Festens gave - Jordens øer bliver til fastland og menneskene jager mammut
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Knud Rasmussen
Festens gave
Eskimoiske Alaska-Eventyr
1929
Jordens øer
bliver til fastland og
menneskene jager mammut
Jorden har ikke altid været den samme, som den er nu. Det har fangstdyrene heller ikke. Vore første forfædre jagede storvildt, der ikke mere findes. Ogsaa fuglene har forandret sig, thi man har erindringer om, at de engang var tunge og langsomme flyvere. Det var, dengang menneskene gik paa hænder.Alting er anderledes nu, baade jorden og vildtet og menneskene. Nu kan alt levende dræbes med vore vaaben. Det er derfor med undren, vi hører om alle de vældige dyr, som i gamle dage var en fare for jægerne; thi deres størrelse gjorde dem usaarlige.
Der var engang tider, hvor der slet ikke var noget fastland. Alt land var ligesom knust i stumper og stykker. De vældige sletter, der nu gennemstrømmes af fiskerige floder, fandtes slet ikke. Og menneskene levede paa høje øer, der beskylledes af havet. Allerede tidligt var man dygtige hvalfangere, og mange hvaler bugseredes ind. Flænsestykkerne maatte bæres til fjælds, hvor man havde sine telte og huse af frygt for de store dønninger. Det er derfor, man ofte langt fra hav og højt til fjælds kan finde knogler af hvaler.
De første lande, der var beboede, var højlandene ved Umiat, Uivfagtait og andre smaafjælde oppe i Colville–Rivers øvre løb; saa var der naturligvis ogsaa mennesker paa de høje fjælde omkring Point Hope og inde bag Kotzebue Sound. Det var først, dengang fader Ravn harpunerede et havdyr, der flød i vandskorpen og var uden begyndelse og ende, at det store fastland blev til. Da blev fjældene forbundet med lavland, og jorden blev større. Derfor er alt lavland nyt land.
Gamle aandemanere beretter ogsaa, at dengang fastlandet først blev til, var det endnu større, end det er nu, og man kunne gaa fra Cape Prince of Wales over Diomedes øerne til Nuvung, tværs over Beringsstrædet til den store boplads ved East Cape. Tilbage er nu kun de grunde, der skyder sig ud i havet fra lagunernes yderste landstrimler.
De lande i Beringsstrædet, der længst var forbundet med hinanden, var de to høje øer, Store og Lille Diomedes. Der gik en lav landtange mellem dem, men en jordrystelse skilte dem ad. Længe efter kunne man se hvalribben fra den sunkne boplads stikke op af havet. Herom fortælles:
Der var engang en ung mand, der havde fanget en lille sælunge og puttet den ind i sin kajak bagtil ved mandehullet for at bringe den levende hjem. Men sælungen, der var bange, kradsede ham i ryggen hele tiden under farten ind til bopladsen. Der var ingen isflage, hvor kajakmanden kunne lægge til og komme op af kajakken, og skønt han skyndte sig indover, alt hvad han kunne, kradsede sælen dog saa dybe saar i hans ryg, at han døde, idet han lagde til land. Hans moder, som mistede sin eneste søn, hævnede sig paa den maade, at hun flaaede skindet af den levende unge og slap det "nøgne" dyr ud i havet. Men ogsaa sælungen tog hævn. Den rejste et jordskælv saa voldsomt, at landtangen med hele bopladsen sank i havet. Saaledes opstod de to Øer, Store og Lille Diomedes.
Alt dette viser, hvor gammel jorden er, og ingen kan derfor undre sig Over, at man engang havde fangstdyr, som vi ikke mere kender. Vidunderligst af dem alle var det, vi kalder kilivfak[1], mammutten. Overalt i tundraen ligger dens skelet, og vi undrer os over dens knoglers umaadelige størrelse. Saa vældige kunne dens stødtænder være, at én mand havde svært ved at bære blot den ene af dem. Dette var fint elfenben, endnu bedre end hvalrostand, og naar vi finder en mammuttand, forarbejder vi vaaben af den, eller vi udskærer drikkehorn, der er langt større og smukkere end dem, der kan laves af moskusoksehorn. Alt, hvad der laves af mammuttænder, har amulettens beskyttende kraft.
Disse store dyr finder vi nu kun dybt nede i jorden, og mærkeligt er det, at alt det, forfædrene fortalte os om dem, netop gaar ud paa, at de havde saa vældige kræfter, at de ikke altid nøjedes med at gaa oven paa jorden; de kunne ogsaa dukke ned paa steder, hvor der slet ikke fandtes huller eller huler.
Vi har to fortællinger om mammutjagt:
Der var engang en mand, som var ude paa jagt. Han gik og spejdede efter vildt, da han fik øje paa noget, der sprættede jordens overflade op. Det var langt inde i land, og dog saa det ud som et havdyr, der kløver vandskorpen; saa let havde det ved at gaa gennem jorden. Manden stirrede og stirrede paa jordklumperne, der bevægede sig, indtil stødtænderne af en mammut kom frem; det var den, der flænsede tundraens skorpe. Saa spændte han sin bue og skød en pil ned i jorden et lille stykke bag ved og hen under det sted, som stødtænderne rodede op. Mere gjorde han ikke. Saa gik han hjem og lagde sig til at sove. Næste morgen brød han op igen, vaagen og veloplagt, og gik tilbage til det samme sted. Og da laa der helt oven paa jorden et stort, stort dyr, en mammut, der var faldet forover paa sine knæ og var død af sit saar.
Den anden historie, vi husker, handler ogsaa om en mand, der var ude at jage. Han gik ned gennem en fjældkløft, da han pludselig opdagede en mammut, der skød op af jorden. Lige i hælene paa den løb en hund, der forfulgte den, og efter hunden kom der en mand, som sprang i mammuttens fodspor helt nede i jorden, kun bevæbnet med en kniv. Det hele var som et syn, saa utroligt var det. Men lige saa hurtigt, som det dukkede op, forsvandt det igen ned i jorden, mammutten og hunden og manden, der fulgte efter i deres fodspor. De kom og blev borte som et rygende jordskred og rullende sten paa en fjældskrænt. Og de kom ikke mere op til overfladen.
Vi, der lever nu, synes, at dette er mærkelige minder; men naar vi finder knogler eller stødtænder dybt nede i jorden og sammenligner dem med skeletdele af det landvildt, vi nu jager, saa forstaar vi, at det ikke behøver at være usandhed, selv om det er utroligt. Thi i gamle dage var der mange ting ude i naturen, der var langt, langt vældigere end det, vi nu er vant til at se.
Fortalt af
Sagluaq
Fodnoter
- ↑ I Grønland kendes kilivfak som et sagndyr, der har den mærkelige egenskab, at kødet vokser ud igen paa knoglerne fem gange i træk, efter at man har spist det. Man har ikke nogen bestemt forestilling om, hvordan det saa ud, udover at det var sort og laaddent. I Alaska er eskimoerne fortrolige med mammuttens størrelse gennem knoglefund i tundraerne. Men det har ikke tidligere været bekendt, at de havde den opfattelse, at deres forfædre ogsaa havde jaget den. Denne højst interessante paastand har givet statsgeolog dr. V. Nordmann anledning til følgende orientering:
Vi ved intet om, naar eskimoerne kom til Alaska. Ikke heller har man rede paa, naar mammutten her uddøde; thi de kvartære geologiske undersøgelser i Alaska er ikke ført saa vidt, at man kan sige noget bestemt om alderen af de aflejringer, hvori mammutskeletterne er fundet – udover det, at de tilhører istiden. Men da de egne af Alaska, der her er tale om, ingen sinde har været dækket af indlandsis, er der i og for sig intet til hinder for, at eskimoernes tidligste forfædre og mammutten kan have levet samtidigt.
Naturligvis kan fundene af knoglerne ogsaa have givet anledning til myternes opstaaen, eller det kan være vandresagn fra Sibirien. Jakutsagnene omtaler saaledes mammutten som et dyr, der levede i jorden og ikke kunne taale at komme op til overfladen.
I Alaska er der, saavidt vi ved, kun fundet knogledele og aldrig hele kadavere. Naar det derfor i sagnet »Barnet fra havet« fortælles, at de var forsynet med en fangarm i snuden eller en snabel, peger dette imidlertid paa den mulighed, at eskimoerne i Alaska meget vel kan have fundet kadavere, som ikke er kommet til amerikanske eller europæiske videnskabsmænds kundskab. Jakuterne har ingen traditioner om jagter, men da disse forekommer ret hyppigt i de her gengivne Alaska-sagn, er der grund til at fremhæve, at videnskaben ikke kan bevise, at disse urgamle erindringer staar i modstrid med virkeligheden.
Kilde
Knud Rasmussen: Festens gave – Eskimoiske Alaska-Eventyr, København, 1929.
