Festens gave - Myten om alt livs begyndelse

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Inuitmaske

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Knud Rasmussen
Festens gave
Eskimoiske Alaska-Eventyr
1929


Myten om alt livs begyndelse

Mennesker holder ikke af at tænke. Vi tumler kun ugerne med alt det, der er svært at fatte. Og her ligger maaske grunden til, at vi kun ved saa lidt om himmelens og jordens, om menneskers og dyrs tilblivelse.

Maaske og maaske ikke.

Thi vanskeligt er det at forstaa, hvorledes vi selv blev til, og hvor vi engang skal hen, naar vi ikke lever mere. Der staar mørke over al begyndelse og al afslutning. Hvorledes da vide mere om det vældige, der omgiver os og holder os oppe – alt det, vi kalder luft, himmel, hav og saa alle bopladsers mennesker og alle landes, haves og indsøers dyr, fugle og fisk?

Nej, ingen kan med sikkerhed vide noget om alt livs begyndelse.

Men den, der holder øjne og ører aabne og husker, hvad de gamle fortalte, har dog en og anden viden, som kan fylde vore tankers tomhed. Derfor lytter vi altid gerne til dem, der henter kundskab fra døde slægters erfaringer. Og død mands tale er alle de gamle myter, vi fik fra forfædrene. Her taler de, som engang for længe siden var vise. Og vi, som synes, at vi selv kun ved saa lidt, lytter gerne til dem.

Min bedstemoder kunne berette overraskende ting om ældgamle begivenheder, og fra hende har jeg alt, som jeg nu skal fortælle.

_____________

Himmelen blev til før jorden. Men ældre var den ikke, end at jorden var ved at danne sig og faa fast skorpe, dengang den blev til land. Og her er det første levende, vi har en historie om.

Tulungersaq eller fader Ravn kalder vi ham, fordi han formede alt liv baade paa jorden og i menneskene og blev ophav til det altsammen.

Han var ingen almindelig fugl, men en hellig livskraft, der gjorde begyndelsen til alt det, der blev den verden, vi nu lever i. Dog begyndte ogsaa han i et menneskes skikkelse, og han famlede i blinde, og hans gerninger var tilfældige, indtil det blev aabenbaret for ham, hvem han var, og hvad han skulle.

Han sad paa hug i mørke, da han pludselig kom til bevidsthed og opdagede sig selv. Han vidste ikke, hvor han var; han vidste heller ikke, hvorledes han var bleven til. Men han aandede og havde liv. Han levede.

Alt omkring ham var mørke, og han kunne intet se. Saa følte han sig for med hænderne. Hans fingre strøg hen over ler, overalt hvor han famlede frem. Jorden var ler, alt omkring ham var dødt ler.

Han lod fingrene glide hen over sig selv, fandt sit ansigt og følte, at han havde næse, øjne og mund, arme, ben og krop. Han var et menneske – en mand.

Hen over panden følte han en lille, haard knyst. Hvad den skulle være til, forstod han ikke; han anede ikke, at han engang skulle blive en ravn, og at den lille knyst skulle vokse ud og blive til næb.

Han faldt i tanker. Nu forstod han, at han var et frit væsen – noget for sig selv, der ikke var fastvokset til alt det, der omgav ham. Saa kravlede han hen over leret, langsomt og forsigtigt. Han ville finde ud af, hvor han var. Pludselig følte hans hænder et tomt rum foran sig, en afgrund, og han turde ikke gaa videre.

Saa bryder han en klump ler af og kaster den ned i afgrunden. Han lytter, fordi han vil høre, hvornaar den naar bunden; men han hører intet. Han flytter sig længere bort fra afgrunden og finder en haard genstand, som han graver ned i leret. Han vidste ikke, hvorfor han gjorde det, men han gjorde det; og saa sad han atter stille hensunken og tænkte over, hvad der mon kunne være inde i alt det tætte mørke, der omgav ham.

Da hørte han pludselig et sus i luften, og et lille, let væsen sætter sig paa hans haand. Han føler hen over det med sin anden haand og finder ud af, at det har næb og vinger og varme, bløde fjer over hele kroppen, men smaa, nøgne fødder.

Det var en lille spurv. Og med ét forstaar han, at den havde været til før han, at den har fløjet hen over ham og hoppet omkring ham i mørket, og at han ikke har lagt mærke til den, før den satte sig paa ham.

Mennesket holder af selskab, bliver dristigere, og nu kravler han mere frygtløst hen over jorden og naar hen til det sted, hvor han før gravede noget ned. Nu har det slaaet rod og er blevet levende. En busk er skudt op af jorden, der ikke længere er gold. Det nøgne ler har faaet haar; der gror græs paa det.

Men mennesket føler sig ensom og danner af leret en figur, der er ligesom han selv; og saa sætter han sig atter paa hug og venter. Næppe er det nye menneske blevet levende, før det giver sig til at skovle jord med armene. Det har ingen ro paa sig; rastløst og uafbrudt skuffer det jorden op omkring sig, og han opdager, at den nye skabning har et andet sind, end han selv, et hidsigt, et heftigt sind. Det synes han ikke om, og han griber den, slæber den med sig og kaster den ned i afgrunden. Denne skabning, siger man, blev tornaq, en ond aand. Fra den stammer alle onde aander.

Atter kravler han hen til det træ, han har plantet, og se: Der er kommet flere til. Træ staar ved træ! De er blevet til en skov med frodig skovbund. Planter, mange smaa planter er skudt op af jorden, og han lader sin haand glide hen over dem alle. Han fornemmer deres form og kender deres duft, men kan intet se.

Nu faar han lyst til at lære den jord at kende, hvor han har fundet sig selv, og han kryber omkring med den lille spurv flagrende hen over sit hoved. Han kan ikke se den, men stadig hører han dens vingeslag, eller den sætter sig paa hans hoved og hopper ned paa hans haand. Han kravler, fordi han ikke tør gaa i mørket. Saa finder han vand til alle sider og opdager, at han er paa en ø.

Nu vil han ogsaa vide, hvad der er nede i afgrunden, og han beder den lille spurv flyve derned og undersøge den. Den flyver bort og bliver meget længe borte, og da den omsider kommer igen, fortæller den, at den har været nede i afgrundens land – et nyt land, der lige er begyndt at faa en skorpe over sig.

Han beslutter selv at fare ned til afgrundens land og beder den lille fugl om at sætte sig paa hans knæ, og han føler hen over den for at finde ud af, hvordan den er skabt, og hvorledes den bærer sig ad med at holde sig svævende paa sine vinger. Derpaa famler han sig frem til skoven og bryder grene af, der ligner vinger, og hæfter dem til sine skuldre. Men idet han basker med grenene, bliver de pludselig til rigtige vinger, fjer vokser ud paa hans krop og dækker hans legeme, knysten i panden skyder ud og bliver til et næb, og han forstaar, at han kan flyve, ligesom den lille spurv. Saa letter de og daler ned mod afgrundens land. Men i samme øjeblik manden flyver, raaber han: "Qaoqqaoq" og er bleven til en stor, sort fugl. Han kaldte sig selv Ravn.

Det land, de kom fra, kaldte han himmelen, og der var saa langt fra himmelen og til afgrundens land, at han var meget udmattet, da han naaede ned.

Her er alt øde og bart. Og Ravn beplantede afgrundens land paa samme maade som oppe i himmelen. Han flyver fra sted til sted sammen med spurven; og snart er det altsammen dækket af skove, træ staar ved træ, og mange urter og blomster vokser mellem træerne. Dette nye land kaldte Ravn for jorden.

Da jorden var blevet levende og frugtbar, skabte Ravn menneskene. Nogle fortæller, at han formede dem af ler, ganske paa samme maade som han oppe i himmelen havde lavet en figur i sin egen skikkelse. Men andre paastaar, at menneskenes tilblivelse skyldes et tilfælde, der er endnu mere vidunderligt, end om de virkelig var blevet skabt med vilje og forsæt.

Fader Ravn gik rundt og plantede urter og blomster, da han pludselig opdagede nogle bælgplanter, han aldrig før havde set. Han gaar hen for at se paa dem, da i det samme bælgen brister og et menneske hopper ud, velskabt og ganske fuldvoksent. Ravn blev saa forbavset, at han slog sit næb tilbage, saa at han selv blev til et menneske. Og saa gik han leende, hen til den nyfødte og spurgte: "Hvad er du for en, og hvor kommer du dog fra?"

"Jeg kommer fra den bælg der," sagde manden og viste det hul, han var kommet ud igennem."Jeg blev træt af at ligge der, og saa sparkede jeg hul og sprang ud!"

Da lo fader Ravn hjerteligt og svarede: "Aj, aj, aj! Du er en morsom skabning. Din mage har jeg aldrig set!" Og Ravn lo igen, idet han tilføjede: "Jeg har saamænd selv plantet den ærtebælg, men jeg anede ikke, at der skulle komme saadan noget ud af den! Men den jord, vi gaar paa, er endnu ikke færdig. Kan du ikke mærke, hvor den gynger? Lad os flytte over paa den høj dér. Der er skorpen fast og haard." Først nu opdagede manden, at han gik paa gyngende grund og skyndte sig bort sammen med fader Ravn.

Saaledes blev den første mand til, og fader Ravn skabte siden mange, baade mænd og kvinder. Men det fortælles, at alle, undtagen de første fire mænd, skabtes af ler; men disse fire, der kom fra en ærtebælg, blev siden forfædre til jordens stærkeste slægter.

Mennesket var skabt. Men det siges, at i begyndelsen var der ikke megen forskel paa mennesker og dyr. Dyr kunne blive til mennesker og mennesker til dyr. Og menneskene gik paa hænderne, eller de kravlede rundt paa alle fire. Det var først senere, at de lærte at gaa oprejst paa fødder og ben.

Det første, fader Ravn gav menneskene at spise, var bær, der var vokset frem mellem alt det, han havde plantet. Men det, der kunne plukkes af planter eller graves ud fra rødder, var ikke tilstrækkeligt. Derfor maatte anden føde skaffes, og dyrene blev til. Ravn formede dem af ler ligesom mennesket, alle slags dyr paa jorden, i luften og i havet. Og han viste dem frem for menneskene og fortalte, at dem skulle de siden leve af; det skulle være deres spise, naar de havde lært at jage dem. Men det var ikke let. Der var mørkt paa jorden, øjnene saa intet; skulle man gaa, maatte man føle sig frem med hænderne og rette sig efter det, som ørerne kunne høre. Alt var lyd.

Menneskene hører rentyre, der hoster med dybe strubetoner, ulve, der tuder, landbjørne, der brummer, ræve, der hyler: "Kakkak–kak!" I havet snøfter sæler, hvalrosser hvæser, og hvaler puster. Fugle skriger og synger, Insekter summer. Man hører vindenes sus i skovene, bladenes hvislen og hvisken, brændingen bryder mod kysterne.

Man er omsluttet af liv, der kun fornemmes gennem lyde; men intet ses, overalt famler man sig frem i mørke, og det er ikke let at leve.

Da kalder Ravn den lille spurv til sig og siger: "Du var til, før jeg fandt mig selv siddende paa jorden. Du ved maaske mere, end jeg. Flyv nu ud i verden og find noget, der kan gøre jorden lys, saa menneskene kan se hinanden og landene omkring deres bopladser og de dyr, de skal jage."

Og den lille spurv fløj ud og blev borte i mørket, og saa længe blev den borte, at Ravn til sidst troede, den aldrig mere kom tilbage. Ikke kunne man tælle dage og nætter, alt løb ud i ét. Der var ingen tid, og Ravn vidste ikke, hvor længe spurven havde været borte. Men omsider hører han dens vingeslag og mærker, hvorledes den slaar ned paa ham og sætter sig paa hans haand. I næbbet bærer den to stykker glimmer, indsvøbt i blade, et stykke, der er lyst, og et stykke, der er mørkt. Dem giver den Ravn.

Og Ravn brød et lille stykke af det lyse glimmer og kastede det op i luften. Straks flød et vældigt lys ud overjorden og blændede alt levende. Saa stærkt var lyset, at det varede længe, før Ravn selv kunne se. For første gang saa menneskene ud over landet, hvor de levede. De saa skovene, dyrene paa jorden og i havet og fuglene i luften, og de glædede sig over al den skønhed, der omgav dem.

Livet blev nyt og stort for dem alle.

Men lyset var for stærkt, det blændede. Da brød han et stykke af den sorte glimmersten af og kastede det op i luften. Straks dæmpedes lyset, menneskene kunne se, uden at det smertede i deres øjne, og natten kom sammen med det sorte glimmer og skænkede dem hvile. Dag begyndte at veksle med nat.

Nu kom alle glæder til menneskene. Ravn lærte dem at bygge huse, der gav ly mod vind og vejr, og han lærte dem at lave kajakker og konebaade og alle slags fangstredskaber, saa de kunne færdes paa havet og jage dets fangstdyr.

Men menneskene blev mange, og dyrene formerede sig, og deres ø var ved at blive for lille. Kun havet var stort.

Da stiger der en dag op af havet en sort og vældig masse, som bliver liggende uden for menneskenes ø – et umaadeligt uhyre, der ikke ligner noget andet dyr. Man roede ud til det i konebaade og kajakker og forsøgte at harpunere det; men alle harpuner prellede af paa dets sider, uden at uhyret ænsede det.

Ravn saa menneskenes haabløse kamp og sagde til den lille spurv: "Følg med og hold dig svævende over uhyret; jeg vil jage det fra kajak."

Saa roede han ud, og medens spurven holdt sig svævende i luften, kastede han sin harpun og dræbte det. Menneskene jublede og bugserede det hjem til deres boplads og flænsede det. De skar det ud i smaa stykker og kastede det ud i havet i alle retninger, og se: Øer groede op af havet, land skød op ved land og blev til en stor og mægtig kyst. Saaledes blev det store fastland til, og der blev plads til menneskene og alle dyrene paa jorden.

Men da jorden var bleven saaledes, som den skulle være, samlede Ravn alle menneskene og talte saaledes til dem:

"Jeg er jeres fader, mig skylder I jeres land og jeres liv, og mig maa I aldrig glemme."

Og saa hævede han sig fra jorden og fløj op til himmelen, hvor der endnu var mørkt. Her kastede han resten af det lyse glimmer ud, og som et vældigt baal slog lyset ud over verden, og himmelen og jorden var skabt.

Saaledes blev jorden til og menneskene og fangstdyrene. Men før alt dette var ravnen, og før den den lille spurv.

Fortalt af
Apákak

Kilde

Knud Rasmussen: Festens gave – Eskimoiske Alaska-Eventyr, København, 1929.