Festens gave - Barnet fra havet

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Inuitmaske

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Knud Rasmussen
Festens gave
Eskimoiske Alaska-Eventyr
1929


Barnet fra havet

Ude i det store sund (Beringsstrædet) ligger to øer ikke langt fra hinanden; de hedder Imarlik og lngaglit (store og lille Diomedes). Her boede to høvdinge, hver paa sin ø, to brødre; de havde hver en datter, der var gift. Men høvdingedatteren fra Ingaglit var ufrugtbar og kunne ingen børn faa, og folk gik altid omkring og snakkede derom, idet de sagde: "Hvorfor faar du ingen børn?" Til sidst blev hun bedrøvet og fik tanker og gik tavs omkring. Hun havde ingen brødre, der kunne trøste hende, ingen, hun kunne betro sig til, og hun gik ene omkring med sin store sorg. Saa en skønne dag hændte det, at hun blev svanger; hun mærkede pludselig, at hun var med barn. Men et helt aar gik, uden at hun fødte noget barn, og der gik et aar til, og stadig var hun svanger med samme foster; aar gik efter aar, ja, seks aar gik der, uden at hun fødte.

Det blev foraar, og folk rejste ud paa hvalfangst, kun den frugtsommelige høvdingedatter blev hjemme. En dag hun stod uden for sit hus og kogte mad ved et baal, fik hun pludselig fødselsveer; det kom saa hurtigt, at hun maatte føde lige ved siden af kogestedet, og hun fødte det barn, hun havde baaret i seks aar, paa et stykke træ ved gryden. Men hvad var dog det? Det var ikke noget rigtigt barn. Huden lignede en sælhunds skind, skindet af en lille fjordsæl, plettet over hele kroppen, og kvinden blev skamfuld og bar sit barn ind i huset og lagde det op paa tørrehækken over lampen. Her holdt hun det gemt, for at ingen skulle se det. Men en dag kom hendes forældre paa besøg; de opdagede, at der laa noget oppe paa tørrehækken over lampen, oppe i dens milde varme, og de spurgte hende, hvad det var. Pigen ville ikke sige det, men forældrene blev ved med at trænge paa, og til sidst maatte hun fortælle, at hun havde født et barn, som ikke var noget rigtigt menneske. Forældrene ville straks se det."Aa, lad os dog se det!" raabte de. Men pigen svarede: "I faar det ikke at se, jeg skammer mig." Barnet blev liggende oppe paa tørrehækken, og ingen fik det at se.

Men en dag, pigen var ude, hørte hun en lyd som af et knald inde i huset. Hun stod og kogte remmesælskød til sine forældre, da ilden pludselig blussede op og flammerne slog højt i vejret. I det samme kom knaldet inde fra huset, og hun hørte sit barn raabe: "Moder, moder!" Hun skyndte sig ind i huset og fandt begge forældrene døde paa gulvet. De havde set barnet.

En dag kom hendes mand hjem fra hvalfangst, og han raabte hende glad i møde: "Er det sandt, hvad man siger, at jeg har faaet en søn, en søn?"

Konen blev straks bedrøvet og fortalte ham, hvad der var sket. Det var ikke noget almindeligt barn, det var ikke noget rigtigt menneske. Barnet lignede en lille fjordsæl; han maatte aldrig se det. Og nu fortalte hun om forældrene, der var døde, fordi de ikke ville høre, men listede sig til at se barnet, medens hun selv var ude.

Moderen plejede sit barn ganske alene og bar det undertiden paa ryggen, tildækket og skjult, for at ingen skulle se det. Men en dag, hun skulle koge kød til sin mand ved ildstedet uden for huset, hændte det samme, som en gang før var sket: Ilden blussede voldsomt op, flammerne slog ud, og samtidig hørte hun et knald og styrtede ind i huset.

"Moder, moder!" raabte barnet, og da hun kom ind, laa manden død paa gulvet. Han havde set sit barn. Og den stakkels kvinde, der var ude af sig selv af sorg og skam, maatte nu begrave sin mand paa samme maade, som hun havde begravet sine forældre.

Nu rygtedes det videnom, at der var en kvinde, der havde et barn, som man døde af at se, og da menneskenes frygtsomhed næsten altid er mindre end deres nysgerrighed, var der mange, der kom for at se barnet. Der var ingen, der troede, at folk talte sandhed. Men barnets moder holdt alle borte, idet hun sagde: "Ingen skal se mit barn. Mine forældre døde deraf, min mand døde deraf. Ikke flere mennesker skal dø af at se mit barn." Og dog hændte det næsten hver gang, de unge havde været samlet til boldlege, at de paa vejen hjem kom forbi huset og ville se barnet. En aften var deres nysgerrighed saa stor, at konen ikke var stærk nok til at holde de mest paatrængende tilbage; de trængte sig ind i huset, saa barnet og segnede alle døde om paa gulvet.

Den unge kone sørgede over den skæbne, hun havde faaet, og over det barn, hun havde født, og den forbandelse, der hvilede over det.

Til sidst turde hun aldrig lægge sig til ro ved sin boplads, men gik til fjælds og holdt sig gemt. Et foraar, da isen laa helt over til fastlandet, flygtede hun over det store stræde og fortsatte videre langs med kysten og ind i land, blot for at komme bort fra mennesker og leve i ensomhed.

En dag løb hun dog paa mennesker, og da de saa hende, raabte de hende i møde:

"Hvorfra kommer du? Vi anede ikke, at der var mennesker i nærheden. Bliv hos os, vi er saa ensomme." De gav hende mad, og nu varede det ikke længe, før de ville se hendes barn. Det nyttede ikke, at hun fortalte om den forbandelse, der hvilede over barnet; de folk, hun var kommet til, var vantro, saaledes som mennesker plejer at være, de ville se barnet; og det gik dem, som det var gaaet alle de andre, de faldt om paa gulvet og var døde med det samme.

Da brød den unge kvinde op og gik bedrøvet videre. Gerne ville hun have været ved en boplads hos mennesker, men hun turde ikke. Nu gik hun længere ind i landet og sled sit fodtøj op og var ofte sulten. Hun maatte nøjes med at spise af jordens bær, og hun blev mager og forkommen; hendes barn fik ikke bryst, og det voksede ikke og græd af sult.

Men en dag, da hun saa en flok rener, sagde hun til barnet: "Du vil ikke ses af mænd eller kvinder. Lad dyrene se dig, lad renflokken se dig." Og hun løftede barnet op og viste det frem til dyrene; og alle renerne faldt om og døde. Saaledes fik de kød og skind til klæder. De kom til kræfter, de blev fede, og saa gik de videre ind over land.

En dag kom de til et hus. Der var ingen mennesker at se, men uden for huset var der en stor vildtgalge, fuld af renkød, og hun gik ind i huset; her saa hun kun mandsklæder og ingen kvindeklæder. Hun blev der hele dagen uden at faa mad, og det blev aften; da hørte hun en stemme udenfor:

"Ej, ej, hvorfra kommer du til mig, som lever ensomt her uden hjælp?" Ind kom en ung mand, og det varede ikke længe, før de blev mand og kone. Men nu skete der det, som altid plejede at ske, at manden ville se hendes barn.

"Du vil dø," sagde konen,"hvis du ser mit barn."

Men manden troede hende ikke og svarede:

"Jeg vil ikke bryde mig om at leve, hvis jeg ikke maa se dit barn." Saa løftede han amautens flig og kiggede ind til barnet, og straks blussede en vældig flamme op, man hørte et knald, et stenskred ryddede huset, og da kvinden kom til sig selv, sad hun paa den bare jord ganske alene sammen med sit barn.

Atter gik hun bedrøvet videre. Aldrig kunne hun være hos mennesker, som hun dog længtes efter, thi alle mennesker var vantro og nysgerrige og ville ikke tro hende paa hendes ord. Hun gik op over en fjældryg, helt op paa toppen, og her satte hun sig ned og saa ud over et stort hav med mange, mange huse ved kysten. Da brast konen i graad; alle disse huse, alle disse mennesker, og dog turde hun ikke gaa derned! Pludselig rørte barnet paa sig og sagde:

"Moder, hvorfor sagde du ikke til dine forældre: "Kom igen." Saa ville de leve op." Dette var barnets ord, og nu begyndte det at vokse; det blev til en rigtig dreng og ville ud af amauten.

"Mor, mor, nu kan du se mig!" sagde drengen. Og der stod han, styg og grim, næsten uden næse, med et fladt ansigt, ganske som hovedet af en lille fjordsæl. Og han sagde: "Du skal kalde mig Dyrefedt (Qaluneq)."

Derpaa gik de sammen ned til husene. Der laa hus ved hus, en stor boplads med mange mennesker. Her boede to mægtige høvdinge; den ældste var gift, den yngste ugift. De levede i overflod og spiste kun rener og hvalkød. Det varede ikke længe, før den unge høvding giftede sig med konen med det grimme barn. Barnet voksede hurtigt op og var nu næsten som et almindeligt menneske.

Aaret gik. De to høvdingekoner blev med barn, og de fik hver en søn. Men en dag, da lille Dyrefedt legede med den ældre høvdings halvvoksne søn, hændte det, at de kom op at skændes:

"Du er saa styg, at du ikke ligner noget menneske!" sagde høvdingesønnen.

Dyrefedt blev arrig og raabte:

"Vend dig om og se mig lige ind i ansigtet!"

I samme øjeblik slog en flamme ud, man hørte et knald og høvdingens søn faldt død om.

Dyrefedts moder var ulykkelig, og hun bad alle ved bopladsen om, at de aldrig nogen sinde maatte drille hendes søn, thi han var ikke noget almindeligt menneske, han var farlig, man kunne dø af at se paa ham. Og siden var folk forsigtige.

Imedens voksede Dyrefedts lille broder op, og de legede altid sammen, de to. Aarene gik, og de blev halvvoksne drenge. Naar de var paa rypejagt, kunne det hænde, at Dyrefedt sagde til sin halvbroder: "Vend ryggen til!" Saa saa han blot paa ryperne, og de laa alle døde paa jorden i samme øjeblik. Saaledes jagede de sammen, ikke blot ren, men alle slags landdyr. Til sidst var de to unge mænd, der var store nok til at være med paa hvalfangst. Og saa jagede de hval sammen og altid paa den maade, at Dyrefedt satte sig foran i sin broders skindbaad og lod hvalerne se sig, medens alle de andre skjulte sig. Paa denne maade fik de mange hvaler.

Det blev foraar, og de to brødre tog ind i landet for at jage rener. En dag saa de en kæmpefugl, en saadan fugl, der kaldes mitervik, og som er saa stor, at den kan jage baade rener og hvaler. Da de saa den, sagde Dyrefedt til sin broder: "Læg dig ned!" Og han viste sig for kæmpefuglen. En flamme, et knald, og kæmpefuglen var død. De flaaede dens skind saaledes, at de bevarede fødder, hoved og vinger, og saa tørrede de det omhyggeligt; derpaa blødgjorde de det og gemte det paa det sted, hvor de havde fanget den.

Herfra drog de ind i skovene og drev renjagt og bjørnejagt en tid, og da foraaret igen begyndte at tø jorden op, vendte de tilbage til det sted, hvor de havde gemt kæmpefuglens skind. Her iførte Dyrefedt sig nu dens ham, idet han sang en tryllevise. Straks kunne han hæve sig højt op mod himlen og flyve over alt landet; og fra nu af drev han altid sine jagter i kæmpefuglens ham og kom altid tilbage med rener i sine mægtige kløer.

Dyrefedt var altid sammen med sin broder, altid jagede de sammen. Han fik sig en konebaad, og blev høvding paa bopladsen. En dag drillede hans halvbroder ham og sagde til ham:

"Du er saa grim, saa du aldrig kan blive gift. Der er ingen pige, der vil have en mand med et saadant hoved uden næse, et fladt ansigt som en lille fjordsæls hoved."

Dyrefedt blev tavs, men gjorde ellers ikke sin broder nogen fortræd. Han holdt sig nu tavs hele vinteren og spiste næsten aldrig noget. Han havde nu jaget alle slags dyr, og en dag sagde han til sin broder:

"Der er endnu et dyr, jeg vil jage; et saadant dyr er endnu aldrig blev jaget, og det er derfor, jeg er tavs."

"Jeg vil med," sagde broderen.

"Hvis du følger med, vil du ikke overleve jagten. Jeg vil ud at jage jordens største dyr; de kaldes qernerit,"de store sorte," og hvis de dræber dig, saa vil jeg ogsaa dø."

Broderen ville alligevel med, og til sidst maatte Dyrefedt tage ham med sig ind over land, langt, langt ind over fjældene, indtil de kom til en sø, der var saa stor, at den lignede et hav. Her var høje, stejle fjælde omkring, store stendysser laa ned over skraaningerne, og mellem disse listede de sig langsomt frem, forbi søen, indtil de kom til en anden endnu større sø. Midt ude laa en ø, og en til og endnu en, og en til endnu, fire store mørke øer. Pludselig bevægede en af dem sig, den rejste sig og begyndte at vade ind mod land. Det var kilivfait, de store, sorte mammutter. De havde en fangarm i snuden, og en af dem bar en ren.

Dyrefedt havde lavet sig en harpun af en hel træstamme med en mægtig flint som harpunod. Han havde ogsaa skaaret en harpun til sin broder, og da han nu saa snabeldyret, hviskede han til ham: "Vent du her ved bredden, medens jeg angriber!" Og han tog en lille sælskindspæls over sig, den dragt, han havde faaet, da han blev født; nu tryllede han den stor, saa at han kunne komme i den, og saa forsvandt han ud i søen, ud i dybet med sit spyd i haanden. Broderen saa kun en hvirvel, da snabeldyret blev angrebet, en hvirvel af kogende vand, en regn af sten, et uvejr af braadsøer, og alt landet blev mørkt under stenregnen. Dyret naaede bredden med knækket fangarm og faldt død om. Det blev atter fint vejr, og Dyrefedt var igen glad som før.

"Det var da endelig et dyr, det var værd at dræbe," var alt, hvad han sagde. Derefter tog de hjem sammen og jagede hval. Dyrefedt iførte sig kæmpefuglens ham og angreb hvaler fra luften, og han tog dem i sine kløer og løftede dem op af vandet, medens de sprællede som ørreder, og saaledes kom han flyvende hjem med dem.

En dag sagde Dyrefedt til sin broder:

"I dag flyver jeg alene, du maa ikke komme med," og han tog sin fugleham paa og hævede sig op i luften, kredsede over fjældene og spejdede efter fremmede bopladser. Endelig fandt han, hvad han søgte, og det var en ung, smuk kvinde, en høvdings datter.

"Gid hun ville gaa sig en tur alene imod fjældene en anden dag!" tænkte han og fløj saa hjem. Næste dag fløj han ud igen, og se: kvinden havde netop gjort det, han havde ønsket. Hun var alene, og han slog ned paa hende, greb hende og fløj med hende hjem til sig.

Saaledes fik Dyrefedt sig en kone.

Der gik to vintre, og saa besluttede de at besøge pigens forældre. En konebaad blev lavet, en vældig baad, der kun var beklædt med udsøgte skind af remmesæl, og i den sejlede de til høvdingens land, til høvdingen, der endnu begræd tabet af sin datter og aldrig var holdt op med at søge efter hende. Men næppe havde han set sin datter og hendes mand, før han brast i graad og sagde: "Hvad er det for en stygling, du er blevet gift med? Er det en mand for dig, saadan en grimrian?" Men datteren svarede:

"Tal ikke saaledes. Min mand er en høvding over alle høvdinge. Sig intet om ham, før du har lært ham at kende."

Dyrefedt slog sig ned hos sin svigerfader og jagede, som han plejede; og der var overflod af kød, og sjældent kom han hjem uden ren eller hval i sine kløer. Her fik han en søn med sin kone, en stor dreng, der saa ud til, at han engang skulle blive lige saa vældig en mand og jæger som sin fader. Og saa rejste de tilbage til deres gamle boplads, dog først efter at Dyrefedt havde fanget to hvaler til sin svigerfader. Men efter at Dyrefedt havde faaet sig en søn, var han ikke længere sig selv. Han blev tavs, mere og mere tavs; og ingen forstod ham, thi nu, da han havde ført sin slægt videre, syntes alle, at han blot havde grund til glæde.

En dag gik han til sin moder og sagde:

"Moder, giv mig mit barnetøj, jeg maa nu fare til min egen slægt. Jeg er født blandt mennesker, og jeg har forplantet mig blandt mennesker og har faaet en søn, der vil avle stærke efterkommere. Nu er det paa tide, at jeg vender tilbage til mit eget folk, min egen slægt, som ikke lever her paa jorden."

Med disse ord gav Dyrefedt kæmpefuglens skind til sin søn og tog afsked. Alle mænd kom ud for at se ham for sidste gang, og uden ord vendte Dyrefedt sig imod havet, gik til søs og standsede ved en lille revne i nærheden af det aabne hav. Her blev han staaende, vendte sig om og raabte:

"Nu rejser jeg hjem, nu farer jeg ned i dybet!" Og han forsvandt i isen og blev borte. Ingen vidste, hvorfra han var kommet, og ingen vidste, hvorhen han for. Hans gamle moder, hans kone og alle hans bopladsfæller stod og stirrede tavse hen imod det sted, hvor han var forsvundet.

Han var barnet fra havet.

Fortalt af
Apákak

Kilde

Knud Rasmussen: Festens gave – Eskimoiske Alaska-Eventyr, København, 1929.