Festens gave - Hvorfor landbjørnene blev menneskefjendske

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Inuitmaske

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Knud Rasmussen
Festens gave
Eskimoiske Alaska-Eventyr
1929


Hvorfor landbjørnene
blev menneskefjendske

Der var engang en mand, der hed Bueskytte (Pisigsorleq). Han havde kone og to børn, en dreng og en lille pige, og var en stor jæger, der nedlagde mange rensdyr. En efteraarsdag, han var ude paa jagt, saa han tre landbjørne. Det var saa sent paa aaret, at det var begyndt at blive mørkt om aftenerne, og isen var ved at lægge sig paa søerne. Det var en moder med sine to unger. Han dræbte dem alle tre, flaaede skindene meget omhyggeligt af, saa at de beholdt snude og kløer, og bragte dem med sig hjem. Derpaa bar han kødet hjem, og de levede i overflod.

Det blev foraar og sommer; aldrig havde Bueskytte været saa heldig i sine jagter. Og det blev efteraar, og alle vildtgalger var fyldt med kød. Men da isen begyndte at lægge sig, og vinteren nærmede sig, blev Bueskytte pludselig syg. Han fortalte sin kone og sine børn, at han kunne mærke, at det bar mod døden, og han bad dem indstændigt om at lægge hans bue, hans pile og hans værktøjskasse ned i graven til ham, naar han engang var død.

Det gik, som Bueskytte havde sagt: Han døde, og konen begravede ham saaledes, som han havde ønsket, idet hun lagde alle hans vaaben ned i graven til ham; og baade hun og de to børn sørgede dybt over hans død.

Vinteren gik, men saa meget kød havde Bueskytte efterladt, at ingen led nød.

Foraaret kom, sneen begyndte at smelte af jorden, og fuglene kom tilbage til landet i store flokke. Saa hændte det en dag, at børnene var ude paa fuglefangst. Det var mildt og stille vejr, og de lagde sig i græsset lige ved udkanten af en stor skov for at hvile i varmen. Saa kom der en fugl flyvende, satte sig paa en gren lige bag ved dem og sang:

Langt, langt fra eders land

til en fremmed boplads

kom en jæger rejsende,

sorli – asorli,

en jæger, en jæger,

der giftede sig samme dag

med en høvdings smukke datter.

Sorli – asorli.

Den jæger, den jæger,

han var vel eders fader,

sorli – asorli.

Børnene lyttede forundret til fuglens sang, og de skyndte sig hjem og fortalte deres moder, hvad de havde oplevet. Madenen blev hed indvendig og skyndte sig op til mandens grav. Det var en stor grav, de havde bygget af drivtømmer. Hun aabnede den, og se: Liget var der ikke.

Konen havde engang hørt tale om en stor høvding, der skulle bo langt, langt borte, en høvding, der havde en datter, som endnu ikke var gift, og hun sagde til børnene: "Tag de tre bjørneskind ind," og børnene bragte dem ind. Derpaa gav de sig til at blødgøre dem, saa at de blev lige saa myge som en levende hud. Da det var gjort, trak moderen det store skind over sig og sang en tryllesang. Straks lagde skindet sig om hendes krop og blev som en levende bjørns hud, og hun blev selv til en landbjørn. Børnene blev bange og begyndte at græde:

"Moder, moder, du ser ud som en landbjørn! Moder, moder, vi er saa bange for dig!"

Moderen tog pelsen af, blev atter et menneske og sagde:

"Saadan skal det være. Vi skal allesammen se ud som landbjørne," og hun prøvede ungernes skind paa børnene og tryllede over dem, saa ogsaa de blev til levende landbjørne. Derpaa lagde hun tykke træplader ind paa sine flanker for at beskytte sig imod menneskenes pile, og saa begav de sig paa vej, alle tre landbjørne i følge, en moder med sine to unger.

De kom frem til høvdingens boplads, og alle børn, der legede uden for husene, raabte: "Akla, akla, landbjørne, landbjørne!"

Mændene kom øjeblikkelig springende ud fra husene med deres buer og pile og gav sig til at forfølge bjørnene. Moderen lod sine børn løbe i forvejen og kom selv langsomt luntende bagefter. Da saa hun en jæger foran alle de andre. Det var Bueskytte, hendes mand. Han var den hurtigste ved hele bopladsen, og han skød den ene pil af efter den anden, men de ramte bjørnens flanker og gik blot ind i træet uden at saare.

Pludselig galoperer landbjørnen et stykke frem i fuld fart, støder sin snude i jorden og trækker pelsen af hovedet, idet den vender sig om. Bueskytte standser brat og raaber helt ude af sig selv af forundring:

"Nej, hvad ser jeg dog, min kære familie! Kom dog, kom dog med mig hjem, og lad os glemme alt fjendskab!"

Men konen stirrede vildt paa ham og raabte:

"Da du var hos os, ville du dø, saa dø da!" Og saa trak hun atter landbjørnens ham helt over sig og sønderrev sin mand.

Derefter løb de tre landbjørne hurtigt ind i landet og forsvandt i de store skove.

Gamle folk fortæller, at det er fra denne saarede og vrede moder, at alle landbjørne er blevet saa farlige, saa vilde og saa menneskefjendske. I gamle dage var der intet fjendskab mellem mennesker og bjørne.

Fortalt af
Apákak

Kilde

Knud Rasmussen: Festens gave – Eskimoiske Alaska-Eventyr, København, 1929.