FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Trójumanna saga og Bretasögur

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§19. Oversatte sagaer
A. Verdslige sagaer


3. Trojumannasaga og Bretasögur


3. Trojumannasaga og Bretasögur1). Uagtet der her er tale om oprindelig to forskellige værker, hvert af sin forfatter, er de dog at betragte som et hele eller dog i tidsfølge sammenhængende, hinanden fortsættende sagaer. De findes i Hauksbók, AM 544, 4° , og 573, 4°. Den første, den »om Trojanerne«, handler særlig om Trojas erobring og brand. Efter en begyndelse på 6 kapitler, der er af mytologisk art og som indeholder en forvansket og forvirret gengivelse af nogle græske myter, særlig. Jupiters elskovshistorier, hvis direkte kilde ikke kan påvises, følger en fremstilling af hovedæmnet, der i alt væsenligt er hæntet fra det bekendte middelalderlige skrift af Dares Phrygius »De excidio Trojæ«, til hvilket der flere steder henvises. Ved siden af er også andre kilder nyttede; således Pindarus Thebanus (hvorfra enkelte stykker særlig er hæntede i 573, hvormed teksten her er udvidet)2) og Ovid; i slutningen henvises til en anden, Romernes, fremstilling af Trojas undergang; hermed menes den fra Vergil kendte fremstilling. Om hele forholdet henvises til W. Greif: Die mittelalterlichen bearbeitungen der Trojanersage (1886), samt Hauksb. indledn. s. XCIX—CIII. Sagaen er ingen ordret oversættelse, men en i øvrigt temmelig tro gengivelse. Kun undtagelsesvis er noget helt udeladt eller noget tilføjet, der er hæntet andenstedsfra end fra de nævnte kilder (hvorom nærmere i den nævnte indl. til Hb.). Denne oversættelse er i hvert fald ældre end o. 1260, da der i Alexandersaga (s. 7) henvises til den, og vistnok ikke så lidt ældre. — I slutningen af Trójum.s. henvises til fortsættelsen, Bretasögur. Dette skrift er en meget løs gengivelse af det bekendte værk af Geoffroy af Monmouth (Galfridus Monumetensis), forfattet på latin omkr. 1132—35. Der er så godt som ikke et historisk ord i hele værket; det er lutter sagn og digt og blev som sådant en rigt flydende kilde for senere digtere som Shakespeare, der derfra har hæntet stoffet til nogle af sine berømteste stykker. Det er her man finder Artursagnet, Lear-sagnet, Merlins spådomme og så meget andet. Der begyndes med Æneas og hans færd, særlig grundlæggelsen af riget i Italien, hvorefter der så gås videre til Brutus, Britternes eponym, og det af ham stiftede »britiske« rige (Brutus og Britt- anses for at høre sammen), og så videre for til sidst at slutte med de historiske konger, hvoraf den sidste er Adelsten (925—40). Heller ikke denne saga er en ordret oversættelse, men kun en meget fri, på sine steder stærkt sammendragen gengivelse; oversætterens fremgangsmåde har jeg ment at kunne betegne på følgende måde: »han har i reglen læst et længere stykke i originalen ad gangen og så efter hukommelsen gengivet indholdet så nøjagtig og udførlig som han i hvert tilfælde kunde og fandt fornødent; hvor han vilde have det ordret, har han naturligvis atter læst sin original og gengivet den sætning for sætning«. For så vidt er denne gengivelse vistnok ret enestående. Enkelte pudsige misforståelser og flygtighedsfejl har oversætteren gjort sig skyldig i, hvorom der atter kan henvises til Hauksb.-indledningen. I Hauksb. er for Merlins »prophetia« i prosa (orig.s 7. bog) optaget Gunnlaugs rimede oversættelse (se foran s. 173—74). I det hele kan der henvises til Hauksb., indledn. s. CIII—CXIII. Endelig bemærkes, at der til de 5 første kapitler findes så godt som intet tilsvarende i urskriftet, samt at enkelte selvstændige tilføjelser findes hist og her. I 573 er teksten på sine steder noget vilkårlig udvidet og mulig rettet efter et andet hdskr. af orig.; og her findes en selvstændig þáttr, Valvensþ., optaget.




Noter:
1) Bægge navne er gamle.
2) Se udgaven i Annaler f. nord. Oldkh. 1848.