FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Víga-Glúmssaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
I. De gamle slægtsagaer (Íslendingasögur)
4. Øfjordsgruppen


Víga-Glúmssaga



Hovedhåndskriftet er AM 132 fol.; desuden findes et par mindre brudstykker i AM 445c, 564a 4° (Vatshyrna). Forskellen på 132 og 445 (k. 7-8) er ikke stor; ordlyden i det sidste er en del udvidet, men der findes også her enkelte bedre læsemåder. Vatshyrna-teksten er også kun en afskrift af den oprindelige tekst, men denne er her interpoleret med afsnittet om Ögmundr dyttr, fordi Glúmr spiller en rolle deri (jfr. ovf. 242). Der er altså, som sædvanlig, kun tale om én saga.

Sagaen er nærmest en biografi af høvdingen og skjalden Víga-Glúmr (jfr. I, 528). men har dog en kort indledning om hans forfædre, Ingjald, Helge magres søn, og dennes sønner, Eyjolfr og Steinolfr. Eyjolfr rejste udenlands, hvor han får lejlighed til at vise sit mod og dygtighed (bjørne- og bersærkedrab); han ægter hersedatteren Astrid, søskendebarn til Astrid, Olaf Tryggvasons moder. Eyjolfr døde tidlig, men efterlod sig 4 børn. hvoraf Glúmr var den yngste søn. Ved giftermål magedes det så, at Astrid måtte dele sin gård med enken efter sin anden søn og hendes fader (Torkel) og broder, Sigmund. De lod Astrid føle deres overmod. Glúmr var ung og i opvæksten lidet håbefuld. 15 år gammel rejste han dog til Norge, hvor han træffer sin bedstefader. Ligesom faderen udøver han bedrifter (bersærkedrab) og bliver anerkendt af bedstefaderen, der giver ham lykkebringende kostbarheder (kap. 1—6). Nu rejser Glúmr hjem. Imidlertid er Astrid bleven ilde behandlet og tvungen til at afstå en prægtig ager. Glúmr hævner dette og dræber Sigmund. Det ender med forlig, hvorved Glúmr kommer i besiddelse af hele sin faders gård igen. Den bortdragende Torkel ofrer imidlertid til Freyr og beder denne, at Glúmr engang må forlade gården ikke mindre nødtvungen end han selv (k. 7—9). Herpå følger Glúms giftermål, og der nævnes flere personer, navnlig Espeholsmændene. En giftermålshistorie, som Glúmr har at gøre med, og i forbindelse dermed de to unge fætteres, Arngrims og Steinolfs, fødsel og opvækst og indbyrdes kærlighed meddeles (k. 11-12). Herefter indskydes de foran omtalte episoder om Ingolfr og Ladekalv (se s. 237-42; k. 13-15) og Glúmr og Skúta (k. 16). Nu nævnes Glúms børn, særlig Vigfúss, og i forbindelse dermed dennes slette fosterfader, tyven Hallvarðr, og der fortælles om dennes drab og Vigfúss’ hævn; dette førte til Vigfuss’ fredløshed og, da han ikke rejste udenlands, skovgang (k. 17—19). Afsnittet sættes her af kronologiske grunde. Nu vender sagaen tilbage til de to fættere, hvem en omflakkende kvinde spår ilde; Arngrimr dræber også Steinolfr, fordi han har ham mistænkt for at stå i elskovsforhold til sin hustru. Dette drab førte til fejder og fjendskab og det blodige slag på Hrisateigr (983 ifl. de isl. annaler). Ved en listig fremgangsmåde af Glumr kom der forlig i stand; hans list gik ud på, at ikke han, men en anden blev udpeget som drabsmand og dømt fredløs. Men det gik Glúmr som i sin tid Gisle Súrsson. Han kunde ikke dy sig, men antydede sagens rette sammenhæng i et vers (k. 20-3). Nu blev sagen tagen op på ny, og Glúmr skulde aflægge ed på ikke at være drabsmanden. Han aflagde så sin bekendte tvetydige ed ved 3 forskellige templer, der i øjeblikket gjorde den tilsigtede virkning. Bagefter blev hans tvetydige eder gennemskuede, og nu måtte han indrømme sandheden. Den kloge Einarr, Gudmund den mægtiges broder, blev vunden for sagen, og med hans hjælp blev Glúmr fordreven fra sin gård, der så tilfaldt Einarr selv. Herved betegnes en vending i Glúms liv; han havde da også bortgivet de lykkeklæder, han i sin tid havde fået. Glumr blev døbt i sin høje alderdom år 1000 og døde 3 år senere (k. 24—6, 28). Før han døde, fik han endnu engang lyst til at vise heltekraft og sin gamle stridbarhed i anledning af, at nogle af hans slægtninge havde begået et drab. Striden endte med et forlig, som Glúmr var misfornøjet med - »det er blevet slemt at leve her på jorden. Det er alderen, der er så slem mod skjalden osv.« er hans mismodige klage i et vers.

Sagaens indhold er ganske fortrinlig ordnet og alt hænger på det nøjeste sammen; det ene forbereder det andet på bedste vis. Overalt er en lykke- og skæbnesammenhæng umiskendelig. Det er skæbnens underlige spil, der fører Eyjolfr til den fornemme herse og giftermålet med hans datter, og det er den gamle herses lykke, tildels knyttet til håndgribelige kostbarheder, der går i arv til dattersønnen; jfr. hvad der fortælles om Knud lavard i Knytlinga. Den gode ordning brydes brutalt ved de nævnte kapitler, 13-16; intet viser bedre end dette, at de ikke stammer fra den oprindelige, betænksomme forf. Et andet afsnit, nemlig det næstsidste kapitel står også udenfor sammenhængen i den øvrige saga; men det hører dog uden tvivl med til sagaen og er tildels antydet ved genealogien i k. 5. Glúms egenlige saga er forbi med k. 26; resten er et slags efterslæt, ligesom Egill Skallagrimssons deltagelse i tingstriden mod Steinarr i Egilssaga. Til dette afsnit vil vi senere komme. Der er et par småting endnu at bemærke m. h. t. kompositionen, nemlig, at Ingjalds forfædre ikke nævnes; de vedkom heller ikke sagaen, ti det er først med hans søn, at sagaen begynder. De optrædende personer anføres eller præsenteres efterhånden (i k. 5 og navnlig 10, efter at det her er fortalt, at Glúmr »nu fik megen magt i herredet«). En uregelmæssighed kunde det synes at være, når Glúms udenlandsrejse og tilbagekomst først fortælles og så bagefter berettes, hvad der hjemme var sket imidlertid (k. 7). Men her var det om to samtidige begivenheder at gøre, og det havde været uheldigt og mindre praktisk, at indskyde det sidste i fortællingen om Glúms rejse. Som det nu er, er det fuldtud naturligt og forståeligt.

At sagaens nuværende form - bortset fra k. 13-16 - omtrent er den oprindelige, er der næppe grund til at betvivle. Stilen er prunkløs og klassisk, fremstillingen jævn og god. Enkelte afskriverændringer er der her som ellers; således beror den unge brug af part. perf. k. I, 67-8 på en sådan.

At forf. har været en Øfjording, er sikkert; de sædvanlige kriterier, som lokalkundskab, forhold til traditionen osv., er i fuldt mål tilstede. Hans kilder er, foruden bygdetraditionen (57,12, 70,61, 87,28-31) Glúms løse vers, c. 10 i tallet. Uagtet de ikke er fyldte med kendsgærninger, indeholder de dog sådanne ting som drømme og hentydninger til kendsgærninger, at de egnede sig godt til at blive kærnen i en fortælling og en støtte for hukommelsen; således er det åbenbart omtalen af de 40 år i det sidste vers i k. 26, der ligger til grund for bemærkningen om de 2 X 20 år af Glúms liv i sagaens slutning. Desuden findes der 2 vers af Brúse og Einarr på Tværå (I, 529), digtede i anledning af kampen ved tingstedet. Ldn. er ikke benyttet1), og det kan ikke ses, at sagaen er benyttet i den. Ellers er der i det hele og store overensstemmelse mellem disse to værker m.h.t. slægtregistre. Afvigelserne er mindre betydningsfulde.

I forbindelse hermed fortjæner det at omtales, at der i sagaen nævnes en Hríseyjar-Narfe (k. 5 og 27) som gift med Ulfeiðr, en datter af Ingjaldr, altså en faster til Glúmr; deres 4 sønner nævnes; en af disse forårsagede Glúms sidste kamp. Narfe kendes fra Ldn. (s. 203) som en søn af þrándr Narfason. Nu nævnes (s. 209) en anden Narfe (»som gav navn til Narfasker«), og denne siges at være gift med »Ulfeiðr, en datter af Ingjaldr fra Gnupufell«. Dette har foranlediget E. Ó. Brím til at søge at godtgøre2), at sagaens fremstilling er urigtig, og at der foreligger en sammenblanding af de to Narfe'r. Hvis dette var rigtigt, måtte man sikkert her antage en stærkt forvansket tradition i sagaen, eftersom hele dens fortælling om pågældende sag da måtte bortfalde. Det virksomste bevis skulde være det, at Hriseyjar-Narfe, der er sonnesøns søn af en landnamsmand, ikke godt kunde være gift med en datter af Ingjaldr, en søn af Helge magre. Men denne slutning holder næppe stik. Stamfaderen, Tormod, siges i Hauksbók (og Melabók) at være fordreven fra Norge »af Björn på Haugr«; dette tyder på, at han allerede var gammel, da han kom til Island3) og da har haft en voksen søn (Narfe), der altså var samtidig med Helge magre; dennes sønnesøn (Hriseyjar-Narfe) bliver altså samtidig med Helge magres sønnedatter; i hvert fald er slægdeddene lige mange. Således er der absolut intet umuligt eller usandsynligt i sagaens fremstilling. Nu vender vi tilbage til Ldn.; her fortsættes der i Sturlubók (efter det ovenanførte citat) med: »deres sønner var Ásbrandr, en fader til Hellu-Narfe, og Eyjolfr, fader til Torkel (-vald) i Hage, og Helga, fader til Grímr på Kalfskinn«. I Hauksbók er dette noget anderledes, idet Narfe her siges at have været gift med Ulfeid, en datter af Ingjaldr, Helge magres søn. Efter »Gr. på Kalfskinn« tilføjer Melabók: »Torvald fra Hage myrdede sin fætter, Grimr«; det er åbenbart den samme tildragelse, hvortil der hentydes i sagaen. Men hertil er der meget at bemærke. For det første tales der i Ldn. om Ingjaldr »fra Gnupufell«: men Glúmas Ingjaldr bode vistnok aldrig på den gård, og Ingjaldr i Gnupufell (ti det er en historisk person), var ikke, som det i Hauksb.-Melab. hedder, en søn af Helge magre, men dennes sønnesøn (Ldn. s. 222). Her er der altså tale om to forskellige Ingjald'er. De har bægge haft en datter af samme navn, og der er ingen grund til at drage i tvivl, at Ingjaldr Helgasons datter har været gift med Hriseyjar-Narfe. Herimod strider heller ikke Ldn.s ældste tekst. Melabóks rent udtogsmæssige fremstilling af de begivenheder, der fortælles i Glumss. k. 27, ved vi ikke, hvorfra stammer. Men det må hævdes, at sagaens fortælling ikke kan vige for en kildes, der er omtr. 100 år yngre. Efter rigtig metode må vi altså fastholde sagaens detaljerede skildring, der intet unaturligt indeholder og som i og for sig gør Indtryk af den solideste vederhæftighed, som den rigtige.

At sagaen tilhører de alderdomligste både i stil og fremstilling, er noget, man forlængst har anerkendt, og sagaen kan i ingen henseende sættes til senere tid end c. 1200, skønt håndgribelige beviser ikke lader sig fremdrage. Der findes i sagaen enkelte juridiske momenter, der synes at være rigtige, og som giver os flere interessante oplysninger4). Også oplysningen om Freysdyrkelsen er af vigtighed.

Sagaens kronologi er ikke dårlig, skønt heller ikke uden vanskeligheder5), hvilket dog næppe forringer den historiske troværdighed.

Særlige forfatterinteresser mærkes der næppe, det skulde da være for juridiske udtryk og lign. Glúmss. er overhovedet en af de sagaer, hvor forf. ligesom står ganske skjult bagved uden at røbe sig. Dog må det antages, at han har været gejstlig.

Personernes karakteristik er i det hele fortrinlig. Først og fremmest er det Glúmr selv, den mægtige høvding, hvis lyst det er ved list og velberegnede påfund at føre modstanderne bag lyset, ikke just af frygt for at tage følgerne af sine gærninger, for det gør han, og han tjæner så at sige altid noget ved det; han er en helt igennem sympatetisk personhghed, og fremtræder oftere som en i grunden brav karakter. Det er denne mand, der så træffende skildres s. 23; efter at være bleven forhånet - »brast han i latter, men han blev bleg i ansigtet, og der sprang tårer fra hans øjne, så store som haglkorn«; noget sådant skete navnlig, når han tænkte på drab. Af andre karakterer kan hans sønner fremhæves, den kraftige, men fredelige og tænksomme Már, den voldsomme og stridbare Vigfús, der i meget slægtede sin fader på. Fremdeles kan vi fremhæve det mærkelige norske brødrepar, den brave købmand Hreiðarr, og den ligeså brave, men dog helt forskellige viking, Ívarr; denne er en særdeles fornøjelig person, der hader alle Islændere, men som dog tilsidst får andre meninger om dem. Endelig har vi bagvaskeren Torvard, der ved sin faren frem og tilbage sætter splid mellem folk og minder om egernet i Yggdrasil: han straffes helt fornøjelig ved Glúms list. Denne beholder hans unge søn hos sig, der så får skylden for et af Glúms drab; det var synd for drengen, men faderen fortjænte det. Egenlige kvindekarakterer fremtræder ikke. Dog findes der her interessant kvindefærd, f. ex. den gamle Hallberas, der fik Glúmr til at forlade Tværå. Glúms prøvede moder har vor medfølelse; vi skimter hendes storsind og tavse sorg over den uret, hun må lide.




Noter:
1) Hallfriðr 14,14 kaldes i Ldn. (s. 233) Arndís; Ingunn Þórisdóttir 14,29 nævnes ikke der. Sst. regnes Torgrim blandt Þórirs og Þórdis’ børn, men ifl. 31,39 er han ikke hendes søn, og dette stemmer med Ldn. s. 219. Her foreligger en bearbejders fejl. Örnolfr 31,23 er Ldn.s Ormr (s. 224), Arnórr rauðkinnr er Ldn.s A. rauðæingr (s. 222).

2) Timarit hins fsl. Bókm. fjel. III, 100-12.

3) Jfr. Brím selv sst. s. 101, anm. 5.

4) Brugen af ordet fjörbaugsgarðr (k. 24) er mærkelig og vistnok rigtig.

5) Holdepunkter er Glúms død - 3 år efter kristendommens indførelse - Hrisateigskampen 983 ifl. Isl. ann.