Festens gave - Festens hellige gave kommer til menneskene

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Inuitmaske

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Knud Rasmussen
Festens gave
Eskimoiske Alaska-Eventyr
1929


Festens hellige gave
kommer til menneskene

Hermelin bortføres af den unge ørn

Der var engang en tid, da menneskene ingen glæder havde; hele deres liv var arbejde, mad, fordøjelse og søvn. Den ene dag gik som den anden; de sov ind efter slid for kun at vaagne til det samme. Og deres sind fortæredes af ensformighed.

I disse tider var der en mand og en kone, der levede ensomt ved deres boplads, ikke langt fra havet. De havde tre sønner, alle raske drenge, der gerne ville være lige saa store jægere som faderen, og de øvede sig i al slags legemsøvelse, der gjorde dem stærke og udholdende, endnu før de var voksne. Og faderen og moderen var stolte over dem; thi de skulle være deres alderdoms forsørgere og skaffe dem føde, naar de ikke selv kunne mere.

Men saa hændte det, at først den ældste og saa den næstældste søn blev borte paa jagt. De kom ikke tilbage, og de efterlod sig intet spor, ingen kunne søge efter dem. Og faderen og moderen sørgede dybt over deres tab og passede nu ængsteligt paa den yngste dreng, der allerede var saa stor, at han kunne følge med sin fader paa jagterne. Sønnen, der hed Hermelin (Teriaq), holdt mest af at jage vildren; faderen drev helst sødyrsfangst, og da jægere ikke kan leve i ængstelse hele deres liv, blev det snart saaledes, at drengen fik lov til at gaa, hvorhen han havde lyst, inde i land, medens faderen roede til havs i sin kajak.

En dag var Hermelin som sædvanlig paa renjagt, da han faar øje paa en vældig ørn, en stor, ung ørn, der kredser hen over ham. Han faar hurtigt sine pile frem, da ørnen daler ned og sætter sig paa jorden et lille stykke fra ham; her skyder den sin hætte af hovedet og bliver til et menneske. Og den taler til renjægeren og siger:

"Det er mig, der har dræbt dine to brødre. Jeg vil ogsaa dræbe dig, hvis du ikke vil love mig, at I vil holde sangfester, naar du kommer hjem. Vil du, eller vil du ikke?"

"Jeg vil gerne, men jeg forstaar ikke, hvad du siger. Hvad er sang? Hvad er fest?"

"Vil du, eller vil du ikke?"

"Jeg vil gerne, men jeg ved ikke, hvad det er."

"Hvis du følger med mig, vil min moder lære dig det, du ikke forstaar. Dine to brødre forsmaaede sangens og festens gave; de ville ikke lære, derfor dræbte jeg dem. Nu kan du følge med mig, og saa snart du har lært at sætte ord sammen til en sang og har lært at synge dem, og saa snart du har lært at danse af glæde, skal du frit faa lov til at gaa hjem til din boplads."

"Jeg følger med," svarede Hermelin. Og saa brød de op. Ørnen var ikke længere nogen fugl men en stor og kraftig mand i en straalende pels af ørneskind. De gik og gik langt, langt ind over land, gennem kløfter og dale, frem til et højt bjerg, som de begyndte at bestige.

"Højt oppe paa toppen af dette fjæld ligger vort hus," sagde den unge ørn.

Og de steg op over fjældet, kom højere og højere op og fik en vid udsigt over de sletter, hvor menneskene plejede at jage ren. Men da de nærmede sig fjældets tinde, hørte de pludselig en bankende lyd, der voksede og voksede, jo nærmere de kom toppen. Det lød som slag af vældige hamre, og saa stærk var lyden, at det suste for ørerne af Hermelin.

"Kan du høre noget?" spurgte ørnen.

"Ja, en sælsom, øredøvende lyd, der ikke ligner noget, jeg før har hørt!"

"Det er min moders hjerte, der banker!" svarede ørnen.

Saa naaede de frem til ørnens hus, der var bygget helt oppe paa de øverste tinder.

"Vent her, til jeg kommer tilbage; jeg maa forberede min moder," sagde ørnen og gik ind.

Et øjeblik efter kom han tilbage og hentede Hermelin. De kom ind i et stort rum, der var bygget paa samme maade som menneskenes huse, og inde paa briksen sad ganske alene ørnens moder, gammel, affældig og bedrøvet. Nu tog sønnen til orde og sagde:

"Her er en mand, der har lovet at holde sangfest, naar han kommer hjem. Men han siger, at menneskene ikke forstaar at sætte ord sammen til sang, og heller ikke forstaar de at slaa paa tromme og danse af glæde. Moder, menneskene forstaar ikke at holde fest, og nu er denne unge mand kommet op for at lære det!"

Disse ord bragte stort liv over den gamle, affældige ørnemoder; og hendes trætte øjne lyste pludselig op, idet hun sagde:

"Først maa I bygge et festhus, hvor mange mennesker kan samles."

Nu byggede de to unge mænd det festhus, der kaldes en qagsse, og som er større og smukkere end almindelige huse. Og da det var færdigt, lærte ørnemoderen dem at sætte ord sammen til sang og føje toner sammen, saa de blev til melodier; hun lavede en tromme og lærte dem at slaa paa tromme i takt til sangene, og hun viste dem, hvorledes man skulle danse til sangene. Da Hermelin havde lært alt dette, sagde hun: "Forud for hver fest skal I samle meget kød og siden mange mennesker; dette skal I gøre, naar I har bygget jer et festhus og digtet jeres sange. Thi menneskers samvær i glæde kræver store ædegilder!"

"Men vi ved ikke af andre mennesker end os selv," svarede Hermelin.

"Menneskene er ensomme, fordi de endnu ikke har faaet festens gave," sagde ørnemoderen."Træf nu jeres forberedelser, saaledes som jeg har sagt. Naar alt er rede, skal du gaa ud og søge efter mennesker; du vil møde dem to og to; du skal samle dem, til de bliver mange, og indbyde dem. Og saa skal I holde sangfest."

Saaledes talte den gamle ørnemoder, og da hun nøje havde indprentet Hermelin, hvad han skulle gøre, sagde hun til sidst:

"Vel er jeg en ørn, men derfor dog ogsaa en gammel kvinde, der har samme glæder som andre kvinder. En gave kræver en gengave, og det er da rimeligt, at du til afsked giver mig lidt senetraad. Ringe bliver vel din gengæld, men den vil dog glæde mig."

Hermelin blev først ulykkelig; thi hvorfra skulle han skaffe senetraad her saa langt fra sin boplads? Men saa kom han i tanker om surringerne til sine pilespidser, og han viklede dem af og gav dem til ørnen. Saa ubetydelig var hans gengæld for alt det han havde faaet.

Derefter trak den unge ørn atter sin straalende pels paa og bad sin gæst lægge sig hen over hans ryg og slynge armene om halsen. Saa kastede han sig ud over fjældet. Der hørtes et sus omkring dem, og Hermelin troede, det var ude med ham. Men det hele varede kun et øjeblik, saa standsede ørnen og bad ham aabne øjnene. Og da var de allerede ved det sted, hvor de mødtes. De tog hjerteligt afsked med hinanden; de var bleven venner, og de skiltes. Men Hermelin skyndte sig hjem til sine forældre og fortalte dem alt, hvad han havde oplevet. Og med disse ord sluttede han sin beretning:

"Menneskene er ensomme, og de lever uden livsglæde, fordi de ikke forstaar at feste. Nu har ørnene givet mig festens hellige gave, og jeg har lovet at lade alle mennesker faa del i gaven."

Fader og moder lyttede forundret til sønnens ord og rystede vantro paa hovedet. Thi den, som aldrig har følt blodet blive varmt og hjertet banke i bevægelse, kan ikke rumme ørnens gave i sine tanker. Men de gamle turde ikke modsige ham, thi allerede havde ørnene taget to af deres sønner, og de forstod, at deres bud maatte adlydes, om de skulle beholde den sidste. Derfor gjorde de ogsaa alt det, som ørnene havde forlangt: Et festhus, mage til ørnenes, blev bygget, og vildtgalgerne fyldtes med kød af havdyr og rener.

Fader og søn satte glade ord sammen, skildrede kære og stærke minder i sange, som de stemte ind i melodier; og de lavede sig trommer, buldrende tamburiner af runde trærammer med udspændte renskind, og i takt til trommeslagene lod de arme og ben følge sangene i kaade hop, i overgivne vridninger af kroppen. Og de blev varme baade i legeme og i tanker; de begyndte at føle og se alt omkring sig paa en helt ny maade; og det kunne hænde, at de mangen en aften spøgede og lo, mundkaade og lattermilde, paa en tid, hvor de ellers ville have snorket af kedsomhed over en lang aften.

Saa snart alle forberedelser var trufne, gik Hermelin ud for at indbyde folk til festen, de skulle holde. Til sin store forundring opdagede han nu, at de ikke længere var ensomme, saaledes som de altid før havde været. Glade mennesker faar selskab. Og han mødte pludselig mennesker overalt, men kun to og to, sælsomme mennesker, nogle klædt i pelse af ulv, andre i jærv, los, rødræv, sølvræv, korsræv, ja, i skind af alle slags dyr. Hermelin indbød dem til gilde i deres nye festhus, og de fulgte ham alle med glæde.

Og saa holdt de sangfest – enhver fremførte sine egne sange. Og der blev let og talt og larmet, og menneskene var sorgfri og glade, som de aldrig nogen sinde før havde været det. Madgilder afholdtes, kødgaver udveksledes, venskaber sluttedes, og der var ogsaa dem, der gav hinanden foræringer af kostbart pelsværk. Natten gik, og først da morgenens lys slog ind i festhuset, tog gæsterne afsked. Men idet de myldrede ud af husgangen, faldt de alle forover paa hænderne og sprang bort paa alle fire. Da var de ikke længere mennesker men blev til ulve, jærve, losser, sølvræve, korsræve, ja, alle skovens dyr. Det var gæster, den gamle ørn havde sendt, for at fader og søn ikke skulle kalde forgæves. Saa vældig var festens magt, at selv dyr blev til mennesker. Og dyrene, der altid havde et lettere sind, blev menneskenes første gæster i et festhus.

Kort tid efter hændte det, at Hermelin igen var ude at jage og atter mødte ørnen. Den slog straks sin hætte ned og blev til et menneske, og saa fulgtes de ad op til ørneboet, thi den gamle ørn ville endnu en gang se den mand, der havde holdt menneskenes første fest.

Men allerede inden de var naaet op til tinderne, kom ørnemoderen dem i møde for at takke, og se: Den gamle, affældige hunørn var blevet ung igen.

Thi naar menneskene fester, bliver alle gamle ørne unge.

_______________

Dette fortælles af gamle folk oppe fra Kangianeq, det land, som ligger der, hvor skovene begynder omkring Colville–Rivers udspring.

Saaledes, siger de, kom festens gave paa mærkelig og uforklarlig maade til menneskene. Og ørnen blev sangens, dansens og alle festers hellige fugl.

Fortalt af
Sagluaq fra Colville–River

 

En anden ørnemyte med flyvende svaler og ulvedans i en lerbrink

Men menneskene nøjes ikke med ét minde. Nogle samler og bygger op. Andre glemmer eller misforstaar. Og derfor er de forskellige landes myter heller ikke ens.

I oplandet omkring Igdlo, der ligger inden for den boplads, som de hvide mænd har kaldt Teller, har man haft helt andre oplevelser at lære af:

En ung mand, der var en berømt bueskytte, skød engang en ørn, der var saa vældig, at den kunne uddeles til bopladsens folk i fangstparter ganske ligesom et havdyr; alle fik nok til et maaltid, men gladest var de, der fik laarbenene.

Den unge jæger, der hed Maar (Qavfiatsiaq), forstod, at det ikke var noget almindeligt bytte, han havde fældet, og derfor anvendte han megen omhu paa at behandle skindet paa en saa kunstfærdig maade, at den døde ørn livagtigt lignede en levende. Siden gjorde han den til sin amulet og gav den hver dag offergaver, idet han lagde kød i dens kløer, hver gang han selv spiste. Og amuletten virkede: Han blev en endnu større jæger, end han før havde været.

En dag Maar er ude paa jagt, møder han uventet to mænd – to sært udseende mænd; den ene af dem havde snuden af en rødræv, den anden snuden af en hvidræv fastsyet paa pelshætten foran i panden. De to fremmede dukkede op lige foran ham, standsede ham og sagde: "Vi er kommen for at hente dig. Og da vi ikke er her af vor egen fri vilje, har du intet valg. Du maa følge os!" Og saa tog de Maar imellem sig og førte ham ind i landet, langt, langt bort til egne, hvor han aldrig før havde været.

De to fremmede mænd var ikke meget talende, men hver gang, de aabnede munden, sagde de:

"Fortæl os, hvad du holder af; sig os, hvad du ønsker dig. Thi i dag vil du møde en, du aldrig før har set, og hun vil ønske flettede sener af dig til gengæld for det, hun vil give dig."

Maar forstaar ikke alt dette; han kan ikke begribe, hvad de to fremmede vil ham; han tror, de har ondt i sinde, og siger:

"Dette er mit eneste ønske: Lad mig komme vel hjem! Giv mig en god hjemrejse!"

Videre gaar de, langt, langt ind i land. Men pludselig faar de to fremmede hastværk og siger:

"Med denne fart kommer vi ingen vegne. Skal vi naa vort maal, maa vi sætte farten ganske anderledes op. Luk øjnene!" Og saa greb de ham i hænderne og løb med ham, og saa voldsom blev farten, at Maar synes, en storm slaar imod dem. Det er, som om de slet ikke rører ved jorden. Saaledes blev det ved nogen tid, og saa siger de, at han skal aabne øjnene. De føler igen jorden under deres fødder Maar ser sig om og opdager fjælde, han aldrig før har været ved, fremmede lande, men ingen huse.

Atter tager den ene af de to hemmelighedsfulde fremmede til orde og siger: "Du vil møde en i dag, du aldrig før har set, og det skal du vide, at hun vil ønske flettede sener af dig til gengæld for det, hun giver dig."

Maar tænker kun paa flettede sener, men kan ikke finde nogen udvej til at skaffe dem her saa langt fra sin boplads.

Videre gaar de, længere ind i landet, da de med ét hører en sælsom banken, en banken, der kommer taktfast og larmende langt borte fra.

"Hvad er det, vi hører?" spørger Maar.

"Det er et moderhjerte, der banker," svarer de andre.

"Et moderhjerte, der banker," tænker Maar, men kan ikke forstaa, hvad det skal sige.

Da tager den ene af de to fremmede igen til orde og siger:

"Husker du, at du dræbte en ørn, en ung og vældig hanørn? Det, du nu hører, er moderens hjerte, der banker!"

Maar bliver endnu mere forvirret, og en uforklarlig angst griber ham. Hvad vil de to fremmede ham? Han har aldrig set dem, og dog ved de alt om ham! Skal ørnen, han dræbte, nu hævnes?

Endelig faar de øje paa huse, en lille boplads med ikke mange huse; her bor den unge ørns forældre sammen med nogle faa andre. De modtager ham venligt og bespiser ham uden for deres festhus, ude under aaben himmel. En helt ny skik! Men det er udsøgt spise, lækkert renkød, baade friskt og tørret med talg. Derefter føres han ind til det bankende hjerte, den dræbte ørns moder. Ogsaa Maars hjerte banker nu, men til hans store forbavselse modtager hun ham med stor hjertelighed og takker ham for den behandling, han har givet hendes søn. Thi det gør intet, om man dræber et dyr, blot man giver sjælen smukke offergaver. Dyret lever jo videre i et nyt legeme. Og nu vil hun veksle gaver med ham og spørger ham, hvad han ønsker sig.

"Det eneste, jeg ønsker mig, er at komme vel hjem. En god hjemkomst!" svarer Maar.

"Jeg ønsker mig flettede sener," svarer den gamle hunørn.

Maar stirrer forlegen ned for sig; han ved ikke, hvorfra han skal skaffe flettede sener, da han pludselig kommer til at tænke paa sine pilespidser, der alle er fastbundet med flettede sener. Han løser dem op og giver hende dem, og den gamle ørnemoder bliver glad og begynder at fortælle.

De to unge mænd, sagde hun, var hendes kivfai, hendes hellige indbydere. Det var hende, der havde sendt dem ud for at indbyde ham til gaveudveksling.

Maar bliver endnu mere forbavset, thi det er første gang, han har hørt tale om denne form for budsending. Det er helt nye og ukendte skikke.

Han beværtes derefter festligt med al slags mad, der smager godt, og da han omsider bereder sig til at drage hjem, beder ørnemoderen ham om at holde en stor dans til ære for hendes søn. Og festen skal forberedes paa den maade, at han udsender budbringere og indbydere, og de, der modtager indbydelsen, skal udveksle ønsker og gaver med ham og hans bopladsfæller.

Alt dette lover Maar, og da han omsider bryder op, modtager han to"hjerteskind" af ren, bitte smaa gennemsigtige poser, der er lavet af den yderhinde, som sidder om renens hjerte; den ene pose er fyldt med øreflige af ren, den anden med øreflige af jærv og ulv. Han stopper de to sælsomme og uanselige gaver op i sin hætte, og ørnemoderens sidste ord til ham er lige saa sælsomme som gaverne: "Sørg blot for ikke at lægge disse gaver fra dig undervejs, De maa ikke stilles paa tilfældig jord, saafremt du selv vil fragte dem hjem."

Ogsaa dette lover Maar, og han føres derefter bort af de to indbydere, rødræven og hvidræven, der bringer ham til det sted, hvor de først mødtes.

Han er træt efter alt det, han har set og oplevet, og da han kommer frem til en flod, der løber mellem stejle lerskrænter, sætter han sig ned for at hvile.

I den stejle skrænt er der fuldt af smaa, runde huller, og store flokke af svaler flyver op og ned langs med floden. Han beundrer deres lette flugt og glæder sig over synet af de skarpe vinger og den kløftede hale. Pludselig smutter de allesammen ind gennem hullerne i skrænten, og her skifter de ham, og et øjeblik efter er det ulvehoveder, der kommer frem af hullerne.

Maar sidder og undrer sig over alt dette kogleri, da synet forsvinder lige saa uventet, som det er kommet. Han sidder igen ved en ganske almindelig flodbred, men i sin forvirring har han tabt ørnemoderens gaver ned paa jorden, og en ny overraskelse venter ham: De smaa hjerteskind med ørefligene er bleven til byrder saa tunge, at han ikke kan løfte dem. Han maa efterlade dem og siden sende mange unge mænd ud efter dem; thi de er blevet til store sække, den ene fyldt med renskind, tørret kød og talg, den anden med kostbare skind af ulv og jærv.

Dette var ørnens gave til Maar, fordi han havde handlet varsomt med hendes søns sjæl og givet den gode offergaver.

__________________

Maar var en ung mand, der aldrig havde tænkt paa andet end sine jagter. Men efter besøget hos ørnen blev han tavs og indesluttet, og han grublede tungt over alt det, han havde oplevet. Den gamle ørnemoder havde vist ham nye skikke og bedt ham om at indføre dem ved sin boplads under en fest, der skulle holdes for hendes døde søn. Unge mænd skulle sendes ud og tilkalde folk paa samme maade, som han selv var blevet hentet, og en hellig, forpligtende gaveudveksling skulle ved glade ædegilder knytte fremmede bopladser til hinanden; alt dette skulle foregaa under sang og dans, og den udstoppede ørn skulle svæve over festhuset.

Maar tænkte og tænkte. Thi han havde ikke blot besluttet sig til at give en stor fest med mange gæster, men han ville ogsaa, at hans gæster skulle opleve alt det, han selv havde været med til. Tre andre unge mænd gør fælles sag med ham, og de fire mænd sender da fire indbydere ud til en fremmed boplads. Imedens arbejder Maar med festens forberedelse. Alting, selv den gamle hunørns hjertebanken, skal gøres efter; og det er arbejder, som volder hovedbrud. Men gennem mange forsøg bevarer Maar taalmodigheden, og det lykkes ham tilsidst at sætte en tromme sammen, der aldrig før har været magen til. Den var helt af træ og uden trommeskind, formet som et stejlt fjæld med skarpe syltakker, ganske som tinderne, hvor ørnene havde deres bo. Fire stykker træ var sat sammen, saa de dannede et hult rum; midt i trommen, der lignede en smal, aflang og firkantet kasse, der var sat paa højkant, anbragtes en hammer med skaft, en saadan hammer, som man bruger til at knuse marvben med. Skaftet var gennem et hul stukket ind i trommen, og selve hammerhovedet, der ogsaa var af træ, blev omvundet med renskind. Oven paa hammerhovedet anbragtes en udskaaret laks af træ, øverst smykket med lange, svajende ørnedun. Ogsaa den korte, svære trommestik prydedes med en fjerdusk af ørn. Alt dette maatte forarbejdes med stor kunst; men slog man saa med trommestikken paa hammerhovedet, vibrerede skaftet med en surrende lyd inde i trommens hule rum, og man hørte en dyb, rungende klang, der mindede om den gamle ørns bankende hjerte.

Men ogsaa svalerne og ulvene skulle fremstilles. Det blev til mere grublen og endnu besværligere hovedbrud. Skrænterne kom han let over; dem lavede han af brede, sammentømrede brædder, hvori der boredes huller, ganske som svale–hullerne i lerskrænten. Svalerne fremstillede han paa den maade, at han smykkede danserne med fjerprydelser, der havde form som svaler med lange, kløftede haler. Under sang skulle de danse frem og tilbage, indtil det øjeblik kom, da de smuttede ind og blev til ulve. Og dette klarede Maar paa den maade, at der bag de kunstige skrænter gemtes ulvemasker, som danserne i en hast kunne tage paa, naar de kom ind som svaler. Og saa forvandlede de sig saa hurtigt, at de næsten lige med det samme kom ud igen og fortsatte dansen som ulve.

Dette blev siden en berømt maskedans, som endnu danses den dag i dag – under navn af ulvedansen.

Saaledes forberedte Maar sin fest, og han var den første mand, der, idet han skildrede sine egne oplevelser, fik menneskene til at lade, som om de var noget andet end det, de virkelig var. –

Alle forberedelser var nu sluttede, sange og danse indøvede, og vildtgalgerne stod fulde af kød og skind og pelsværk. Det var kun gæsterne, man ventede paa.

En dag gaar Maar paa renjagt for at fordrive tiden. Han ser et dyr, kravler hen til det, og da han er paa skudhold, sigter han og skyder; men vinden tager i hans pil, og den flyver over maalet uden at ramme. Maar forstaar ikke, at dette kan hænde ham, mesterskytten, og han rejser sig og løber alt, hvad han kan, for at finde ud af, hvor hans pil er faldet. Og da opdager han, at han har skudt sin egen hellige indbyder, den mand, han paa ørnesjælens vegne har sendt ud for at kalde en fremmed boplads til fest. De har jaget det samme dyr, og med saa stor behændighed har de forstaaet at gøre sig til ét med tundraens terræn, at de ikke har lagt mærke til hinanden.

Maar staar raadvild ved den døde mand. En stor ulykke har ramt ham. Dyb fortvivlelse faar det til at sortne for hans øjne. Ingen maa vide, hvad der er sket, han kan ikke aflyse festen. Saa faar han en tanke, skærer liget op, tager alle indvolde ud og lægger det til rette paa en saadan maade, at han kan tørre det i vinden. Da det er gennemtørt og ikke mere kan gaa i forraadnelse, gemmer han det og gaar hjem; her lader han, som om intet er sket.

Nogen tid efter kommer indbyderne hjem til bopladsen, men de er kun tre, og de fortæller, at den mand, som Maar har sendt ud, er forsvundet sporløst paa en renjagt. Ingen forstaar grunden.

Endnu nogle dage gaar, og saa ankommer alle gæsterne, der modtages ganske saaledes, som ørnemoderen har forlangt. De bespises først uden for det store, nye festhus, enhver kommer frem med sine ønsker, der skal opfyldes, og derefter gaar man ind i festhuset for at begynde den rigtige fest med nye ædegilder, med sang og med dans. Men da alle er samlede, rejser Maar sig uventet fra sin plads og gaar udenfor. Et øjeblik efter kommer han ind igen, bærende paa det indtørrede lig af sin indbyder og sætter den døde mand paa den plads, hvor han skulle have siddet, om han virkelig havde deltaget i festen. Der bliver stor bestyrtelse. Tavs rædsel staar i alle ansigter, men Maar giver ingen forklaring, og festen begynder. Bopladsens folk synger deres sange. Der danses og spises. Alt gaar, som det er planlagt, thi Maar er en vældig mand, ingen straks tør gaa imod. Men der er død stemning, der er ingen festglæde. Forgæves søger Maar at vise liget hellig ærbødighed, idet han giver det mad og behandler det ganske, som om det var levende. Men der er allerede kommet hastværk over sangene og forvirring over dansen, og den første ulvedans ender i pludseligt opbrud og gæsternes flugt. Thi nu vil de hellige indbydere have hævn over deres dræbte kammerat. De kaster sig over Maar, som de nu ved er drabsmanden; men Maar, der er en mesterskytte og aldrig fejler, naar han spænder sin buestreng med venstre haand, skyder alle sine angribere ned, inden de kan faa tid til at gøre ham noget.

____________________

Dette blev festens ende, den store fest for ørnen, hvor mennesker for første gang skulle forestille noget, de ikke selv var. Og den gav anledning til den første krig, der nogen sinde havde været mellem menneskene indbyrdes.

Saaledes kom fest og krig i følge med hinanden. Anderledes kunne det ikke være. Liv og oprømthed gør sindene hede; der er aldrig langt fra kaad overgivenhed til uoverlagt handling. Men dette er vel bedst for menneskene saaledes. Thi hvem ville nu give festens livsglæde i bytte for den utaalelige ensformighed, der før ørnens gave lagde tomhed over livet?

Fortalt af
Arnasungâq fra King Island

"De mennesker er fattige, som ensomt maa leve," siger eskimoerne.

Altid handler deres historier om bopladser, hvor fader, moder og børn var eneste bopladsfæller. De kendte ikke til glæden ved at træffe andre mennesker, og de kunne ikke fyldes af andet end det, der var deres egne oplevelser. Intet kom til dem udefra; alt, hvad de kunne skaffe sig, maatte findes i deres egen nærmeste omegn, og selv om det maaske var nok for dem, der blot skulle holde sig i madligevægt, laa der dog en trist forladthed over deres skæbne. De unge mænd blev stundesløse og forsøgte paa at drage ud paa langfart, men bukkede i stedet for under i haabløs kamp med jætter og ukendte trolddyr; de forsvandt sporløst paa deres alt for lange vandringer. Ikke bedre gik det de unge piger, der maatte blive hjemme; thi de gik til grunde, fordi de ikke kunne faa sig den mand, der er kvinders betingelse for trivsel. De smaa, alt for spredte huse blev borte i det store land.

Dette er billedet, der tegnes i sagnene, og saadan var det, dengang tindernes vidtfarende fugle lærte mennesker at søge selskab med andre og samvær i tidskort. Festhuset, qagsse, der i skovegnene kunne blive vældigt i dimensioner, blev mændenes naturlige samlingssted; men ikke alt for ofte kunne der holdes gilder, thi da fik man lede ved festerne. Jagterne maatte aldrig forsømmes for underholdning; det var jo netop fangstmænds og pelsjægeres utrættelige færden efter vildt, der skulle være forudsætningen for sammenkomsterne, og ingen, der ikke skaffede sig overflod af kød og skind, kunne komme til at spille nogen rolle, naar festtrommen kaldte. Mændene havde nok at gøre. Maaneder igennem maatte de strejfe omkring efter vildren, eller de gik paa fældefangst efter ulv og jærv fra smaa, hastigt rejste jagtlejre, langt fra deres hjem. Boede de inde i landet, maatte de gøre rejsen ned til kystboerne ved havet for at skaffe sig spæk til vinteren, og fravær fra bopladsen blev saaledes regelen. Men mellem jagterne kunne det hænde, at de lange tider ad gangen maatte ligge ved deres bopladser, uden at have anden beskæftigelse end den at lave deres fangstgrejer, forarbejde vaaben og sysle med, hvad andet indendørsarbejde der kunne falde for. Alt dette foregik da i festhuset, hvor kvinderne til daglig aldrig opholdt sig ud over den tid, der behøvedes for at bringe mændene mad. Det blev til mange maaltider i dagens løb; enhver mand satte en ære i at bespise sine bopladsfæller, og var der mange huse, skiftedes man til at beværte hinanden. Thi ingen kvinde bragte mad, der kun var beregnet paa hendes egen mand; det skulle række til til alle, han var sammen med. Undertiden fik gamle mænd uden slægt ogsaa anvist ophold i festhuset, hvor de levede paa en slags aftægt og bespistes og forsynedes med alt, hvad de behøvede fra hele bopladsen. Man kan da forstaa, hvilken omvæltning, det maatte betyde, da dette uundværlige samlingssted blev fundet og indført. En saadan qagsse blev da heller ikke som et almindeligt hus opført af en enkelt mand, men af hele bopladsen, thi det skulle ikke være en enkelt mands, men alle mænds fristed – ikke blot til fester, men ogsaa til arbejde. Kvinderne kunne saa til gengæld beholde vinterhuset eller teltet helt for sig selv og regere uindskrænket og uforstyrret der. En saa udpræget adskillelse var der mellem hjemmet og qagsse og kvindernes adgang hertil, at de første hvide mænd, der kom ind i landet, meget betegnende kaldte det sidste for klubhuset.

I de to foregaaende sagn er det fortalt, hvorledes sangen og dansen kom til bopladserne sammen med festhuset. Der kunne her ogsaa være en særlig grund til at omtale endnu en tredie festens gave, som blev til her, og som fra en ringe og tilfældig begyndelse vokser til et saadant lys i vinterens polarmørke, at der ikke længere bliver tale om noget, der blot opstaar for tidskort.

Og det er de gamle myter og sagn.

Thi det er i qagsse, at evnen til at gengive oplevelser og minder bliver til en stor og ejendommelig kunst og giver al tradition en renaissance.

I de tider, hvor man var alene hjemme i sit hus, havde det været saaledes, at al sagnfortælling mere eller mindre indskrænkede sig til at banke visse religiøse ritualer ind i børnenes bevidsthed. Dette overlodes ofte til husets ældste kvinder, der var aflægs i alt, undtagen tungebaandet, og myterne reduceredes derfor i mange tilfælde til skræmmehistorier, saaledes som vi kender dem fra vore egne ammestuer; thi ogsaa her var det bedstemødrenes opgave at holde en urolig børneflok i ave ved at fortælle dem noget, de kunne blive bange for. Men i festhuset, hvor tilhørerne var mænd og ofte venner, der var kommet til stede langvejs fra, steg fordringerne; og de gamle myter og sagn opstod i en ny form, bygget op over og isprængt selvoplevelser. Saaledes udvikledes gennem generationer den fortællekunst, jeg fandt i Alaska, og den stod fuldt paa højde med det allerbedste, jeg kendte fra det sydlige Vestgrønland og Angmagssalik i Østgrønland. Der er da grund til at placere ogsaa deres kunst i det æventyr, der under navn af festens gave kom som en inspiration fra fjældenes friske luft og bragtes til menneskene, der sled sig krogede og blinde i jordbunden selvopholdelsesdrift.

Ørnemyten gav da ideen til de store folkestævner, der i gamle dage forenede boplads med boplads. Festerne begyndte med en almindelig udveksling af salgsvarer, uden at man tog det altfor nøje, hvilket bytte man gjorde. Men efterhaanden fik stævnerne fast form og organiseredes i optrin og scener, der næsten fik karakteren af brogede og underholdende skuespil; og saaledes skabtes de nationalfester, hvor anledningen til det hele slet og ret var trangen til handel.

Mænd betragtede det som en ære at blive opfordret til kappestrid i vareudveksling. Mange gange maatte man nøjes med at modtage mindre værdifulde ting end dem, man selv havde bortgivet, men det fæstede ingen sig ved. Dels ansaa man det altid for ærefuldt at kunne være flot og ligeglad, thi det kunne kun meget dygtige fangere og jægere tillade sig; eller ogsaa regnede man med, at gjorde man et daarligt bytte ét aar, fik man maaske hele fordelen paa sin side ved en anden lejlighed.

Hvert distrikt havde sin maade at fejre handelsfesten paa; den følgende fremstilling, der er den mest almindelige, er hentet fra det berømte Kangianeq, hvor renjægeren fra Colville–River mødtes med folk fra Utukok og Noatak–Rivers øvre løb.

Kilde

Knud Rasmussen: Festens gave – Eskimoiske Alaska-Eventyr, København, 1929.