FJ-Litteraturhist.Bd.3a Helgensagaer og æventyr

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Tredje Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1924


Tredje Tidsrum
Andet Afsnit: Prosaisk litteratur


§ 4. Helgensagaer og æventyr


I. Helgensagaer

I II. b. er det skildret, hvorledes man behandlede helgensagaerne. Først oversattes de mere eller mindre ordret, derpå ændredes de af afskrivere og bearbejdere på forskellig vis. Virkelige bearbejdelser er de kommenterede sagaer, hvor bearbejderne holdt sig til og nyttede, lagde til grund, den gamle saga, men udvidede den og forøgede den med allevegne fra hæntet gejstlig lærdom og andres og egne betragtninger af opbyggelig art (jfr. II, 865, 868). Fra det 14. årh. hidrører sikkert flere af de bearbejdelser, der på grund af sammenhængen måtte omtales allerede i II. b. At denne virksomhed har fundet sted i en stadig stigende grad er utvivlsomt; den svarer til bearbejdelserne af den verdslige saga og til tidens hele ånd; kong Hakon Magnussons eksempel har uden tvivl også spillet en stor rolle derved (II, 976).


Bergr Sokkason - Nikolássaga

Man møder her et navn, der ofte har spillet en stor rolle for litterærhistorikere, en rolle som det næppe fortjæner, det er Bergr Sokkason. Om ham vides ikke ret meget. Hans herkomst oplyses ved et gammelt slægtregister (Ldn. 357). hvoraf det fremgår, at han har stammet fra Øfjorden1). Det første, der høres om ham, er, at han 1316—17 var munk i Tingørekloster og siges at have været en god ven af Laurentius2); 1322 er han prior i Munketværåkloster3) og 1325 abbed sammesteds4). 1334 skal han have nedlagt sit embede på grund af sindsydmyghed5), hvilket lyder højst mærkeligt, så meget mere som han senere gik ind på for anden gang 1345 at overtage embedet6), men han døde samme år. Han siges i Laurenziussaga straks som prior at have forbedret klostertugten7), og han siges8) at have overgået de fleste andre på Island både m. h. t. gejstlig lærdom, skrift, sang og veltalenhed, og det tilføjes, at han »sammensatte mange hellige mænds sagaer på norrønt mål, hvilket vil være kendt, sålænge landet er bebygget«. Dernæst hedder det i Guðm. drápa af Arngrímr v. 449), at Bergr »i veltalende ord har udviklet mange af en bisps hædersgerninger og berettet om alle hans sande jærtegn«, og der siges, at han »i sin þáttr har sammenlignet ham med cederen«. Disse ord er imidlertid hidtil blevne misforståede som om det var Gudmund, der mentes; men der foreligger her kun en henvisning til Bergs bemærkninger om biskop Nikolaus i hans saga om denne (k. 164—65), hvor sammenligningen med cederen netop findes. Om Bergs virksomhed vides i det hele kun, at han har oversat og samlet (kompileret) en Nikolássaga. Denne findes i forskellige hdskrr., som AM 638, 4°, Sth., 16 4° mbr., udg. i Heil. manna s. II, 49—158. Der findes først et forudskikket brev til læserne af forfatteren selv, hvori han oplyser, at han på opfordring af »nogle mænd, skønt lidet lærd (det betyder klerklauss), har påtaget sig at oversætte (snara) Nikolás' livshistorie, noget vidtløftigere end den før fandtes i bøger«; der henvises i en prolog til en original af ærkedegnen »Joannes Barensis«. Som Unger i sin udg. har oplyst, er dette originale vita bearbejdet af Bergr således, at han har tilføjet forskellige stykker, som k. 1—4 (historisk og geografisk indledning), 6 fin.—10 (forklaringer), noget i k. 13 (fra Isidor om basilisken), samt et afsnit om drømmen i k. 69 (fra Gregors dialoger IV) foruden forskelligt andet. Dette svarer ganske til, hvad man væntede. Det hele er et lærd produkt med indskudte vidtløftige, opbyggelige forklaringer og lærde bemærkninger, der lige så ofte leder tanken bort fra hovedindholdet, og som er lidet fornøjelige at læse. Dertil kommer, at sagaen er forfattet i et meget skruet sprog med rigelig brug af uislandske adjektiver og participier; forlydsrim anvendes ikke sjælden. Sagaen bærer på den anden side vidne om forfatterens store belæsthed; han har haft et helt bibliotek af middelalderlig teologi til sin rådighed. Det allersidste stykke, s. 157—58, er åbenbart en afskrivers tillæg; det findes kun i Sth.-hdskr. og er hæntet fra den gamle saga (s. 45—46 udg.). Det er næppe muligt at bestemme, når sagaen er skreven; da Bergr kalder sig »broder«, kunde man måske slutte, at den er forfattet i årene 1316—22; i nærheden af Tingøre er Vatsdalens hovedkirke Undunfell, der var viet biskop Nikolás; det er muligt, at der er en indre sammenhæng mellem kirken og sagaen.

Hvilke andre helgensagaer, Bergr har »sat sammen«, savnes der oplysninger om; men de har uden tvivl været af samme art som denne saga om Nikolás.

Som bekendt kaldes det store foliohåndakrift i Sth. bibl., 1 mbr, Bergsbók eller Bergs ábóta bók, opkaldt efter Bergr Sokkason. Hdskr. indeholder digte og sagaer om de to Olafer samt Lilja. Grunden til. at hdskr. er sat i forbindelse med Bergr, er uden tvivl den, at det foran Olaf Tryggvasons saga hedder, at »her begynder sagaen om kong Ó. Tr. som abbed B. oversatte.« At denne oplysning er umulig, er påvist i II. 767. Om en oversættelse er der ikke tale. Vilde man alligevel forstå ordene som hentydende til, at Bergr var samleren af sagaen, bliver det dog en usikker formodning eller fortolkning. Selve hdskr. er langt yngre end Bergs tid, så at han intet som helst kan have haft at gøre med det. Det er således næppe muligt med nogen sikkerhed at sætte Bergr i noget forhold til Olafssagaen.


Árni Laurenzíusson - Dunstanussaga

Et andet forfatternavn er Árni Laurenzíusson, en søn af biskop Laurenzius, og en norsk kvinde, f. 130210). 15 år gammel blev han sammen med sin fader og Bergr Sokkason (1317) munk i Tingørekloster11).Med sin fader rejste han udenlands, da denne skulde bispevies12), og vendte hjem med ham. I klosteret deltog han i undervisningen og blev præsteviet 1326 i Skalholt 13); han berømmes som den bedste klærk og versifikator13), han har således haft en god del af sin faders begavelse, men han var noget drikfældig og vistnok meget usædelig14), så at hans fader måtte give ham en skrap irettesættelse. Når han døde, vides ikke. M. h. t. hans forfatterskab vides kun, at han skrev en saga om Dunstanus, ærkebiskop i Canterbury (924—88). Den findes kun i ét hdskr. AM 180, fol., udg. i Icel. sag. II. 385— 408. I et forudskikket brev til læsere og tilhørere (jfr. Bergs brev foran Nik. s.), ytrer Árne, at han på opfordring har samlet »hvad han har fundet i hellige skrifter om Dunstans liv og jærtegn. Der foreligger her en af de sædvanlige sammenpluk uden nogen originalitet eller selvstændigt værd. Kun den sproglig-svulstige affattelse er Arnes egen, men den er stemmende med hans samtids. I det hele er sagaen højst betydningsløs.

Af de øvrige helgensagaer, der ikke er knyttede til noget forfatternavn, er nogle, som bemærket, at henføre hertil som Tveggja postala saga, Jóns ok Jakobs, se b. II. 871, samt nogle s. 873 nævnte sagaer15).


II. Æventyr

Her må omtalen af de halvt religiøse, halvt moralsk-opbyggelige æventyr og fabler, hvoraf der haves en betydelig mængde, snarest finde plads. De er for allerstørste delen udgivne af H. Gering i hans særdeles fortjænstfulde samling, Islendzk æventyri I—II (Halle 1882—83), efter flere forskellige hdskrr.16). Indholdsmæssig slutter de sig ret godt til det foregående; det er, kunde man sige, små þættir både om navngivne og ikke navngivne personer: de skal, ligesom helgensagaerne, ikke alene underholde, men også stemme sindet til religiøsitet og sædelig vandel, til trods for det lidt slibrige indhold og den noget lette tone, flere af dem har; de ender i reglen alligevel altid med straf for synderen eller dennes anger, der skaffer ham tilgivelse og fred. Disse småfortællinger findes i visse særlige hdskrr., særlig AM 624, 4°; her findes to samlinger i sammenhæng. Den første er udg.s stykke XXIX— XLI, XCVII (brudst.), samt LXXVII, VIII, LXXXIV. Omtr. alle disse æventyr handler om unavngivne personer. Den anden samling indeholder 9 stykker (XV, XIX, XXII— III, LXXVIII, LXXXIII og VA, LXXXVIII— IX). hvoraf halvdelen handler om bestemte personer. Heraf er et om biskop Jón Halldórsson (se foran s. 67—8); det har en vigtig betydning for det heles forståelse. Denne samling indledes med en fortale (i udg. s. 3—4, B) af religiøst-moraliserende indhold, hvor bibelen sammenlignes med en græsgang for guds får. Samlingen kaldes her bæklingr og samlerens hensigt siges at have været den at ville hindre forskellige udyder, men fremme uskyldig glæde. Alt dette er udg.s A.

Det andet hovedhdskr. er AM 657, 4° — hvoraf endel er med samme hånd som cod. Wormianus — ; det er sammensat af to hdskrr., udg.s B og C; bestanddele af disse fandtes også i AM 764 B, (jfr. Gerings redegørelse og Kålunds katalog); nu er alt dette samlet til et hele i AM 657 a—b. I B findes en kort fortale, hvori samleren udtaler, at han fra latin har villet overføre forskelligt, som kunde være til gavn og glæde for folk. — Endnu en samling findes i Jón Vigfussons afskrift i Sth. 66, fol. pap. Der er et indre slægtskab tilstede mellem alle disse samlinger. C synes at være et supplement til B ; A har benyttet C ; Sth.-samlingen beror vistnok både på B og C. Fra Sth. er hovedsagelig udg.s 2. del (bog) hæntet, men denne har bevislig også stået forrest i B, men er nu gået tabt. Enkelte æventyr findes endelig også i AM 238 XX, fol., 696 VII, 4° et brudstykke fra 667 XVIII, 4° er udg. i Nord. tidsskr. f. fil. l. c. s. 60—61.


Jón Halldórsson

Alle disse æventyr er først optegnede på Island i det 14. årh.; en stor, måske den største del af dem hidrører fra en enkelt mand. Nordmanden Jón Halldórsson biskop til Skalholt (se foran s. 67-8) 1322—39; om hans liv og virksomhed kan der henvises til Gerings fremstilling i II. bind af udg. Jón var en dygtig og lærd mand, der havde studeret i Paris og Bologna — »men hvem kan udtrykke, hedder det, hvor forekommende han var og villig til at underholde tilstedeværende med sjældne fabler, som han havde lært i udlandet både af bøger og ved egen erfaring; til vidne derom vil vi hidsætte i denne lille bog en lille brøkdel af det alt sammen, ti nogle mænd har på Island samlet hans fortællinger sig og andre til glæde« ; jfr. udg. s. 246 anm. Det hedder tillige, at Jon forstod at indrette sig i sine fortællinger efter tilhørernes karakter. De anførte ord taler tydelig nok. Det fremgår bl. a. deraf, at det ikke er ham selv, der har nedskrevet sine æventyr, men andre efter hukommelsen; deraf forklares på det fortræffeligste de forskellige bearbejdelser eller former af et og samme æventyr der findes, hvor afvigelserne nærmest vedrører fremstillingen, ikke indholdet. For så vidt er jeg enig med udgiveren (s. XXV). Derimod er jeg ikke enig med ham, når han henfører de anførte antydninger m. h. t. Jón Halldorsson til de ganske få æventyr, þáttren om ham indeholder; ordene tyder på noget andet og især mere.

Alle disse æventyr m. m. har udgiveren delt i to klasser, »legender« og »noveller og æventyr«, men denne deling er ikke i alle henseender træffende; i hvert fald burde den sidste del af den anden klasse (»blandede fortællinger«) snarest være henført til den første, ligesom tilfældet er i hdskrifterne; det samme gælder også de som tillæg trykte brudstykker. Disse og den første klasse er nøje sammehængende og udgør efter min mening i alt væsenligt, hvad man har optegnet af biskoppens mundtlige fortællinger. Om de oprindelige samlinger har udgiveren anstillet en grundig undersøgelse i 2. bind. Han mener at kunne opstille 2 eller 3 hovedforfattere (eller optegnere); hans kriterium herfor, særlig forskel i sprogtone, er dog langtfra tilstrækkelig eller tilforladelig nok, da der godt kan regnes med bearbejdelser og afskriverændringer. Dog er der ingen tvivl om, at man har at gøre med flere optegnere. For de egenlige æventyrs vedkommende antager jeg i det mindste to optegnere. Af de andre er enkelte direkte oversatte fra latin og senere føjede til de oprindelige samlinger; litterært præg bærer også nogle (som XVI). Det samme gælder de fra Speculum Historiale, Martin af Troppau og ikke mindst de fra Handlyng Synne af Robert Mannyng af Brunne (d. 1303) — se udgiverens redegørelse for alt dette — hæntede stykker; endelig er flere stykker hæntede fra Disciplina clericalis; dem har Jón Halldórsson intet haft at gøre med.

Så godt som hele stoffet hidrører fra den første halvdel af det 14. årh. En af hovedhænderne i 657 er, som bemærket, den samme som på cod. Worm., hvilket afgiver et tilstrækkeligt bevis.

Der er ingen tvivl om, at disse æventyr og fabler har moret folk ikke alene dengang, da biskop Jon første gang fortalte dem, — hans »jeg« fremtræder ofte — , og da de første gang hørtes, men også senere, da de læstes eller forelæstes. De har også dannet et velkomment supplement til den øvrige underholdningslitteratur i det 14. årh. Ved deres indhold og den i reglen til slutning fremhævede moralske pointe kunde de desuden give anledning til mundtlig drøftelse blandt tilhørerne.

En fuldstændig oversigt over alle de enkelte stykker kan ikke her gives. Nogle enkelte kan fremhæves. For det første stykket om Karlamagnús; det er simpelt hen en afskrift af sagaens X. afsnits første del, nærmest i slægt med hdskr. b. Dernæst st. XIII om den hellige Dunstanus, et tillæg til sagaen om ham, XVI om Vilhelm bastard og hans sønner, XIX om Absalons gærrighed (se ovf. 86), LXXX om indiske ædelstene, LXXXI om mester Perus (et slags troldmand; jfr. Virgilesrímur og Klárússaga), LXXXV om en ridder og en alvekvinde, der er nærbeslægtet med senere isl. æventyr, XC om de 3 tyve i Danmark osv. — Ellers giver titler som »om den mand, som dræbte to præster i kirken og fulgte djævelen«, »om biskoppen og djævelen«, »om biskoppen og fluen«, »da djævelen blev abbed«, »om en mensvoren«, »om en død mand, der besøger et gilde«, »om en ugift kvinde, der dræbte sit barn«, »om en kvinde, der drev utugt med sin fader«, »om en bagtalerisk munk«, »om en rig mand, der ikke vilde skrifte«, »om en præstekone, der blev tagen af djævelen«, »om en syg mand og Kristus« osv. en forestilling om indholdet. Til de allerfleste findes der fremmede originaler, jfr. udgiverens redegørelse.

St. XLIX—LXXVI er et særligt afsnit for sig, nemlig en oversættelse af en del af Disciplina clericalis, skrevet af Petrus Alfonsi. Dette litterære arbejde består i en temlig ordret oversættelse. Det er en samling af anekdoter og mindre fortællinger og fabler af moraliserende art, forfattet i begyndelsen af det 12. årh.


Klárússaga

Nærbeslægtet m. h. t. sin tendens og tilblivelse er Klárússaga, der findes i AM 657 (jfr. Æventyrene) o. fl., udg. af G, Cederschiöld i Festskr. til universitetet i København 1879 og i Sagabibliothek XII (1907). Kongesønnen Klárús får til sin læremester Perús og bliver overmåde kyndig. Ved et tilfælde hører han om kongedatteren Serena i Frankrig og betages af elskov til hende, og begiver sig, trods Perus' advarsler, hen til hende, bejler til hendes hånd, men bliver hånlig behandlet af hende. Anden gang drager han afsted og Perus med ham, efter at denne har ladet træffe flere foranstaltninger, hvormed Serenas begærlighed skal optændes. Hun forlanger de forskellige kostbarheder, hun ser, og får løfte om dem, hvis Klárús får lov til at sove hos hende; det går hun ind på, men hver nat giver hun ham en sovedrik og behandler ham hånligt ; endelig bliver hun dog ydmyget af Perus, der i en brutal tølpers skikkelse tvinger hende til at følge sig og gennemgå enhver ydmygelse, hvad hun i øvrigt bærer med tålmod. Nu er hun helbredet og viser sig værdig til at få Klárús til ægte og bliver hans dronning. Dette motiv med hånen og den derpå følgende ydmygelse og elendighed er et velbekendt og yndet motiv17). Sagaen, der er nærbeslægtet med de her nedenfor behandlede opdigtede sagaer, er på den anden side kun et æventyr af samme eller lignende art som Jon Halldorssons mange andre, med en bestemt moral. Den indledes med følgende ord: »Her begynder vi denne fortælling, som hr. biskop Jon Halldorsson fortalte (sagði), men han fandt den skreven i Frankrig på latin på vers«. Denne oplysning er vistnok rigtig. Her siges der intet om, at Jon selv skulde have nedskrevet den. Det er med den som med æventyrene; han har fortalt den, andre har så nedskrevet den. Den bærer da også præg af den mundtlige fortælling. Her haves også grunden til, at sagaens sprog er noget afvigende fra de andre æventyrs18). Naturligvis kan Jón have oversat den (f. ex. i Paris), og så meddelt den mundtlig på Island. Den antydede latinske original kendes ikke.


Drauma-Jónssaga

Endnu et lille æventyr kan føjes hertil, Drauma-Jónssaga, udg. af H. Gering 1893 efter AM 335, 510 4° og fl. Hovedpersonen Jon er en bondesøn, der ikke alene forstår at tyde drømme (deraf tilnavnet), men han ved endogså hvad enhver har drømt uden at have hørt det fortælle. En rigmand får en drøm, som han tyder, men en jarl i landet er ligeledes berømt for sin drømmetydning; han hører Jons ry og lader ham hænte; jarlen giver Jon underhold mod at denne åbenbarer ham andres drømme, som han så tyder; herfor bliver han endnu berømtere. Han bliver imidlertid misundelig på Jon, vil lade ham dræbe og nå hans visdom ved at spise hans hjærte; han befaler sin hustru, kejserens datter, at udføre drabet, men Jon redder sig fra døden. Nu kommer kejseren selv, der har drømt, til jarlen. Dennes færd mod Jon kommer snart for dagen, jarlen jages bort, Jon ægter hans hustru og bliver kejserens ypperste rådgiver. Kejserens drøm åbenbarede, at hans egen hustru bedrog ham; hun og hendes elsker jages bort. Jon er dyden, tålmodigheden og ydmygheden selv, og får da også tilsidst sin rigelige løn; dette er moralen, og den fremhæves i slutningen. Æventyret er ret godt og kønt fortalt. Om en udenlandsk original ligger til grund er tvivlsomt, i hvert fald næppe i den form, som æventyret nu foreligger i. Der ser snarere ud som hjemmelavet, både på grund af de deri forekommende hjemlige navne (Jón, Ásgautr) og hjemlige deri antydede forhold (højild, ildflammer over nedgravede skatte). Enkelte træk kan dog være af fremmed oprindelse. Æventyret er skrevet i den første halvdel af det 14. årh. Ældre er det i hvert fald ikke.


Noter:
1) I slægtregistret skal der læses som i hdskr.: faðir bróður Steinþórs (ikke föðurbróðir), se G. Brynjúlfsson Andvari VI, 185.
2) Bisk. I, 832.
3) Sst. 840.
4) Isl. ann. 346. 396.
5) Sst 220 349.
6) Sst. 211. 222.
7) Bisk. I. 840
8) Sst. 850. jfr. 891.
9) Verset kunde synes at antyde et digt af Bergr, men det er sikkert dog ikke meningen, jfr. det følgende udtryk: þáttr.
10) Bisk. I. 807. 820.
11) Bisk. I. 832; Isl. ann. 266
12) Bisk. I. 842.
13) Sst. 846, 850
14) Sst. 873. 913.
15) Ósvalds saga helga, udg. i Annaler 1854, er meget ung og affattet i et dårligt sprog; den er yngre end det tidsrum, der her behandles.
16) Jfr. anmeldelser i Arkiv f. nord. fil. II, 180-89, Nord. tidsskr. for filol. Ny række, VII, 50 ff. og K. Vratný: Zu Isl. Ævent. i Arkiv XXXVIII (om forskellige orginaler).
17) Der kan i det hele henvises til Cederschiölds indledn. til udg. i Sagabibl.
18) Cederschiöld mener at kunne antage, at oversætteren var en Nordmand; forklaringen er vel den, at det var jón, der var meddeleren.