Fenrisulven bindes (Nordisk Mytologi efter Kilderne)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Nordisk Mytologi efter Kilderne

Kr. Arentzen og St. Thorsteinsson
1891


Fenrisulven bindes.


Da Guderne saa, hvor stærkt Fenrisulven, der opfødtes i Asgaard, hver Dag voksede, og da alle Spaadomme forkyndte, at den var bestemt dem til Skade, hittede de paa det Raad, at de gjorde en stærk Lænke, som de kaldte Læding, som de bare til Uhyret og bade det forsøge sine Kræfter paa. Ulven tyktes ikke, at det oversteg dens Kræfter, og lod dem göre med sig, hvad de fandt for godt. Den förste Gang den rev i Læding, brast den ogsaa. Aserne gjorde nu en anden Lænke, der var dobbelt saa stærk som Læding, som de kaldte Drome, bade Ulven forsøge den og sagde, at den vilde indlægge sig stor Hæder, dersom en saa stærk smeddet Lænke ej kunde holde den. Ulven tænkte Rigtignok er denne Lænke meget stærk, men min Styrke er ogsaa vokset, siden jeg brød Læding og jeg maa desuden vove noget, hvis jeg skal blive berömt. Han lod derfor Drome lægge paa sig og rystede sig saa og rev i Lænken, saa den flöj langt bort i Stumper og Stykker. Nu frygtede Aserne for, at de ikke vilde kunne binde Ulven. Da sendte Alfader Frejrs Sendebud, Skirner, til Svartalfhejm til nogle Dværge og lod gore en Lænke ved Navn Glejpner af Kattetrins Lyd, Kvindeskæg, Bjærgerødder, Bjørnesener, Fiskeaande og Fuglespyt. Den var jævn og blød som et Silkebaand, men fast og stærk. Da Baandet blev bragt Aserne, takkede de Sendebudet meget for det vel udførte Ærende. Derpaa fik de Ulven med sig ud til en Holm i en Sø, viste ham Baandet og bade ham bryde det itu det var rigtignok - sagde de - noget stærkere, end det saa ud til. De lode det gaa fra Haand til Haand og prøvede forgæves paa at rive det itu, men sagde, at Ulven nok vilde faa Bugt med det. Han sagde: »Denne Snor ser mig saadan ud, at jeg ingen Berömmelse vil høste ved at rive et saa tyndt Baand over. Men hvis det er gjort med List, skönt det synes ringe, kommer det ej paa mine Ben.« Da sagde Aserne, at han snart vilde bryde et smalt Silkebaand, da han for havde brudt Jærnlænker: »men« - vedbleve de - »hvis du ikke kan bryde dette Baand, vil du ikke kunne forfærde Guderne, og saa ville vi løse dig.« Ulven svarede: »Hvis I binde mig saaledes, at jeg ikke kan løse mig selv, ville I, troløse, sent yde mig Hjælp. Uvillig lader jeg dette Baand lægge paa mig; men hellere end at I skulle bebrejde mig Fejghed, saa lægge en af eder sin Haand i min Mund til Pant paa, at dette er gjort uden Svig!« Aserne saa, den ene til den anden, og tyktes sig nu at være stedte i en dobbelt Forlegenhed. Ingen vilde ud med sin Haand, for Tyr rakte sin höjre frem og lagde den i Ulvens Gab. Ulven lod saa Baandet lægge paa sig og rev i det - men det fæstnedes kun stærkere; og jo heftigere den vred sig, desto mere strammedes det. Alle lo, undtagen Tyr, han mistede sin Haand. Da Aserne saa, at Ulven nu var til Gavns bunden, fæstede de Lænken ved to store Stene dybt i Jorden. Ulven gabede forfærdelig, vred sig vildt og vilde bide dem. De satte den saa et Sværd i Munden, Hjaltet i Underkæven og Odden i Overkæven. Den tudede rasende, og Fraaden staar ud af dens Mund og danner en Aa. Saaledes ligger den til Ragnarøk. Saa höjt agtede Guderne deres hellige Steder, at de ikke vilde besmitte dem med Ulvens Blod, skönt Spaadommen forkyndte, at den vilde vorde Odins Bane.