Forbrand

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind II, s. 453

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Forbrand


209. Naar man ser Forbrand et Sted, skal man skynde sig hen og rive nogle Straa af Tækket paa det Hus, hvor man har set Forbrand, og lige saa mange Straa man har taget af Tækket, lige saa mange Aar skal det vare, inden Huset brænder. Men man maa ikke tage over hundrede.
Kristian Peder Hansen, Hammerum Højskole.


210. En Mand paa Herskind Hede havde i Plasningen været til Mølle. Da han kom noget nær hjem, saa' han Luerne slaa ud gjennem Taget paa sit Hus. Han smed da Posen og løb hjem ad, men da han kom hjem, var der ingen Ild at se noget Sted. Det havde jo saa været Forbrand. Da han omtalte det til Folk, lod de falde Bemærkninger om, at nu vilde han nok til at brænde sit Hus af. Men det brændte først under en senere Ejer.
Mikkel Sørensen.


211. En Mand, der boede paa Rævsgaard,saa' Forbrand paa Gaarden. Han sagde da:
   "Brænder du nu, saa brænd ikke, saa længe der er nogen af den Familie paa Gaarden, som nu ejer den."
   Siden døde Familien ud, og saa slog Torden ned og brændte de tre Huse, men Stuehuset blev reddet.
Kristen Ebbesen, Egtved.


212. I Jelling saaes ogsaa Forbrand før den sidste Ildebrand, der indtraf for en Del Aar siden. Men husker jeg ret, er der endnu én eller flere Gaarde, som ikke er brændt. Ogsaa derfor har man set Forbrand, men Branden er bleven sat hen.
J. M.


213. Min Moders Faster, Ane Nygaard i Gammelsogn paa Holmsland, havde set den Gaard, hun boede i, staa i Forbrand og endogsaa gjentagne Gange set det brændende Tag glide ned for Vinduerne, naar hun om Aftenen sad inde paa sin Stol. Da hun nu var saa overbevist om, at Gaarden vilde brænde, tog hun Lovning paa, naar dette skete, at maatte komme til at bo hos en Slægtning, mens Gaarden blev gjenopført, og blive hentet derhen.
   Dernæst vilde hun ogsaa have sine Sager forsikrede i en Forsikring for Løsøre, der var bleven oprettet paa Egnen. Min Fader gik i den Anledning hen til Degnen Fjord, der var Forretningsfører for Brandkassen. Da Regnskabet lige var afsluttet, vilde han have Indtegningen opsat noget, for at den kunde komme paa næste Aars Regnskab, men da min Fader trængte paa og blev ved at sige, at hun ønskede det meget, og at det vel nok kunde lade sig gjøre lige strags, kunde Fjord mærke, at der var en særegen Bevæggrund, og min Fader maatte da fortælle, at hun havde set Forbrand over Gaarden.
   Fjord ytrede:
   "Du er da vel for klog en Mand til at tro paa saadant," men skrev dog Forsikringen ind, idet min Fader nok en Gang bemærkede, at hun havde jo Ret til at faa sine Sager forsikret til hvilken som helst Tid, og vilde nu have det.
   Et halvt Aars Tid efter brændte Gaarden og to Nabogaarde. Vi saa' Branden hjemme og kunde nok skjønne, det var der. Min Fader spændte strags for og kjørte efter Løfte dertil for at afhente hende. Paa Brandstedet gav ogsaa Fjord Møde. Da sagde min Fader, idet han mindede ham om, hvad der forhen var talt:
   "Du er jo alt for klog en Mand til at tro paa sligt."
J. J. Christensen, Grenaa.


214. Man har i min Drengetid set Forvarsel for, at fire Gaarde, kaldet Østergaardene, i Uldum, skulde brænde. Det blev fortalt mig for en 36, 37 Aar siden. Men de er ikke brændt endnu.
Lærer Kristensen, Hesselballe.


215. Anders Skinderholm kom en Dag til Jens Kristian Overgaard i Vraa og sagde:
   "Din Gaard vil brænde, a har set det og vil da sige dig det."
   En gammel Mand fra Holingholt, der hed Lars Jokumsen, gik derom ad, uagtet det var langt af Vejen for ham, og stod og betænkte sig paa at sige det, men endelig kom det:
   "Din Gaard vil brænde, og det vil ikke vare længe, for a har set det først paa Aftenen."
   Saa drømte han selv om det, og det kom ham for, som Kreaturerne kunde ikke komme ud af Gaarden. Det var nu i Foraarstiden lige efter Paaske, og det var tørt og blæsende Vejr. Saa siger Jens Kristian til hans Kone:
   "Vi maa være forsigtige."
   - "Ja, der er ingen Ild paa," siger hun. Saa gaar han ud i Gaarden og giver sig til at pumpe Vand til Kreaturerne, der endnu ikke var komne ud paa Græs. Da kan han se, det røger op af Skorstenen. Der var kommet Ild i Laden, og saa flyver der en Flage over paa det nordre Hus over Porten, og den fænger strags. Han staar ved Pumpen og ser det, og saa var det paa høje Tid at faa Kreaturerne reddede. Men de kunde ikke faa dem ud af Døren inde i Gaarden, og saa maa de til at slaa Tavlerne ned i begge Sider af det søndre Hus og faa dem der igjennem; og saa fik de dem da reddet, men to Vogne, der stod i Porten, de brændte.
   Det var en Søndag i 1885 eller 1886.
Svend Nytoft, Havnstrup.


216. En Aften i Vinteren 1884 saa' æ Peder Rossen Hansens Gaard i Stybbæk staa i Forbrand, og den brændte først d. 3die eller 4de Maj 1891. Æ kom gaaende imellem Hostrup og Stybbæk og tænkte først, det var Gaslysene i Aabenraa, men da æ kom lidt længere frem, kunde æ nok se, det var en Brand. Saa kunde æ høre nogle Hunde gjæffe inde i Byen, og nu skyndte æ mig det æ kunde, men da æ kom dertil, var der ganske roligt. Røgen gik imod Øst, og det var virkelig ogsaa Vestenvind, da Gaarden brændte i 1891.
1906. Peter Jørgensen, Stybbæk, v. Lundsgaard Kro.


217. Midt paa Dagen kom jeg ud paa Marken Enemærke,som hørte til min Gaard, og jeg kom da tilfældigvis til at se over efter Niels Buhls Gaard paa Tyvkjær Hede, det er den Gaard, der nu hedder Engeskovgaard. Mens jeg nu staar saadan og ser der over efter, begynder det lige med ét at røge der ovre, og Luen slaar ud af Taget paa et af Husene. Jeg faar nu travlt med at komme af Sted for at hjælpe til med at slukke, og jeg siger til min ældste Søn, der var ved at pløje, at han skulde spænde fra og komme over med og hjælpe til. Men inden vi kommer af Sted, saa er Branden ovre, og jeg ser, at Gaarden staar urørt. Nu blev jeg underlig til Mode, og var nu sikker paa, at jeg havde set et Forvarsel, og at Gaarden skulde, brænde.
   Min Formodning gik ogsaa i Opfyldelse, for kort efter brændte Gaarden. Branden opkom omtrent paa den samme Tid af Døgnet, som da jeg havde set For branden. Jeg var selv med at slukke, og var en af de første, der kom til Brandstedet, idet jeg saa' Ilden komme op.
Efter Jens Hansen Ravn, Tyvkjær. Lærer Ravn, Stovstrup.


218. Den næststørste Gaard i Heager, Øse, har staaet i Forbrand, og da den saa brændte i Virkeligheden, da sagde en gammel troværdig Mand:
   "Nu er det saa og saa mange Aar, siden a kom rendende, med Brandhage og Spand, men da a saa var kommen halvvejs, saa gik Ilden ud."
Peder Nielsen Strudvad, Heager.


219. Henne ved Nebbelunde Kirke i min Fødeby brændte et Hus, og de kloge Koner i Byen havde i Forvejen set Vareild derfor. De gamle fortalte meget om Vareild, den gik hen over Husene som en Flamme, og det var et Tegn paa, at det Hus skulde brænde.
H. J. Jakobsen, Nykjøbing, Falster.


220. Baade Niels Hansens Kone og Datter har set vor Gaard ståa i Forbrand. De saa' det ud ad Vinduet en Aften, og Konen laa i Sengen og saa' det. De sagde til hverandre, te det var Peder Ødis's Gaard, der brændte, men i det Lag det blev sagt, saa faldt det hele væk. De sagde, det saa' ud som en stor Ild.
   Saa en Tid efter da brændte Gaarden ogsaa, idet Tordenen slog ned. Niels Hansen boede norden for Kroen i Øse
Peder Andersens Enke Johanne Nielsen, Øse.


221. De gamle har fortalt om visse Gaarde, der har staaet i Forbrand i mange Aar, og nogle af dem er allerede brændt. Saadan er det med en Gaard i Hedeby og én i Sønderby i Stavning, de er begge to brændte, men Store-Skindbjærg i Dejbjærg, som ogsaa staar i Forbrand, er ikke brændt endnu.
Niels Madsen, Lem.


222. Lige før Herregaarden Aabjærg brændte, laa jeg i tre Nætter i Træk og tumlede med en stor Ildebrand, der forekom mig at være i Uglkjær. Men jeg saa, at Stuehuset blev staaende, det var kun Udhusene, der brændte. I Morgenstunden den sidste Nat kom en Mand til Vinduet og sagde:
   "Aabjærg brænder."
   - "Det er da kun Udhusene," siger jeg.
   "Ja, Stuehuset er ikke antændt endnu," svarer han.
   "Det skal ogsaa nok blive staaende," bemærker jeg igjen, og det kom godt nok til at sæde.
   Men Folk undrede sig meget over, at jeg kunde sige det.
Th. Christensen, Nyby.


223. Der er en Gaard sønden for Østerby i Daler Sogn ved Højer, som hedder Brink. Manden der havde 3 Karle, og de stod en Aften uden for Gaarden og saa', at en Gaard i Østerby stod i lys Lue. De. tre Karle tog nu Spande og rendte derned, mens Manden blev staaende. Han saa', at Taget skred, og Sparrerne stod nøgne, hvorpaa de faldt. Derefter gik Manden ind. Da Karlene kom tæt hen til Brandstedet, saa' de, at Gaarden fejlede intet, og gik saa tilbage.
   Sommer ren efter stod de samme Folk paa samme Plet og saa' Gaarden virkelig brænde. Det var i Middagsstunden, lav de havde spist, og saa rendte Karlene igjen, mens Manden stod og saa' det samme Syn som forhen.
Hans Andersen, Hillerup.


224. Seemgaard i Seem Sogn saaes i længere Tid i Forbrand, og Folk rendte efter det. En Aften saa' nogle Folk, der kom ud af Skallebæk Kro, hvordan Ilden brændte, og saa rendte de. Da de kom saadan halvvejs, kom de ind i Røgen, og de havde endda Vejret paa Ryggen. Saa er der en af dem, der siger:
   "Dether det sæder ikke, for nu kan vi lugte Røgen, og Vejret er endda imod."
   Med det samme var det forbi. De vendte saa og gik tilbage.
   Et Par Aftener efter brændte Gaarden, og da drev Røgen netop den Vej, de havde mærket den.
Peder Frøsig, Hillerup.


225. En Skrædder fra Kristrup har fortalt mig følgende:
   For en Del Aar siden var jeg bosat i Havsirup. En Nat, da jeg kom hjem fra en Naboby, hørte jeg, at der kom en Vogn i meget stærkt Trav og kjørte ned til en Dam. Jeg saa' efter, men kunde ingen Vogn opdage. Efter at have lukket Døren hørte jeg igjen Lyden, gik ud, men saa' heller ikke denne Gang noget.
   En Maaned efter brændte Stedet, jeg boede i, og jeg blev da vækket ved den samme Lyd af Vognen, som kjørte ned til Dammen.
W. Petersen, Kbh.


226. Om en Gaard vesten for Snede i Nærheden af Aggersbøl fortælles, at den har staaet i Forbrand. Det var over 20 Aar før den brændte. Den gamle Niels Pedersen skal have rendt efter det, og han skal have sat det væk. Lige tæt efter hans Død brændte saa Gaarden.
Lavrs Thomsen, Kragelund.


227. Mens a var i Lære paa Fødselsstiftelsen i Kjøbenhavn,hørte de en sen Aften en Røst nede fra det store Kjøkken, der sagde:
   "Der er Ildløs, De véd vel ikke af."
   Folk saa' nu efter, men der var intet at opdage. De Kvinder, der var i Lære, fik nu deres Tøj derfra, for de var bange, at Huset skulde brænde og de miste, hvad de havde.
   Efter et halvt Aars Tid, da a var kommen derfra, blev der ogsaa Ildløs i Stiftelsen.
Lovise Sørensdatter, Ø. Brønderslev.


228. I 1866 ikke længe efter Nytaar saa' jeg Forbrand. Jeg var den Gang Vinterlærer i Tevring, Døstrup Sogn, Sønderjylland, hvor et Værelse i en Gaard i Byen benyttedes til Skolestue og tjente mig til Soveværelse om Natten. Stuen havde kun ét Vindue, der vendte mod Vest, og ved den anden Side var en gammeldags Alkoveseng, som jeg sov i.
   En Fjerdingvej vest for Tevring ligger Gasse By og atter vest for den Byen Skjærbæk, men den By kunde man ikke se fra min Stue for en mellemliggende Bakke, og blot Mønningen af Fattiggaarden, der laa udenfor Byen paa Siden af Bakken.
   Saa en Nat vaagnede jeg ved at se Vinduet tegne sig klart paa Væggen i Alkoven. Jeg saa' derhen og kunde da se en mægtig Brand lige mod Vest. Saa stod jeg op, gik hen til Vinduet og tørrede Duggen af. Det maatte være en Gaard i Gasse, der brændte, og jeg saa' snart Flammerne slaa højt i Vejret, men lidt efter mindskedes Ilden, dog for igjen at rase med fornyet Styrke. Jeg strøg en Svovlstik og saa' efter Klokken. Den var da 4. Lige med ét forsvandt det hele, og der var nu ikke nogen Lysning tilbage. Jeg var dog sikker paa, at det var en virkelig Brand, men lod være at gjøre Allarm, da, jeg indsaa, at der for os var intet at gjøre. Mens jeg endnu laa vaagen, hørte jeg Manden komme og gaa ud i Stalden for at fodre Hestene, da han skulde kjøre tidlig ud den Dag, og jeg raadførte med mig selv, om jeg skulde fortælle ham, hvad jeg havde set, men lod det dog være.
   Da jeg noget senere stod op, fortalte jeg Familien, at der havde været Ildebrand i Gasse om Natten, og lidt efter kom netop en Mand fra Gasse ind i Gaarden, og vi spurgte ham saa ud. Men han forsikrede, at der ingen Brand havde været. Jeg blev saa udlet og fik Skyld for, at jeg havde drømt. Men jeg var nu lysvaagen og var staaet op af Sengen.
   Hen paa Sommeren brændte Skjærbæk Fattiggaard. Jeg var den Gang ikke i Tevring, men da den laa netop i den Retning, jeg havde set Branden, var der ingen Tvivl for mig om, at jeg havde set Gaarden i Forbrand.
1893. C. N. Klinge, Lærer i Vserum.


229. Da jeg i min Ungdom tjente som Pige i et Skovfogedsted, kaldet Hjulhus, skulde jeg en Morgenstund før Dag gaa ned til en af de fire Hagsholm-Gaarde i HovlbjærgSogn for at hjælpe dem at skage. Som jeg nu gik, saa' jeg lige med ét en stærk Lysning henne over den Gaard, som jeg skulde til, og jeg kunde ikke forstaa rettere, som Gaarden stod i lys Lue.
   "Der bliver nok ingen Skagen af i Dag," tænkte jeg ved mig selv og skyndte mig fremad. Lysningen slog helt op over Træerne. Men da jeg kom nærmere og helt hen mod Gaarden, var der intet at opdage, og jeg talte ikke noget derom til Folkene.
   Men Gaarden brændte alligevel nogle Aar efter, saa mit Syn kom endda til at passe.
Mette Marie Kristensdatter, Grønbæk.


230. A kjørte en Aften med Kræn Nedergaard iTørslev. Da vi kom midtvejs mellem Skjellerup og Tørslev, saa' vi ligesom et Glimt foran Hestene. Kristen hviskede til mig:
   "Saa' du det?" og skubbede til mig.
   "Hvad saa' du?" siger a.
   "Ti stille, ti stille."
   Da vi kom lidt hen, siger han:
   "Det var Herrenttage mig for mig at se til, som hele Fjelsted By Stod i lys Lue."
Karl Sørensen, V.-Tørslev.


231. Der er fortalt, at Andst Mølle har staaet i Forbrand. Men den er da ikke brændt endnu.
pens. Lærer Petersen, Kolding.


232. En Forbrand kan staa hen meget længe. Et Hus, der stod i Forbrand det sidste Aar, æ gik til Skole, er ikke brændt endnu. Det var Skovførsterhuset i Aarup
Peter Jørgensen, Stybbæk. 1906.


333. Det hed sig for over 50 Aar siden, altsaa fra min Drengetid, at Rødding By skulde brænde. En Mand her oppe fra Rødding Banke havde set atten rage Skorstene i Rødding By, altsaa skulde atten Beboelser brænde paa én Gang, siden Skorstenene saadan skulde staa og rage op. Det er heller ikke sket endnu.
   Der er dog brændt en hel Del, men det er sket lidt efter lidt. Helt omme fra den østlige Kro og til det Hus, hvor Manden havde set Skorstenene, er det bræ altsammen i Løbet af en 15, 16 Aar, og alt er blevet nyt, saa der har i Virkeligheden været over atten rage Skorstene, men de er som sagt ikke komne paa én Gang.
1910. Urmager Markussen, Rødding.


334. Gamle Hans Doktor paa Harreby Mark saa Østerby i Harreby i Forbrand. Han sagde, at det vilde ikke ske i hans Tid, og det er heller ikke sket endnu. Men det skulde nok ske, paastod han.
1910. N. A. Jensen, Fedsted.


335. Anders Kræn, som var Fodermester paa Vestervig,gik for øn halv Snes Aar siden en Morgen tidlig fra sit Hjem i Trankjærog til Gaarden paa sit Arbejde. Klokken var vel 4, og da han kommer op paa Bakken og kan se Gaarden, da ser han det østre Hus la i lys Lue. Han render alt hvad han kan, men den Gang han kommer her lidt ned ad, saa forsvinder det hele, og Gaarden er da ikke brændt endnu.
Mikkel Mikkelsen, Vestervig.


336. En Mand i Drostrup ser en Aften en Gaard i Revsingstaa i lys Lue. Han faar 7 Karle med sig, og de skynder sig derover. Men da de kommer i Nærheden, er der intet. Han kalder dog paa Manden i Gaarden i Revsing, at han vil gjerne tale med ham. Manden kommer ud, og de staar der alle og taler sammen. Da blusser det i Vigaard og Staglund, og disse Gaarde brænder, saa de tilsidst fjiler de bare Skorstene. Men dette var heller ikke virkeligt - og disse 3 Gaarde: Staglund, Vigaard og den i Revsing er ikke brændte endnu.
8-7-1893. O. Chr. Boye, Vejen.


337. Da jeg for 10 Aar siden tiltraadte Præste-Embedet her, blev det mere end én Gang sagt mig, at jeg maatte vente, at Præstegaarden snart afbrændte, da der flere Gange var set Forbrand paa den.
E. H. Seidelin, Jandrup.