnit hvert med en udenlandsrejse til midtpunkt; i sagaen er de imidlertid nøje knyttede til hinanden af en kunstners hånd. Navnlig synes dog de tingøske sagaer, Ljósvetningasaga og Reykdæla, at kunne tages til indtægt for den nævnte mening, idet afsnittene her ofte fremtræder lidet eller ikke formidlede ved en logisk trådsammenhæng. Det samme synes endelig at fremgå af den måde, hvorpå Are beskriver sit værks tilblivelse; skønt dette værk er af en noget anden beskaffenhed end slægtsagaerne, har fremgangsmåden ved indsamlingen af stoffet dog væsenlig været den samme. Der er ingen tvivl om, at den gamle Hallr i Haukadal og hans fostersøn og elev Teitr har — i følge Ares fremstilling — siddet inde med forskellige fortællinger f. ex. om Olaf den hellige, men det er vel Are, der først har samlet det hele til én systematisk fremstilling, skønt vi ikke har denne i dens oprindelige form. Ares bekendte beretning om kristendommens indførelse (Íslb. kap. 7) hviler åbenbart på en tidligere eksisterende sammenhængende fortælling herom.

Den islandske historiske tradition må altså have foreligget i enkeltfortællinger eller større og mindre grupper, da de første virkelige historieskrivere fremtrådte.

De første af disse var præsterne Sæmund og Are, bægge med tilnavnet frode. Sæmund skrev et historisk arbejde om de norske konger på latin, medens Are på modersmålet først skrev et længere værk om islandske og norske forhold, hvorpå han udarbejdede et kortere udelukkende om Island, særlig dettes kirkelige forhold. Dernæst vides, at Islænderen Eirikr Oddsson skrev ved eller noget efter midten af det 12. årh. et sagaarbejde om en periode i Norges historie efter Harald gilles død (1136). Fra omtrent samme tid eller mulig noget yngre er den såkaldte »ældste saga« om kong Olaf den hellige. I slutningen af det 12. årh. må Odd munk også have forfattet sin Olafssaga (på latin) og noget senere Gunnlaugr munk sin saga om samme konge også på latin, og c. 1185 skrev abbed Karl den første del af Sverressaga. En mere samlet fremstilling foreligger i det kortfattede Ágrip fra slutningen af århundredet. Det er de bekendte værker af islandske forfattere om norske konger fra det 12. årh.

Bispesagaværket Hungrvaka fra begyndelsen af det 13. årh. — hvis forfatter uden tvivl også har skrevet sagaerne om bisperne Torlak og Páll (3) — indledes med en interessant fortale, hvor den anonyme forfatter ytrer, at en grund for ham til at skrive bl. a. er »at lokke unge mænd til at gøre sig bekendt med vort sprog, at læse det, som på norrønt mål er skrevet: love eller sagaer eller mannfræði (ɔ: personalhistoriske efterretninger og lign.)«; han siger, at han »hellere vil bogføre fortællinger om bisper og om kristendommens udvikling og tiltagen i styrke [eftersom dette måtte ligge hans børn eller andre ynglinge nærmest at vide noget herom], end skrive om, hvad der før er nedskrevet«. Det er heraf klart, at forfatteren har kendt historiske værker, hvilket betegnes ved sögur ok mannfræði. Herved kan han næppe have tænkt på de føromtalte sagaværker om de norske konger, i det mindste ikke alene; navnlig det sidste led må omfatte noget andet og mere; man kommer derved uvilkårlig og nødvendig til at tænke på de specielt isandske slægtsagaer med hele deres personalkendskab; derved får også forf.s påtænkte bispesagaer deres rette og egenlige baggrund; på den ene side kunde de sættes ved siden af kongesagaerne, på den anden danne såvel et sidestykke til som fortsættelse af slægtsagaerne. Dette sted kan under alle omstændigheder betragtes, om end ikke som en ligefrem og sikker, så dog som en højst betydningsfuld antydning af tilstedeværelsen af islandske slægtsagaer ved år 1200. Denne er da også i og for sig naturlig nok. At man i det 12. årh., med undtagelse af Are, udelukkende skulde have beskæftiget sig med de norske kongers historie, vilde være altfor urimeligt, så meget mere som Are selv havde skrevet om Island og islandske forhold og derved vist vejen; skulde ikke hans eksempel have virket ansporende og opmuntrende til at gå videre på den vej? Denne betragtning bestyrkes i høj grad ved et digt som Íslendingadrápa af Haukr (s. 109-11), hvilket på det klareste viser en indgående beskæftigelse med personer netop fra den særlig såkaldte sagatid, eller med slægtsagaernes personer fra alle landets dele. På den anden side har undersøgelsen af forskellige sagaer ført til noget lignende. Egilssaga kan ikke sættes til meget senere tid end til c. 1200, Laxdæla næppe heller; af disse sagaer haves nemlig membranbrudstykker, der, i hvert fald for Egilssagas vedkommende, må sættes til tiden for midten af det 13. årh. Eyrbyggja føres i det mindste tilbage til tiden ved 1230; men der er intet i vejen for, at den kan være ældre. I det hele taget vil en nøjagtig undersøgelse af hver enkelt saga føre til det resultat, at der, når man undtager nogle få, intet er i vejen for, men meget der taler for at sætte dem til 12. årh. eller så tidlig som muligt.

Dette har da også i tidligere tider været erkendt. P. E. Müller f. ex. henfører c. 20 slægtsagaer til det 12. årh., to (Eyrb., Laxd.) til begyndelsen af det 13., 6 til slutningen af samme osv. Naturligvis har P. E. Müller taget fejl, og kunde med hensyn til enkeltsagaer med de til hans rådighed stående midler næppe undgå det, som når han henfører Hønsetoressaga til de ældste sagaer og Vígaskútusaga til de yngste; men i det hele og store viser hans bestemmelse et mærkelig klart og sundt blik. Denne bestemmelse, der særlig støttedes til et sted i Sturlungasaga, vi straks skal nærmere undersøge, var den almindelige, indtil G. Vigfússon mente at kunne påvise, at nævnte sted ikke kunde bevise noget. Vi må derfor se noget nærmere derpå, da det i alle tilfælde er af meget stor betydning.

Imellem sagaen om Sturla d. ældre, der ender 1181, og Gudmund den godes saga (»præstesagaen«) findes i sagaværket Sturlunga (1,86) et sålydende interpoleret stykke: »Nu bliver mange sagaer samtidige [ɔ: ved og omkring 1200] og man kan dog ikke skrive dem alle på engang: den hellige biskop Torlaks saga og sagaen om Gudmund den gode Arason, indtil han blev viet til præst [ɔ: til året 1186, jfr. slutningen af Sturlusaga], Gudmund den dyres saga [der i Sturl. følger umiddelbart på Gudmund den godes præstesaga] begynder 3 år efter Sturlas død [altså 1184] og slutter ved biskop Brands død [1201], men Gudmund den gode blev da viet til bisp [1202]. Rafn Sveinbjörnssons og Torvald Snorrasons saga er samtidig med Gudmund den godes saga, og den slutter efter biskop Brands død, således som Sturla Tordson fortæller i sin Islændersaga [eller »sagaer« v. l.]. Så godt som alle sagaer (flestar allar sǫgur), hvis indhold er foregået her på Island før biskop Brand døde, var skrevne [eller efter det andet håndskrift: »var skrevne før biskop B. døde«], men de sagaer, hvis indhold har tildraget sig senere, var kun i ringe grad skrevne, før skjalden Sturla Tordson foresagde sine Islændersagaer« osv. (4).

Så længe den vigtigste del af denne notits kun kendtes i den ene — den indklamrede — form, opfattedes den som et almengyldigt bevis for, at de islandske slægtsagaer overhovedet var skrevne før biskop Brands død (1201). Men så fremdrog G. Vigfússon, som bemærket, den anden og måske formelt rigtigere læsemåde (5) og han tydede den, som for resten N. M, Petersen havde tydet den anden (6), som slet ikke vedkommende de islandske slægtsagaer, men kun Sturlungas egne første bestanddele; hvis dette var tilfældet, vilde notitsens betydning væsenlig falde bort. I indledningen til min udgave af Egilssaga i Altnord. sagabibliothek (s. IV-V anm.) har jeg opfattet notitsen som hentydende til de islandske (slægt)sagaer i almindelighed og påvist, at ordene i den senere kendte form sikkert kan og bør opfattes i den selvsamme betydning som den anden, idet udtrykket »var skrevne« bruges pluskvamperfektisk: »var blevne skrevne« (7). Bægge notitsens former går altså ud på et og det samme. G. Vigfússon ytrer nu (8), til støtte for sin opfattelse, at »det vilde komme som en deus ex machina her, hvor der er tale om Sturlunga og dens dele, pludselig at omtale og indblande de islandske slægtsagaer«. Dette kunde ved første øjekast synes bestikkende nok; men ser man nærmere til, er Vigfússons påstand uholdbar. Havde han ret, vilde notitsens forfatter for det første have udtrykt sig utilladelig unøjagtig; hans flestar allar sǫgur — hvorved så sagaerne om Torlak, de to Gudmunder og Hrafn, altså kun 4 sagaer i det hele, måtte menes, hvorimod sagaerne om Haflide og Sturla ikke kommer her i betragtning — slutter nemlig ikke før biskop Brands død; det er kun de to første, der gør det; Gudmunds præstesaga slutter først ét år efter Brands død, hans bispesaga og Hrafnssaga foregår helt og holdent derefter. Selv om man ikke vilde regne denne sidste saga med, bliver udtrykket højst mærkværdigt. »De allerfleste« forudsætter nødvendigvis flere end 3 — 4 sagaer og må vise udover Sturlungas første bestanddele; dette bliver til en afgjort vished, når man husker — hvad G. Vigfússon helt synes at have glemt — , at notitsens forfatter også nævner sagaen om biskop Torlak, der slet ikke findes i Sturlungasamlingen. Hvad skulde der nu kunne menes med det efter Vigfússons opfattelse uforståelige udtryk »de allerfleste sagaer, hvis indhold er foregået her på Island« (9), hvis der ikke hentydedes til de ældre islandske sagaværker om islandske forhold og personer i almindelighed, navnlig når man ser hen til den straks efter betegnede modsætning, Sturlas Islændersagaer (i flertal i bægge håndskrifter) om tiden efter 1201? Jeg vover at påstå, at enten må dette være tilfældet, eller også er sætningen ganske meningsløs og uforståelig, men dens forfatter gør i øvrigt ikke indtryk af at være nogen forvirret person, der ikke vidste, hvad han skrev. Det kan heller ikke indrømmes, at sætningen efter vor opfattelse kommer som en deus ex machina. Efter først at have omtalt de sagaer, der foregår kort før, ved og lige efter 1200, går forfatteren på en meget forståelig måde over til de islandske sagaer i almindelighed — og bægge dele danner modsætning til Sturlas værker fra og om det 13. årh. (10).

Således bliver da Sturlunga-interpolatorens notits en ligefrem udtalelse om og bevis for, at de fleste islandske slægtsagaer eksisterede før c. 1200, altså er forfattede endnu i det 12. årh. Også forholdet mellem Landnáma og slægtsagaerne taler for disses høje alder, men vi kan ikke her komme ind på dette spørgsmål i det enkelte. Dette resultat står i den skønneste overensstemmelse med talrige andre omstændigheder, hvoraf nogle er anførte ovenfor.

Vi indskyder her et par fremmede udtalelser om Islændernes litterære virksomhed. Nordmanden Theodoricus monachus, der forfattede et latinsk værk: Historia de antiquitate regum Norwagiensium omkring 1177-80, nævner i fortalen Islænderne og deres gamle digte som hjemmel (11) og han gør dem ansvarlige for hvad han selv har at meddele (12); med hensyn til Islændernes kyndighed og efterforskningsiver udtaler han sig meget bestemt (13); og endnu i slutningen af sit værk fremhæver han udtrykkelig, at han har fortalt »non visa sed audita« og efter »aliena relatione«, hvortil der åbenbart sigtes til de samme hjemmelsmænd. Disse udtalelser er nu klare nok; men de synes udelukkende at antyde mundtlige kilder, hvad også G. Storm har antaget (14). Dette er også ganske naturligt; af skrifter om norske konger — og det var jo disse, Theodoricus vilde skrive om — eksisterede der dengang ikke så mange, i det mindste ikke i sammenhængende fremstilling, og Eiríkr Oddssons værk handler om tiden efter det tidsrum, Theodoricus vilde behandle. Det kunde synes påfaldende, at han ikke kender Ares og Sæmunds skrifter; men det må erindres, at disse værker sikkert endnu har været forholdsvis lidet udbredte, særlig udenfor Island. Om de islandske slægtsagaer i særdeleshed kan intet udledes af Theodoricus' ord. — En anden norsk forfatter, som omkring 1180—90 (efter G. Storm) skrev den såkaldte Historia Norwegiæ, ytrer lejlighedsvis noget lignende som Theodoricus, men angiver ikke bestemt sine hjemmelsmænd (15). Denne forfatter synes imidlertid, i modsætning til sin landsmand, at have kendt Are og benyttet hans ældre Ísl.bók (16). — Endnu en forfatter, Danskeren Saxo grammaticus, omtaler i sin fortale på en særdeles rosende måde Islænderne — hvem han kalder Tylenses — og deres historiske virksomhed og flid. Navnlig er hans udtryk om deres »thesauros historicarum rerum pignoribus refertos« mærkeligt, da derved vistnok menes skrevne værker.

Af disse vidnesbyrd, sammenholdte med hvad vi i det foregående har meddelt og påvist, tør vi vistnok drage den nogenlunde pålidelige slutning, at en udbredt og almindelig sagaskrivning først efter Ares død, ja måske først 10—20 år derefter, er kommen i gang på Island, men da gjorde den det også ret tilgavns; tidsrummet c. 1170- c. 1200 tør fastslås som den originale islandske historieskrivnings fornemste og egenligste periode, i hvilken meget vigtige, grundlæggende sagaer om norske konger samt de fleste og de vigtigste af de islandske slægtsagaer blev til. Som man ser, er der også så godt som udelukkende tale om islandsk historieskrivning og islandske forfattere; en undtagelse gør de to nysnævnte, Theodoricus (biskop Tore?) og den anonyme forfatter til Historia Norwegiæ, der bægge er norske; men den første udtaler sig så bestemt som muligt om manglen af norske historikere (»i det land [Norge], hvor der aldrig har været nogen historisk forfatter«). Nordmændene har i det hele ikke været besjælede af Islændernes vidtgående sans for historien eller for at samle gamle traditioner; der har hos dem aldrig eksisteret 'frode' mænd og kvinder af den islandske art. Og det er ikke vanskeligt at forstå dette. Nordmændene beherskedes af konger, og disse påførte landet krige og ufred så at sige hele det 11. og 12. årh. (17); dette havde til følge, at Nordmændene stadig var ligesom tvungne til kun at have øje for øjeblikket, for »nutidens« vanskeligheder, hvorimod fortiden, dens mænd og gærninger om ikke just bragtes i glemsel, så dog fordunkledes eller flyttedes udenfor den almindelige synsvidde. Hos Islænderne var alt dette derimod ganske anderledes. At der dog hos Nordmændene har levet lokale sagn og traditioner i det mindste til noget ned i tiden, er næppe tvivlsomt. En del heraf er gået over i Islændernes tradition og historie. Hvis man af, hvad kilderne synes at antyde, tør slutte noget om disse norske sagns art, turde de måske snarest siges at have drejet sig om forhistoriske personer og begivenheder, særlig sådanne, der var knyttede til stedsnavne og mindedes i forbindelse med disse. Sådanne lokalsagn og anekdoter er det, som Saxo igennem en Islænder — eller vel også mere direkte — skulde have modtaget og indsat i sit store værk (18). Til sådanne lokalsagn kunde også andre henføres, der findes i islandske kilder, som f. ex. sagnet om Snjallr og Vatnarr i Landnáma, om Odin og Olaf Tryggvason på Karmøen, om Odin og smeden, om Tor og kong Olaf og flere. Interpolationerne i det ene Fagrsk.-hdskr. kap. 2 og 16-19 er uden tvivl også en speciel norsk tradition. Andre kan mulig søges og findes i de norske folkeviser og æventyr (19).

Vi vender nu tilbage til den islandske sagalitteratur og dens videre udvikling.

Den ovenfor omtalte periode, c. 1170 — c. 1200, der, hvis man overhovedet bør bruge et sådant udtryk, kunde kaldes sagaskrivningens guldalder, kan ikke siges at være afsluttet c. 1200. Uagtet vistnok de fleste og ypperste af slægtsagaerne, hvortil også nogle bispesagaer kunde regnes, allerede dengang forelå nedskrevne, var dette ikke tilfældet med alle norske kongesagaer; de havde endnu ikke sat den skønneste blomst. Efter at enkelte værker, som sagaerne om Olaferne og Sverre, var forfattede, gik man over til samlingsværker om de norske konger fra Harald hårfagre af; heraf er Ágrip nævnet i det foregående. Fra den første halvdel af det 13. årh. stammer et par meget vigtige værker som Morkinskinna og Fagrskinna, samt vistnok visse enkeltsagaer om de norske konger (om Magnus Erlingsson, om kongerne efter Sverres død). Fra denne tid hidrører også Styrmers behandling af Olaf d. helliges saga, abbed Karls fortsættelse og afslutning af Sverrissaga (hele sagaen siges dernæst at være bleven bearbejdet af Styrmer, men denne hans virksomhed var højst ubetydelig og næppe noget forfatterskab), fremdeles Jarlesagaen (sagaen om Orknøjarlerne), Jomsvikingesaga og Færingernes saga, samt vistnok også Erik d. rødes saga. Af sagaer om hjemlige forhold hører hertil, foruden de allerede nævnte bispesagaer, biskop Gudmunds saga og rimelig nogle af dem, der findes i Sturlungasamlingen, samt mulig enkelte slægtsagaer. Denne periode afsluttes, og den islandske historiske litteratur når sit højdepunkt i Snorres glimrende værk om de norske konger, Heimskringla omtr. 1230.

Tiden omkr. 1170-1230 er den originale sagaskrivnings frodigste og mest blomstrende tidsrum; den første halvdel deraf er dog vistnok langt det vigtigste og frugtbareste afsnit. Snorres værk er ligesom en fyldig samling af alt det bedste, der findes i den; ved siden af dette og de bedste værker fra det 12. årh.s sidste del blegner de andre frembringelser fra det 13. årh.s første fjærdedel.

Uagtet det nu forholder sig så, er den islandske originale sagaskrivning ikke dermed tilende. Den fortsættes til lidt efter midten af det 13. årh., ja endogså fra begyndelsen af det 14. haves et par originale bispesagaer. Den vigtigste forfatter efter Snorre er hans brodersøn, Sturla Þórðarson, der på den ene side fortsætter de islandske slægtsagaer ved at forfatte sine Islændersagaer, d. V. s. hans egen samtidshistorie, overfyldt med detaljer af enhver art og næppe så kunstnerisk i sin form som de tidligere sagaværker, hvad man heller ikke kunde vænte. På den anden side fortsætter han de norske kongers sagaer ved at skrive de udførlige og detaljerede sagaer om kongerne Hakon d. gamle og Magnus lagabøter — atter samtidssagaer; det er de sidste kongesagaer forfattede af en Islænder. — Hertil slutter sig et samlingsværk om de danske konger, Knytlingasaga, der vistnok er forfattet ved midten af det 13. årh. efter Heimskringla som mønster, og som mulig står i forbindelse med Snorres anden lærde brodersøn, Óláfr hvitaskald.

Det vilde nu være ganske urimeligt at tænke sig, at der indenfor enhver egn på Island, hvor der tidligere var forefaldet mærkelige begivenheder, skulde være skrevet en saga om disse allerede før eller ved 1200. Ikke alle æmner kunde være så heldige at finde en sagaforfatter; dette antydes vel også i den før omtalte notits i Sturlunga. Eftersom kundskaben til de skrevne sagaer i løbet af det 13. årh. udbredtes i landet, og man fik et klart overblik over de forhånden værende skrifter, måtte de huller, der fandtes for de enkelte egnes vedkommende, let opdages og gøre sig gældende. Der måtte så vel på sine steder opstå en kappestrid, en lyst hos en eller anden af de stemoderlig behandlede herreders beboere til at skaffe en saga også for disse. Dette kunde imidlertid kun gøres, hvor der endnu fandtes gamle traditioner i større eller ringere fylde, og hvor der tillige fandtes litterære interesser. Men traditionerne var nu ikke mere så levende eller så pålidelige, som de før havde været; de måtte imidlertid tages, som de var og samles til et så godt hele efter de ældre sagaers mønstre, som omstændighederne tillod det. Således opstod sagaer som Hønsetoressaga for den nordlige Borgarfjords vedkommende, Harðarsaga Grímkelssonar også fra Borgarfjorden (den sydlige del), som dog mulig er noget ældre i dens oprindelige skikkelse (20), Flóamannasaga fra det sydlige Arnessyssel; Grettissaga fra Midfjorden — iøvrigt med næsten hele landet til skueplads, — Svarfdælasaga (20) med þorleifs þáttr jarlsskálds fra Svarfaðardalen, der snarere er skreven før end efter 1300, samt enkelte mindre sagaer eller þættir som Brandkrossaþáttr, Bollaþ., Grænlendingaþ., Hemingsþ., Skáldasaga og fl. Som man ser, stammer disse sagaer — de to sidstnævnte handler om norske forhold og er overvejende uhistoriske, — med undtagelse af Grettissaga, fra meget afsidesliggende egne og er i flere henseende noget specielle med hensyn til indhold. Til disse sene sagaer må også Kormákss. regnes.

Hermed er den islandske originale historiske sagaskrivning afsluttet — med undtagelse af de to nævnte bispesagaer fra 14. årh. De uhistoriske sagaer og de rent opdigtede sagaer vedkommer os ikke her. De første kan meget godt tildels stamme fra denne periode, de sidste tilhører vistnok helt og holdent den næste.

Beskæftigelsen med de historiske æmner var imidlertid endnu ikke færdig. Ligesom der var egne, der ved midten af det 13. årh. ikke havde fået deres historieskrivere, således var der utvivlsomt mange forskellige sagn og stumper af gammel tradition, både ægte og uægte, i omløb blandt folk. Ved læsningen af den skrevne saga opdagede man da, at det eller det, man kendte, ikke fandtes optaget deri, eller man kendte mindre fortællinger om en eller anden Islænder, der var kommen, om end nok så periferisk, i berøring med sagaens hovedpersoner, uden at de var optagne i den, eller endelig kendte man andre former af det, som allerede fandtes der. Dette vakte lyst til også at bogføre alle sådanne sagn og småstykker; det nemmeste var da at indsætte dem i de eksisterende sagaværker, indarbejde dem i disse og således få sagaerne gjort så fyldige som muligt. Herved opstod der mere eller mindre stærkt interpolerede eller ændrede bearbejdelser af de ældre sagaer, uden at man ofrede det en tanke, hvorvidt de nye tilføjelser virkelig stemte med helheden eller passede til den oprindelige forfatters mål og videnskabelige hensigt. Denne virksomhed tager navnlig til mod det 13. årh.s slutning; almindelig er den næppe bleven før c. 1250; dog er den rimelig begyndt noget før, idet Styrmer den frodes virksomhed nærmest er af denne art. I de islandske slægtsagaer er disse interpolationer ikke altid lette at påvise. Vi har før set, hvorledes Ögmundarþáttr er bleven indsat i et hdskr. af Glúma, og vi har antaget, at Ingolf-episoden, kap. 13—15, samt kap. 16 også var en senere tilføjelse. I Fóstbræðrasaga findes en mængde interpolationer i hdskrr. og desto flere, jo yngre de bliver, men disse er alle fra 14. årh. I Hønsetoressaga findes et stykke fra Are frodes Íslendingabok indsat; i Kristnisaga findes interpolationer, der mulig stammer fra Sturla (se Hauksbók, indledn. s. LXVI ff.). De enkelte Landnámahdskrr. er jo opståede på denne interpolationsmåde, og her har vi Haukr Erlendssons udtalelser bl. a. at holde os til. Næppe nogen saga kan antages at forefindes i dens oprindelige form. Til Grettissaga er Spesarþáttr tilføjet, ligesom Bollaþáttr til Laxdæla. Disse interpolationer stammer tildels eller for en god del også fra det 14. årh.

Ingensteder kan dog omarbejdelser og tilføjelser i den grad mærkes som i de norske kongers sagaer. Med meget mådehold havde Snorre i sine sagaer optaget enkelte þættir om Islændere eller beretninger om andre lande, som Orknøerne, og kun i et omfang, som var nødvendigt enten for forståelse af Norges egen indre historie eller for at stille vedkommende fyrstes karakter i det rette lys (21). Derimod optog f. ex. forfatteren til Morkinskinna en stor mængde sådanne småhistorier, der strængt taget slet ikke vedkom kongesagaen som sådan. Dog er det vistnok først efter Snorres død, at interpolationerne tager fart, idet hans værk lægges til grund, og alle mulige slags legender og sagn optages og tilføjes; at dette er en grundig mishandling af Snorres værk, siger sig selv. Sit højdepunkt når denne omkalfatring i de to sagaer om Olaferne, hvor der endogså findes optaget hele tidligere skrevne sagaværker (Orkneyingas., Færeyingas., Fóstbræðras. ofl.); på den måde fremkom der en saga, som med stolthed kunde kaldes: „N. N.s saga með ǫllum sínum þáttum^ (22).

En lignende sammenstøbning foreligger der vel også i Njála, idet her sagaerne om Gunnarr og Njáll er sammenarbejdede til et hele, foruden at andre fremmede bestanddele, som kristendomsafsnittet og Brianslaget er komne til. Men her mærkes en kunstnerisk sammensmæltning i det hele. Hvad man plejer at kalde Sturlunga, er også en samling af flere sagaer, og dens hovedbestanddel vistnok atter en sammensmæltning af flere sagaer.

På den anden side kunde også en virksomhed i modsat retning udfoldes; man kunde også forkorte teksten. Denne forkortelse gik dog i reglen kun ud på at sammentrænge stilen ved sammendragning af sætninger, udeladelse af replikskifter, hvorved sammenhængen ingen skade tog; mindre episoder kunde også udelades. Af den slags forkortede håndskrifter kan f. ex. Wolfenbüttelhdskr. af Egilssaga nævnes, hvor f. ex. det lille afsnit om trællen Ire og Torstein i kap. 83 helt er udeladt; fremdeles det hovedhdskr. af Heimskringla, som kaldes Jöfraskinna (jfr. den forkortede tekst i Eirspennill, for ikke at erindre om Upsala-hdskr. af Snorra-Edda; skønt der her ikke er tale om en saga, er afkortnings-virksomheden den samme). Grunden til en sådan fremgangsmåde er ganske simpelt den, at man vilde spare tid og materiale og dog bevare en læselig fremstilling, hvori intet væsenligt manglede.

På den her beskrevne måde er der i tidens løb fremkommet forskellige såkaldte bearbejdelser eller recensioner; de kan være mere eller mindre afvigende fra grundskriftet og fra hinanden indbyrdes.

I grunden er det så, at hvor der haves flere håndskrifter af en saga, stemmer næppe nogensinde to fuldstændig overens; så at sige overalt vil man finde afvigelser i ordstilling, ordvalg, sætningsforbindelser o. s. v., hvis der da ikke er tale om afvigelser i større stil som dem, ovf. er omtalte. Sagen er den, at de islandske afskrivere i 13. og 14. årh. forstod indholdet ligeså godt som de oprindelige forfattere; de brød sig hovedsagelig kun om meningen, som de ofte gengav med større eller mindre ændringer i ordlyd og enkelte udtryk, efter som det nu kunde falde dem ind i øjeblikket; nogen bevidst, systematisk fremgangsmåde er der i de færreste tilfælde tale om; afvigelserne er i reglen ganske vilkårlige (23). I dette tilfælde er der i virkeligheden kun tale om mere eller mindre nøjagtige eller unøjagtige afskrifter af et og samme værk. Men det er ganske urigtigt og misvisende her at tale om recensioner eller bearbejdelser. Disse betegnelser er kun på deres plads, hvor der virkelig er tale om afvigelser i indhold eller om forskelligt grundsyn på dette. Således er f. ex. Morkinskinna, Fagrskinna, Heimskringla, for ikke at tale om Ágrip, ligeså mange recensioner eller værker om de norske konger, uagtet en stor del af stoffet ofte stemmer overens, endogså i ordlyd. Derimod er Heimskringlahåndskrifterne Kringla og Jofraskinna og, for en del også, Frissbók, tiltrods for deres indbyrdes afvigelser, kun afskrifter af Snorres grundhåndskrift. De længere Olafssagaer er i forhold til Heimskringlas sagaer forskellige bearbejdelser, derimod er f. ex. hdskrr. A. M. 54, 61 fol. kun afskrifter af samme værk. Hvad de islandske slægtsagaer angår, er der sjælden tale om helt forskellige recensioner. Den oprindelige Fóstbræðrasaga er bleven stærkt ændret og interpoleret, så at man vilde have ret til der at tale om forskellige bearbejdelser, og dog er hovedæmnet ét og det samme. Noget lignende gælder Landnáma; det oprindelige værk er blevet stærkt udvidet på flere måder, så at betegnelsen her ikke bliver uberettiget. Af Harðars. haves et lille membranbrudstykke, der åbenbart repræsenterer sagaen i en langt bedre og oprindeligere skikkelse end de øvrige hdskrr., hvor den er bleven helt omkalfatret ved udvidelser i replikker, tilføjelse af meget unge, uægte vers, så at man også her med en vis ret kunde tale om en ny bearbejdelse. En titel som Tvær sögur af Gíala Súrssyni lyder, som om der var tale om to forskellige sagaer om Gisle, medens dog det virkelige forhold er det, at der kun for indledningens vedkommende kan være tale om to helt forskellige bearbejdelser (24), medens alt det øvrige er én og samme saga med de sædvanlige afskriverændringer. Det samme gælder Bandamannasaga og Hallfreðarsaga osv. Njála, Egilssaga, Laxdæla osv. eksisterer kun i én recension, men i forskellige tildels noget afvigende afskrifter. Disse kan da i reglen inddeles i klasser efter deres nære eller fjærnere indbyrdes slægtskab. Bestemmelsen heraf er nødvendig og nyttig for at kunne godtgøre, hvor sagaens oprindeligste form er at søge. For tekstkritikken m. m. er denne håndskrift-bestemmelse ofte af afgørende betydning.

---

Til den i det foregående skildrede udvikling af den islandske historiske sagalitteratur må endnu til slutning føjes, at der i den sidste del af denne periode opstår på Island en ny art historieskrivning, hvis et sådant ord kan bruges, nemlig annalskrivningen. De islandske sagaer er alle kronologisk fremadskridende fremstillinger, hvor alt fortælles, såvidt muligt, år for år, eller årgruppe for årgruppe, og dog er de himmelvidt forskellige fra de egenlige årbøger; her anføres kun årstallene og dertil føjes så flere eller færre begivenheder ganske kort og tørt uden nogen udmaling eller beskrivelse og, fremfor alt, uden nogen organisk sammenhæng; de mest uensartede ting nævnes hulter til bulter: her er ikke tale om en sagamæssig fremstilling.

Fra først af havde man ingen annaler på Island og heller ingen tidstabeller eller lign. Man tyede da til at fastholde enkelte kronologiske mærkepæle, idet man særlig forsøgte at knytte de fortalte begivenheder til en enkelt, der på en eller anden måde lige som ragede op mellem de andre, som f. ex. en konges død, et særlig mærkværdigt uår, kristendommens indførelse og lign. Derfra regnede man så, idet man angav, at noget skete ved den tid, noget før eller noget efter og så fremdeles. Are frode har af de islandske lovsigemænds række og funktionsår dannet sig en udmærket kronologisk tråd, men den synes i det hele ikke at være bleven benyttet af senere forfattere. Derimod synes man ved år 1200 at have dannet sig et delvis kronologisk system ved hjælp af den norske kongerække, der vistnok grunder sig på Ares og Sæmunds skrifter; man opstillede da rækken af norske konger og fyrster og deres regeringsår (jfr. digtet Noregs konungatal, ovf. 113-16, fra omtr. 1190). Men disse årstal er næppe almindelig blevne knyttede til den evropæiske, kristelige årsberegning. Ved samme tid finder man spor til kronologisk beregning, idet i forskellige værker (som Hungrvaka, Pálss., þorlákss. - jfr. ovf. 267 — og endel andre, se ovf. 59-60) alt ansættes 7 år for tidlig. Det samme spores måske i Gunnlaugss., hvor der dog regnes med 9 og ikke 7 år for tidlig. Men her beror angivelsen mulig på traditionens usikkerhed. Jo mere lærd og videnskabelig historieskrivningen blev, desto stærkere har man følt trang til virkelige systematiske tidstabeller. I udlandet eksisterede der fra gammel tid mange og forskellige annaler; det er næppe muligt andet, end at mange af de Islændere, der studerede i udlandet, har stiftet bekendtskab med disse historiske værker, samt at bekendtskabet har bevirket, at man har erhværvet sig et annalværk i afskrift og medbragt det til Island. Her havde man et velkomment hjælpemiddel, en ramme, der kunde udfyldes med islandske begivenheder; det nøjagtige årstal for disse måtte da regnes ud, og dette har ingenlunde været nogen let sag. At Are frode skulde have skrevet sådanne annaler, som man i tidligere tider antog, savner ethvert historisk grundlag. Tværtimod må det anses som bevist, at de islandske annaler ikke hører til tiden før 1260, ja næppe før 1276. (25) Det er også rimeligt, at de må have den originale historieskrivning til forudsætning. Uagtet nu de islandske annaler for det meste tilhører den følgende periode, vil vi dog indenfor den her behandlede komme noget nærmere ind på den islandske annalskrivning og dens ældste frembringelser.


Noter
1) Det hedder i fortalen til Odd munks Olafssaga (Stockh. hdskr.): »Og bedre er det at høre på sådant [som sagaen om kong Olaf] til underholdning, end stemødresagaer, som fårehyrder fortæller — hvorom ingen ved, hvorvidt det fortalte er sandt — og som altid lader kongen være den ringeste i deres fortællinger«.
2) »Ursprungligen ha utan tvifvel de större isländska ättsagorna uppstått af s. k. þættir — hvortil i en anm. bemærkes, at Heinzel har udtalt den modsatte mening — . . . . Antagandet att en sagas urbeståndsdelar utgöras af þættir bekräftas dessutom däraf, att man vid det muntliga berättandet måste tänkas ha framstält de enskilda drag, man känt om en person eller ätt, utan att man darfor all tid behöft känna helheten, sådan den nu foreligger, och den berättande kan därför väl ha meddelat en þáttr utan att ha känt en annan. Naturligtvis ha vid förtäljandet åtskilliga nya moment kommit till, och alt eftersom þættir om en och samma person eller att oftare förtalts, har det hela antagit fastare former, men sagorna kunna dock ej — sådana de nu föreligga — ha blifvit till utan en mer eller mindre framstående bearbetares ordnande hånd [jfr. ovfr.]; ja, ämnet är i flertalet af dem så väl ordnadt och genomtänkt, att man med rätta kan tala om deras författare« (Inledn. s. 1, II-III).
3) Bisk. I, s. XXV ff., jfr. ovf.
4) Hvad der herpå følger, handler, om Sturla og vedkommer os ikke her.
5) I en note i 2. udg. af N. M. Petersens Islændernes færd hjemme og ude, jfr. Sturl. I, s. CI følg. og Annaler 1861, s. 236-7 anm.
6) Annaler 1861, s. 236.
7) Jfr. Eiríkr Magnusson i Nj. II, 762.
8) Sturl. I, s. CII.
9) Man undlade ikke at lægge mærke til udtrykkets ganske almindelige præg.
10) En undersøgelse af Sturlas egen forfattervirksomhed vil også føre til, at slægtsagaerne i det mindste eksisterede noget før hans forfatterskab.
11) »Et prout sagaciter perquirere potuimus ab eis, penes quos horum memoria præcipue vigere creditur, quos nos Islendinga vocamus, qui hæc in suis antiquis carminibus percelebrata recolunt«, Monum. hist. Norw. s. 3.
12) »Veritatis vero sinceritas in hac nostra narratione ad illos omni modo referenda est, quorum relatione hæc annotavimus, quia nos non visa sed audita conscripsimus«, sst. s. 4.
13) »Quos constat sine ulla dubitatione præ omnibus aquilonaribus populis in hujusmodi semper et peritiores et curiosiores extitisse«, Mon. hist. Norw. s. 6.
14) Sst. s. X-XI.
15) »cum nihil a me de vetustatis serie novum vel inauditum assumserim, sed in omnibus seniorum assertiones secutus«, sst. s. 72.
16) G. Storm i fortalen sst. s. XXII.
17) Under Olaf kyrre var der ganske vist fredelige tider, men både foran og efter hans regeringstid herskede der de største ufredsår i Norge både indad og udadtil.
18) Se herom A. Olrik: Kilderne til Saxos oldhistohe II, 280 ff.
19) Der er i det foregående intet blevet fremhævet om fremmed indflydelse med hensyn til sagaskrivningens oprindelse og udvikling. Det er muligt, at bevidstheden om, at der i andre lande fandtes skreven litteratur, har givet stødet til, at mænd som Sæmund og Are begyndte at skrive bøger; det antager J. E. Sars, Udsigt II, 280 ff. Dette kan meget gærne være, men det er af en forholdsvis ringe betydning, da den fremmede historiske litteratur i hvert fald intet har at gøre med sagalitteraturens form og udvikling, der er fuldkommen original, jfr. også Sars s. 283.
20) Den anføres i Landnáma 62, ligesom også Svarfdæla s. 208; det er muligt, at der i tidligere tider har eksisteret en ældre saga, der på grund af de skrevne eksemplarers fåtallighed helt gik til grunde, så at den senere måtte skrives fra nyt af.
21) G. Storm: Snorre Sturl. Hist. skr. 97. f.
22) Se Flatøbogen I, skriverens fortale.
23) Et par eksempler herpå er: aðra sæmð eigi minni en ek veitta honum Þórólfi ændres til aðra sæmd svá sem ek veitta Þórólfi (Egilss. 78); en ek munda kjósa til en ek vilda eller i et andet hdskr. til en ek hugða (sst. 79), snemma um várit bjoggu þeir Kveldúlfr skip sín til þeir búa (eller Bjoggu nú) sér skip og nogle tilføjer til ferðar (sst. 81) osv. osv.
24) Hvad grunden hertil kan være, er vanskeligt med bestemthed at sige; vi vil se nærmere på sagen under sagaens særbehandling.
25) Jfr. G. Storm: Islandske annaler 1888, indledning s. LXXIII »Grundlæggelsen af den islandske annalskrivning tør således ikke med sikkerhed sættes mange år forud for 1900«.