Festens gave - Vandrefalk der drog ud i verden

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Tupilak

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Knud Rasmussen
Festens gave
Eskimoiske Alaska-Eventyr
1929


Vandrefalk der drog ud i verden
for at udrydde livets ondskab
og menneskers baghold



Hans fader kommer ud fra skovene.

En ung mand kom ud fra skovene. Ingen vidste hvorfra. Men han var født inde i det levende land, og nu kom han en vinterdag gaaende paa snesko ned mod kysten ved Sîlivik, øst for den store Kobuk-River. Han var en yngling, en ganske ung mand, der endnu ikke var giftefærdig, og han blandede sig uden frygt med kystboerne ved bopladsen, idet han gik fra hus til hus. Skovmanden kaldte folk ham ved Sîlivik. Her blev han, til han var fuldvoksen. Saa tog han en pige til kone og gik atter sin vej. Han valgte land ude ved en bredning af Sîlivik, ene sammen med sin kone, og de byggede hus ved et sted, der endnu kaldes strandskrænterne.

Skovmanden blev snart en stor fanger og jæger, og der manglede aldrig noget i hans hus. I nærheden af bopladsen var der en elv, hvor han fiskede laks. Ren jagede han med bue og pil inde i landet, hvidhvaler og unge remmesæler til søs fra kajak.

Der gaar nogen tid, og de lever i lykke og overflod. Hans kone bliver svanger og føder ham en søn. Og saa en anden og en tredje og en fjerde søn. Saaledes faar de fire raske drenge; men derefter kommer der ikke flere børn.

De lever stadig ene ved deres boplads og ved ikke af andre mennesker, ser aldrig andre mennesker. Snart er den ældste søn saa stor, at han kan begynde at jage, han faar en lille bue og følger med sin fader, naar denne gaar efter vildren. Saaledes lærer drengen landjagt. Da han bliver lidt større, faar han en kajak og ror med faderen ud paa havet. Her lærer han at forfølge hvidhval og unge remmesæler. Han kommer ogsaa med paa jagt efter de farlige landbjørne, og da han har nedlagt flere af dem uden sin faders hjælp, faar han lov til at passe sig selv. Den unge mand bliver en stor jæger ligesom sin fader, og faderen glæder sig herover og behøver nu ikke selv at jage saa haardt som før.

Saaledes lever skovmanden og hans familie i glæde og overflod, indtil ulykken rammer dem. En skønne dag kommer den ældste af sønnerne ikke hjem fra jagt. De venter forgæves, de søger til ingen nytte; den unge jæger er sporløst forsvundet.

Fader og moder sørger dybt og længe, indtil de omsider falder til ro; der er intet andet at gøre.

Saa bliver den anden søn voksen og begynder nu ogsaa at jage sammen med sin fader, og da han ligesom sin store broder har fældet mange farlige landbjørne uden hjælp, overlader faderen ham til sig selv – han kan jage, som han vil. Men det gaar ham ganske paa samme maade som hans broder. En dag forsvinder han og kommer aldrig tilbage. Og saaledes gaar det den tredje søn og den fjerde søn, de bliver alle borte paa jagt, og forældrene bliver barnløse paa deres gamle dage. De har ingen børn, der kan hjælpe dem, de lever ensomt og ved ikke af andre mennesker. Og begge sørger de dybt over deres onde skæbne, nu da de er blevet gamle og ikke kan vente at faa flere børn.

Gamle folk har berettet indgaaende om deres boplads, der laa ved en strandskrænt mellem et højdedrag Qingmeq og sletten, ved noget, der hedder Saunertôq. Her levede de, fortæller man, her var det, at de forgæves søgte efter deres børn, der blev borte, og her var det, at de ældedes uden nogen mulighed for at faa flere børn.



Manden fra skovene beslutter at avle børn ved trolddom.

Længe havde de sørget forgæves, og længe havde de grædt, da manden en dag gik til sin kone og sagde:

"Al vor sorg og klage er til ingen nytte; vi vil forsøge at avle en søn ved trolddom."

Det var efteraar, jorden var begyndt at fryse; smaasne, lys og let sne, havde lagt sig paa sletterne, og nætterne begyndte at blive lange og mørke.

En tidlig morgen, netop som det første daggry viser sig som en graalig skybanke, fører manden sin kone ned til strandskrænterne ved havet. Her lægger han hende ned paa jorden og slaar med ildsten gnister hen over hendes skød. Dette gør han mange gange, og gnisterne falder tæt hen over hende. Derpaa tager han hende i sine arme og rejser hende op, og de gaar hjem. Fire gange besøger de paa samme maade strandskrænterne, naar det første daggry viser sig som en graalig skybanke paa den mørke himmel, og hver gang fremsiger manden dunkle trylleord; men da de efter den fjerde morgen vender tilbage til deres hus, siger manden til sin kone, at nu vil de faa en søn.

Det varer ikke længe, saa mærker konen, at hun er med barn, og da tiden er gaaet, føder hun og faar en søn.

Nu faar den gamle skovmand travlt. Han har fanget en vandrefalk i en snare, og med skindet vasker han den nyfødte over hele kroppen. Falkens skind bliver drengens første amulet.

Moderen har født sit barn i et ly uden for huset; nu flytter hun ind i et lille telt, hvor hun bliver i fire døgn, og først derefter kan hun atter vende tilbage til det fælles hus. Saadanne skikke havde man med barselkvinder i gamle dage.

Skovmanden havde store, store planer for med drengen, der engang skulle hævne al deres ulykke. Han fik navn efter sin første amulet, der var en vandrefalk; han skulle jo ud over hele jorden for at søge. Han kom ogsaa til at hedde Qajartuarungnertôq, der betyder: den, der altid skal have lyst til at gaa paa langfart i kajak.



Skovmanden søger forgæves at dræbe sin søn.

Den gamle skovmand er stadig fuld af tanker og handling. Det første, han laver til sin kone, da hun kommer hjem efter barsel, er en aqúpivik, en mærkeligt udseende hvileblok, en overskaaret træstamme, der er skarp og ganske spids forneden. Den er svær at holde balancen paa, og saa snart hun rejser sig, vælter den. Hun maa aldrig sætte sig paa noget andet, naar hun har drengen hos sig; thi længe inden han forsøger paa at gaa, skal han lære, hvor svært det er at holde ligevægten i livet. Ligger man paa en bred og magelig briks, der er varm og søvndyssende, faar man let den tro, at saaledes bliver livet.

Men skovmanden vil gøre sin søn vagtsom og vaagen, thi ellers vil han aldrig kunne hævne sine brødre; en lad og magelig mand kæmper ikke mod livets ondskab og menneskers baghold. Og den gamle ved, at intet andet gjorde ham barnløs paa hans gamle dage. Det var ikke skovens vilde dyr, der tog sønnerne fra ham! Og nu skal den sidstfødte ikke blot blive vældig som jæger, men han skal ogsaa blive en usaarlig mand, som intet baghold og ingen ondskab skal kunne overraske. Derfor samler han nu amuletter til ham, al slags smaakravl og kryb af den slags, der dør om vinteren og vaagner op igen om sommeren. Menneskene skal være som disse insekter, dette smaatteri, der begynder som kryb, der ligger i dvale, men vaagner op som hurtige, glitrende, mangefarvede flyvere. Saaledes tænker skovmanden, og hans kone syr larve ved larve, svøbt i skind, fast til drengens inderpels. Men foruden alt dette intetsigende kravl, der ikke maa foragtes, faar han ogsaa i sine klæder indsyet skind af væsler, hermeliner og markmus.

Saaledes vokser Vandrefalk op under sin faders stadige opsigt. Sjældent overlades han til sig selv, altid beredes der ham uventede overraskelser; faderen er grusom i sin omsorg og ganske hensynsløs i sin maade at opfostre ham paa. Det fortælles, at da drengen var saa stor, at han kunne begynde at gaa, og første gang vaklede over gulvet fra moder og til fader, greb faderen pludselig sin kniv og kastede den med rasende kraft efter det intetanende barn. Men barnet veg som ved et tilfælde lynsnart til siden, uden at blive ramt. Faderen gør det siden gang paa gang med det samme udfald, og nu glæder han sig over, at barnet har faaet fareinstinktet i sig, det instinkt, der er det vigtigste af alt i livet. Amuletterne virker, de svigter ikke, skønt faderen prøver dem paa alle maader. En dag laa drengen paa briksen og sov, da faderen udefra aabner vinduet og afskyder pil efter pil mod den sovende. Drengen bevæger sig i søvne, saa pilene fejler; baghold gør ham ikke noget.

Vandrefalk kan nu løbe ude og lege; han jager smaafugle og smaadyr efter evne og har megen sans for at slaa ihjel; og hans færdighed i at dræbe giver løfter om den gode jæger, han engang skal blive.

En dag leger han ude paa en slette i nærheden af huset og finder her en lille legetøjspil, som han ved ikke tilhører ham selv. Han løber ind med den til sine forældre, viser den frem og siger:

"Hvad er det? Hvorfra er den kommet? Her er jo ingen andre børn!" Men forældrene giver ham ingen besked. Han er endnu for lille til at forstaa, alt for lille til, at der kan vokse vrede op i ham.

En anden dag finder han en legetøjsbue, der engang er tabt i græsset, en, der heller ikke tilhører ham selv. Atter spørger han, hvorfra den er kommet, og om der har været andre børn ved bopladsen. Men forældrene meddeler ham stadig intet om de brødre, han har mistet. De vil vente med at fortælle ham om deres store sorg, indtil den kan gøre indtryk paa ham, saaledes at han forstaar, at det er ham, der er født til at hævne, at det er ham, der er blevet til for at hævne.

Det blev efteraar. Vinteren nærmede sig, og de flyttede fra sommerteltet til vinterhuset. Straks sætter faderen alle slags kunstfærdigt udtænkte snarer op for drengen, baade uden for huset og inde i den lange, mørke husgang, men altid undgaar drengen de farer, han møder.

Saa graver faderen en faldgrube paa et af de steder, hvor drengen plejer at lege, en faldgrube, der er dækket med ris og smaakviste og er usynlig for den, der ikke ved noget om den, en fælde af den slags, der bruges for ulv og ren, med skarpe knive skjult nede i bunden.

Dyrene ser den ikke, mærker intet, gaar hen over alle de løse kviste, der er lagt hen over aabningen i jorden, styrter ned og spiddes. Men drengen gaar uden om alle faldgruberne. Ogsaa her virker amuletterne.

Vandrefalk bliver en stor fanger og jæger, og nu da han er gammel nok til at forstaa alvor og føle sorg og vrede, fortæller faderen ham en dag om de fire brødre, der blev borte paa deres jagter, dræbt, myrdet og udslettet af jorden paa en maade, der aldrig blev opklaret. Denne meddelelse gjorde drengen tavs, og i tavsheden beslutter han at blive sine brødres hævner.

Men faderen er gammel og ikke længere nogen stor jæger, og moderen er ogsaa svag; derfor maa sønnen først samle kød til sine forældre. Sommeren igennem jager han hvidhval; i sin kajak driver han dem udefra ind paa det grunde vand, hvor de skræmte løber fast, fordi de ikke kan dykke ned, og er lette at harpunere. Flok efter flok driver han ind, og han faar vældige mængder af kød. Men alt dette kød maa ikke raadne, og han graver forraadskamre dybt ned i den frosne jord, ishuse, der kan rumme kød og spæk af hvidhval og remmesæl. Derefter jager han rensdyr og bærer byttet ned til de gamles boplads. Undertiden driver han dem ned levende og dræber dem først i nærheden af huset. Her rejser han høje vildtgalger af svære træstammer og fylder dem med kød af fede efteraarsrener, ikke en, men mange vildtgalger, nogle til kød, andre til skind. Og oppe paa toppen af strandskrænterne bygger han med udsigt mod hav og land et stort træhus til sine gamle forældre.

Vandrefalk er blevet hvileløs og tavs, en stor tanke fylder ham; men først maa han sørge vel for dem, der skal blive tilbage. Han synes aldrig at faa kød nok; tyndisen lægger sig paa havet, medens han endnu jager hvidhval. Han er aldrig i ro en eneste dag; er han ikke paa fangst, slæber han dyr til sine forældres umaadelige forraadskamre, der er gravet som kølige ishuler dybt i jorden.

Den første sne falder, og da den bliver liggende, beder han sin fader lave sig en trækslæde. Moderen syr ham stærke kamiker, og hun gør alt hans tøj klart til langfart. Men ingen taler om det, der forestaar, og dog ved faderen og moderen, at nu vil Vandrefalk ud at hævne sine brødre. Han selv er lige til sidste dag kun optaget af at samle kød og ordne alt, for at de gamle skal have nok af alting for lange, lange tider.

Faderen bygger slæde, og moderen syr; men hun fylder ogsaa en hvidhvalsmave med lækker akutaq, der er en blanding af renmarv, talg og spæk; denne spise fremsiger hun trylleord over, og det bliver til hellig mad, som han kun maa spise af, naar han rejser gennem egne, hvor han er udsat for fare. En mundfuld, blot en ganske lille smule om morgenen, vil gøre ham fremsynt for en dag, og han vil vide alt, hvad der skal ske den dag.

Moderen lægger ogsaa en trægryde paa hans slæde, en qajûtaq, saadan som man brugte dem i gamle dage, en gryde af en udhulet rod eller et haardt træstykke. Man fylder den med vand og opvarmer smaa, runde sten i et baal, saa de sprutter af hede, og lægger dem saa i gryden; saa snart stenene afkøles, byttes de med andre, og det bliver man ved med, indtil vandet begynder at koge, saa kommer man kødet i, og det bliver et dejligt maaltid.

Saaledes blev alt gjort klart til den lange rejse.



Vandrefalk drager ud paa den lange rejse.

En efteraarsdag med stille vejr og overtrukken himmel gjorde Vandrefalk sig endelig rejseklar. Det var fint, fast føre, let at gaa, let at trække en slæde. Faderen og den gamle moder blev længe siddende uden for deres hus og saa efter ham; ingen af dem sagde noget, men da drengen var kommet et stykke bort, rejste faderen sig pludselig op og raabte, ligesom om han med ét kom i tanker om noget:

"Gid du maa faa godt vejr, indtil du træffer din farbror."

Vandrefalk vidste ikke, at han havde en farbror. Hvor skulle han søge ham? Han havde aldrig hørt om ham, men han tænkte ved sig selv "Ja, farbror, ham træffer jeg vel nok et eller andet sted!" Og saa vendte han sig om og vinkede til de gamle, for at de kunne se, at han havde forstaaet dem. Derpaa begav han sig ud i verden paa den lange rejse for at hævne sine brødre i kamp mod livets ondskab og menneskers baghold.

Han gik mod nord i retning af de høje bjerge, og han gik og gik, trækkende sin slæde efter sig.

Langt inde i landet fik han udsigt over en sø, en stor indsø, han aldrig før havde set. Her hører han menneskestemmer, gaar videre og opdager lidt efter en mængde mennesker, der bærer tørv ned til søen. Alle gik de og slæbte paa tørv, og alle bar de det ned mod søen. Hvad skulle de mon med al denne tørv? Han vidste det ikke og gik nærmere, men ingen af dem lagde mærke til ham, ingen saa ham, og saa gik han videre uden at standse. Han gik og gik og kom til en dyb kløft mellem bjergene i oplandet mellem Sîlivik og Kobuk; her faar han øje paa en mand, en ensom mand, der sidder helt ude i skovbrynet, en mand med sin bue i den ene haand og pile i den anden, pile med skarpe flintespidser; hans kogger hænger hen over ryggen. Der sidder manden og ser sig ivrigt om til alle sider, og Vandrefalk gaar lige forbi ham, uden at den anden ser ham, og han gaar videre uden at standse; den mand har han ingen brug for. Saaledes gaar han dag efter dag og oplever mærkelige ting.



En spætte i menneskeham.

En aften søger han en plads ud for at slaa lejr; han fælder træer, bygger læ op af smaagran, breder grene ud som underlag, samler ved og tænder et stort baal. Derefter jager han ryper til aftensmad og koger dem over ilden paa et spid, siddende ved baalet. Jamen, der stod jo et menneske lige udenfor! Og han raaber til ham:

"Jeg troede, jeg skulle være alene i aften! Hej, kom ind og lad os spise sammen!"

En underlig, uvenlig mand var det, som nu kom ind; hans øjne rammer ligesom altid forbi det, de vil se paa, han ser ikke Vandrefalk ind i øjnene. Men han faar kød, og de spiser i tavshed. Tilsidst bliver Vandrefalk helt ude af sig selv over al denne uvenlighed, og rasende over den andens tavshed springer han over ilden, griber den tavse mand i nakken, og holder ham ud over baalet, saa hans pelsflig svides; derpaa kaster han ham højt over vindbryderen, helt ud i sneen uden for lejrbaalet. Han lytter efter vrede ord, men alt, hvad han hører, er en pikkende lyd, som om nogen bankede paa en træstamme. Lidt efter letter en spætte og flyver bort. En spætte i menneskeham har været hans gæst.



Jærven, der havde knækket tanden.

Næste morgen drager han videre igen, følger en elv og kommer ind i en kløft. Her opdager han et bæverbo, og da han undersøger det nærmere, ser han af spor i sneen, at en jærv har forsøgt at bryde det op; men boet har været for sejt, jærven har knækket en af sine store tænder og er løbet bort med uforrettet sag.

Vandrefalk gør det hul større, som jærven har gnavet, og trækker fire unge bævere ud, som han dræber. Derpaa lægger han dem paa sin slæde, dækker dem vel til, for at de ikke skal fryse, før han faar dem flænset, og vandrer videre. Om aftenen slaar han lejr ved udkanten af en skov og henter ved for at gøre et baal op for natten. Da træffer han en mand med meget smukke kamiker og bred, overdaadig skulderpynt, altsammen af det fineste jærvskind. Det var en venlig, snaksom mand, en talende mand, der hjalp til med at flænse bæverne, fede, lækre bæverunger, og Vandrefalk tager sin trægryde frem og varmer sten over baalet og koger kød.

Under maaltidet fortæller den fremmede, at ogsaa han har forsøgt at jage bæver, men har været saa uheldig at knække sin økse af jadesten, en kostbar og sjælden økse.

Aa, de blev saa stærke i kroppen begge to, saa helt igennem mætte; det unge, møre kød gik rigtig ind i deres legemer, deres tunger blev saa velformede inde i munden paa dem, og de snakkede hyggeligt sammen. Vandrefalk gav sig til at fortælle om sin bæveijagt, og at en jærv havde knækket en af sine store tænder paa det samme bo, han havde aabnet.

Ved disse ord buser det ud af den fremmede gæst:

"Hvad ville jærven der, en jærv? Hvad ville jærven der, en jærv?" Og det blev han ved med at gentage, og han sagde slet ikke andet resten af aftenen: "Hvad ville jærven der, en jærv?" Og saaledes blev han netop ved med at gentage det, han ville skjule.

Næste morgen, da Vandrefalk vaagner, er hans gæst borte, og han ser friske jærvspor, der gaar ud fra lejren. Hans gæst har været en jærv i menneskeham, netop den jærv, der havde knækket sin tand paa bæverboet.



Den ængstelige los eller "Hvad spiser din stortaa?"

Vandrefalk gaar videre efter at have spist lidt af sin moders tryllespise. Henimod middag kommer han op over et bjerg. Solen er varm, sneen blød og halvvaad i middagsheden; hans kamiker er gennemblødte, og syningen om tæerne er løbet op paa den ene snude, saa hans stortaa stikker frem.

Ai, ai, nej se, der kommer jo et menneske, et menneske i hvide klæder! Det eneste mørke i hans dragt er hans fine jærvskindskanter om halslinningen. Det er en los i menneskeham. De mødes smilende, ler sammen og sætter sig paa deres slæder lige overfor hinanden; de skuffer sneen bort imellem sig, og Vandrefalk byder den fremmede bæverkød fra gaardsdagens kog.

Pludselig ser den hvide fremmede ned paa Vandrefalks tæer og opdager stortaaen, der stikker frem. Længe stirrer han paa den og siger saa pludselig, som i angst:

"Hvad plejer din stortaa at spise?"

"Møder jeg en fremmed, æder den ham."

"Hold paa den, hold paa den!"

Og lossen springer forskrækket højt op i luften, medens Vandrefalk griber fat om sit ene ben. Lossen flygter, og Vandrefalk hopper rundt med den ene haand om sin stortaa, skraalende af latter, helt forpustet af grin. Siden kaster han sine gamle kamikker bort og tager et par andre paa.



Taaben, der kastede sig selv paa baalet.

Vandrefalk stiger ned gennem en kløft og gaar derfra videre hen over nogle lave smaafjælde og møder henimod aften en mand, der kommer trækkende med en slæde. De skuffer sneen bort imellem slæderne og spiser sammen af bæverkødet. Der synes ikke at være nogen bund i den fremmede, han æder og æder, meget hurtigt, og da der ikke er mere bæverkød, siger han pludselig:

"Du synes at være en god mand, lad mig ogsaa æde dig selv."

I det samme springer han op, griber sin kniv og løber efter Vandrefalk. Denne har ikke lyst til at gøre ham noget ondt lige med det samme, og de giver sig begge til at løbe rundt om slæderne. Vandrefalk er meget behændig, den anden kan ikke naa ham. Tilsidst løber Vandrefalk hen til et træ med en tredelt stamme og begynder at løbe rundt om dette; den anden er efter ham, og de bliver ved med at løbe rundt der, indtil den fremmede giver op og springer ned til sin slæde. Herfra tager han en fuglesnare, skynder sig tilbage til træet og sætter snaren op. Vandrefalk bliver siddende oppe i træet og ser derpaa, idet han samtidig fylder sin inderpels med smaakviste. Da den anden nu prøver paa at jage ham i snaren, kaster han sin inderpels deri og springer selv op i et træ ved siden af og ser til. Listen bliver ikke opdaget, og den fremmede griber den udstoppede inderpels i den tro, at det er manden selv.

"Han var ikke til at faa fat paa, og derfor undslap han ogsaa!" raabte den fremmede haanende, idet han troede, at det var manden selv, han havde fanget. Han tager nu omhyggeligt inderpelsen ud af snaren, rydder sig en lejrplads, henter ved og tænder et baal. Vandrefalk sidder oppe i træet og ler. Da ilden er blevet stor og flammer højt i vejret, henter den fremmede en kniv fra sin slæde og giver sig til at flænse inderpelsen.

"Taabe er du, og derfor handler du som en taabe!" raaber Vandrefalk nu ned til ham, og da den anden ser op, føjer han til:

"Skær din strube over, og kast dig ind i din egen ild!"

Øjeblikkelig giver taaben sig et snit i struben og kaster sig i sit eget lejrbaal.

Saadan er taaber; de ved ikke, hvad de gør, de er godtroende og handler som taaber.

Men Vandrefalk lader sig glide ned fra træet, tager sin inderpels, ryster alle smaakvistene ud af den og tager den paa. Saa gaar han ud til sin trækslæde og vandrer videre.



En anden taabe, der hænger sig i sin træksele.

Vandrefalk gaar og gaar og kommer til bjerge med faa træer. Her findes kun ensomt staaende graner, mange smaasten og stejle skrænter.

Den aften vil han være i fred og vælger sig en lejrplads ved foden af en stejl skrænt, et sted, hvorfra hans lejrbaal let vil kunne ses fra alle sider. Men folk skal narres. Derfor gaar han ikke den lige vej ned til den plads, han har valgt sig, men binder en line om sin slæde og lader den køre ned ad den farlige skrænt; og saa trækker han den op igen, idet han nøje lader den følge sporene tilbage, og først nu gaar han selv ad en ufarlig omvej bag om skrænten ned til det sted, hvor han skal sove, og tænder baal for natten. Enhver, der ser lejrilden, vil nu tro, at vejen derned fører ad den stejle skrænt. Det varer da heller ikke længe, før han hører en stemme, der bliver ved med at gentage de samme ord:

"Hvad vej kom du ned til din lejrplads?"

"Ser du ikke mine spor?"

Manden lagde kun mærke til sporene, der gik lige ned over skrænten, og kunne ikke se, at slæden var trukket tilbage igen samme vej.

"Kan man følge dem?"

"Du kan roligt følge dem!"

Saa hører man lyden af mandens snesko og saa pludselig et raab om hjælp:

"Hjælp! hjælp! hjælp!"

"Ja, nu skal jeg tage noget paa fødderne."

Men det var tungen alene, der sagde det. Vandrefalk rørte sig ikke ud af stedet, og et øjeblik efter var alt igen stille.

Næste morgen finder Vandrefalk en fremmed mand død, hængt i sin egen træksele. Han havde forsøgt at løbe ned ad skraaningen paa den ene side af et træ, et enligt træ, der stod midt paa skrænten. Men den tunge slæde var kørt den anden side om træet, og saaledes var det gaaet til, at den fremmede mand var bleven hængende i sin træksele, uden at kunne komme op eller ned. Han kunne have smøget selen af sig, men det havde han ikke tænkt paa. Ogsaa han var en taabe.



Vandrefalk gifter sig med en natugle.

Videre gaar Vandrefalk, hen over fjældene, indtil han faar udsigt over Kobuk-River, omtrent ved det sted, der hedder Læbesmykke.

"Mennesker i kratskoven, røg!" siger Vandrefalk til sig selv.

Røg stiger op.

"Der maa være et hus dernede," tænker han og gaar nedover. Det blev aften, før han naaede frem til bopladsen. Det var et hus, et hus med to vildtgalger; det betød, at her boede gode fangere. Han satte sin slæde fra sig og gik frem.

Folk kom ham i møde, en ung mand og to unge piger. De modtog ham alle venligt og satte mad frem til ham. Det var skulderbladene og et stykke af forbenet af en kanin. Aa, det var bare saadan en lille, bitte stump kød, de satte frem for ham, og han spiste det hele. Husets folk saa forbavset derpaa, og omsider sagde den gamle husherre:

"Ædedolk, ædedolk!"

Vandrefalk lod som ingenting, de var ellers saa venlige, og saa slog han sig ned hos dem og tog den yngste kvinde til kone. Siden levede han her, men gik aldrig paa jagt. Alt, hvad han foretog sig, var at spise sammen med sine husfæller, og de spiste aldrig andet end kaniner, og det var endda kun smaa, bitte flænsestykker. Den gamle svigerfader sukkede ofte i fortvivlelse:

"Hvis vi skal have denne ædedolk boende hos os ret længe, vil vi sulte ihjel, inden vinteren er omme."

Men Vandrefalk lod, som om han ikke hørte det. Tilsidst var vinteren gaaet, det bliver foraar, og solen stiger højt paa himlen.

Folkene ved bopladsen havde den mærkelige skik, at de kun gik paa jagt om natten. Vandrefalks unge svoger plejede at bryde op om aftenen, og saa kom han hjem henimod morgen. Ofte var hans klæder fulde af blod, men kød havde han aldrig selv med sig; det maatte kvinderne hente. De flænsede de smaa kaniner, ganske som om det var rigtige fangstdyr, og bar dem hjem og lagde dem op paa vildtgalger uden for huset; imedens laa jægeren inde paa briksen og hvilede sig, ganske som om han havde været ude paa rigtig storfangst, og han sov ind, udmattet, træt.

Det var natugler, Vandrefalk var bleven besvogret med. De kunne ikke se om dagen, da var de blinde, og derfor jagede de kun om aftenen.

Endelig en dag vaagner Vandrefalk atter til liv. Nu har han faaet nok af at drive, og til sine bopladsfællers store forundring tager han paa fangst midt om dagen. Det var klart vejr; solen skinnede, og man kunne se fjerne fjælde blaane, da Vandrefalk spændte sine snesko paa; men hans husfæller tumlede blændede ind paa deres briks.

Vandrefalk blev ikke længe borte, og dog havde han saa mange kaniner, han kunne bære, da han kom tilbage. Natuglerne stimlede forbavset sammen om ham og stirrede med undren paa hans vældige fangst. Saa byggede han et stort baal op, samlede ved i vældige dynger og stegte kaninerne paa spid, en til hver i huset; selv spiste han saa meget, han orkede, og da han nu endelig var bleven mæt, hængte han resten op paa vildtgalgen. Derefter kaldte han sin kone hen til sig og sagde:

"Bofast kan jeg ikke blive, thi jeg er ude for at hævne mine brødre. Gid du snart maa faa en søn, der kan fange for dig."

Disse var Vandrefalks afskedsord, og derpaa fortsatte han sin lange rejse.



Kæmpen, der var saa stor, at hans nat var en hel vinter.

Videre gaar Vandrefalk, han gaar og gaar og naar frem til den store flod Noatak. Han følger flodbredden opover, ind i landet og kommer til nogle høje skrænter, hvor han finder en mængde døde rener. Aa, der laa ren ved ren ovenpaa hinanden. Han undersøger stedet, finder noget, der ligner en revne i sneen, og skimter noget langt, langt nede, der ligner et menneske. Han pirker lidt ved det med sin stok, men kan ikke finde ud af, hvad det er, og gaar atter sin vej. En mængde ræve, ulve og jærve holder til ved stedet og spiser af renerne, og Vandrefalk gaar straks i gang med at fange ulv og jærv. Han faar mange, flaar dem og tørrer de smukke skind.

Det bliver foraar, solen begynder at smelte sneen. Mos bliver synligt, luften er varm.

Da ser Vandrefalk en dag en vældig mand, siddende paa hug i den smeltende sne – en umaadelig mand. Vandrefalk gaar frem til ham, men kæmpen ser ham ikke, lægger slet ikke mærke til ham, skønt han bliver ved med at gaa rundt omkring ham. Tilsidst klatrer han op paa hans ben og løber frem og tilbage lige for næsen af ham; først da opdager kæmpen ham, bliver glad, smiler til ham og siger:

"Kære lille barn, der skal ligge hos mig, hvordan kommer du dog her?"

Vandrefalk fortæller om sin rejse; kæmpen gaber en gang imellem, strækker søvnigt armene og er ikke rigtig vaagen endnu. Men siden faar Vandrefalk at vide, at han har lagt sig til at sove sent paa sommeren, henimod efteraaret. Vinteren er hans nat, saa stor er han; og han har slet ikke lagt mærke til, at sneen har dækket ham. Det er for ubetydeligt til, at han kan føle det, og han vaagner først nu, da den tør bort.

"Aha, du lille sengekammerat! Lad os gaa ned til mit hus."

Et hus! Aa, det var da et hus saa stort, saa stort! Vandrefalk havde ofte set det, medens han jagede ulv og jærv, men han havde troet, at det var en klippe, en fjældvæg.

Kæmpen rejser sig op og strækker sig. Idet hans varme aande rammer en sø, gaar isen op, og en strid bjergelv fosser ned over kløften. Derpaa ryster han sine soveskind; i det samme rejser en storm sig og fejer de sidste rester af sneen bort. Saa bryder de op og følges ad ned til huset.

Aa, det var en fjældvæg, et fjæld, ja, fjælde, og de gaar ind i det vældige rum, hvor rener hænger i bundter under loftet som smaafugle. Men kæmpen vil have friskt kød og gaar paa jagt. Han har ingen bue og pil, men kun en bola af den slags, man ellers fanger fugle med. Da han kommer hjem igen, hænger mange rener ved hans bælte som kaniner eller andet smaavildt.

Kæmpen er en god mand, der altid er venlig imod Vandrefalk; de lever godt sammen og kommer til at holde af hinanden. Men da vandet begynder at samle sig i kløfterne og sommeren rigtig er inde, bliver kæmpen urolig og ængstelig, kan ikke finde ro; og nu fortæller han, at han har to koner. Den ene lever i skovene, den anden ved havet. De plejer at besøge ham paa samme dag, idet de løber om kap med hinanden. Da har han en haard dag; thi konerne er meget skinsyge, og ingen af dem vil, at den anden skal komme først; begge er de saa store som han selv, og de slaas om ham og lader ogsaa deres skinsyge gaa ud over ham.

Et stykke fra hans hus er der en slette mellem to fjælde; der plejer kampen om ham at staa. Men kæmpen, der ellers ikke er bange for noget i verden, skælver for sine koner og beder Vandrefalk om hjælp. Han giver ham en kniv saa stor, at Vandrefalk næsten ikke kan løfte den, og siger:

"De vil som sædvanlig begge paa én gang kaste sig over mig med deres kærtegn. Da skal du hugge dem i haserne med denne kniv og gøre dem møre."

Kæmpen har faaet stor respekt for den lille Vandrefalk, han har set ham drive rener, mange rener, ned til deres hus og dræbe dem med bue og pil. Selv har han en Kukuvfak, en sløv pil som den, mennesker anvender til ryper, hvor pileodden blot er en stump ende uden spids; den pil, han bruger til rener, er en stor granstamme, hvor selve roden er den stumpe ende, og naar han skyder denne pil ind i en flok, dræber den mange rener og hvirvler dem bort med sig som et uvejr.

Endelig en morgen faar kæmpen travlt. Han tager sit gamle tøj paa og spejder snart mod havet og snart op mod skovene. Konen fra havet ses først. Hun kommer løbende hæsblæsende med sus i tøjet, som fra en storm. Men lige saa vældig kommer kvinden fra skovene. Begge længes de efter deres mand og kaster sig over ham; samtidig vælter de sig over ham som klippeskred, og ingen af dem vil taale, at den anden kommer først. Saaledes brydes de ude paa sletten mellem de to bjerge, og den stakkels kæmpe stønner under vægten af deres umaadelige kærtegn. Da kommer Vandrefalk til undsætning med sin store, tvebladede kniv; den er mere økse end kniv, han kan næppe løfte den, men han hugger saa godt, han kan, ned over de rasende kvinders haser. Omsider bliver de møre i benene og maa lægge sig ned; der ligger de paa sletten, udmattede, og hviler sig, og først da faar kæmpen luft. Hele dagen bliver de liggende derude paa sletten.

De to kvinder har bragt en mængde klæder med sig, hver har sin vældige dragt paa ryggen, og alt det lægges op paa skindgalgen uden for huset, og nu kommer kæmpen, venlig som altid, og spørger Vandrefalk om, hvortil han skal bruge sine mange skind af ulv og jærv.

"De er til den, der har brug for dem," svarer Vandrefalk. Kæmpen bliver glad og giver sine koner kanter til deres pelse, det fineste, nogen kvinde kan ønske sig. Det er aften, og de to kæmpekvinder gaar atter hver til sit, den ene mod skovene, den anden mod havet. Kæmpen er lettet; der vil nu atter gaa et helt aar, før de igen kommer paa besøg.

Vandrefalk slutter et inderligt venskab med kæmpen og søger paa mange maader at glæde ham. En dag, medens kæmpen er ude paa jagt, bryder han marvben; der var en hel dynge af renknogler, som var kastet hen i en krog af kæmpehuset. Dem bryder han og fylder den fede marv over i en rentyrs mave, og da kæmpen kommer hjem og lægger sig paa sin briks, raaber Vandrefalk til ham: "Gab!", og saa kaster han det hele ind i hans mund. Aa, en stor lækkerbidsken! Det havde kæmpen aldrig før smagt; han anede ikke, at der kunne laves saa fine spiser af smaakravls knogler.

Vandrefalk blev hos kæmpen i tre af hans døgn, det var tre aar, og da kæmpen lagde sig til hvile for den fjerde vinter, drog han atter bort paa sin lange rejse. Han vidste, at om kæmpen anede, at han ville forlade ham, ville han aldrig faa lov dertil; saadan var de kommen til at holde af hinanden.



Alle skovens dyr bygger en birkebarkskano til Vandrefalk.

Videre gaar Vandrefalk ud i landet. Han følger en dyb kløft og er snart saa langt mod syd, at sneen begynder at smelte; han er nu i nærheden af indianernes land, og her driver han renjagt og dræber mange dyr, idet han udsøger dem, der har de bedste marvben. Saa læsser han sin slæde med fint, lækkert, fedtflommende kød og trækker den ned til den store flod, der kaldes Yukon. Her maa han bygge sig en kajak for at komme ned over floden, men hvorledes skaffe sig skind til denne? Han forsøger skovens træer, skærer deres bark af for at finde det, der er lettest, og det, som flyder bedst, og han opdager, at birkens bark er det, der bedst egner sig til at betrække en kajak med. Han udsøger sig en stor birkestamme, skærer barken ud i stykker, der ligner skind, og fælder gran, som han flækker. Derefter rydder han sig en god lejrplads i skovbrynet, fælder træer, bygger vindbrydere og tænder et stort baal. Sit renkød lader han blive paa slæden et stykke fra baalet, og han lægger sig ved ildens varme og ønsker, ja, ønsker af al sin evne, at der maa komme mennesker, der har lyst til at spise alt hans dejlige renkød og saa hjælpe ham med at bygge en kajak – og med disse tanker falder han i søvn ved siden af baalet.

Hen mod morgen vaagner han og hører menneskestemmer omkring sig; han vaagner ved mennesketale, og idet han ser sig omkring, faar han øje paa en mængde mennesker. Det maa man rigtignok sige, at mennesker har sat hinanden stævne her. Alle arbejder de paa hans kajak, nogle laver spanter, andre sideribber, alle har travlt med kajakkens forskellige dele. Et stykke fra mændene staar unge piger og koger mad, mad af hans renkød. Og saaledes er alt det, som han har ønsket, gaaet i opfyldelse. Alle skovens dyr er kommet til ham i menneskeham, og nu hjælper de ham med at bygge en kajak.

Skovegernet samler grankogler og koger harpiks ud af dem, harpiks, der skal smøres hen over stingene. Mærkelige fugle med lange næb samler barken sammen; traad til at sy med laver de af unge graners rødder, som de splitter op i tynde trevler. Det er ikke nogen rigtig kajak, de bygger, men en birkebarks-kano, der er aaben foroven. Barken sys sammen til betræk, og pindsvinet smører harpiks hen over stingene. Bæveren er tømmermand og skærer træet over, saver det over med sine skarpe tænder og passer det til. Den skærer ogsaa en smuk aare ud og laver en harpun, medens ravnen gør sig umage med fuglepil og kastetræ.

Alle skovens dyr er samlede: røde ræve, ulve, jærve, bjørne, hermeliner, losser, væsler, langbenede traner og knejsende svaner; og alle spiser de af det kød, som de unge piger koger. Der er livligt og festligt i skoven. Kun bæver, egern og pindsvin spiser ikke med, for de kan ikke lide kød.

Vandrefalk ligger vaagen og ser glad til, hvorledes arbejdet skrider frem. Da solen hæver sig over himlen og begynder at varme, er kanoen færdigbygget og betrukket; skovens dyr har gjort en smuk kano færdig paa én eneste nat. Vandrefalk stirrer paa alle de dejlige piger og faar lyst til at fange en af dem. Pludselig springer han op og kaster sig over dem, og han griber den smukkeste af dem alle, en sød, rød lille rævepige. Men i samme øjeblik tumler alle de andre skræmt imellem hinanden, de bliver dyr igen, nogle gaar paa vingerne og hæver sig op i luften, andre falder bagover og løber paa fire ben ind i skoven, andre kaster sig ud i floden; kun den lille, røde rævepige kæmper forgæves for at blive fri. Men Vandrefalk taler kærligt til hende og beroliger hende:

"Jeg vil have en tunge hos mig, et talende menneske hos mig. Jeg vil have en kammerat, medens jeg venter paa, at flodvandet skal klare op. Det er foraar, og isen er lige brudt op. Endnu løber floden for strid, strømmen er for voldsom, og kanoen vil blive svær at styre. Du skal blive hos mig, medens jeg venter, og jeg vil intet ondt gøre dig."

Og saa blev hun hos ham, medens han ventede paa, at flodens løb skulle blive roligere. Og han fordrev tiden med jagt og samlede meget kød, som rævepigen tørrede for ham.

Men en morgen opdager han, at flodens vand er sunket, det rinder klart, strømmen er, som den skal være; og saa beslutter han sig til at bryde op. Han spiser lidt af sin moders tryllespise og giver den unge kvinde, der altid gaar med en rødlig inderpels, alt, hvad han har, alt det kød, han har samlet: det er hans tak, fordi hun blev hos ham.

Og saaledes faar ræven og hendes familie hele hans vældige fangst; og de kommer frem og faar travlt med at bære den bort til deres gemmesteder.

Men Vandrefalk sætter sig i sin kano og glider ned ad floden.



Vandrefalk møder sin farbror.

En dag kommer han sejlende forbi nogle bakker, og paa toppen af en af dem sidder en mand, en ensom mand, og stirrer paa kanoen, der driver med strømmen i fuld fart ned imod ham.

Han ser ud til at være en mand, der er ude paa vandring, for alt, hvad han har hos sig, er kun de vanter, han sidder paa og en øse med træskaft, som han bruger til at jage myggene bort med. Han er en mand fra skovene.

Vandrefalk raaber til ham:

"Farbror, kom ned og lad os følges ad!"

Den ensomme mand rejser sig straks, ganske som om han kun havde siddet deroppe paa bakken og ventet paa den, der skulle komme, og saa sætter han sig i kanoen med ryggen til sin brodersøn. Vandrefalk ordner sædet, lægger bark som underlag og breder tæpper ud af de to reners halsskind. Der skal være blødt, hvor farbror skal sidde. Saa glider de videre ned ad floden. Længe tier de; Vandrefalk er den første, der taler:

"Farbror, sig mig, er der ikke noget, du har lyst til at spise, noget, du har savnet heroppe i skovene og som du nu længes efter?"

Farbror svarer:

"Det skulle da være unge remmesæler." Straks dukker der en ung remmesæl op foran kanoen. Vandrefalk harpunerer den, og de gaar i land for at koge; de tænder et baal, varmer sten i baalet og putter dem i trægryden. Atter taler Vandrefalk, idet han siger: "Farbror, fyld gryden med de stykker, som du mest har lyst til."

Og saa koger de de lækreste stykker af remmesælen, medens Vandrefalk fortæller om sine forældre, der lever nede ved Sîlivik, og om sine fire brødre, der er forsvundet. Nu er han selv ude for at hævne dem, og det vil han gøre ved at dræbe alt det fjendtlige og farlige, han møder; han vil udrydde ondskab og alle slags baghold, ja, alt det, der truer fredelige vejfarende; men mod gode mennesker vil han være venlig, og dem vil han hjælpe saa godt han kan. Saaledes fortæller Vandrefalk om sit liv, medens de hygger sig ved lejrilden. Dagen efter sejler de videre ned ad floden.



Manden, der lavede laks til menneskene.

En dag kommer de til et sted, hvor floden slaar en stor bue; her bliver en bugt, en indsø med ringe strøm, og inde i bugten ser de en mand, der staar og hugger med en økse i granstammerne. Han staar bare og kløver den ene spaan efter den anden ud af stammerne, og det er umuligt at se, hvad han vil opnaa dermed; for splinterne fra stammerne falder alle ud i floden; det ser ud som ørkesløst arbejde, da intet bliver paa land.

Vandrefalk styrer sin baad nærmere ind til det sted, hvor manden staar, og siger til sin farbror:

"Se dog paa den mand der, som staar og slider i det til ingen verdens nytte."

"A–ah!" raaber manden inde fra land; han synes at have en meget skarp hørelse; "jeg laver laks til menneskene."

Vandrefalk ror endnu nærmere til manden, der stadig hugger splinter og spaaner ud af en træstamme, og nu ser han, at træspaanerne paa en mærkelig maade forsvinder ud i floden, hvor de bliver borte i skum og hvirvler; han ser nærmere til og opdager, at det virkelig er saaledes, som manden siger: hver eneste gang, en træspaan falder ud i floden, bliver den levende, den bliver til en ørred, en laks, der slaar med halen og forsvinder i dybet. Denne mærkelige mand var laksenes fader.



Den slibrige bold.

Videre glider derefter Vandrefalk og hans farbror ned over floden, og medens de sidder i kanoen og lader strømmen føre sig fremover, siger Vandrefalk som sædvanlig til sin farbror:

"Hvad er din yndlingsspise om efteraaret? Er der ikke noget, du længes efter?"

"Jo, vædderen af bjergfaar."

Næppe har farbroderen sagt disse ord, før de ser en stor vædder inde paa land. Vandrefalk styrer straks kanoen ind til bredden og skyder dyret med sin bue. Saa slaar de lejr, gør baal op, samler talg og flommende fedt sammen og koger og fester paa lækkert kød. Skindet tørres, for det skal bruges som underlagsskind.

Næste morgen tager Vandrefalk en lille mundfuld af sin moders tryllespise, og de bryder op og glider videre ned ad floden. Et stykke fremme faar de øje paa en bold, en stor, rund bold, der er hængt op paa en snor, som er fastgjort mellem to træstammer. Vandrefalk bliver nysgerrig, lader sin farbror blive tilbage i kanoen og gaar selv op for at se nærmere paa bolden.

"Et mærkeligt fangstredskab," siger han og rører den med sin ene haand. Øjeblikkelig klistrer haanden fast; han vil slaa bolden til side med den anden haand, men ogsaa denne klæber fast, og han kan ikke faa den løs. Saa forsøger han paa at sparke til den, først med den ene fod og saa med den anden, men nu hænger ogsaa fødderne fast, og han svæver oppe i luften. Her hænger han hele dagen, og der sker ingenting, før han henimod aften hører et raab: "Endelig har min snare faaet fangst!"

Ud fra skoven kommer en mand med mørk hud og et laaddent ansigt. Han rører ved Vandrefalk, der nu gør sig stiv med trylleord, og skovmanden, der tror, at han forlængst er død, tager ham ned, kaster ham paa ryggen og gaar op gennem skoven, idet han følger en sti.

Langs med stien vokser smaatræer, og Vandrefalk griber fat i disse, saa at manden maa standse. Skovmanden forstaar ikke, hvad der er i vejen, tager sin byrde ned, undersøger sit bytte og kildrer det for at se, om der skulle være liv i det; men det er dødt og stift.

Hans kone ser ham komme og raaber paa lang afstand:

"Se, se, i dag kommer fader hjem med fangst!"

Børnene kommer ud og løber ham i møde, idet de raaber:

"Fader, fader, lækkert nyrefedt til mig!"

Men faderen er træt og lægger sit bytte op paa en forhøjning ved ilden.

Vandrefalk tænker: "Gid de dog ville give mig en økse under hovedet!" Og straks siger manden til sin kone: "Giv ham en økse under hovedet."

Lidt efter flytter de ham helt op paa det sted under loftsvinduet henne over ildstedet, hvor man plejer at tø kød op. Her tør Vandrefalk nok aabne øjnene en lille smule for at se sig om. Men en af drengene opdager det straks og raaber:

"Fader, fader, han aabner øjnene!" Men faderen ler blot og slaar det hen i spøg.

Nu vil Vandrefalk dreje hovedet en smule for at se sig om i huset og kommer til at skære ansigt. Straks raaber drengen: "Fader, fader, han skærer ansigt!" Men atter slaar faderen det hen i spøg, idet han siger: "Han ser sig vel blot om, hvem jeg skal fange efter ham."

Rundt om i huset er der fuldt af menneskeben, der er afgnavet og afspist. Det er en rigtig mandedræbers hus, dette her, mandedræber og menneskeæder.

Om aftenen lægger de sig for at sove; men næppe har de lagt sig, før Vandrefalk springer ned og dræber dem alle med den marvbenshammer, han havde faaet under hovedet; først faderen, saa moderen og derefter drengene. Saa følger han stien tilbage til floden, men anløber undervejs bolden, og se: Nu er den ikke mere slibrig, den har mistet sin kraft, efter at trolden er død. Derpaa gaar han ned til sin farbror, der stadig sidder nede i kanoen og venter.

"Hvad kunne du nu have lyst til, farbror?"

"Gæslinger!"

Straks svømmer gæslinger ud fra flodbredden, og Vandrefalk dræber saa mange, han kan overkomme. De finder sig et lunt sted i skovbrynet, hvor de rydder sig en lejrplads. Her sover de efter at have holdt maaltid paa de møre, fede gæslinger.



Kajaktroldens farlige menneskesnarer.

Tidligt om morgenen spiser Vandrefalk som sædvanlig lidt af sin moders tryllemad og tager derefter sin amuletskjorte paa, for i dag venter han større vanskeligheder end sædvanlig. Og saa driver de atter ned over floden med strømmen. Det varer ikke længe, før de forude hører drønende larm, der vokser, efterhaanden som de kommer nærmere, og nu faar de øje paa to stejle klipper, der falder ud fra hver sin bred af floden; de aabner og lukker sig som gab, som en stor mund, der tygger, og hver gang de lukker sig sammen, skummer alt flodens vand i vældige strømhvirvler.

Vandrefalk maa padle frem og tilbage hele tiden, han maa være i bevægelse uafbrudt for ikke at blive slugt af hvirvlerne; fjældenes vældige sluse stemmer den store flods vand op i en kogende gryde. Tilsidst siger han:

"Farbror, luk dine øjne!" og saa istemmer han en tryllevise:

Fare vil jeg fri og uskadt
mellem disse klippekæber,
der imod hinanden smækkes!

Straks aabnede klipperne sig, og kanoen smuttede igennem, men saa hurtigt lukkede klipperne sig atter efter dem, at de skar den yderste spids af agterstævnen over.

Videre sejler de ned over strømmen, indtil de faar øje paa en mægtig træstamme, der er lagt paa tværs over floden; træstammen er i uafbrudt bevægelse og pisker floden med vældig kraft. Her synger Vandrefalk ingen tryllevise, men ror lige hen til svøben og smutter igennem, netop som den løfter sig op.

Nu glider de hurtigt videre, strømmen er stærk og brusende, da de faar øje paa en kajak, der kommer dem i møde, en kæmpekajak, saaledes som indianerne bruger dem. Saa snart manden i kajakken ser kanoen komme ned ad strømmen, raaber han: "Vanskelige maa I være at faa bugt med, siden I er kommet levende gennem min snare. Nu er det min tur at prøve jer!"

"Farbror, mon vi klarer ham?" hvisker Vandrefalk.

Kæmpen har en stor fugleharpun med kastetræ, og idet han fremsiger en tryllevise, griber han fuglepilen og kaster; men han kaster forbi, fordi Vandrefalk i samme øjeblik viger til side med kanoen. Nu er det Vandrefalk, der griber fuglepilen, synger en tryllevise og kaster. Fuglepilen river kæmpens ene arm af. Nu fortsættes kampen; Kæmpen kan ikke ramme, fordi Vandrefalk aldrig er der, hvor den anden venter, at han skal være, og i næste omgang mister kæmpen sin anden arm; forgæves søger han nu at gribe harpunen med munden, men inden det lykkes, har Vandrefalk atter harpuneret ham, saa han kæntrer og drukner.

Derpaa sejler kanoen videre og kommer frem til et stort høvdingehus, varmt indrettet og velbygget. Inde i huset ligger der en gammel kone, og da hun ser Vandrefalk, griber hun en lille ulo og kaster efter ham, syngende den samme tryllevise, som kæmpen; men det gaar hende paa samme maade, som det gik hendes mand, ogsaa hun bliver dræbt. Men det er troldfolk, der bor her, og da Vandrefalk vil ud, lukker husgangen sig for ham. Han finder dog en lille revne, slipper ud gennem den som en mus, i en mus’ skikkelse, og kommer saaledes uskadt ned til sin farbror.



Vandrefalk driller en fjendtlig laksefisker.

Videre glider de ned ad floden. Henimod aften, da det er tid at tænke paa en lejrplads, siger Vandrefalk som sædvanlig til sin farbror: "Er der ikke noget, du kunne have lyst til, noget, du mindes fra dine vinterjagter?"

"Jo," siger farbroderen,"en fed rentyr."

Et øjeblik efter ser de oppe paa flodbredden en rentyr. Vandrefalk skyder den med sin bue, og de slaar lejr for natten. Derefter spiser de alle slags lækkerier af renen, koger og koger og bliver der nogle dage. Stedet er opfyldt af fjendtligsindede folk, der bare tænker paa at slaa ihjel.

En dag gaar Vandrefalk langs med en kløft og faar øje paa en mand, der staar og fanger ørred i en lille, strid elv. Han staar med sin lyster og stikker efter de ørreder, der kommer forbi.

Vandrefalk har en ørred-amulet, og nu kaster han sig ud i elven og svømmer langsomt ned mod den fiskende mand, der ser ham og bliver ivrig. Manden jager sin lyster efter ham, men han griber den og trækker dens midterspids ud. Derpaa svømmer han tilbage, bliver menneske igen og kommer nu gaaende hen imod ørredfiskeren. Denne staar flov og forlegen med sin lyster, der har mistet den midterste modhage, uden at han kan forstaa, hvorledes det er sket. Vandrefalk spørger, om han maa lave den for ham, tager lysteren og sætter til mandens store forundring hans egen midterspids paa igen. Den fremmede staar maabende og ser til og begriber ikke, hvorledes en fremmed mand har faaet fat paa den, men nu jager Vandrefalk lysteren lige i ansigtet paa den onde laksefisker og kaster ham ud i elven. Derpaa vender han tilbage til sin farbror, og de sejler videre ned ad floden.



Vandrefalk lader sig spise af høvdingens søn.

Videre glider de ned ad elven.

"Farbror, er der ikke noget, du har lyst til, er der ikke noget, du længes efter?"

"Jo, hud og kød af hvidhval."

Straks dukker der en hvidhval op foran kanoen, og Vandrefalk harpunerer den. Saa søger de land, flænser, spiser matak, koger og ror videre.

Nu kommer de til et sted med lave, stejle lerbrinker. Der er en snævring i floden, og tværs over er der fra bred til bred spændt laksegarn ud.

Vandrefalk forankrer kanoen med sin farbror ombord, springer selv i land og følger en sti ind i skoven; her ser han mange huse. Uden at give sig til kende gaar han atter ned til laksegarnet, springer ned i floden, idet han skaber sig om til den ørred, der er hans amulet, og lader sig fange i garnet. Hen paa eftermiddagen kommer bopladsens børn ned for at se til garnene, og høvdingens søn fanger Vandrefalk. Det er den første ørred, høvdingens lille søn har fanget, og der bliver jubel og glæde. Efter skik og brug skal fisken skæres ud i mange smaa dele, fordeles i alle huse og spises af alle. Høvdingens lille dreng skal have hovedet, han skal suge fedtet ud af den lækre nakke; men han faar et ben i halsen og dør. I samme øjeblik drengen udaander, springer Vandrefalk ud af liget og bliver atter et menneske. Der bliver stor opstandelse. Alle skyder pile efter ham, men ingen rammer ham. Han flygter ned til sin kano, hvor han træffer sin farbror, og de sejler atter videre ned ad floden.



Farbror forvandler sig til en los og gaar uden afsked.

Videre glider de ned ad floden gennem lande med bakker. Landet bliver lavere og lavere; de kommer ned i et vældigt lavland, et mudderland, hvor det er svært at færdes. Pludselig kan de høre havets stemme forude; de hører en brusen, der vokser og vokser, jo nærmere de kommer, og da de næsten er ude ved mundingen, slaar de lejr. Floden er nu saaledes, at der er dybt vand midt ude i løbet, men bredderne er mudderstrand med ganske lavt vand.

De gør klar for natten, og Vandrefalk undrer sig over, at farbror er bleven saa tavs. Han ser ud som en bedrøvet mand, en mand, der ikke er glad, og Vandrefalk tror, at brændingen fra havet trætter ham og er skyld i hans tungsind. De lægger sig til at sove.

Næste morgen er farbror borte, ingen steder at finde, forsvundet. Vandrefalk gaar ind over lerbrinken og søger efter spor. Det er nu henimod efteraar, og en let ny sne er faldet om natten. Han finder sporene, der fører ind imod skovene, og følger dem. Og se: menneskesporene er pludselig blevet til sporene af en los; farbror er blevet til en los og har forladt ham.

Da falder en stor sorg over Vandrefalk, og han gaar langsomt tilbage til lejren. Undervejs klager han højt og kan ikke holde sine taarer tilbage; det er, som om hans sind er blevet mørkt; og grædende bebrejder han farbror, at han er gaaet uden afsked, vendt tilbage til skovene uden et eneste ord.

"Og jeg gjorde dog alt, for at han skulle have det godt! Jeg skaffede ham al den mad, han holdt af, blot han ønskede. Og saa forlader han mig dog uden et ord!"

Vandrefalk tager sig farbrors forsvinden saa nær, at han beslutter sig til at efterlade sin kano og alt, hvad han ejer, ved mundingen af den store flod. Han var nu blevet vant til at rejse sammen med farbror og havde ikke lyst til at ro videre alene. Han gemmer sin moders trægryde, sin bue og pil i et træ, kun sit soveskind tager han med og et par kamiker og gør sig nu klar til at rejse videre. Han skifter ham – vil ikke længere være menneske – bliver til en Vandrefalk, hæver sig højt op i luften og lægger atter ud paa sin lange rejse; thi han skal helt rundt om jorden.



Vandrefalk spises af en høvding og bliver siden gift med hans steddatter.

Han flyver nu ind over landet, et fladt land med mange søer, landet mellem Yukon og Norton Sound. Han er ikke kommet langt ud, før han ser huse, mange huse og i nærheden af husene mærkelige, høje stolper, indbydende at hvile sig paa. Han sætter sig op paa den højeste af stolperne og undersøger herfra bopladsen. Da hører han folk raabe:

"Der er en vandrefalk i snaren, en vandrefalk i høvdingens fuglesnare!"

"Naa," tænker han,"det er nok en fuglesnare, jeg har sat mig paa!" Saadan en havde han aldrig før set; men nu, da han forsøger at flyve bort, hænger han fast i en løkke, som snører sig sammen om ham. Folk kommer løbende til, vælter stolpen og tager ham ud af snaren. Høvdingen selv dræber ham og bringer ham ned til en galge, hvor han plejer at hænge sin fuglefangst op. Vandrefalk er ved fuld bevidsthed og ønsker blot at blive hurtigt spist; thi den tryllekraft er nedlagt i ham gennem hans amuletter, at saa snart han spises, vil han leve op igen som menneske. Og han ønsker af alle kræfter:

"Gid høvdingen dog ville faa lyst til at spise mig straks! Gid jeg maatte blive ædt med det samme!"

Næppe har han tænkt dette, før høvdingen begynder at føle paa ham: "Aa, en dejlig fed vandrefalk!" siger han,"bedst at spise den med det samme!" Og han tager den med sig hjem og giver den til en ung pige, som skal plukke den, koge den og bringe den op i festhuset.

Den unge pige tilbereder den lækre fugl og bærer den paa en træbakke op til høvdingen, der straks spiser den. Efter maaltidet beder han den unge pige kaste knoglerne ud paa møddingen, og i samme øjeblik bliver Vandrefalk menneske igen. Saa gaar han bag efter den unge pige, der ikke er nogen anden end høvdingens steddatter og følger hende ind i deres hus. Alle undrer sig over, hvem den unge mand kan være, der saa pludselig er dukket op, slet ingen har set ham komme; Vandrefalk lader som ingenting, slaar sig ned i høvdingens hus og tager hans steddatter til kone.

Men herover bliver der stort fjendskab mellem ham og høvdingen, thi denne har selv fattet kærlighed til sin steddatter, og nu søger han paa alle mulige maader at myrde sin svigersøn.



Svigerfaderen rejser en storm, der skal ombringe Vandrefalk.

Høvdingen havde et stort hus, og der var fuldt op af al slags god mad; der var renkød, fugle og hvidhvaler. Mange mennesker boede ved bopladsen, og Vandrefalk tog ivrigt del i fangsten til søs og jagten til lands.

En morgen vaagner de. Svigerfaderen ligger fuldt paaklædt paa briksen, benene yderst, hovedet inderst; han synes at tumle med alvorlige tanker og siger:

"Man bliver lækkersulten; jeg længes efter at spise friske fugle af dem, man fanger i snare."

Og nu fortæller høvdingen, at der langt, langt ude til søs er mange edderfugle, saa mange, at man, naar man blot kommer derud, kan fylde sin kajak.

Vandrefalk faar straks lyst til at tage ud paa edderfuglejagt og gør sig klar, idet han ifører sig to stormpelse, den ene oven paa den anden, to uvejrspelse af sæltarme. Derpaa ror han ud i det stille, blikstille hav. Han ror og bliver ved med at ro langt, langt til søs.

Fjældene springer fra hinanden; han kommer saa langt ud, at de ikke længere danner en sammenhængende kæde, man ser nu kun de højeste toppe og intet imellem. De er som en streng, der er bristet. Da er han ogsaa fremme ved det farvand, hvor edderfuglene holder til.

Og det kan nok være, at her var edderfugle! Der var helt tykt hen over vandet af dem, og han fylder sin kajak baade fortil og bagtil og dynger dem oven paa hinanden; først da han er synkefærdig, beslutter han sig til at ro hjem. Næppe er han undervejs, før han hører en brusen, en underlig fjern brusen; ud fra land kommer et uvejr, vinden staar som et tykt mørke, der kommer ilende ud over havet. Saa umaadelig, saa vældig kommer stormen, at Vandrefalk tænker: "Mon dette skal blive min død?"

Uvejret nærmer sig hastigt, de første hvirvelvinde har allerede rejst havet, saa det koger. Da kommer Vandrefalk til at tænke paa sine amuletter, stormbetvingerne; det var to smaa runde sten, en hvid og en sort, som hans fader havde varmet i et baal, saa at de var blevet helt spruttende af hvide gløder. Det var lige efter, at han var født, og dem havde han maattet sluge; og med en lyd, som naar man slaar vand paa gløder, var de gledet ned i hans mave. Det var stormbetvingerne, og de er altid i ham. Nu gylper han dem op, først den ene og saa den anden, og blæser dem frem for sig, idet han siger:

"Stands ikke, men brænd jer igennem stormen, lige til I kommer til dens udspring!" Bort syder stenene gennem det oprørte hav, og der bliver blikstille fremover i den linie, de har fulgt, og Vandrefalk kan ro langsomt, i ro og mag, indefter mod land.

Men inde paa stranden staar svigerfaderen og blæser gennem sit ene ærme; han staar der og blæser vejr og vind, uvejr og storm ud over havet, idet han har taget den ene arm ud af sit ærme og blæser gennem ærmegabet. Hans hoved er helt inde i pelshætten, han er ivrig, og han ser intet, han bare blæser, blæser vind, vind, vind! Da ryger pludselig først den ene og saa den anden glødende sten ind gennem hans ærmegab og svider al huden af hans ansigt. Derefter vender de atter tilbage til Vandrefalk, der blot aabner munden for dem og sluger dem.

Hjem kommer han med kajakken fyldt med edderfugle og fortæller glad om sin vældige fangst; men svigerfaderen ligger paa briksen, syg og forbrændt i ansigtet, ond og tavs af afmægtig vrede.



Svigerfaderen forsøger at dræbe Vandrefalk med en træfælde.

Mange, mange dage levede hele bopladsen af fugle, næsten lige saa længe, som brandsaarene i svigerfaderens ansigt var om at blive lægt. Men en morgen ligger han atter paa briksen og ser ud som en mand, der har lyst til at sige noget:

"Mon vor svigersøn har lyst til at flække brænde?"

Jo, det ville Vandrefalk gerne, og han faar besked om, at der langt oppe, hvor bjergene ender, skal være en stor træstamme, der skal hugges op. Uden for huset ligger en stenkile, han skal flække den med. Vandrefalk gør, som svigerfaderen siger, og finder med lethed træstammen; den er tyk og meget tung, og der er mærker af stenkiler i den. Der er nok andre, der har forsøgt paa at flække den uden held. Han tænker: "Mon det ikke skulle være en fælde til at fange mig i?" Og nu opdager han, at træstammen pludselig bevæger sig, naar der kommer en vægt over den. Den er sat saaledes op, at den falder ned over den, der forsøger paa at flække den. Saa slaar Vandrefalk en streg hen over den med sin haand. Det virker som et trylleslag, og nu kan han hurtigt dele den i to dele med et vældigt hug; den er nu ganske ufarlig, og han pinder den ud i smaastykker. Derefter gaar han langsomt hjemover, smaadrivende paa vejen; det har ingen hast. Han har opdaget menneskeskeletter ved siden af træstammen og ved nu, at svigerfaderen har sendt ham ud, for at han skulle faa samme død som alle de andre, der havde været der. Ved hjemkomsten overrasker han sin svigerfader, der holder sangfest i festhuset, sikker paa, at det er lykkedes ham at myrde den svigersøn, han daglig er skinsyg paa. Vandrefalk gaar stille ind og fortæller, at stammen nu er hugget op i pindebrænde. Svigerfaderen bliver underlig i ansigtet. Og mærkelig nok, der blev aldrig sendt nogen ud for at hente det flækkede pindebrænde.



Kæmperypen.

En morgen lang tid efter vaagner huset atter ved, at svigerfaderen ligger omvendt paa briksen med tøjet paa.

"Mon svigersøn har lyst til at gaa paa fangst?"

Ja, det ville Vandrefalk gerne, og svigerfaderen fortæller ham nu om en rype, en kæmperype, der skal leve et sted oppe i fjældene. Vandrefalk faar straks lyst til at jage den, og efter svigerfaderens anvisning vandrer han ud i den tidlige, graa morgen, idet han følger fjældene indefter til en kløft, hvor der er en kratskov. Der gaar han ind og faar øje paa en rype; en mægtig, vældig kæmperype ligger i udkanten af buskadset. Den ser sig om og gør lang hals, da den faar øje paa et menneske, men Vandrefalk forvandler sig øjeblikkelig til en lille hermelin, der smutter ned i sneen inde i buskadset, og rypen bliver atter rolig og giver sig til at æde af buskene. Ganske nær ved siden af rypen dukker Vandrefalk atter op af sneen og sigter nu med sin bue paa det benløse sted i underlivet, hvorfra hjertet lettest kan rammes. Han afskyder sin pil, og rypen spræller i dødskamp, saa der ryger sten om ørerne paa ham; den basker med vingerne, saa der staar sus af vind og snefog omkring ham, og saa falder den død om.

Senere undersøger han stedet og finder mange menneskeben og buer og pile rundt omkring. Svigerfaderen er en rigtig bagholdsmand, en af dem, der sender folk ud i et baghold for at myrde dem, en ond mand af den slags, Vandrefalk er ude at kæmpe imod. Saa gaar han langsomt hjemover, som om intet var hændt. Svigerfaderen, der denne gang er ganske sikker paa at have dræbt sin svigersøn, holder atter sangkamp i festhuset.

Vandrefalk gaar roligt ind, og der bliver med ét saa stille, saa stille.



Vandrefalk kæmper med det skællede storvildt.

Det er sommer. Der drives storfangst, og Vandrefalk skaffer som sædvanlig en mængde kød til huse. Han driver landjagt paa ren, og til søs fanger han edderfugle, spraglet sæl, unge remmesæler og hvidhvaler. Der gaar lang tid, uden at svigerfaderen gør forsøg paa at sende ham ud paa en dødsjagt. Men en morgen ligger han som sædvanlig omvendt paa briksen, hovedet indad, benene udad.

"Har svigersøn lyst til at tage ud paa jagt?"

Jo, det havde Vandrefalk altid. Og saa fortæller svigerfaderen: Langt inde i land i den retning, hvor solen staar om aftenen, var der et dyr, en jæger værdigt. Høvdingen havde ladet lave et særligt vaaben til den, der ville prøve paa at fælde dette vildt; det var en tung stav, og den stod uden for huset, om nogen havde lyst.

Vandrefalk, der aldrig er bange, er straks klar til at drage af sted. Men denne gang kommer hans kvinde bedrøvet ud og beder ham om at blive hjemme. Hun er bange for at miste ham. Vandrefalk vil ikke lade sig overtale af frygtsomme kvinder og gaar ind over land, op over fjældene. Langt inde mellem fjældene faar han snart øje paa en røg; han tror, det er frostrøg fra overfladevandet paa en flod, og gaar videre. Han gaar og gaar, og da han kommer nærmere, ser han, at røgen kommer fra et stort, hvidt dyr; hele kroppen er dækket med rim, rim, der kommer fra dets egen aande. Saa vældige er dets lunger! Vandrefalk prøver sin stok, og da han synes, den er lidt for lang, skærer han et stykke af. Derpaa gaar han lige løs paa uhyret, der ser ham og straks kommer galoperende. Det trækker vejret, saa der fyger sne ud af næseborene, det pruster og ryster rimen af sig og er nu sort over hele kroppen. Vandrefalk stiller sig op og modtager det med stokken lige i panden, lige midt imellem hornene. Det sænker hovedet og vil stange, men Vandrefalk lader sig løfte af dets vældige nakkemuskler og undgaar angrebet, idet han sætter over det i et højt spring.

Dyret har stenskæl over hele kroppen, og det er stift og kan ikke dreje sig hurtigt omkring, men Vandrefalk opdager dog, at skællene aabner sig en smule, hver gang det strækker hals. Uhyret gør omkring, og atter springer han over det paa samme maade, idet han lader dyret selv løfte sig, men i samme øjeblik det nu blotter halsskællene, jager han stokken ind i halsen og saarer det dybt. Saaledes kæmper han og stikker dyret mange gange, og da han opdager, at bugen ingen skæl har, stikker han det ogsaa her. Blodet sprøjter ud, sneen omkring bliver rød, selv alle hans klæder bliver vaade af blod. Omsider forbløder dyret og falder om. Men denne gang har kampen været saa haard, at Vandrefalk er vred paa svigerfaderen.

Det er sen aften, da han kommer hjem, og atter er der sang i festhuset. Denne gang er svigerfaderen ganske sikker paa, at svigersønnen er dræbt, og denne kommer netop ind i det øjeblik, hvor han smædes i en sang. Men da sætter han ind i huset i et vældigt spring, jager stokken ned i gulvet lige foran svigerfaderen og raaber:

"Lad din kvinde gaa op og hente kødet af det dyr, du lod mig dræbe!"

Og der sidder han, den unge mand, dryppende af blod, blodig over hele kroppen, men uden en eneste skramme.

Dyret blev aldrig hentet, kødet aldrig spist, kun Vandrefalk, som synes, det er det farligste vildt, han endnu har fældet, tager en dag op for at se, hvad dets mave indeholder; han skærer det op, og det vrimler ud af dets indvolde med menneskeknogler.

Det var et rigtigt udyr, et bagholdsdyr, et ondt dyr af den slags, som Vandrefalk holdt af at udrydde.



Den farlige leg over afgrunden.

Det blev sommer, og der var atter stor fangst paa al slags vildt. Svigerfaderen er sjældent hjemme i sit hus, han er mest i festhuset eller ogsaa hos andre folk. Han er nu bange for sin svigersøn og tør ikke bo sammen med ham.

Om efteraaret gaar alle bopladsens mænd op til et højt fjæld, en stejl fjældvæg med en dyb afgrund under. Her leges afgrundslegen: En stor træstamme slæbes op paa toppen af fjældet, roden lægges inden for afgrunden, og selve stammen staar ret ud over den. Mændene lægger sig over roden inderst inde for at holde den fast, og en for en skiftes man saa til at balancere ud paa stammen; den, som mister ligevægten, falder ned i afgrunden og slaar sig ihjel Alle mændene havde prøvet det, og nu var der kun Vandrefalk tilbage. Han balancerer ud, men da han er vel ude over afgrunden, raaber den gamle svigerfader et aftalt signal: Kekê! Straks springer alle de andre til side fra roden, og stammen styrter ud over afgrunden, idet den tager Vandrefalk med sig. Svigerfaderen ler hjerteligt og raaber til de unge mænd: "Den, som kommer først til min datter, skal faa hende!"

Nu løber alle de unge mænd om kap til bopladsen, de kommer styrtende ind gennem husgangen for at være den første hos den unge kone; men da de kommer ind i huset, sidder Vandrefalk allerede paa briksen, smaasnakkende og leende, ganske som om intet var hændt ham. Svævende over afgrunden havde han forvandlet sig til en vandrefalk og havde allerede længe været hjemme. Og alle de unge mænd lusker flove ud af huset, uden at sige et ord.



Vandrefalk indebrændes i festhuset.

En dag, man er inde i festhuset, styrter alle mennesker pludselig ud, og inden Vandrefalk er klar over, hvad der sker, opdager han, at indgangen er spærret. Der er sat ild paa festhuset, og det brænder hurtigt ned. Da hele huset staar som en rygende tomt, siger svigerfaderen som sædvanlig: "Den, der kommer først til min datter, skal faa hende."

Atter kapløb. Alle unge mænd styrter af sted for at være den første, men da de kommer ind i huset, sidder Vandrefalk atter paa briksen og skæmter og ler sammen med sin kone.

Dengang ilden omspændte festhuset, havde han skabt sig om til en af de larver, der ogsaa var hans amulet, et lille kryb, ingen lagde mærke til, og saaledes var han kravlet ud igennem en sprække og var løbet hjem til sin kone.

Alt, hvad der kom ud af branden, var det, at alle bopladsens mænd med stor ulejlighed og besvær maatte samle tømmer sammen og bygge sig et nyt festhus.



Vandrefalk kæmper ene mod alle bopladsens mænd.

En dag Vandrefalk sidder ene i festhuset, kommer der en mand ind til ham og siger:

"Gør ogsaa du dig kampklar. Alle andre ved bopladsen laver pile for at kæmpe med dig."

"Lad dem gøre, hvad de har lyst til," svarer Vandrefalk, men giver sig dog alligevel til at lave pile. Han er næppe færdig, før der raabes ind ad vinduet, at han skal komme ud. Udenfor staar alle bopladsens mænd samlede i en lang række, og de raaber leende til Vandrefalk, at han skal gaa over paa sit parti. Hans parti, det var ham selv, ham, ganske alene imod alle de andre.

Og nu gav de sig til at skyde efter ham, men det var forbi, forbi, forbi altsammen; hans flueamulet virkede. Han var aldrig nogen sinde der, hvor de troede, han ville være, naar de afskød deres pile. Tilsidst havde alle modstanderne skudt deres pile ud, og nu var det Vandrefalks tur, nu kunne han endelig komme til. Og saa skød han dem, en efter en, aldrig fejlede han; selv de, der forsøgte paa at flygte, blev ramt. Til sidst var der kun svigerfaderen, der søgte at gemme sig, genert som et lille barn, der skammer sig.

"Denne gang skal du ikke skaanes!" raaber Vandrefalk,"men du er ikke værdig til at dø for bue og pil." Og saa griber han en kæp og slaar ham ned. Først knækker han den ene arm, saa den anden, saa det ene ben, saa det andet, saadan at den onde svigerfader hverken kan gribe frem for sig eller gaa. Derpaa flaar han alle klæderne af ham og smider ham nøgen ind i festhuset. Her river han vinduer og døre ud, saa at kulden staar lige ind, og lader ham saa ligge sønderslaaet og ubevægelig paa gulvet. I mange dage kunne man høre hans raab, der skælvede af kulde og dødsangst. Tilsidst blev der stille. Han var frosset ihjel.



Vandrefalk vender tilbage til skovene.

Saaledes udryddede Vandrefalk alle de onde mennesker, der havde overfaldet ham, og da de ti dage var gaaet, i hvilke han intet arbejde maatte gøre efter det manddrab, han havde øvet, begyndte han atter at drage ud paa jagt. Han slæber sammen ren efter ren, dynger dem op ved bopladsen, og ganske alene holder han alle bopladsens kvinder og faderløse i overflod med kød og klæder; det var baade sødyr og landdyr, han fældede, og han bugserede mange hvidhvaler ind til bopladsen.

Der gaar et aar, og han fylder sletten omkring husene med køddepoter, og da han synes, at han har samlet saa meget kød, at det ikke kan slippe op, beslutter han sig til at drage hjem. Han forlader sin kone, der har født ham to sønner; men i afskeden giver han dem skønne perler til læbesmykker. Og saa rejser han endelig hjemover imod Sîlivik. Endnu møder han mange mennesker, men ingen farlige, og han er kun grum og haard overfor dem, der er onde.

Han kommer hjem, kommer endelig en dag gaaende hjem til sin faders og moders boplads, men forgæves søger han efter dem, forgæves kalder han paa dem, de er ingen steder at finde; de er begge døde. Og Vandrefalk sætter sig stille paa resterne af deres sammenfaldne hus.

Nu var han hjemme igen efter at have opfyldt det hverv, hans gamle fader og moder havde givet ham. Han havde omrejst hele jorden, idet han var gaaet fra Sîlivik og til Kobuk-River og herfra til Noatak-Rivev og indianernes land. Han var sejlet ned ad den store Yukon–River og fra Norton Sound var han gaaet tværs over land til sin gamle boplads. Overalt, hvor han kom frem, havde han hævnet sine brødre. Han hævnede dem ved at udrydde alt det, der var ondt og stygt, alt det, der truede mennesker med ondskab og baghold. Og nu, da han havde endt den lange rejse og gjort, hvad han skulle, sørgede han dybt over, at de gamle var døde, de gamle, for hvis skyld han havde udført alle sine bedrifter, fader og moder, som han nu havde opsøgt for at glæde dem. Sorgen overvældede ham. Han følte sig ensom blandt mennesker og tom i sit sind, saaledes som der nu var blevet tomt ved hans boplads. Han besteg strandskrænterne og saa endnu en gang ud over det land, hvor han havde leget som barn. Solen var ved at gaa ned bag bjergene, og de sidste røde straaler faldt over de sletter, hvor han havde jaget vildren, og over det hav, hvor han plejede at møde hvidhvalerne og de unge remmesæler. Han slugte sin graad og rettede sig op i sin fulde højde; her havde han ikke mere at gøre. Og idet han som sædvanlig søgte tilflugt i de stærke amuletter, som hans fader havde givet ham, skabte han sig om til en lille, hurtig vandrefalk.

I hastig flugt hævede han sig højt op mod den blaa himmel, ind over bjergene og blev saa borte i de selv samme skove, som hans fader engang var kommet fra.

Og her ender hans historie.


Fortalt af
gamle Nasuk fra Kotzebue



Kilde

Knud Rasmussen: Festens gave – Eskimoiske Alaska-Eventyr, København, 1929.



Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=Festens_gave_-_Vandrefalk_der_drog_ud_i_verden&oldid=81100»