FJ-Litteraturhist.Bd.3a-Verdslig digtning-Navnløse digte
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Tredje Bind
af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1924
Tredje Tidsrum
Første Afsnit: Digtning
B. Verdslig digtning
II. Navnløse vers og digte
Af sådanne findes endel i de opdigtede sagaer fra dette tidsrum, og mulig hører hertil nogle af de historiske sagaers uægte vers, f. ex. nogle vers i Njála (se II, 166). De yngste af disse vers er sikkert de i Harðarsaga, der utvivlsomt tilhører det 14. årh. De her anførte vers anslår en tone, der genfindes i andre vers fra samme tid (jfr. nedenfor), nemlig en vis alvorstung, følsom tone, der ikke er uden virkning; sprog og form er på flere punkter efterklassisk. Her findes bl. a. en højbos vers i efterlignet fornyrðislag med forbandelser over den, der bryder højen (Hörðr). Også de fleste af versene i Grettissaga bør måske snarest henføres til det 14. årh.1). Der er i II, 758—59 omtalt 3 små þættir, der tilhører grænsen af 2. og 3. tidsrum, Bergbuaþ. og Draumr Þorsteins. I Bergb. findes en flok på 12 drotkvædede vers (tólf vísna flokkr) af et jætteagtigt væsen, hvor den sidste linje gentages (drag jfr. galdralag)2). I det første vers nævnes en Hallmundr, der åbenbart er identisk med Grettissagas jættevæsen af samme navn; versets to sidste linjer genfindes netop i Grett. (jfr. Boers udg. s. 206). Versene er med vilje gjort dunkle og er fulde af omskrivninger; de indeholder mytiske hentydninger (Elivágar, Surt, Ragnarök osv.). — I Kumlb. findes to drotkvædede drømmevers3) og i Torsteins drøm tre4), disse er noget alderdomligere end hine.
I de opdigtede sagaer, der nærmest slutter sig til de islandske slægtsagaer, sagaen om Bárðr Snæfellsáss, Víglundr, Þórðr hreða og Krókarefr, der alle nedenfor vil blive nærmere omtalte, findes vers, hvorover en kort oversigt her skal gives.
I Barðarsaga findes et par vers i fornyrðislag af Helga Bårdsdatter, der ånder sans for fædrelandets skønhed; et andet af samme af en erotisk-følsom art. Endelig findes nogle vers af forskellige væsner5).
I Þórðarsaga hreðu (udg. 1848) findes 11 vers (deraf et i hrynhent!) tillagte hovedpersonen og forfattede i anledning af forskellige begivenheder. Tord kaldes (s. 3) »en god skjald«. Dernæst findes der et vers af Asbjørn. Disse vers er i ingen henseende ejendommelige, men ret simple i stilen6).
I Krókarefssaga indeholdes 3 vers af hovedpersonen; om dem gælder del samme7).
Endelig er der Viglundarsaga. I denne sentimentale roman findes ikke mindre end 23 vers8), deraf henholdsvis 16 og 3 af de to hovedpersoner Viglund og Ketilrid. alle i frit drotkvædet. Disse vers overgår langt alle de før omtalte ved deres dybe elskovsfølelse og følsomme tone, der er ligefrem menneskelig og ofte rørende i en god betydning. Det er en fornøjelse al læse dem. også fordi de i fremstilling er så simple og let forståelige. Enkelte af disse vers er bleven særlig populære på Island. Som prøve hidsættes: Ketilrid, der tror, at hendes elskede er druknet, udøser sin elskovskval og sorg således: »Ikke kan jeg uden tårer se på søen. siden min målven sank derned; led er mig den sorte sø og den sugende bølge; den har voldt mig så svar en sorg«. Efter at Ketilrid tilsyneladende var bleven gift, siger Viglund: »Krigeren troede dig, kvinde, mindst kunde jeg tænke mig, at en anden havde fæstet dig. Hvad nyttede alle de eder og de mange kys? Først sent lærer man kvindesind at kende. Hun har virkelig sveget mig«. Et af de kendteste er følgende, digtet efter et møde mellem de elskende: »To stod vi ude på tunet; den stolte kvinde med det dejlige hår lagde sine arme om min hals og græd bittert. Tårerne randt. Sorgen vidner om kvindens vilje. Hun tørrede sine lyse øjne med den snehvide dug«. I originalen lyder versene smukt. De er mærkelig fri for opstyltethed og svulst. Disse vers er nærbeslægtede f. ex. med dem. der findes i Friðþjófss. og påvirkede deraf, samt med rimernes indledningssange.
Det er hvad der findes i sagaerne9). Hertil slutter sig nogle vers om Olaf Tryggvason 7 i alt, der findes skrevne i randen i AM 61, fol.10). De er drotkvædede og handler om kong Olaf og Torkel dyrdil: det er et slags legendedigt, uden tvivl fra 14. årh. Det er uden noget særpræg.
[I 1. udgaven fra 1902 har Finnur Jónsson her et afsnit om digtet Hugsvinnsmál. Dette afsnit er udeladt i 2. udgaven fra 1924 (der ligger til grund for denne netudgave). Nedenfor gengives afsnittet fra 1. udgaven. (clm):]
[Endelig bør her nævnes den islandske oversættelse af Catonis disticha de moribus, isl. Hugsvinnsmål (Hugsvinnr oversættelse af Cato) der findes i forskellige hdskrr., udg. med den latinske original af Hallgr. Scheving 1831. Det er kun brudstykker, der haves, men en kritisk udgave savnes. Digtet er affattet i ret gode ljóðaháttsvers; fremstillingen er overordenlig klar og ligefrem. Der findes mange genklange af Hávamál. Oversættelsen er ikke ældre end fra 14. årh. Også indledningen, der i originalen er i prosa, er omsat til vers. Oversættelsen er i det hele ret heldig; undertiden ændres eller udelades der noget i orig., hvor den islandske følelse ikke stemte med det der sagte. Når det således hedder: Nam miranda canunt, sed non credenda, poetæ, så stred ordene »sed non credenda« på det føleligste mod den islandske opfattelse af skjaldenes ord; de stod netop til troende og blev troede. Derfor kom det til at lyde så i oversættelsen: þviat ágætlig hljóð, bera yta sonum, skáld til skemtunar; her fremtræder netop den væntede selvfølelse over digtningens herlighed og dens underholdende ævne. I formel henseende bemærkes, at 3. linjes udgang synes undertiden at være uregelmæssig, nemlig _́ × for ⏝̀ ×, men udgaven er i hvert fald ikke altid pålidelig.]
Finnur Jónsson: Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, bind 3, s. 25, København, 1902.
Af niddigtning findes så godt som intet. I Flatøbogens annaler ved år 1309 (Isl. ann. s. 391) siges en mand at være bleven dræbt, fordi han havde ladet en anden digte nid om tredjemand; men der er intet bevaret af dette. I den længere bearbejdelse af Máguss. findes 3 spottevers i fornyrðislag11).
Angående elskovsdigte henvises til det følgende.
Noter:
1) Se Jan. Jónssons afhandling i Arkiv XVII.
2) Skj. digtn. II, 226—29.
3) Sst. 229—30.
4) Sst. 230—31.
5) Skj. digtn. II, 482—83.
6) Sst. 483—86.
7) Skj. digtn. II, 487.
8) Sst. 488-93.
9) I sagaen om Vilhjálmr sjóðr findes en remse med 90 troldenavne i fornyrðislag; se Z. f. deut. Philol. XXVI, 7-8.
10) Skj digtn II, 494-95.
11) Skj. digtn. II, 493—94.
