FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Valla-Ljótssaga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
I. De gamle slægtsagaer (Íslendingasögur)
4. Øfjordsgruppen


Valla-Ljótssaga



Denne lille saga - en af de korteste - findes kun i papirshdskrr., hvoraf AM 158 fol. er et af de bedste. Udg. i Ísl. fornsögur II. 1881.

Ved sit indhold kan sagaen siges at danne en fortsættelse af Svarfdælasaga. En søn af dennes hovedperson, Karl d. røde, hed Sigmundr; han var gift med en datter af Ingjaldr i Gnúpufell (se ovf. 494); de havde 3 sønner, Hrolfr, Halle, Böðvarr. Den første var en voldsom mand: det var Halle også, men tillige retskyndig, hvorimod den tredje var fredsommelig og blev købmand. Halle dræber en mand, der vil ægte hans moder, der nu var bleven enke. men der kom et forlig istand (k. 1—2). Halle sluttede sig til Gudmund d. mægtige, men blev snart utilfreds med opholdet i Øfjorden og flyttede til Svarfaðardal mod Gudmunds råd. Høvdingen i dalen var Valla-Ljótr. Der var gammel strid mellem slægterne. Valla-Ljótr var en fredelig mand, men betragtede sig som den egenlige høvding i dalen. Halle brød sig ikke om at indhænte tilladelse til nedsættelsen og var uklog nok til ligefrem at yppe strid med Ljótr, hvilket førte til, at denne dræbte Halle (c. 1007). Der kom et forlig i stand, men drabet forårsagede dog nye blodsudgydelser. Det værste var, at den uskyldige Böðvarr også dræbtes. I anledning af denne ufred kom Valla-Ljótr og Gudmund til at stå imod hinanden, og de er da også sagaens virkelige hovedpersoner. Efter at Gudmund forgæves havde forsøgt at overfalde sin modstander, kom der endelig et afsluttende forlig i stand på altinget (k. 3-7).

Det hele foregår i løbet af nogle få år (1007—10), med undtagelse af indholdet af de 2 første kapitler, der foregår c. 20-25 år før. Sagaen er ikke uden interesse som en fremstilling af bygdestridigheder og blodhævnsbegivenheder; men der forekommer ikke synderlig udprægede karakterer, undtagen den lidet samvittighedsfulde lovtrækker Halle og så navnlig Valla-Ljótr selv, en ædel person, men hvem man ikke ustraffet håner. Det er ham, der beskrives så karakteristisk i kap. 2; se ovf. s. 327.

Sagaen beror udelukkende på en gammel tradition, men denne er åbenbart særdeles god. Det hele fortælles naturlig og i god orden. Også i kronologisk henseende er sagaen ret god. En fejl er det, når Hermund Illugason i kap. 5 c. 1010 betragtes som en selvstændig høvding; det blev han først senere. Sagaen slutter sig helt og holdent til de klassiske sagaer fra det 12. årh. eller c. 1200. Forf. er åbenbart en mand fra egnen (Øfjorden eller Svarfaðardalen). Han er fuldstændig stedkendt, og det er klart, at det er bygdetraditioner, der meddeles. Han er tydelig en gejstlig mand. Det viser omtalen af, at Eyjolfr Valgerðarson var primsignet, før han druknede (hans dødsmåde kendes kun fra denne saga), samt af bemærkningen om St. Mikkel og den ham helligede dag. Ellers mærkes der ikke særlige forfatterinteresser.

Uagtet sagaen i det hele kan roses for troværdighed1) og forfatteren for upartiskhed, er han dog ikke ubetinget at rose som stilist eller sagamæssig fremstiller. Således nævnes oftere forhold og personer, der ikke er læseren bekendte og som han først efterhånden - dog ikke altid - får nærmere oplysninger om2).

Det er klart, at forf. forudsætter, at læserne kender disse personer, men han gør sig således skyldig i en fejl m.h.t kompositionen.




Noter:
1) S. 169 siges der, at der på Grund i Svarfaðardal var en kirke. At der i senere tid var en kirke, er sikkert nok; se Kålund II, 96, anm., men om den er så gammel, vides ikke. Det er vel muligt.

2) Hrolfs tilnavn (gípr) kommer ikke straks, hvor han først nævnes. Torfe, der bejlede til enken, kaldes først «ikke ætstor«; senere får vi at vide, at han er frigiven. S. 163 omtales stridigheder, læseren ikke kender fra denne saga. Torgrimssønnerne nævnes først (s. 164) som »ætstore mænd«; så får vi s. 174 at vide, at de er Valla-Ljóts søstersønner, og endelig s. 179, hvad denne søster hed. S. 178 nævnes uden videre en Narfe. Først senere får vi at vide, at det er den også fra Ldn. kendte Hellu-Narfe. S. 181 og 183 nævnes uden redegørelse endnu andre personer.