FJ-Litteraturhist.Bd.3b B. Verdslig digtning

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Tredje Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1924


Fjerde Tidsrum
Første Afsnit: Digtning


B. Verdslig digtning


Den verdslige digtnings hovedbestanddel er rimer. Først vil vi dog dvæle ved enkelte digternavne Og anonyme dik r te af forskellig art. for sa at komme til limerne Og de navne, der dér findes. Navnene er ikke mange.


Svartr á Hofstöðum

Svartr á Hofstöðum, levede i 15. årh.1); han er særlig knyttet til Olöf den rige på Skarð og skal have digtet et lovkvad om hende. Han bode på Hofstaðir i Torskefjorden. løvrigt vides kun lidet eller intet om ham. Med sikkerhed kan der kun tillægges ham digtet Skaufhalabálkr (»Rævedigtet«). Det består af 42 vers i fomyrðislag. Dets indhold er en samtale mellem et gammelt ræve-ægtepar, hvori de — eller hannen klager over alderdom og svagelighed og vanskelighed ved at bjærge livet. Hunræven opfordrer ham til at gå ud og søge dem føde, hvad han gør. Han fanger en bede, men må give slip på den, da en mand med sin hund overrasker ham. Han flygter ind i en hule, hvor manden rammer ham med sin stav og brækker 3 af hans ribben, hvorefter ræven slipper hjem og meddeler hunræven sit uheld og omtaler vemodig sit tidligere liv. Han går i sæng og dør. Digteren synes at have betragtet sit digt som et slaves underholdning for børn (barngælur i sidste vers). Det er forfattet med en vis humor, i et ret korrekt fornyrðislag.

At tillægge denne Svartr Skiðaríma (som sket i Kvæðasafn I) er ganske grundløst.


Skáld-Sveinn

Skáld-Sveinn levede før og efter 1500, men er ellers ukendt. I hans tid har det været ret almindeligt at gøre bitre betragtninger gældende over verden og livet; det var ikke så underligt, at man dengang kom til at føle livets hårdhed og besværligheder; Jon Arason digtede et vers derom. Denne Sveinn tillægges et digt Heimsósómi, der er et af de første klagedigte over tidernes slethed og moralens usselhed, heimsádeilukvæði som de er bleven kaldt2). De blev flere med tiden. Sveins digt (16 vers i samme versemål som Ljómur) klager stærkt over al den uret og lovløshed, som går i svang, alt i ret almindelige udtryk; »bestikkelsen er mandens herre, manden dens træl«. Ødselhed er stor i mad og drikke og begærligheden svarer dertil — Helvedespine bliver straffen. Digtet er godt i formel og sproglig henseende.


Jón Hallsson

Jón Hallsson, fra omtr. samme tid (o. 1470—1538), var en retskaffen storbonde og sysselmand3) i Rangárvallasyssel og regnedes til sin tids bedste mænd. Som digter kendes han kun af kvadet Ellikvæði (»Alderdomsdigtet«), 22 vers i et 8-linjet versemål. Navnet peger på indholdet, der er en klage over alderdommens brøst og svækkelse; en kvinde har foranlediget digtet. Digtets beskrivelser er realt ret drastiske, men digteren tager tilskikkelserne, uundgåelige som de er, med en vis ro og stolen på gud.


Navnløse digte

Navnløse digte. Her kommer først i betragtning en række kvad, der er bleven kaldt æventyrkvad, alle digtede i fornyrðislag undertiden lidt frit især med hensyn til forlydsrimet. Metriske afvigelser (eller urigtigheder) beror vist altid på den håndskriftlige overlevering; de er ret ukritisk udgivne i Íslenskar gátur osv. IV, under titlen Sagnakvæði4). Det er kun versificerede æventyr, og nogen digterindividualiteter spores ikke. Blandt dem indtager den såkaldte Kötludraumr en særlig stilling. Katla, der drømmer, siges at have været høvdingen Már til Reykjaholars5) hustru; hun faldt engang i søvn og sov i 4 dage uden at man kunde vække hende. Sagen var den, at hun drømte, at en alvekvinde kom til hende og førte hende til sit hjem, hvor alvekvindens søn lå syg af elskov til Katla. Mod sin vilje blev hun hans hustru og blev frugtsommelig ved ham. Hun fødte en søn, der fik navnet Ari; hun fortalte sin mand del hele, og han tog sagen meget ædelmodigt. Ari blev en lykkelig mand. Et eller andet gammelt familjesagn synes at ligge til grund. Det er vel forfattet på Vestlandet.

Forvandling eller forgørelse (álög; tildels stemoderhistorier) er hovedæmnet i 4 digte: Snjáskvæði, Kringilnefjukvæði, Vambarljóð og Hyndluljóð. I det første er det en alvekvinde, der er forgjort og dømt til at leve blandt mennesker og være gift med kong Snjár på Hålogaland, uagtet hun var gift i alveverdenen. I det andet er der forgjorte kvinder, i det 3. er det en kongedatter, omskabt til en trillende ”vom” (vömb)6). Og i det 4. en kongedatter, omskabt til en tæve. De frelses alle på samme måde som sligt plejer at ske i æventyr. Gullkársljóð om en kongedatter, 3 gange gift; den mandlige hovedperson er Gullkár. – Bryngerðarljóð handler om en kongesøn og en husmandsdatter; slutningen mangler. Her findes motiver som glemselsdrik og motiver fra Kraka-sagnet. - Endelig er der et jættekvindekvad: Þóruljóð (Þóra er en jættekvinde); slutningen mangler. Þóra kommer til en dansk bonde og beder om at måtte blive der. Meningen er vist, at bondens søn Torkel skal ægte hende. I hvert fald må der have været et eller andet forhold mellem de to.

I disse digte findes enkelte verbal-lån og efterligninger af ældre digte, der viser et kendskab til ældre digtning. De var værd et nærmere studium.


Andre digte

Andre digte. I forskellige mansange — især i de yngre rimer — findes gærne opregninger af elskovshelte og -heltinder, alle fra de romantiske og lignende sagaer; de viser et ikke ringe kendskab til denne sagalitteratur. Nærbeslægtet med disse mansange er det såkaldte Allra kappa kvæði, der er udg, af G. Cederschiöld i Arkiv I, 62 ff. Det består af 13 ti-liniede vers med afvekslende rim. Det opregner en mængde (72) helte og fremhæver for manges vedkommende netop deres elskov. Idet der henvises til Cederschiölds redegørelse skal her kort bemærkes, at kun én virkelig historisk islandsk oldtidsperson nævnes: Skáldhelgi, men to opdigtede (Finnbogi rammi og Krókarefr); fra de norske kongesagaer er 6 hæntede. Alle øvrige er fra de romantiske sagaer, ældre og yngre og »lygisögur«, hvilket klart viser samtidens interesser. løvrigt er digtet fuldkommen tørt og prosaisk. Ifg. v. 13. hidrører det fra Vestfjordene.

Konukjör (»Hustruvalg«) findes i Stockh. hds. 22, 4° perg. og handler (20 vers) om en hustrus egenskaber »idet digteren fremhæver modsætningen mellem den pragtsyg-hovmodige og stille huslige kvinde« (Festskr. til Wimmer s. 113). I samme hds. findes andre digte fra dette tidsrum, som det, der findes trykt i Gátur osv. III, 165—6 (til og om en kvinde), elskovsdigte sst. 252—4, 255—6, 308—09, endvidere de to humoristiske digte: Hnakkakúlukvæði (Sth. 22 »Torskenakkedigt«) om en digterløn af 346 pund tørrede »torskenakker« (Festskr. til Wimmer s. 114) og et spøgefuldt digt om en kvinde, hvordan hun staser sig og hvad hun bestiller (Gátur osv. III, 281— 82).

Alle de såkaldte Vikivakakvæði hidrører med størst sandsynlighed fra tiden efter reformationen. De allerfleste »ramser« (þulur) ligeledes; undtagen er den såkaldte Allra flagða þula i fornyrðislag (Gátur osv. IV, 107 f. og O. Jiriczek: Zur mittelisl. volkskunde i Zts. f. deut. Phil. XXVI), en opramsning af 90 navne på jætter og jættekvinder (findes i et hds. fra 15. årh.). Navnene har betydelig filologisk interesse.


Íslensk fornkvæði

Til dette tidsrum hører også de såkaldte Íslensk fornkvæði — en meget urigtig og lidet oplysende benævnelse — , d. v. s. danske, delvis også norske, folkeviser i fri gengivelse, udg. af Sv. Grundtvig og J. Sigurðsson (I—II, 1854—85)7). Her findes 66 viser udgivne efter de forskellige håndskrifter; enkelte af dem er dog originale, digtede på Island over isl. æmner. Ved og efter 1400 begyndte danske mænd at komme til Island som kongelige ombudsmænd med deres svende. Det ligger nærmest at tænke sig disse som dem, der har medbragt disse viser, lært dem fra sig, hvorefter de er bleven frit oversatte. Folkeviser har sikkert ikke været ukendte før i landet, hvad jo det fra Sturlunga kendte omkvæd bl. a. viser (jfr. II, 137—38). Sproget er i det hele ret godt, men viser dog på mange punkter mærker af grundsproget, især ved at oftere genkommende udtryk overføres ret slavisk (i græna lund, undir hliða, undir loftsins sala osv., også enkelte ordformer er overtagne som grór, vintr, herligr osv.). Rim og forlydsrim er frit behandlet. Desværre er overleveringen ikke god; de findes i efterreformatoriske håndskrifter, så at sproget og linjernes oprindelige form hyppig er ændret, men det er dog klart, at de er byggede efter de gamle kvantitetsregler, hvad der jo også er en selvfølge, når de er ældre end reformationen, og det er de for største delen ialfald. Mer kan ikke være tale om her at gennemgå de enkelte viser. De findes i reglen i flere afvigende former, der da ofte i det mindste, beror på, at meddelerne har kendt dem i forskellige former og lært dem fra sig. I den ovf. anf. afhdl. er 3 viser kritisk gennemgåede og analyserede (Óláfr Liljurós, Elenarljóð og Hildibrandskvæði). Disse visers betydning for de danske folkeviser er overordenlig stor. Ofte findes de her i en form, der er ældre end de danske visebøgers og altså mere oprindelige og bedre. Man kan nævne den mesterlige vise om Knut i Borg, perlen blandt dem alle. Og flere andre.

Nogle af digtene er norske: således Bjarnasonakvæði8), der grunder sig på en historisk begivenhed 1206 (drabet på Jon drotning). I det hele trænges der her til et grundigt oprydningsarbejde.

At disse viser kunde fremkalde efterligninger, isl. originale viser, kunde man egenlig sige sig selv; det var naturligt hos et så digtende folk som Islænderne. Således er det også gået, selv om det nu kun er få viser, der eksisterer. Det er Gunnbjörnsvisen (nr. 41 ). Gunnarsvisen (nr. 49), Olafsvisen (nr. 50) og (Karla) Magnusvisen (nr. 51), vistnok også Tristransvisen (nr. 25). efter Tristramss. k. 95 f. om Tristrams død). Heraf handler den første og tredje om norske personer (Gunnbjørn fra Oplandene, bejler til Snefrid i Grækenland; er visen oprindelig norsk?; Olaf er Olaf d. hellige og visen handler om ham og Alfheid og Magnus’ fødsel). Karlamagnusvisen handler om Karlamagnus og hans tærne Ingeborg, hvem han bliver forelsket i. Den eneste hjemlige vise bliver således Gunnarsvisen, om Gunnar på Hlidarende og hans endeligt; til grund ligger åbenbart et Njálahåndskrift. Visen er to-linjet med omkvæd, der hentyder til hovedpersonerne i sagaen om Hríngr ok Tryggvi (rimerne Geðraunir), og nævner Brynhild som en modsætning til Hallgerd. Det 18. vers lyder:

Ekki vildi hún Hallgerðr hárið ljá,
Þar lá Gunnars lífið á.
Á Þingi
betr unni Brynhildur Hringi.

Ang. omkvædene se anf. afhdl. s. 24 ff.

At disse digte er bleven til til forskellige tider, er sikkert. De er ikke stuelærdes gengivelser. Uvilkårlig har særislandske ord og udtryk indfundet sig under omdannelsen, hentydninger til særislandske forhold og natur findes ikke sjælden (jfr. den anf. afhdl. s. 40 ff.) og anvendes ofte på en meget træffende og stemningsfuld måde. Det er virkelig digterisk modtagelighed, der spores mange steder. Tidens religiøsitet, f. eks. Mariadyrkelsen, har også afsat spor i dem. Det folk, der har modtaget disse digte og kunnet omplante dem som sket er i sin digteriske moderjord, var hverken et kuet eller helt åndsforladt folk. Det er måske netop i disse digte, som det islandske folks ånd i den tid, der her er tale om, viser sig på den mest tiltalende og oplysende måde.


Rimerne

Rimerne. I en ligeså udstrakt grad som den religiøse digtning udfoldede sig den gamle rímur-digtning. Her kan der kun være tale om en kort oversigt, da de fleste af disse rimur ikke er udgivne, ej heller de sagaer, som de er digtede over (hvis de overhovedet findes, hvad der ikke altid er tilfældet). Om disse rimer gælder omtrent det samme som de ældre. De er forfattede fuldkommen på samme måde; dog er mansangene nu i det hele måske noget længere og mere stereotype (digternes klager over alderdom og svækkelse, mangel på hensyntagen fra kvindernes side osv.). Selve måden at behandle den til grund liggende saga på er uforandret.

Af digternavne, der er sikre, er der meget få, og egenlig ikke andre end den førnævnte Sigurðr blindi. Andre som Rögnvaldr blindi eller Árni Jónsson er ganske usikre både med hensyn til deres levetid og hvad der mulig kan tillægges dem. Med nogenlunde sikkerhed tillægges Sigurdr Andrarímur, Mábisr., Reinallsr. Om de første — den til grund liggende saga er tabt — kan henvises til Digtn. s. 284 f. Æmnet er hovedsagelig risen Andres bejlerfærd til Loge i Hålogaland, hvis datter Svanhvit han vil ægte; heraf mange forviklinger og kampe; hun frelses ved at 4 jarlesønner fra landene ved elven (ɔ: Götaelven) hæntes, og en af dem ægter hun; men rimerne er ikke fuldførte9). - Rimerne om Mábil den stærke handler navnlig om forholdet mellem den troldkyndige græske kejserinde, der har dræbt sin mand og ægtet Mábils fader, og Mábil. Rimerne er heller ikke afsluttede. Ang. den 3. cyklus, Reinallsrímur (og Rósu) kan henvises til Kölbing i hans Beiträge s. 223 ff.; æmnet er beslægtet med Flores og Blancheflur. Den til grund liggende saga er også her tabt.

Rimerne kan iøvrigt inddeles ligesom i det tidligere tidsrum efter indhold, undtagen for så vidt som der nu ingen er, der svarer til den 1. gruppe (A), de mytologiske.

Til B-gruppen, rimer om norsk-islandske personer, hører der ikke mange og da meget lidet historiske eller helt uhistoriske. Der er Hemingsrímur Áslákssonar, 6 i alt, der svarer til þáttr'en om ham (II. 770-71)10), som den er i Flatøbogen. Sigurðarr. Fornasonar, kun brudstykkevis bevaret. Sigurd skal have levet i Hakon jarls tid og været søn af en konge; han er en skovgangsmand og udfører kraftprøver (kamp med en ”blamand”), men er sikkert en opdigtet person. Ölvis r. sterka (eller Bragða-Ölvisr., 6. ialt). Denne Ölvir skal have levet i Magnus d. godes tid, kom på krigstog til Danmark, og sendes af kong Sven til Garderige for at dræbe en fredløs mand; her har han et drastisk elskovseventyr og udfører det ham pålagte hværv. Kommer så til Norge igen.

Til C haves ingen bidrag, ti Móðarsrímur er efter sprog og versemål at dømme af yngre oprindelse (om en bondedatter og en huldumaðr). Desto flere er der, der hører til D-gruppen, rimur over fornaldarsagaer og lign. Ánsrímur (8) over Án bogsveigirs saga (II, 809-10): se herom Kölbing: Beiträge s. 187 ff. De har betydelig vigtighed for sagaen om Án. — Þorsteins rímur Víkingssonar findes nu kun i ubetydelige brudstykker. - Þóris r. háleggs (10) danner en fortsættelse af Ánsr.; Þórir er hans søn, der også spiller en rolle i Ánsr.: hans søn Ögmundr akraspillir er også en hovedperson her i slutningen - om disse rimur se Kölbing: Beitr. s. 217 ff. Er uden mansange. Æmnet er bl. a. konflikt med Olaf Tryggvason; Þórir lader sig døbe. Hrólfs r. Gautrekssonar (5; jfr. II, 814—15) er digtede over den eksisterende saga. Det samme gælder rimerne om Hálfdan Brönufostri (eller Brönurímur; 15 el. 16), Egill einhendi (10) og Hálfdan Eysteinsson (12; jfr. II, 820-21, 819—20 og 815—16). De første tillægges Rögnvaldr blindi, de sidste en Árni Jónsson, men hjemlen herfor er ganske usikker. Forf. synes dog at kalde sig Árni (jfr. det forblommede runenavn: ár + nauð (n) + is (i).

Haralds r. Hringsbana (6 ialt) handler om en dansk kongesøn; et hovedmotiv er elskov mellem denne og den engelske kongedatter Signy, til hvem han på sin faders vegne bejler (Tristanmotiv); efter lange forviklinger og efter at Harald er bleven sin faders banemand, var det vist meningen, at han og Signy får hinanden, men dette mangler i rimerne (jfr. Kölbing, Beitr. s. 227—28). Rimerne er i formel henseende mindre godt digtede; digteren siger, at de er hans første (jfr. ovf. s. 59).

Ásmundar r. flagðagæfu er nu tabte; handlede (ifg. Isl. Þjóðsögur I, 171 — 79) om norske personer, (jfr. Asmund fregdegævar); der er kun opbevarede nogle få vers, der synes at vise, at rimerne har været efterreformatoriske. — Ormarsr. (4); om indholdet kan henvises til Dg F. III, 775 ff. Kong Hringr i Gautland har en skøn datter, som risen Bjarkmar krævede til ægte. Den unge Ormr fælder ham og får kongedatteren. Jfr. den danske vise om Orm ungersvend og Bermer rise. Her er motivet fra Hervarars, om sværdet (Birting) i gravhøjen, som Orm afkræver sin fader og hvormed han fælder risen. Han hævner også sin fader. Endelig er der Illugar. eldhðusgoða, om en konges datter, der ombejles af en jætte; men reddes af Illugi, en søn af Vergilius jarl; han er en der sidder og altid roder i ildhuset, men viser sig som en rigtig kraftkarl.

Til E-gruppen hører ikke så få rimer.

Bæringsrímur (12) over sagaen om Bæring d. fagre (ovf. 107). Er temlig unge. — Hectorsr. Ektors- (16) over sagaen om Hector (Ector; ovf. 107), anses for at være digtede af flere end én (se Digtn. 299), men antagelsen af, at de skulde være digtede af Sigurðr blindi og (biskop) Jón Arason, er meget dårlig afhjemlet. Håndskrifterne er, med hensyn til rimernes udstrækning indbyrdes afvigende, så det er sandsynligt, at der har været flere om at digte dem. Noget sikkert kan ikke siges førend en kritisk udgave foreligger. Jarlmannsr. (12) over sagaen (ovf. 105-06) er vistnok ret gamle. Mírmannsr. (12) over sagaen om Mírmann (ovf. 103). Oddgeirsr. (10), om Holger danske efter afsnittet om ham i Karlamagnússaga (II, 964). Rollantsr. eller Runsívalsr. (6) over samme sagas 8 . afsnit (II, 966). Sigurðarr. þögla (15), over sagaen om ham (ovf. 114-15). Vilmundarr. viðutan (16), over sagaen om Vilmund (ovf. 118): digteren omskriver to navne i slutn., der viser sig at være Ormur og Sofia. I Digtn. (s. 273-75) har dr. J. Þorkelsson ment at kunne gøre det sandsynligt, at Ormr er digterens navn og identisk med Loptr Guttormssons søn af samme navn; denne havde en søster Sofia. Dette kan se ret rimeligt ud. Digteren angiver selv, at han er 57 år gammel; rimerne skulde da være digtede noget efter midten af 16. årh.11). Þjalarjónsr. (16), over sagaen om Þjalarjón (ovf. 118-19)12).

Endelig må følgende regnes til F-gruppen. Þjófarímur eller rimur af Illr, Verra og Verst (4); de er digtede over det æventyr, der findes trykt i H. Gerings Isl. æventýri s. 276 ff. Hovedæmnet er forsøg på at stjæle en svinekrop fra Illr, der har skilt sig ud fra fællesskab med Verri og Verstr og er bleven en bonde. Rimerne bærer på forskellig vis vidne om en sildig oprindelse, dog kan de vel være fra 2. fjærdedel af 16. årh. De kan også være yngre. Digteren synes at kalde sig Jón13). — Skógarkristsrimur (2), om en utro kone og en præst og om hvorledes manden hævner sig; han får konen til at skrifte for sig, forklædt som en person, der kalder sig »Kristus i skoven« (jfr. Digtn. s. 306). Digteren kalder sig Rög(n)valdr, som i Digtn. identificeres med Rögnvaldr blindi; det er muligt, men ikke sikkert. Heller ikke disse rimer tilhører de ældre.

Andre rimer over æventyr er sikkert efterreformatoriske som f. eks. af Jonatas og Hermóðr og Háðvör osv.

Når vi nu ser tilbage over hele denne digtning er det klart, hvor frodig og rig den har været. Den minder i høj grad om den gamle skjaldedigtning i så henseende. Den ligner den også deri, at den er sig selv lig helt igennem. Dette gælder ikke blot rimerne, men også helgendigtene. Det hele er ret stereotypt både i form og indhold. Det er åbenbart denne digtning, der præger hele denne tid; den prosaiske litteratur tåler ingen sammenligning dermed. I versenes form (det er ikke det metriske der her sigtes til) spores en vis originalitet.

Desværre kan det ikke bestemmes, hvor denne digtning egenligst har haft hjemme. Der er dog visse tegn til, at den tilhører især nord- og vestlandet. Dog synes Sigurd blinde at tilhøre det sydøstlige land.


Noter:
1) Om ham se Kvæðas. I, 152 ff.
2) Beslægtet hermed er digtet Hugraun (Digtn. s. 98).
3) Se Kvæðas. I, 245 ff.
4) Jfr. Digtn. på Isl. 202—10.
5) Denne Már må være ham, der var gift med Þorkatla Hergils' datter o. 1000; se Landn.
6) Jfr. Gorvömb i prosa, Isl Þjóðs. og ævint.
7) Jfr. min afhdl. i Aarbøger 1914; Kn. Liestöl: Nokre islendske folkevisor, Edda 1915.
8) Se Kn. Liestöl i Maal o. Minne 1914, M. Olsen sst., A. Bugge sst 1916. Jfr. også Liestöls anf. afhdl. i Edda.
9) Jfr. Kölbing. Beiträge s. 230 f.
10) Icel. sagas I, XXXV.
11) Jfr. også Kvæðasafn I. 147 ff.
12) Amíkus rímur og Amilius (jfr. II. 962), der er trykte i Altengl. Bibliothek II. er efterreformatoriske.
13) De Kallamusrímur, som omtales i Digtn. s. 172-74, har værd utilgængelige. Efter de der trykte prøver har de vist også hørt til en sen, måske efterreformatorisk tid.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.