Festens gave - Den skønneste fugl og den dejligste kvinde

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Inuitmaske

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Knud Rasmussen
Festens gave
Eskimoiske Alaska-Eventyr
1929


Den skønneste fugl
og den dejligste kvinde

Der boede engang mange mennesker ved mundingen af en stor flod; de havde en høvding, der ledede deres fangst paa den maade, at han roede dem ud paa havet i sin skindbaad og drev sælfangst sammen med dem.

Ved samme boplads levede der et barnløst ægtepar; manden plejede at følge med de andre paa fangst, men han var ikke nogen stor jæger, og ofte havde de ingen mad i huset.

Et foraar, da havets is begyndte at bryde op og sneen forsvandt fra fjældsiderne, gik manden og hans kone ud for at samle rødder; thi andet spiseligt kunne de ikke skaffe sig. De stod sammen og gravede i jorden, da de pludselig hører barnegraad. Konen giver sig straks til at lede mellem tuerne og finder et lille barn ved et træ lige i udkanten af en skov. Det var en dreng, og det kan nok være, at de blev glade over dette fund. Konen lagde drengen ind i sit ærme og bar ham hjem. Længe spurgte de forgæves efter forældrene, men de fandt ingen moder til barnet. Tilsidst tog de ham til sig som deres egen; han var en rask dreng, der voksede hurtigt op, men han var mindre end andre børn. De gav ham navnet Migssôrqhê; men de fleste kaldte ham blot Tuebarn.

Saa hændte det ved bopladsen, at jægere, der var ude paa jagt, blev borte; de vendte aldrig hjem fra jagten, og en dag sagde Tuebarn til sin moder:

"Moder, jeg vil ud at søge efter alle de mennesker, der bliver borte. Bare jeg faar en lille bue og en pil." Og han fik en bue og en pil og gik bort i den retning, hvor mændene plejede at jage. Langt inde i landet faar han øje paa mærkelige spor og følger dem. Og nu varer det ikke længe, før han ser et dyr, han aldrig før har mødt paa sine jagter, et vildt og farligt dyr; men denne dreng, der ikke var noget almindeligt menneske, listede sig ind paa det og skød det ned med sin lille bue, og siden var der aldrig nogen jæger, der forsvandt. Dette var Tuebarns første bedrift som halvvoksen yngling. Siden voksede han op og blev en ung mand, og alle holdt meget af ham.

En dag kom der fremmede til bopladsen, fire unge mænd med lange, tynde stave i haanden. Disse unge mænd fortalte om aftenen i festhuset, at de var kommet for at hente Tuebarn; de kom fra hans ældre broder, der havde bedt ham komme paa besøg, men, føjede de til, han maatte kun komme, hvis han kunne bringe fuglen qinersinaituaq med, en mærkelig fugl, der var saa skøn, at ingen kunne taale at se paa den. Enhver, der saa den, spilede af forundring øjnene op, saa at de brast; menneskeøjet kunne ikke rumme synet af den. Derfor kaldte man fuglen qinersinaituaq, og det betyder: "den ubeskuelige".

Tuebarn var ikke bange. Han sagde, at indbyderne skulle blot vente, han skulle nok finde fuglen. Mange unge mænd slog følge med ham, da han begyndte at søge, og de gik op i landet og jagede overalt; men der var aldrig nogen "ubeskuelig" blandt de fugle, de fandt. Til sidst blev Tuebarn tavs; han spiste intet, og han blev tynd og mager. Forgæves kom folk til ham og bød han mad og drikke, men altid svarede han:

"Ikke vil jeg spise, og ikke vil jeg drikke, før jeg har fundet den fugl, jeg søger."

Til sidst kaldte han paa sin moder og sagde:

"Moder, du ved godt, hvor den fugl lever."

"Det ved jeg," svarede moderen, "men den vil dræbe dig; du vil stirre øjnene ud af hovedet paa dig selv, hvis du ser den. Derfor vil jeg ikke sige dig det."

"Jamen, moder, naar jeg alligevel skal dø, saa lad mig hellere dø af at se fuglen. Hvis jeg ikke kommer af sted, vil jeg dog alligevel dø af sult."

Og saa fortalte moderen, at han skulle gaa langt, langt ind i land. Her skulle han søge efter et fjæld, der var let at finde; thi det ragede højt op over alle andre; bag ved dette høje, stejle fjæld, fjernt fra alle mennesker, levede verdens skønneste fugl.

Da blev Tuebarn glad; han spiste og drak og blev snart sig selv igen. Saa snart han blot var kommet til kræfter, skyndte han sig ind i landet og gav sig til at søge efter jordens højeste fjæld. Han fandt det, gik op over det og kom ned i en dal. Gennem dalen løb en stor, stor flod, omgivet af tætte skove. Her gemte han sig mellem stammerne, og det varede ikke længe, før han saa en stor fugl komme sejlende gennem luften, en fugl saa vidunderlig, at han aldrig havde tænkt sig noget saa dejligt. Hurtigt sigtede han paa den, uden rigtig at turde se paa den, og skød den ned med sin pil. Fuglen faldt tæt ved siden af ham, og han saa nu, at den havde saa mange og saa stærke farver, at alle disse farver sled øjnene op. Man saa paa dem, og øjenlaagene kom til at dirre; huden omkring øjnene spændtes ud; øjnene kunne ikke rumme de mange, skønne farver. Han flaaede skindet af og tog det med sig hjem, men vogtede sig vel for at vise det til nogen ved bopladsen.

Tuebarn var en mærkelig ung mand. Det var, ligesom om han paa forhaand vidste, hvad der ville ske, og en dag tog han ud og skød en ugle. Ingen vidste, hvad han skulle med den ugle, men nu var han blevet livlig igen og sagde til de fire unge mænd, der var kommet fra hans broder, at nu var han klar til at følge med. De brød op og gik langt, langt ind i landet, fjernt fra alle menneskebopladser, og de kom til en vældig pæl, der saa ud som en træstamme uden ende; den stod som en støtte, der gik fra jorden lige op i himlen. Her begyndte indbyderne pludselig at svæve; de hævede sig op fra jorden, og Tuebarn fulgte med. De svævede rundt om støtten og kom højere og højere op i luften, indtil jorden næsten tabtes af syne. Højt oppe i luften kom de til et hul, der gik lige ind i himlen; det smuttede de igennem og stod nu oppe i himlens land, et stort og skønt land, hvor der levede mange mennesker. Her blev de vel modtaget og beværtet med al slags udsøgt spise. Da de havde spist og alle var mætte, traadte Tuebarns broder frem i festhuset og sagde:

"Jeg bad dig komme, men kun hvis du kunne dræbe den fugl, ingen kan taale at se. Har du gjort det?"

Straks tog Tuebarn skindet af fuglen frem og lagde det paa gulvet, og alle maatte lukke øjnene for de stærke farver, ingen kunne taale at se paa dem, øjenkrogene dirrede paa dem allesammen. Tuebarn skyndte sig at gemme den og lagde i stedet for skindet frem af den ugle, han havde skudt; og folk hvilede deres øjne paa ugleskindet, der var uden stærke farver, og broderen, der havde været lige ved at falde om, sagde, saa snart han var kommet til sig selv igen:

"Vidunderlige ting har du vist os, og endnu vidunderligere bedrifter har du øvet, da du dræbte den fugl, som jeg selv forgæves har jaget. Du er en stor mand, og jeg vil følge med dig tilbage til din boplads."

Men nu tog Tuebarn til orde og sagde:

"Du skal følge med os ned til min boplads, dog ikke før du har fundet en kvinde, der er saa skøn, at ingen taaler at se paa hende."

Dette gik broderen ind paa, og han gav sig straks til at søge, paa samme maade som Tuebarn havde søgt efter fuglen; men han kunne ikke finde nogen kvinde, der var saa smuk, at ingen kunne taale at se paa hende. Til sidst blev han tavs og mistede livslysten, spiste ikke og drak ikke. En dag kaldte han sin moder til sig og sagde:

"Moder, du ved, hvor der lever en kvinde, der er saa dejlig, at man ikke kan taale at se paa hende,"

"Det vedjeg," svarede moderen,"men du vil dø, hvis du ser hende."

"Hvis jeg bliver hjemme, dør jeg af sult," svarede sønnen. Og saa fortalte moderen ham, hvor han skulle gaa hen. Han skulle gaa tværs over højderyggen af en vældig bjergkæde, der fandtes oppe i himmellandet, og naar han var kommet over den, skulle han søge efter en sø, og her ville han finde verdens dejligste kvinde.

Det var foraar, sneen var smeltet langs fjældenes solside, og manden gik ind over land for at bestige den store fjældkæde der, hvor den var højest; og han kom op over fjældene og fik udsigt over en sø. Her fik han øje paa fire kvinder, der vadede ude i vandet ved bredden af søen. Han gik ned, skjulte sig mellem søens sten og krat og sneg sig uset hen til det sted, hvor de fire badende havde gemt deres tøj. Saa snart han havde fat paa tøjet, gav han sig til kende, og de fire ude i søen skreg af angst og kom løbende op til ham.

"Vore klæder, vore klæder!" raabte de, og manden saa paa dem, og opdagede, at en af kvinderne var saa skøn, at han maatte lukke øjnene; hun blændede ham, han turde ikke se paa hende; og han gav de tre andre deres klæder tilbage, men beholdt den skønne kvinde, idet han tog hende med sig hjem i en kiste. Han var bange for, at hans bopladsfæller skulle dø af at se hende. Derpaa sendte han festindbydere ud til sin broder, saaledes som man plejer at gøre, naar et stort budskab skal bringes fra boplads til boplads. Unge mænd i nye klæder med lange, tynde stave i haanden blev sendt ud. De skulle meddele Tuebarn, at nu kom broderen til ham, og broderen kom frem, og et stort gæstebud blev holdt, hvor gæsterne fik al slags god mad at spise. Maaltidet var til ende, og alle var samlede i festhuset, da Tuebarn tog til orde og sagde til sin broder:

"Du ville, at jeg skulle dræbe verdens skønneste fugl, før jeg besøgte dig, og jeg gjorde det. Til gengæld bad jeg dig om at bringe mig verdens skønneste kvinde. Har du hende med dig?"

Og broderen tog frem en kiste, og ud af denne kiste sprang en ung og dejlig kvinde. Det var, som om et stort, varmt og blændende lys blev sluppet ind i festhuset. Alle slog øjnene ned, og deres øjenkroge dirrede. Den eneste, der kunne taale at se paa hende, var Tuebarn, og saaledes fik han verdens dejligste kvinde til kone og blev siden en mægtig mand paa jorden.

Hvem Tuebarn var, fik ingen at vide. Han var blevet fundet ved en tue under et træ, men da han havde en broder i himlens land, har man ment, at han ogsaa selv hørte til himmelfolket. Alt, hvad man ved, er, at han levede sit liv paa jorden og gjorde menneskene stærkere med sin slægt og sine efterkommere.

Fortalt af
Apákak

Kilde

Knud Rasmussen: Festens gave – Eskimoiske Alaska-Eventyr, København, 1929.