Festens gave - De fire kammerater der vilde omrejse jorden

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Inuitmaske

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Knud Rasmussen
Festens gave
Eskimoiske Alaska-Eventyr
1929


De fire kammerater
der vilde omrejse jorden

Der var engang en stor boplads ude ved havet. Her levede mange mennesker, der drev renjagt langt inde i landet. De havde ingen høvding, ingen til at lede dem, hver aften samledes de i festhuset, og alle de unge mennesker morede sig.

En aften, da der som sædvanlig var sang og dans, traadte nogle af de unge mennesker frem og sagde:

"Vi vil omrejse verden; vi vil se, hvordan den er. Vi vil ud at søge efter andre mennesker, vi vil samle stof til fortællinger. Unge mennesker bør opleve mærkelige ting, inden de bliver gamle."

Saa drog de ud, de fire unge mænd; de gik langs med havet, for de ville rundt om hele jorden. Da de havde gaaet to nætter og tre dage, saa de pludselig et hus foran sig, et ganske almindeligt hus, men der var ingen mennesker ude, og de gik ind i husgangen, og her blev de ved med at gaa og gaa. Verden var med ét blevet borte for dem, der var ingen himmel og intet hav og ingen jord, de gik i en husgang, der aldrig fik ende. Efterhaanden gik der saa lang tid, at de unge mænd ældedes. De havde kun dun paa hagen, da de vandrede ud, nu fik de rigtigt skæg; skægget blev langt, og det blev graat, og endnu var de ikke kommet længere end halvvejs ind i huset. De fik graat haar, og de fik rynker i huden, deres ben blev svage, og de gik med stok. Til sidst var der en af dem, der helt faldt sammen; han segnede om og opgav aanden, og de andre maatte efterlade den døde mand og gaa videre, de tre andre. Saa var der en til, der maatte give op, og en til, der døde af alderdom, og den eneste, der nu var tilbage af de fire unge mennesker, kravlede alene af sted, bøjet af aar og alderdom. Da vendte han om, fandt udgangen af huset og gik tilbage til sin boplads. Han genkendte sit land, og han fyldtes af glæde. Folk kom ham i møde, men i stedet for at vise gensynsglæde raabte de:

"En fremmed, en fremmed!"

Ingen genkendte ham, alle hans kammerater var døde.

Saa samledes man om aftenen i festhuset, og her genkendtes han endelig af en mand, der var blevet saa gammel, at han aldrig forlod festhuset, han levede der nat og dag, saaledes som det er skik, naar gamle mænd er blevet ensomme og uden slægt. Denne mand fortalte nu sine bopladsfæller, at han som barn havde hørt fortælle, at fire unge mennesker var vandret ud for at omrejse verden, men de var aldrig kommet tilbage. Ved disse ord rejste den gamle jordomvandrer sig op, traadte frem paa gulvet og fortalte:

"Vi drog ud for at gaa rundt om jorden; men vi havde kun gaaet to nætter og tre dage, da vi kom ind i et hus, der syntes uden grænser. Luften og havet og jorden blev ligesom borte for os; og for ikke at blive helt borte, maatte vi gaa rundt, rundt og rundt, langs med det, som vi mente var husets vægge. Vi kunne ikke vende tilbage, og vi gik og blev ved med at gaa. Vi fik skæg, vi fik hvidt haar, vi fik rynker i huden, og mine kammerater døde af alderdom, og jeg er den eneste, der kom tilbage. Og alt, hvad jeg kan fortælle er, at jorden er umaadelig, og at den er rund; jorden er rund som det indre af en Igdlo."

Dette fortalte den gamle mand, og derpaa faldt han om og døde.

Saa stor, saa umaadelig er jorden.

Fortalt af
Apákak fra Noatak-River

Kilde

Knud Rasmussen: Festens gave – Eskimoiske Alaska-Eventyr, København, 1929.