FJ-Litteraturhist.Bd.3a Rimedigtning: A

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Tredje Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1924


Tredje Tidsrum
Første Afsnit: Digtning
B. Verdslig digtning
III. Rimedigtning


A. Rimer af mytisk-sagnhistorisk indhold


1. Lokrur

Navnet findes i det sidste vers og er afledet af Loki. Æmnet er hæntet fra Snorres fremstilling i Gylfaginning af Tors færd til Udgårdsloke, og det er sikkert denne, til hvem navnet sigter. Efter en kort indledning om Aserne (Odin og Tor) følges Snorres fortælling helt igennem i 4 rimer. Der findes dog enkelte selvstændige udmalinger som den grel-humoristiske beskrivelse af Skrymer (rime II), samt enkelte overdrivelser i udtrykkene hist og her. Rimerne er godt digtede, og de er helt igennem affattede i ferskeytt, hvilket tyder på, at de er meget gamle; også sproget peger i den retning; en enkelt gang (III, 29) findes et rim som þreytt: meitt, hvilket er et unøjagtigt rim, hvis det ikke ligefrem er en fejl. Rimernes tekst er ellers ikke ganske rigtig overleveret Og etsteds (efter III, 26) er åbenbart noget udfaldet. Der findes ingen egenlige mansange, men kun ganske korte bemærkninger i rimernes begyndelse og slutning; det fremgår deraf, at de er digtede på en kvindes opfordring. De er udg. i Rímnasafn I.


2. Þrymlur

Navnet findes i slutningen. Der er 3 rimer i det hele, hver digtet i sit versemål; begyndelsen til den første mangler. Til grund for digtet ligger det gamle Trymskvad (Þrymskviða), hvorfra enkelte udtryk foruden hele stoffet er hæntede. Digteren giver her noget af sig selv; for det første en indledning (rime I, 1-11), hvor der gøres rede for forskellige guder og mytiske væsner, tilsidst Tor selv. Alt dette er dog hæntet fra Snorra Edda (Gylf. k. 30, 32, 33, 41; Skáldsk. v. 35) og da fra codex wormianus eller et dermed nærmest beslægtet håndskrift. Dernæst findes enkelte selvlavede tilføjelser som at Høner også var med på rejsen, at de sejler til jætternes verden i Skidbladner, har et stort følge af geder, kalve, for ikke at tale om trolde og alver, troldkarle og vølver osv. Selvstændig er også beskrivelsen af Tryms hal, opregningen af de ukendte jætter og jættekvinder, beskrivelsen af festen; jætterne slås med knogler og næveslag. Tors grådighed beskrives drastisk og således, at Trymskvadets udtryk stærkt overdrives. Der findes her det ypperlig sete træk, at Tor-Freyja lagde til sig (ɔ: slugte i sig) tolv (i kvadet kun 8) lakse, og lagde dog aldrig et ben på gulvet (den skik at lægge benene på gulvet til hundene). I det hele er det klart, at forfatteren har været i besiddelse af en humoristisk sans, der en del minder om folkevisen Tor af Havsgård, hvor det samme æmne er behandlet på en lignende måde. I sin afhandling om Torsvisen har S. Bugge søgt at vise, at rimerne er benyttede i den norske folkevise, men de paralleler, der fremdrages, og de antagne lån synes kun i ringe grad overbevisende, ligesom det er meget usandsynligt, at islandske rimer skulde være benyttede således som der antaget. Der findes ingen mansange og ganske korte bemærkninger ved rimeskifte. Rimerne er udg. i Rímnasafn I.


3. Griplur

Navnet findes i rimernes slutning1). Rimerne er i alt 6, tildels i forskellige versemål, hvoraf det i II er kunstigt. Navnet beror på ordet Gripsson, som oftere forekommer for hovedpersonen Hromund. Det er den gamle saga om Hromund Gripsson, der er antydet i Sturlunga ved år 1119 (se II, 802), der ligger til grund for rimerne. Alle de der anførte hovedafsnit findes her: Hromunds vikingetog med den norske Olaf (lidsmændenes konge); de udfører bedrifter sammen, kæmper med Hröngvid (Hrangad) og dennes broder Helge (haddingjaskate); den første lader sit liv, den sidste bliver hårdt såret, men Hromund giver ham liv, og han sejler hjem til Sverrig. Hromund og Olaf sejler først til Vesten og så til Valland for at bryde Trains gravhøj. Så sejler de hjem og forholder sig en tidlang rolig. Hromund hades og bagvaskes af to brødre, især fordi han og Olafs søster Svanhvít elsker hinanden. Da så Olaf bliver udæsket til kamp på Venerns is af de to svenske konger Hadding (bægge hed ens), vilde Hromund først ikke tage med, men på Svanhvíts bøn gjorde han det dog. Kampen ender med et stort nederlag for de svenske, den ene Hadding falder, og Helge fældes nu af Hromund; Helge havde under kampen det uheld at volde sin elskede, valkyrien (»frillen«) Káras død. Hromund mistede alle sine brødre og blev selv hårdt medtagen; men han får vinterophold hos et gammelt ægtepar; konen helbreder ham, han efterstræbes af kong Hadding og dennes rådgiver, Blind den onde. Hromund og Olaf overfalder tilsidst Hadding og fælder ham og hele hans hær. Dette udfald havde Blind haft mange drømme om. Hromund drager hjem og ægter Svanhvít. Æmnet, der desuden indeholder flere interessante enkeltheder, er godt ordnet og logisk sat sammen. Men det er klart, at det er forskellige oldsagn, der, oprindelig adskilte, her er knyttede til hinanden og grupperede om Hromund; indholdet er i sagnhistorisk henseende meget vigtigt. Skildringen af Hromunds og Svanhvits elskov er rigtig køn. Mansange er dels længere (i 3 rimer; ifr. ovf. s. 32) dels ganske korte indledninger. Rimerne tilegnes her en kvinde, hvis navn antydes ved »rune-ord«; de er godt digtede og indeholder ingen yngre sprogformer. Dog hører rimerne ikke til den allerældste gruppe. De er udg. i Rímnasafn I.


4. Völsungsrímur

De er 6 i alt og alle affattede i ferskeytt, hvorfor de må henføres til de ældste rimer, hvorimod intet andet taler. De handler om »Völsung hin ubårne« (d. v. s. den ikke-fødte, men ud af moderlivet skårne). Æmnel svarer til de 8 første kapitler af Völsungasaga, afsnittet om Sige-Rere-Völsung-Sigmund (Signy, Sigar). Der findes en selvstændig indledning om Odin, Aserne, Asgard og Odins rejse til Norden — alt efter Snorres Edda og Yngl. s. Af sig selv har digteren vistnok fundet på at lade Gefjon være gift med Baldr. Med første rimes v. 51 begynder den egenlige saga. Rimerne synes at forudsætte en ældre form af sagaen end den, der nu haves, og har som følge deraf endel i en oprindeligere form. Enkelte ting har forfatteren selv tildigtet, f. ex. fortællingen i II om Reres hustrus herkomst, mulig også det træk, at Sinfjötle skulde have hugget sin moder midt over (i VI) under den sidste kamp. Der er så godt som ingen mansange; dog sattes rimerne i forbindelse med en kvinde. I IV. 49 nævner digteren åbenbart sig selv som vítulus vates, d. v. s. Kálfr skáld. Denne digter må antages at være den samme som Katrínardrápas forfatter (se ovf. 18). men der vides ellers intet om ham. Når man i Katr. dr. 1,8 har læst arfa Halls og fundet en hentydning til digterens faders navn, er dertil at bemærke, at ordene næppe kan anses for at være sikre; sammenhængen er sproglig ikke ret forståelig; ordene er vistnok forvanskede af orða hall, ɔ: tunge, objekt til mýkja; digteren beder om, »at hans (stenhårde) tunge må blive blød, så at den ikke skal stivne og være ude af stand til at digte«. Kalfr har ikke været nogen dårlig digter. Rimerne er udg. i Rimnasafn I.



Noter:
1) »Hromundarrimur« findes også. Om rimerne se Kölbing: Beitr. 159—87.