FJ-Litteraturhist.Bd.3a Opdigtede sagaer - III. Relateret til fornaldersagaer

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Tredje Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1924


Tredje Tidsrum
Andet Afsnit: Prosaisk litteratur


§3. Opdigtede sagaer sluttende sig til fornaldersagaerne samt andre dermed beslægtede sagaer og þættir


III. Til Fornaldarsagaerne slutter sig nogle mindre sagaer og þættir; i II. bind er nogle sådanne omtalte, der med en vis ret kunde anføres her eller som i det mindste står på grænsen. Samtidig må det ikke glemmes, at de egenlige Fornaldarsagaer er i dette tidsrum bleven omarbejdede på mange måder og udvidede med nye træk og episoder (f. ex. Örvar-Oddss., Rolf krakes s. og fl.).


Þorsteins þáttr bæjarmagns

Þorsteins þáttr bæjarmagns, udg. i Fms. III, 175—98 efter AM 510, 4°, 343. Hovedpersonen Torstein »gårdskraft« knyttes til historiske norske personer som Brynjolf ulfalde, der skal have levet i Guldalen under Hakon jarl (den virkelige Brynjolf levede i det 11. årh. og bode i Viken). Torsten blev Olaf Tryggvasons hirdmand og foretager flere æventyrlige rejser og oplever mange mærkelige hændelser, der spiller på folketroens område og som delvis genfindes i isl. folkesagn; endelig kommer han i forbindelse med Gudmund på Glasisvold og kong Geirröd i Jotunheim. Han vender tilbage med jætten Agdes datter Gudrun, der lader sig døbe; han ægter hende. Torsten fæstede bo i Gudmunds rige, men bevarede godt sin kristne tro. Det hele hviler på en religiøs baggrund, men det er en ret værdiløs digtning; kun nogle folkloristiske enkeltheder deri er vigtige.


Helga þáttr Þórissonar

Helga þáttr Þórissonar, i Flat. I, 359—62 (Fms. III, 135—41) er noget beslægtet med den foregående. Helge, en bondesøn fra Viken, foretager en rejse til det nordlige Norge, hvor han træffer sammen med 12 prægtige kvinder; en af dem var Ingeborg, en datter af Gudmund på Glasisvold; hun beholder ham hos sig 3 nætter og lader ham så rejse hjem, men han forsvinder hurtig igen. Han indfinder sig noget efter sammen med to andre hos Olaf Tryggvason for at bringe ham to horn med forgiftet drik i. Kongen undgår faren, og de tre forsvinder. Endelig kommer Helge alene tilbage blind og ussel og dør kort efter. Også her er en religiøs baggrund med mytiske træk; det er brydningen mellem hedenskab og kristendom, mellem onde vætter og kristenhedens forkæmpere, æventyret hviler på.


Tóka þáttr Tókasonar

Tóka þáttr Tókasonar, i Flat. II, 135—38 (Fms. V, 299—303) er et sidestykke til Nornagestsþáttr. Toke er en gammel mand, der kommer til Olaf d. hellige og fortæller »et æventyr«, d. v. s. han fortæller, at han selv har været hos kong Rolf i Lejre og kong Half. Hos bægge skulde han — for at få bænkeplads — udøve den kraftprøve at rykke en af hirdmændene op fra hans plads; han kunde lige rokke en af Rolfs, ingen af Halfs mænd. Her synes en norsk (isl.) national forfængelighed at ytre sig. Toke lader sig døbe og dør i de hvide klæder.


Eriks saga víðförla

Eriks saga víðförla findes i AM 657 c, 4° og Flat. I (29 36; Fas. III. 661-74). Dette er et kristeligt æventyr, der slutter sig til de forskellige þættir, der indeholder minder om brydningen mellem hedensk og kristen tro. Dog indtager denne þáttr en særlig plads. Den trondhjemske eponymkonge Trond har en søn Erik, der aflægger det løfte at ville opsøge Odáinsakr — udødelighedsmarken, d. v. s. paradis. Han drager afsted; en dansk kongesøn af samme navn bliver hans ledsager. De kommer til kejseren i Miklagård, der modtager dem vel. Kejseren giver nu Erik d. norske et kursus i de kristelige hovedlærdomme ; Erik beundrer hans visdom og kløgt. Ser man nøjere efter, er visdommen ikke andet end en udskrift af og erindringer fra det bekendte isl. Elucidarium (!). Erik drager videre, kommer til de levendes land, vender hjem og bliver berømt for sin rejse. Det hele er et religiøst æventyr fra det 14. årh. og uden nogen videre værdi. Præsten Jon Tordsson har dog været af en anden mening, ti han bemærker, efter eventyrets slutning, at han har skrevet det først i bogen fordi han vil, at enhver skal vide, at der er ingen sikker tillid undtagen hos gud«. Æventyret er ikke just et bevis på denne sætning.


Yngvars saga Viðförla

Yngvars saga Viðförla findes i AM 343 a, 4° og fl., udg. af E. Olson 19121) der også her har udgivet de runestene, der nævner Yngvar. Sagaen er bygget over gamle, afblegede minder om den svenske høvding Yngvar, hvis tog til Østerleden omtales på så mange svenske runestene. Ifølge sagaen var Yngvar en søn af Eymundr, en dattersøn af kong Erik sejrsæl i Upsala. Der fortælles først om alle disse personer - Eymund blev gjort fredløs af Olaf d. svenske og opholdt sig i Garderige hos Ingigerd og Jarisleif i nogen tid. Yngvar hænter først skat hos Semgalerne og bringer dem til ro og lydighed og høster stor berømmelse. Senere drager han til Rusland for der at vinde sig ære og magt. Han kommer bl. a. til en dronning Silkisifs rige; hun tilbyder ham sin hånd og sit rige, men han vil forfølge det mål, han har sat sig, at opdage en garderigsk hovedelvs kilder. Efter mange farer og æventyrlige tildragelser (kamp med drager osv.) lykkes det ham at finde kilden, og han vender om. Før han atter kan komme til Silkisifs rige, dør han; dette skal være sket 1041, da han kun var 25 år gammel; således sagaen. Så fortælles der videre meget æventyrligt og efterklassisk (kampe med kykloper og lign.) om hans i Sverrig avlede søn Sveinn, der senere også kommer til Silkisif og ægter hende; hun lader sig døbe. Det er ikke usandsynligt, at dette afsnit er en senere tildigtning (ligesom tilsvarende afsnit i Kjalnes. s. og Bárðar s.). I hvert fald er sidste halvdel af k. 14 og hele k. 15 (en variant til sagaen om Yngvar)2) en yngre tilføjelse3) Her er det, at Oddr munk citeres og flere andre som hjemmelsmænd; dette er intet andet end en ren fiktion for at kaste et tilforladelighedens skær over sagaen, som den ikke fortjæner, men nok kunde trænge til4) Der er navnlig ingen tvivl om, at det hele er et digt fra 14. årh.s første halvdel5) uden nogen egenlig historisk overlevering som grundlag; det eneste historiske er navnet Yngvar og mindet om, at han drog til Østen. Der kan udpeges forskellige kilder, der dog vistnok er umiddelbare; der er næppe tvivl om, at det er Örvar-Oddss., hvorfra navnet Silkisif er hæntet. Beretningen om Yngvars død minder meget om ÖrvarOdds. Sagaens baggrund er stærkt religiøs6) I kap. 14 anfører sagaen en sætning på latin om Eymunds søn Anund efter et værk, der kaldes »Gesta Saxonum«. Maurer mener, at der hermed menes Adam af Bremen, hvor (i III, 15) der findes en beretning, der, hvad meningen angår, falder sammen med det latinske citat; ordlyden er imidlertid helt forskellig. Heller ikke kendes et værk med det anførte navn. Stilen er ifg. Olson ret forskellig i den første (k.1—5) og senere del, hvad der skulde tyde på forskellige forfattere; han er tilbøjelig til at antage en ældre Yngvars saga om hans ungdom hjemme i Sverrig. Dette synes dog at være mindre sandsynligt.



Noter:
1) Jfr. K. Maurer Die ausdrücke anm. 13, F. Braun i Fornvännen 1910; v. Friesen sst.
2) I det hele er sagaen fuld af gentagelser.
3) Sål. også Olson (s. XCVIII).
4) At forf. skulde have støttet sig til Odds Olafssaga, som Maurer mener, er muligt, men det er uden betydning. Olson ser på en lignende måde som Maurer på sagen.
5) Jfr. Olsons Inledning s LXXVI ff.
6) Se Olsons Inledn. s. LXXXVI ; dette religiøse moment mærkes dog ikke i sagaens første del.