FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Styrmir Kárason hinn fróði (som forfatter)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§ 14. Styrmer Kárason hinn froði


Om denne mands liv vides meget lidet. Hans faders navn kendes kun fra den gamle lovsigemandsrække1) og en måldage2). Af det forholdsvis sjældne navn har man villet slutte, at Styrmer har hørt til Gilsbakkamændenes slægt3). Det første, vi hører om ham, er, at han beklædte lovsigemandsembedet første gang 1210-14 — og anden gang 1232-35. Derefter var han prior i Viðøkloster til sin død 20. febr. 12454) I en række af år var Styrmer knyttet til Snorre Sturluson og har i en længere tid opholdt sig hos ham i Reykjaholt; således siges han ved år 12285) at være sendt af Snorre for på hans vegne at slutte fred (grið) med Sturla Sigvatsson; ved den lejlighed var det ham, lovkyndig som han måtte være, der fremsagde det højtidelige gridformular. To år senere lod Snorre Styrmer »ride (til altinget) med lovsigemandsembedet«6) (fungere som lovsigemand). Endelig hedder det7), at Styrmer har optegnet »Snorre folgsnarjarls8) (ɔ: den hemmelige jarls) dødsdag«. Det er vistnok alt, hvad vi får at vide om ham. Han kaldes både præst, kannik og prior, og næsten altid »den frode«; han er overhovedet den sidste med det tilnavn. Det viser, at han har været højt anset for sin historiske lærdom, og det er da naturligvis også hans betydning for den historiske litteratur, vi her har at undersøge. Hvorvidt samværet med Snorre har haft nogen betydning for hans udvikling, er usikkert; alt taler for, at så ikke har været. Styrmer var sikkert ældre end Snorre og har måske allerede været færdig med sine skrifter, før han kom i nærmere forbindelse med ham.

Styrmer9) har uden tvivl været en flittig mand; hans navn er, som vi allerede i det foregående oftere har set, knyttet til forskellige skrifter. Hans virksomhed angår dels islandske sagaværker, dels de norske kongers sagaer.


I. Det hedder da for det første i Haukr Erlendssons bekendte meddelelse10), at han (Haukr) har skrevet sin bog om landnam efter to bøger, hvoraf »Styrmer d. frode havde skrevet« den ene (jfr. ovf. 578). Da det tillige oplyses, at indholdet af Styrmers Landnámabók for største delen stemte med Sturlas bog, og da denne umulig kan have været en afskrift af Styrmers, må de bægge have berot på en ældre original (jfr. ovf.). Der er således ikke tale om, at Styrmer er den egenlige forfatter til Landnáma. Ved en sammenligning mellem teksterne finder man hvori Styrmers virksomhed har bestået. Han har da til grundteksten tilføjet og i den indsat bemærkninger om historiske tildragelser i oldtiden (landnamstiden), en hel del antikvarisk-topografiske og personalhistoriske oplysninger; endelig har han udvidet teksten med tillæg af legendeagtige omløbstraditioner. Alle disse tillæg angår nærmest det sydvestlige land, netop Styrmers hjemstavn. Om alt dette kan der i øvrigt henvises til fortalen til særudgaven af Landnáma. Man har betragtet det som afgjort, at Styrmers bearbejdelse var gået tabt som helhed; men den foretagne nye undersøgelse af den såkaldte »yngre Melabók« (AM 106 og 112) synes at godtgøre, at vi netop i dette håndskrift har Styrmers bearbejdelse, men udvidet med forskellige tillæg af den, der tilføjede Melarfamiljens slægtregistre, jfr. ovf. Når vi nu ser på de tillæg der vistnok hidrører fra Styrmer, forstår vi så godt, hvorfor han har fået sit tilnavn. Han har åbenbart kendt og samlet en mængde historiske (eller halvhistoriske) overleveringer, der endnu levede i folkemunde, og dem har han stukket ind i den oprindelige Landnáma, hvor han fandt det passende. Hvorvidt de svarede til værkets oprindelige og ægte historiske karakter, var ham åbenbart ligegyldigt; denne side af sagen havde han meget ringe sans for; for ham galdt det — som for så mange senere — at samle og bogføre. Vi lærer allerede her i Styrmer at kende en mand med levende interesse for historie, særlig personalhistorie, en flittig og hæderlig samler, der ikke gør forskel på historie og legende, d. v. s. en ukritisk og lettroende og vistnok noget pedantisk lærd. Dette billede vil i det følgende yderligere blive bekræftet.

Til de nævnte Landn.-udvidelser slutter sig en bemærkning som den, der findes i Harðarsaga (Isl. s. II, 117—18), at Hörðr i tre henseender skulde have udmærket sig fremfor andre; den siges at hidrøre fra Styrmer.


II. Dernæst sættes Styrmer i forbindelse med Sverrissaga. Vi har i det foregående (se Karl Jónsson) behandlet denne og hævdet, at den må være én mands arbejde fra først til sidst, med fradrag af enkelte mindre indskud. I Flatøbogens fortale hedder det, at »Styrmer præst d. frode skrev [sin bog] efter den bog« ɔ: abbed Karls original. Udtrykket er temlig tydeligt og betyder ikke andet, end at Styrmer — ligesom ved Landnáma — har taget en afskrift af Karls sagaværk, der i og for sig var så detaljeret, at der ikke var meget at tilføje. Styrmer har heller ikke kunnet bearbejde sagaen i nogen nævneværdig grad (langt lettere var det jo med et værk som Ldn.). Der lader sig dog vistnok påpege enkelte mindre stykker, der vistnok hidrører fra ham; således det lange slægtregister helt op til Adam i den nævnte fortale, den legendariske drøm i k. 2, et stykke i k. 56 (Fms. s. 141) om, hvorledes Sverre under slaget skal have løftet hænderne til himlen og messet en sekvencia, sammenligningen mellem Sverre og hans fader i sagaens slutning osv. (jfr. ovf. s. 377, 382 og Maurer), foruden enkelte fraseologiske enkeltheder11).


III. Endelig er det Olaf den helliges saga, som Styrmers navn og det i en særlig grad er knyttet til. Dette sker først og fremmest i og ved det tillæg til Olafssagaen, som findes i Flatøbogen mellem Hakon d. gamles saga og sagaen om Magnus d. gode - Harald; det indledes således: »Disse småartikler, som her er samlede, står i selve den livssaga om kong Olaf d. hellige Haraldsson, som Styrmer præst d. frode har sat sammen12). Herefter følger 11 kapitler, der genfindes i den legendariske Olafssaga, med undtagelse af k. 1, 4 (af erotisk art), 5 første halvdel, 8 (om Sigvatr), 9 tildels, 10 (Olaf som færgemand ved Nidelven). Teksten er desuden noget anderledes hist og her end i leg. s. Det er allerede heraf klart, at leg. s. (jfr. ovfr. 609—10) ikke helt er identisk med Styrmers bog. Derimod er det tydeligt, at det er Ældste saga, eller en bearbejdelse af denne, som Styrmer har lagt til grund for sin bearbejdelse og afskrevet. Han har som sædvanlig åbenbart udvidet grundteksten og tilføjet forskellige legender og omløbstraditioner.


Til Styrmers saga findes der bestemte hentydninger13), og der lader sig med nogenlunde sikkerhed udpege stykker, der har tilhørt Styrmers skrift. Nordal har i sin bog med stor grundighed og skarpsind søgt at påvise, hvilke stykker i Olafssagaens forskellige håndskrifter hidrører fra Styrme (se især s. 89 ff); i det hele og store har Nordal truffet det rigtige, selvom der i enkelte tilfælde kan være tvivl. Han har også utvivlsomt ret i at antage, at de ikke alle (bortset fra de 11 artikler i Flat.) nu findes i den oprindelige form — på grund af skriveres og bearbejderes lyst til ændringer både af den ene og den anden art. Hans resultat er (jfr. ovf. om Ældre saga), at Styrmers bog ikke direkte beror på Ældste saga men på en omarbejdelse af denne, hvorfra også den legendariske Olafssaga stammer. Alle disse stykker bærer et ret ensartet præg og vidner om Styrmers forfatterpersonlighed og interesser (gejstlig svulst, legender, taler og vidtløftighed). Han ses heller ikke her at have haft sans for et sagaværks oprindelige faste form og gode sammensætning, men bryder atter og atter de gode gamle sagaprincipper.

Når Styrmer har skrevet sin saga eller foretaget sin bearbejdelse, er næppe muligt med fuld vished at sige. Mellem o. 1210 og 1240 må den være skreven, og snarest før 1220 eller før Snorre skrev sin udførlige saga om Olaf; det er ikke rimeligt, at Styrmer vilde have foretaget en sådan bearbejdelse efter at Snorre havde skrevet; dernæst har Snorre vistnok benyttet hans bearbejdelse; som kronologisk mellemled mellem Ældste saga og Snorre bliver den fuldt forståelig14).

I det hele og store er Styrmers historiske virksomhed af en lidet tiltalende art. Egenlig historisk forfatter er han åbenbart ikke. Han så at sige indleder det bearbejdelsestidsrum, der navnlig efter midten af det 13. årh. fremtræder så stærkt og hvis frugter vi så mange gange har haft og vil få lejlighed til at iagttage — ofte til liden glæde for os. Hans sagabearbejdelser vidner kun om de antikvarisk-kompilatoriske interesser, for hvilke mængden, men ikke kvaliteten har størst betydning. Flere historiske træk og småfortællinger er ganske vist herved blevne bevarede for efterverdenen, og som vi på en måde er taknemlige for, men hvor meget af dem vilde vi dog ikke gærne have undværet for at have de oprindelige værker i deres ægte form. — Styrmers stil er kedelig; den er ordrig og svulstig og minder om den med ham åndsbeslægtede Gunnlaugr; en stærk brug af adjektiver og en ophobning af bogstavrimende ord gør den hverken mere levende eller tiltalende; og hertil kommer så en kedelig religiøs tone.

Det er yderlighederne, der i årene 1220—30 mødes i Reykjaholt, hvor Snorre og Styrmer sidder side om side: ånden og åndløsheden, kritikkens fineste skarphed og den absolute mangel på alt, hvad der hedder kritik, det skarpsindige helhedssyn og indskrænkning af stoffet på den ene, den talentløse ophobning af stof uden grænser og uden nogen bærende samlingstanke på den anden side. Noget mere uligt end de to mænd kan næppe nævnes. Det er underligt at tænke sig, at den enes navn står den andens så nær.



Noter:
1) Ldn. 348; Ups. Edda Dipl. Isl. I, 501.
2) Dipl. Isl. I, 496.
3) J. Sigurdsson: Safn II, 27. — Når H. Þorsteinsson i sin nedenfor anførte afhdl. har antaget, at Styrmer var en søn af abbed Kári Runólfsson på Þingeyrar og at han er blevet opdraget her og her har fået sine historiske interesser og grundlagt sin viden, er denne antagelse, så lokkende den end kunde synes, kun en formodning og intet andet, og den bliver ikke rimeligere ved, at andre formodninger grundes på den.
4 ) Isl. Árt. skr. s. 23 (Styrmer prestr canoki kaldes han her) 84, jfr. 88, Dipl. Isl. I, 513.
5) Sturl. I, 397.
6) Sst. 421.
7) Sst. 540.
8) Hentydning til, at Skule jarl skal have gjort Snorre til sin jarl eller lovet ham jarletitlen; se ndf.
9) K. Maurer: Ueber die Ausdr. Anm. 10, 19-20; G. Vigfússon: Sturl. Proll. lxxxi— ii; Jón Sigurðsson: Dipl. Isl. I, Safn til sögu Isl. II, 27; G. Storm: Sn. Sturl. Hist. skr. k. 8, s. 37 ff.; Otte brudstykker 1893; H. Þorsteinsson i Skirnir 1912, og fremfor alt S. Nordal: Om Olaf d. helliges saga 1914, særlig s. 69—133.
10) Hauksbok s. 124.
11) Når H. Þorsteinsson antager, at Styrmer og Karl bægge i forening har skrevet den sidste del af sagaen (og Styrmer måske mest deraf), er dette grebet ud af luften, ligesom Styrmers ophold på Tingöre overhovedet kun er en løs formodning.
12) Flat. III, 237—48.
13) Således når det i Flat. II, 67 (Fms. V, 170) hedder, at Olaf d. hellige fangede 11 konger på engang “som Styrmer regner i sin bog”; jfr. Emundarþáttr (Fms. V, 268), hvor der ved fejlskrift står IX f. XI.
14) H. Þorsteinsson har uden al kildehjemmel søgt at hævde Styrmers forfatterskab til andre sagaværker. Det er ganske ørkesløst at komme ind på en drøftelse heraf.