FJ-Litteraturhist.Bd.3a Islandske annaler 1300-1450

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Tredje Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1924


Tredje Tidsrum
Andet Afsnit: Prosaisk litteratur


§ 2. Islandske annaler


I det foregående bind er den islandske annalskrivnings begyndelse kortelig omtalt: dér er også Beckmans forsøg på at påvise en »urannal« fra 12. årh. kort behandlet (jfr. den dér anførte litteratur). Det er dér også påvist, at begyndelsen falder omkr. 1270; de eksisterende annalværker er alle yngre end 1300, selv om de går tilbage til de ældre: de må alle her udførlig behandles i sammenhæng. De er udgivne af den Arnamagnæanske kommission 1847, men bedst af G. Storm 1888, Islandske annaler indtil 1578. Udgiveren har i en udførlig indledning gjort rede for hver enkelt annal og deres indbyrdes sammenhæng. I udgaven er hver annal trykt for sig. De er følgende:

I.
II.
III.
IV.
V.
VI.
VII.
VIII.
IX.
X.
Annales Reseniani, AM 424, 4°.
Annales vetustissimi, AM 415, 4°.
Henrik Höyers annaler. AM 22. fol.
Annales regii, Gml. kgl. saml. i det kgl. bibl. 2087, 4°; også udg. af II. Buergel 1904 (meget nøjagtig).
Skalholts annaler. AM 420 A. 4°.
Annalbrudstykke fra Skalholt, MA 423, 4°.
Lögmannsannáll, AM 420 B, C, 4°.
Gottskálksannaler, Sth. 5, 8° og fl.
Flatøbogens annaler (uddrag); jfr. Flat. III. Hertil føjes den lidet betydelige:
Oddaverja annáll (tildels uddrag), AM 417. 4°.


Annales Reseniani

Annales Reseniani, således kaldte, fordi hdskr. tilhørte P. J. Resen; den nu tabte original var formodenlig skrevet af en Nordmand og var af et meget blandet indhold (jfr. udg. s. IV). Disse annaler går fra år 228 til 1295, men begyndelsen mangler (de har begyndt med Kristi fødsel). I begyndelsen står en mængde år blanke. Både pave- og kongerækken anføres. Teksten er så at sige helt igennem på islandsk. Den første nordiske begivenhed, der anføres, er kongerne Hrøreks og Godfrøds død 810. De islandske lovsigemænd og biskopper og den danske kongerække indføres; ligeledes anføres engelske og franske begivenheder. Det er klart, at de islandske hovedbegivenheder fra den senere tid er sådanne, der fortrinsvis vedrører Sturlungerne, med andre ord, annal værket står utvivlsomt på en eller anden måde i forbindelse med dem og det må være forfattet på vestlandet. Ved år 1294 omtales et fjældskred i Fagradal (sydvest for Sturla Tordssons gård, Staðarhóll; genfindes i ann. IV, VIII—X), hvilket peger i samme retning. Disse annaler, der er ganske kortfattede og består af lutter småsætninger, må betegnes som de, der i form og indhold står de ældste isl. annaler nærmest. Efter Arnes bemærkning begyndte en ny hånd ved år 1283, hvilken oplysning dog ikke kan udnyttes videre, da originalen som nævnt desværre forgik ved Universitets-bibliotekets brand 1728.


Annales vetustissimi

Annales vetustissimi begynder med Kristi fødsel og indledes med angivelse af, hvor mange år der var gået forud fra verdens skabelse m. m. i overensstemmelse med Hieronymus (jfr. Ann. reg. s. 80). En stor lakune for årene 1000—1269 findes her. Det hele slutter med år 1314, men således, at der efter år 1302 findes åbne pladser ved hvert år for senere tilføjelsers skyld. Altså stanser det egenlige annalværk ved 1302; resten er fra 1306 desuden skreven med forskellige hænder; der foreligger altså her selvstændige efterhånden gjorte tilføjelser. Annalen er helt igennem på islandsk; den er overordenlig nærbeslægtet med Reseniani; der findes i den første del meget få og ubetydelige afvigelser, og det synes da, som om Resen, står på et mindre oprindeligt standpunkt. I den sidste del er afvigelserne ganske vist betydelige, men grundstokken er åbenbart den samme. Her har to forfattere udvidet og forøget teksten hver på sin måde. Ejendommeligt for ann. vetust. er, at der lægges særlig vægt på lagmandsrækken samt på at angive, hvorledes de ny lovbøger blev vedtagne. At denne annal er afskreven og istandbragt på vestlandet (i Vestfjordene) er der ingen tvivl om, eftersom der netop i den sidste del tages så meget hensyn til de egne. Dog er det ikke usandsynligt, at slutningen (fra 1306 af; 2. hånd) er tilføjet på det vestlige nordland.


Henrik Høyers annaler

Henrik Høyers annaler går fra år 547 til 1310; de er i begyndelsen ganske kortfattede, men tilføjer dog enkelte islandske begivenheder fra sagaer og har bestemte angivelser om lovsigemændene. Fra slutningen af 12. årh. (1192) bliver der større tilføjelser, og i den sidste del af det 13. årh. til slutningen er grundteksten ret meget udvidet både med indenlandsk og udenlandsk (norsk, dansk, engelsk-skotsk) stof. Det er klart, at disse annaler har haft til grundlag en afskrift af et hdskr., der stod imellem Resen, og vetust., nærmest en udvidelse af den første. Dette grundlag har åbenbart sluttet med 1302, ti hertil kan de ordrette paralleler følges; men netop her begynder i vetust. de spredte tillæg; derefter er der ingen ordrette overensstemmelser; årene 1303-10 er ligesom 1303-14 i vetust. et selvstændigt tillæg.


Annales regii

Annales regii begynder ved år 46 f. Kr. og slutter, som de nu foreligger, ved 1341, men der mangler noget af slutningen. Hovedhåndskriftet ender imidlertid ved 1328; resten findes i en afskrift af Arne Magnússon. Det hele indledes med kronologiske bemærkninger og beregninger efter Josephus, Hist. scholastica, Konunga bók og Hieronymus (jfr. Ann. vet.). Allerførst findes en latinsk universalhistorie fra Cæsar til 453 men hdskr. er her mangelfuldt. Med samme hånd er selve annalen skreven; også denne er i begyndelsen på latin. Det vil sige: skriveren har ligefrem taget et latinsk annalhåndskrift og afskrevet det indtil år 958 hvorefter der kun findes nogle få sætninger på latin. Ind i den latinske tekst har han skudt islandske notitser, første gang ved år 47, 58, 60; nogle gange har der ikke været efterladt plads nok til den isl. notits, hvorfor endel af den da måtte tilføjes i randen. Disse notiser stemmer omtrent ganske med Ann. Resen. Og tildels vetust. Heraf er det tydeligt, at skriveren1) har haft for sig bægge disse annalværker og kombineret dem, men særlig er det Resen., der er benyttet; jfr. nedenfor. Dette grundlag er benyttet helt ned til 1279, idet skriveren dog udvider det ved en stærk benyttelse af islandske sagaer, Kristnisaga, Áres og rimeligvis også Sæmunds værker, samt den hele række af kongesagaer lige ned til Magnus lagabøter; også Knytlinga, Sturlunga og biskop Gudmunds saga er benyttede. De isl. lovsigemænd anføres nøjagtig. Dette kan siges at være det første større selvstændige annalværk, hvor de hjemlige kilder er så systematisk uddragne. Her findes en selvstændig beregning af Harald hårfagres fødselsår (848) i modsætning til de andre; dette betingede andre ændringer i det 9. og 10. århs. tidsregning. Forfatteren tager ligeledes gennemgående hensyn til den engelske og franske historie (hvad der i så henseende anføres stod dog måske i den latinske original?). Efter år 1279 begynder skriveren at sætte åbne pladser ved de enkelte år — naturligvis fordi han nu ikke havde flere eksisterende sagaer at benytte — ; disse er tildels udfyldte for største delen med senere hænder2). Årene 1280—82 synes at være selvstændige, derimod er 1283—95 (slutn. af Resen.) ordret som Resen. Herefter er et håndskrift fulgt, der var nærbeslægtet med Høyers annaler til 1306, hvor hovedhånden og den oprindelige ramme helt stanser. Ann. vetust. er her ikke nyttede. Hvad der herefter følger, er tilføjet med forskellige hænder. Dette betydelige annalværk er utvivlsomt også forfattet på vestlandet, hvilket allerede fremgår af det nære slægtskab med Resen., samt af, at der særlig tages hensyn til vestlandet. Et så utvivlsomt vidnesbyrd findes desuden som henvisningen til Sturla Tordsson (s. 134) ved år 1259; her omtales noget, ærkebiskop Folke skulde have meddelt ham (hvilket først kan være sket efter o. 1265). Forfatteren har uden tvivl kendt Sturla personlig og er rimeligvis død som gammel mand kort efter 1306. Håndskriftet er kommet fra Holar, hvortil det fra vestlandet må være kommet.


Skalholts annaler

Skalholts annaler begynder ved år 140 e. Kr. — men begyndelsen mangler — og ender ved år 1356, men der mangler blade for årene 1013—1180 og 1264 (slutn.)—73 beg.; der findes åbne pladser ved årene 1316—24 og 1347—56. Teksten, der så at sige helt er islandsk, indtager et mellemstandpunkt, idet den hovedsagelig stemmer med Resen, og Vet., men der findes lån fra Ann. reg., idet den største del af de her stående latinske bestanddele er ordret oversatte, og stykkevis, f. ex. 1206—26, er hele teksten omtrent ordret stemmende dermed. Atter her findes således en sammenarbejdeise af to kilder. Endelig har han selv tilføjet efter sagaer hist og her nogle enkeltheder (f. ex. fra Laxdæla og Eyrbyggjas.). Efter 1305 bliver selvstændigheden eller uligheden med Reg. stadig større, hvad der jo er naturligt nok. Forfatteren har optaget en del stof, der viser hans tro på varsler og lign. Det er af det hele klart, at han har tilhørt Skalholt bispedømme, ja, der er flere enkeltheder, der nogenlunde bestemt synes at tyde på Skalholt selv som hans hjem, og dette støttes ved navnet Skalholtsannal den gamle (se forord s. XVI). For den første halvdel af det 14. årh. er dette annalværk særdeles betydningsfuldt.


Annalbrudstykke fra Skalholt

Annalbrudstykke fra Skalholt kaldes et brudstykke, der går fra midt i 1328 til 1372, dog således, at den egenlige hovedhånd stanser ved 1362; resten er senere tilføjet af forskellige. Brudstykket er ret righoldigt og indeholder interessante ting, og det er ikke nærbeslægtet med nogen anden annall. Der anføres begivenheder særlig vedrørende bisperne og bispestolene. Det synes at vare forfattet på sydlandet og er måske særlig knyttet til Skalholt. G. Storm har udtalt, at annalen hidrørte fra Mödruvallakloster. Herimod synes dog enkelte udtryk temmelig bestemt at tale. Den interesse, der vises det nævnte kloster, kan have sine særlige grunde; det var om det, at der stod en hæftig strid mellem de to biskopper i Laurentius' tid. Der mærkes et vist slægtskab med Lögmannsannáll.


Lögmannsannáll

Lögmannsannáll, burde rigtigere hedde Einars annáll Hafliðasonar; den begynder nu med år 70, men begyndelsen mangler; til 1361 er den skreven med forfatterens egen hånd: for årene 1380—92 findes et skrevet tillæg med forskellige hænder, og endelig er der tilføjet en oversigt over årene 1393—1430. Denne højst vigtige annal er forfattet af præsten Einar Hafliðason, der formentlig også skrev Laurenziussaga (se ovf. s. 64). Einar er født 1307 og var en søn af præsten Haflide Steinsson til Bredebolstad i Vestrhop, d. 1319. Han meddeler nøje, hvilke kirkelige vielser han selv har modtaget indtil han blev præst til Høskuldstad 1334; 1340 blev han økonom på Holar og året efter officialis; 1344 fik han Bredebolstad, rejste udenlands og traf pave Clemens VI i Avignon 1345—40. 1370—76 var han igen officialis og økonom på Holar. Fra Flatøannalen vides det dernæst, at han endnu engang i sin høje alderdom 1391—92 var officialis, og døde 1393; det hedder om ham, at »han døde til sorg for alle.« Einar var en hædersmand og dygtig person, rigtig en kæmekarl. Han, der besad biskop Laurentius' fortrolighed og fulde venskab, nærede litterære interesser i en udpræget grad. Foruden sagaen om Laurentius vides han dog kun at have skrevet det her behandlede annalværk. Alene den måde, hvorpå han selv omtales ved fødselen 1307 er et tilstrækkeligt bevis for forfatterskabet. Han har været i besiddelse af en latinsk annal, der var nærbeslægtet med Reg.; den latinske original er flere steder bleven stående. Selvstændige tilføjelser er gjort hist og her i begyndelsen, der måske ikke direkte hidrører fra Einar selv. Der tages særligt hensyn til helgener og deres pinselsdød, til paverækken og kirkehistoriske begivenheder. Det udenlandske stof indskrænkes i øvrigt stærkt og forsvinder så at sige helt i de senere dele af værket; de indenlandske begivenheder bliver så meget udførligere behandlede. Ved 1257 omtrent begynder udførligheden; for dette år er annalen ret kortfattet og udtogsagtig; især er den udførlig efter 1300. For hele det 14. årh. er dette et af de vigtigste annalværker, tilmed da det må betragtes som ubetinget pålideligt. Der findes enkelte paralleler til Brudstykket fra Skalholt; i øvrigt findes ingen ligefremme originaler. Einars egen hånd stanser, som sagt, ved år 1361 midt i en sætning. Der kan ingen tvivl være om, at han desuagtet også er forfatter til det følgende lige til år 1380, men han har foresagt indholdet til en skriver (»2. hånd«). 1 1380 begynder »3. hånd«; med »4. hånd« er årene 1380 — 83 og 1388—92 delvis skrevne, med »5. hånd« 1384—87. Her findes flere åbne pladser ved de enkelte år. Da Einar lever lige til 1393, synes det utvivlsomt, at alle disse »hænder« hidrører fra hans egne skrivere, og at hele annalen til 1392 er hans eget værk. Teksten er ensartet helt igennem, og det er naturligst at tænke sig ham, der var rask og rørig lige til sin død, selv som den selvskrevne fortsætter. Selv nævnes han sidste gang 1376. Egenligt tillæg er altså kun 1393—1430; det er et selvstændigt og værdifuldt arbejde, der tillige er meget udførligt; dets forfatter er ganske vist noget overtroisk og beretter en del utroværdigheder, men hvad han meddeler om Island — og det er det allermeste — gør indtryk af at være helt pålideligt. Der er endel, der tyder på, at denne fortsættelse er forfattet i Skalholt.


Gottskálks annáll

Gottskálks annáll kaldes en annal fra Kristi fødsel til 1578, istandbragt af provsten Gottskálk Jónsson og, for slutningens vedkommende, af hans søn, Jon. Gottskálk var præst til Glaumbær 1550—93. Han og hans annal falder udenfor dette værks rammer og vedkommer os kun for den første dels vedkommende. Det er klart, at Gottskálk har haft en gammel og god annalbearbejdelse, der er gået ned til 1394, hvor begyndelsen var på latin, omtrent som i Ann. reg. Stoffet er i øvrigt omtrent det samme som i de andre annaler; indtil o. 1340 synes denne annal at være nærmest beslægtet med Skalh ann. Der findes her som ellers selvstændige tilføjelser f. ex. af komputistisk art i begyndelsen. Under årene 1273—76 findes store uddrag af Sturlas Magnusaga. Selvstændig værd har denne annal for del 14. årh., særlig dets sidste halvdel, samt den følgende tid. Udgiveren har påpeget et annaluddrag 636—1394, der rimeligvis skulde ligge til grund, og dette er utvivlsomt rigtigt. Af dette havdes tidligere et, nu tabt, skindblad, der haves i afskrift, trykt i Storms udgave s. XXVIII—XXX. Da Gottskálk benyttede denne original, har den været fuldstændig. Om andre herhen hørende håndskrifter og uddrag henvises til Storms udførlige redegørelse.


Flatøbogens annaler

Flatøbogens annaler, Flateyjarannáll, er skrevne af præsten Magnus Thorhallsson ved 1390. Til grund ligger et hdskr.. nærbeslægtet med Ann. reg. vetust og Skalh. ann.: det latinske stof er her oversat på islandsk; desuden er Einar Hafliðasons annal nyttet og udskreven; Magnus har fået den til låns hos Einar, hvilket er let forståeligt. Flatøbogen er jo udarbejdet for stormanden Jon Hákonarson i Víðidalstunga, men mellem denne gård og Bredebolstad er der knap et par timers ridt. Magnus har flere steder rettet Einars tidsregning, men forener i øvrigt de benyttede kilder så ukritisk, at den samme begivenhed kan findes to gange. Annalen indledes med forskellige kronologiske stykker, først handles der om de seks skabelsesdage efter Rímbeygla; så følger Bedas beregning og dernæst alt, hvad Ann. reg. indledes med, tilligemed en oversigt over Jesu liv. I selve annalen findes enkelte selvstændige tilføjelser (se udg. s. 381—83) mest efter danske annaler og Sturlunga. Især selvstændig er den i slutningen, og her findes de sædvanlige åbne pladser, endogså for enkelte navne. Lånene fra Einars annal går til 1385. Dette svarer netop til Flatøbogens udarbejdelsestid. Annalen slutter med 1394; også her foreligger der tilføjelser.


Oddaverja annáll

I den såkaldte Oddaverja annáll er et yngre sammenpluk, der ikke vedkommer os her. Kun skal bemærkes, at en gammel annal til 1313, der har indeholdt enkelte særlige bemærkninger, der genfindes her, er nyttet.


- -- o o O o o -- -


Af denne oversigt er det klart, at der er et indre slægtskab mellem så godt som alle disse annalværker. Men hvorledes dette i det enkelte skal bestemmes, er det vistnok umuligt nu at udrede, snarest fordi så mange annalopskrifter er tabte. Så meget er sikkert, at Ann. vetust., Resen, og Lögm. indtager en gruppe for sig overfor Ann. reg. og at Skálh. ann. står midt imellem bægge, nærmest ved de første, men låner fra den sidste. Gangen i hele annalskrivningen er dog tydelig nok. Som for bemærket har man oprindelig haft en latinsk annal, der synes først at være bleven bragt til landet ved eller kort efter midten af det 13. årh. Denne har man afskrevet og lagt til grund; man har så oversat den på islandsk, tildels forkortet den og så tilføjet begivenheder fra islandske sagaer om inden- og udenlandske begivenheder; her har man da måttet foretage de nødvendige beregninger idet man har lagt Áres og Sæmunds angivelser til grund. Denne grundstok, der nærmest genfindes i Ann. Resen. -Vetust. -Skalholts ann., er så atter på forskellig vis og i en meget forskellig grad bleven udvidet efter de enkelte udarbejderes interesser, midler (kilder) og hjemstavn. Efter at begyndelsen var gjort, er afskrivningen og bearbejdelsen hurtig bleven almindelig, og man har da selvfølgelig som ellers udvidet teksten og sammenarbejdet flere annaler, som der er set eksempler på; denne virksomhed kan siges at være fortsat ned til vore dage. Da de ældste annaler er skrevne henimod slutningen af det 13. årh., er det naturligt, at de er udførligst og selvstændigst for skriverens samtid og her er de også mest indbyrdes ulige. Men netop herved får de deres hovedbetydning i historisk henseende.

Med hensyn til disse annalers indretning er at bemærke, at i reglen angives hvert ti-år med romersk tal i randen, i enkelte som Vetust. med arabiske tal. Men desuden betegnes hvert år ved de såkaldte søndagsbogstaver og gyldental (numerus aureus), betegnede ved prikker foran eller efter bogstaverne. Også indiktionerne betegnes. Denne måde at betegne årene på er særlig islandsk3). Der findes ofte indre uoverensstemmelser m. h. t. de enkelte årstal mellem de enkelte annaler; dette kommer dels af skrivernes fejlagtige opfattelse eller mangelfulde forståelse af den nævnte indretning, dels af bevidste, afvigende beregninger, dette sidste især for de norske kongers vedkommende. Herefter deles annalerne i to klasser (jfr. Storm s. LXXX). I det hele er det Bedas beregning, der ligger til grund; særligt for de islandske annaler er imidlertid, at de begynder påskecyklen, ikke som Beda med år 1, 532, 1064, men med år 76, 608, 1140, hvilket system er det, der findes i talbyrðingr (jfr. II. 942) og som synes ganske ukendt udenfor Island (Storm s. LXXIV). Enkelte afskrivere viser, at de slet ikke har forstået systemet.

Den latinske original, som har dannet grundlaget, er ifølge Storms påvisning Ekkehard af Auras Chronicon universale eller en særlig bearbejdelse deraf, navnlig en sådan, der har optaget uddrag af Sigibert af Gembloux' annaler, hen historiske indledning, der findes i forskellig udstrækning, hidrører fra Hist. scholastica. hen engelske kongerække, hvor årstallene beror på en vilkårlig beregning, stammer fra en engelsk annal, hvor kun antallet af kongernes regeringsår angaves. Endelig er også danske annaler nyttede, vistnok de samme som etsteds antydes i Knytlinga, men ingen af de nu kendte bearbejdelser. At de enkelte forfattere eller bearbejdere har været gejstlige, må betragtes som en given sag; nogle annaler lægger særlig vægt på paverækken og betegner sig derved som hørende til en mere kirkelig historieskrivning ved at begynde ikke fra Cæsar, men fra Christi fødsel.

Annalskrivningen i det 14. årh. bærer endnu engang et kraftigt vidne om den levende historiske interesse på Island, den utrættelige forfattervirksomhed og endelig den udstrakte samle- og bearbejdelseslyst og ævne, som det 13. årh. også klart vidner om. Denne virksomhed fortjener al anerkendelse.



Noter:
1) Eller den oprindelige forfatter, ti skriveren er næppe identisk med denne.
2) Af sådanne er der mange, jfr. Buergels udførlige indledning, hvor også det mærkelige håndskrift beskrives palæografisk.
3) Om tidsregningen og kalendervæsen henvises særlig til Beckmans nævnte afhandlinger, samt hans Inledning til Alfræði II.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.