Fornaldarsagaer (FJ 1907)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Finnur Jónsson
Den islandske litteraturs historie
tilligemed den oldnorske


af
Finnur Jónsson
1907


Andet tidsrum, 1100–1300

Fornaldarsagaer


Således kaldes med en moderne benævnelse alle de sagaer, der handler om sagnhistoriske — deribl. helt opdigtede — personer. En omtr. fuldstændig samling findes udgiven i Fornaldarsögur I — III. Selve navnet er ikke rigtig heldigt; fornöld må her opfattes i betydningen »forhistorisk tid«, ti begivenhederne er åbenbart mente forefaldne för — lad os sige — Islands opdagelse og bebyggelse.


Foruden de virkelig historiske traditioner, der førtes fra Norge til Island — som dog næppe er gået meget langt tilbage, ialfald ikke synderligt ud over 800 —, har der allerede dengang eksisteret gamle minder om nordiske »oldtids« personer og begivenheder, i lighed med de gamle sagn, der fremtræder i heltedigtene blandt Eddakvadene. Endel af disse gamle minder er rimeligvis bleven bragt til Island i landnamstiden, især sådanne, der var en gammel familjearv, og her har de fremdeles levet, naturligvis ikke uden yderligere at afbleges, forvanskes og sammenblandes med andre sagn. Fremdeles var der urgamle æventyr og fabler af forskellig art. I slutn. af det 12. årh. omtaler Odd munk med foragt de almindelig fortalte stemødrefortællinger (stjúpmæðrasögur), hvori »kongen altid var den ringeste«. Det lader således til, at der dengang har eksisteret mundtlig fortalte æventyrsagaer; at disse tildels har været af fremmed oprindelse er muligt. Både sådanne og andre af den førstnævnte art anvendtes hyppig til underholdning. Sverre fik en sådan at høre og i den anledning skal han have udtalt, at denslags »lögnesagaer« (ɔ: opdigtede sagaer) var de morsomste. I det 11. årh. findes et andet vidnesbyrd af interesse. Engang da den norske flåde under Harald hårdråde lå ved Hallands kyst, fortalte man om de minder, der knyttedes til to gravhöje, der fandtes dér. Således ses, at der har eksisteret lokalsagn om oldtidskæmper, der sikkert var genstand for hyppig fortælling. Endnu skal det måske interessanteste vidnesbyrd herom omtales. I det för omtalte bryllup på Reykjaholar 1119 siges præsten Ingimund at have fortalt sagaen om »Orm Barrøskjald« (der ellers er ukendt), og bonden Hrolf en anden om Hromund Gripsson, som han selv skal »have sat sammen«, naturligvis efter gamle minder; vilkårlig har han måske knyttet sådanne sammen; Hromund er selv en historisk person. I det 13. årh. haves den oplysning om Sturla Tordsson, at da han var ombord i kong Magnus' skib fortalte han en historie om jættekvinden Huld — en vigtig oplysning om den art sagaer. De ved den lejlighed brugte udtryk lader formode, eller de kan forstås således, som om de antydede, at Sturla havde haft sagaen med sig i skreven form. Nødvendigt er dette dog ikke. Alligevel er der ingen grund til at betvivle, at sådanne sagaer allerede i det 13. årh.s sidste halvdel er bleven optegnede. Det håndskriftlige grundlag viser dette i enkelte tilfælde temlig bestemt. Dog er vistnok flertallet først nedskrevet i det 14. årh. Historisk set er det ganske naturligt, at nedskrivningen begynder ved det nævnte tidspunkt, efter at den originale sagaskrivning var afsluttet. Der var så at sige først nu tid til således at beskæftige sig med denslags æmner. Endnu hyppigere skete dette, som sagt, i det 14. årh. En hovedgrund til en stærk udvikling i så henseende var lysten, ja, trangen til at få en afveksling, få noget nyt. Og nu blev sådanne sagaer skrevne uden noget hold i nogen tradition, d. e. ligefrem digtede. Disse sagaer blev i løbet af det 14. og 15. årh. atter bearbejdede eller udvidede ganske som de historiske sagaer var bleven det; det var den letteste sag af verden her at indskyde episoder.


I formel henseende er disse sagaer efterligninger af de historiske; de er biografier; kun i en enkelt saga (Egils og Asmunds) findes hovedpersonernes forhistorie (ungdomshistorie) ikke i dens begyndelse, men senere indflettet i form af disse personers direkte fortælling (selvbiografi) til en jættekvinde; dette er ikke usnildt fundet på. Der fortælles i det hele meget logisk og konsekvent — i reglen er der en årsagsforbindelse fra først til sidst; begivenhederne er ikke altid mange, men det hele temlig simpelt; som oftest er der dog en mængde begivenheder, der udgör indholdet; dette bliver ofte temlig broget og lidt for rigt.


Sagaerne foregår for aller störste delen rundt om i Norden, især i Norge-Sverrig — og landene øst for Østersøen, i Finland og Bjarmeland; dette sidste er omgivet af en vis æventyrlig trolddomsglans. Meget sjælden foregår indholdet i de vestlige lande. Hovedindholdet udgöres af vikingetog og farlige rejser — ofte for at opdage og tilbageføre en forsvunden kongedatter —, kampe og alle slags æventyrlige farer og strabadser — ofte for at hænte visse kostbarheder, der er vel bevogtede og som det synes umuligt at erhværve. Der er kampe med vikinger af æventyrlig art, med bersærker med jærnhårde hovedskaller, hvorpå intet våben bider, undt. deres eget; der er jætter og jættekvinder, de første altid fjendtlige og menneskeædere, de sidste ofte hjælpsomme og ikke uden erotiske følelser; de menneskelige helte, som de tager sig af, kaldes så deres »fostersönner«; undertiden er disse hæslige jættekvinder forgjorte kongedøtre, som det gælder at befri for forgörelsen og den fremmede ham. Flere overnaturlige væsner, som troldmænd og -kvinder, dværge, drager og deslige, forekommer. Der mærkes tit og ofte genklange og efterligninger af begivenheder i forskellige historiske sagaer; især har den meget læste Olaf d. helliges saga i så henseende haft stor indflydelse. Det er åbenbart dens bekendte beskrivelse af Bjarmelandstoget, der direkte eller indirekte danner grundlaget for, hvad disse sagaer ved om Bjarmeland. Også Olafssagaens navne har spillet en stor rolle; således er »Ingigerðr« f. eks. et hyppigt forekommende navn på fyrstedøtre. De navne, der ellers findes, beror også på de ældre tiders navneforråd; derimod undgås de almindelige, islandske navne i meget höj grad. Konstante navne (på hövdingerne) findes for fjærnere landes vedkommende (Bjarmeland, Valland, England). Herved ses, at der hurtig indtræder noget stereotypt, og dette stereotype ses endnu tydeligere i begivenhedernes art og skildremåde. Der er grumme liden opfindsomhed at spore i så henseende; det er kun den afvekslende benyttelse og sammenstilling af de forholdsvis få motiver, der var skabte, hvor en »opfinderævne« viser sig. Heller ikke mærkes i reglen nogen individuelle karakterer; helte, bersærker, jætter osv. er temlig stereotype alle sammen. Her var jo intet hold i traditionen; derfor blev personerne, ganske som Eddadigtenes personer, og måtte blive det, typiske. Heltene er rene overmennesker, udholdende og modige, der trodser alle farer, kæmper dagen lang med deres tunge sværd, vader i blod til skuldrene osv. Men så lönnes de også derefter med herlig sejr, rigt bytte, guld og grönne skove. Aldrig er de så farlig stillede, at de ikke reddes enten ved dem selv eller ved andre venligsindede magter (fostermødrene f. eks.). Kongedøtrene er som oftest ens, kloge og besindige, kraftige og undertiden ret valkyrjeagtige osv.


Alt ses i fjærnhedens glans, i æventyrets overdrevne guldglans. Heltene er prægtig udstyrede, deres våben er særlig udmærkede (dværgearbejde og lign.); deres skibe er drager, rigt forgyldte og skinnende; når to flåder mødes, står altid den enes hövding i al sin pragtfulde rustning ved masten på sit guldstrålende drageskib osv. Alt er typisk og stereotypt. Der er ingen som helst grænser for, hvad man af usandsynligheder og overdrivelser, endogså af en meget barok art, kunde byde læserne eller tilhørerne. Det synes endogså som om disse har moret sig desto mere, jo galere det hele var. Underholdende kunde det måske nok siges at være, når det hele var logisk sat sammen og godt fortalt. Der var altid lagt an på en vis spænding, som måtte virke på ikke altfor kræsne sind, og det var sindene ikke i det 14. og 15. årh.


Forfatterne har ikke altid været upåvirkede af de fremmede romantiske sagaer; ialfald findes genklange fra disse, der dog måske i flere tilfælde beror på afskrivere og bearbejdere.


Der er endnu en ejendommelighed ved disse sagaer, der mulig også beror på læsning i de romantiske sagaer, og hvorved de ialfald danner en stærk modsætning til de gamle isl. slægtsagaer og viser en grundig forandret smag; det er at disse sagaer altid ender godt. Efter alle farer og kampe ender det altid med at de elskende får hinanden, ja ikke sjældent ender det med to eller flere bryllupper på engang. De illustrerer således på det fuldkomneste det bekendte ordsprog: »når enden er god er alting godt«.


Disse sagaers værdi er i flere henseender ikke ringe; deres betydning på det forhistoriske område er dog meget begrænset og kan ikke være andet. Af de historiske sagaer ses, hvor de virkelig historiske traditioner var afblegede og forvanskede i det 13. årh. Men de har betydning m. h. t. sagnenes udbredelse og de æventyrmotiver, der findes i dem og hvoraf endel sikkert er af fremmed oprindelse. Man bör ikke lade sig blænde af det bevidste, antike skær, forfatterne har søgt at give deres sagaer, f. eks. også ved de indblandede vers, hvorom der för er handlet; i nogle tilfælde kan dog versene være ældre end sagaen selv. At forfatterne undertiden kommer galt afsted, når de vil omtale oldtidsforhold, er sikkert nok; fuldstændig inde i de gamle tiders kulturforhold var de naturligvis ikke; anakronismer var ikke til at undgå. Deres kendskab til geografien især angående Østersølandene er også undertiden ret mangelfuldt. Deres stil er også temlig ensformig og typisk, de samme vendinger og udtryk kommer atter og atter; og sproget bærer naturligvis mærker af forfatternes og samtidens sprog, der var begyndt at blive noget efterklassisk; dette var at vænte; her var det næppe muligt at søge at efterligne ældre tiders sprog; man har næppe været sig nogen forskel bevidst. Egenlige plumpheder findes sjælden og da især hvor der er tale om jætter og denslags væsner; obsköniteter findes så at sige kun i en enkelt saga, og de beror endda tildels på senere udvidelse.


De enkelte sagaer skal nu kortelig gennemgås efter de naturlige grupper, de falder i.



Sagaer vedrørende (formentlig) historiske personer i Norge


Hálfssaga el. sagaen om heltekongen Halv og hans kæmper (Hálfsrekkar). Den Halv (navnet egl. Há-alfr el. mulig Höð-alfr), der er hovedpersonen, opføres som to landnamsmænds bedstefader. Der fortælles om Halvs forfædre og kong Vikar Alrekssön. Halvs fader foretager en Bjarmelandsrejse osv. Om Halv selv fortælles ikke synderligt udover hans sidste kamp og død, da han blev forræderisk overfaldet af sin egen svoger. Sagaen er fuld af vers (se foran). Utvivlsomt er der i sagaen endel gode gamle minder, medbragte i landnamstiden. Sagaen falder noget i episoder, men er ret godt og jævnt fortalt.


Ligesom Halv er knyttet til Norges vestkyst, således tildels ialfald også Hrómundr Gripsson. I Landn. er denne Ingolfs oldefader. Vi finder hans saga omtalt i forbindelse med brylluppet på Reykjaholar; den skal være forfattet af Hrólfr på Skalmarnæs; der anføres 3 hovedafsnit (kamp med Hröngvid, med Olaf lidsmannakonge, Tråins gravhöjs brud), der endnu findes i sagaen; det mærkeligste af dem er kampen med Olaf. Her forekommer den Helgi haddingjaskati med valkyrjen Kára, som omtales i et prosastykke i cod. reg. af Eddakvadene. Sagnet om dem er dog her sikkert ændret og afbleget og trukket ned i en lavere sfære. Sagaen indeholdt en kön skildring af Hromunds og Svanhvids elskov. Den oprindelige saga er tabt; men der er blevet digtet rimer over den, og efter disse er der atter blevet lavet en saga — altså meget sent —, og det er den, der er i behold. Alt i alt hører denne saga til de interessanteste og mest betydende.


Gjafa-Refs saga ok Gautreks konungs; denne saga er særlig knyttet til Rogaland og Götland. Hovedpersonen er Gave-Ræv, der vokser op som en »kulbider«, men viser sig at være en klog og kraftig mand. Pudsigt skildres hans forhold til den gærrige Nere jarl; han giver ham gaver, som Nere lader kong Götrek den gavmilde i Götland betale. Det ender med at Ræv får kongens datter til ægte og bliver selv jarl. Kong Götreks forhistorie fortælles ret udførlig; han var en sön af kong Gauti, der havde fåt ham med en datter af en bonde, som han en gang traf på langt inde i skoven, hvor han jagede. Hele denne bondes familje skildres overmåde ejendommeligt og morsomt. Hele fortællingen er noget af det lystigste i denne sagalitteratur. Her er der tillige virkelig karakterskildring. Utvivlsomt er her mange ægte sagnminder og det mere end i nogen anden af disse sagaer. Sagaen er bleven interpoleret med et afsnit om Starkad og kong Vikar (Nere skal være dennes sön), der dog ikke findes i alle hdskrr. Dette afsnit er i og for sig i sagnhistorisk henseende meget vigtigt.


I Hrafnista, nu Ramsta, en ø i Hålogaland, bode en gammel, kraftig slægt; nogle af dens medlemmer er knyttede til landnamsmænd på en sikkert historisk rigtig måde. Af den slægt var selve landnamsmanden Ketill hæingr (Egilss., Landn.). Men sagnet har bemægtiget sig denne slægt og sat den i forbindelse med jætterne (ɔ: vistnok finlappeslægt); den er i besiddelse af visse særlige egenskaber; således har dens medlemmer altid medbör, såsnart de blot hejser deres sejl. Her er sikkert meget gamle sagnminder og æventyrmotiver blandede sammen. Her møder først Ketils saga hœings (den ældres). Ketill er »kulbider«, men tager sig sammen og bliver kraftkarl og kæmpe; han dræber en drage, har forskellige kampe, tildels for at værne om sin datter; han har sammenstød med Finnekongen Gusir og fratager ham et berömt sværd og de berömte pile (jfr. Örvar-Oddss.). Sagaen er ung og har benyttet kendte sagaer som Egilss. og flere. Med jættedatteren Hrafnhildr får han sönnen Grímr loðinkinni (»med den lådne kind«). Om denne findes en kort saga; det er en forsvunden hersedatters saga, — en ond stemoder er med i spillet. Hersedatteren var Grims brud; hun genfindes i troldehænder. Også deres datter volder faderen tvekampe. I øvrigt er sagaen af ringe betydning. Grims sön var Örvar-Oddr, denne længe levende æventyrhelt, der for rundt omkring i verden, til Bjarmeland (hans vigtigste bedrift), til det hellige land, til Garderige — allevegne øver han bedrifter, enten det er kampe eller kapdrikning (se foran s. 160). Han er Hjalmars fostbroder og har sammen med ham kampen med Anganty og hans brødre på Samsø. Han har uafladelige kampe med en halvt åndelig person Ögmund Eytjofsbane osv. Endelig bliver han gift med en hunlandsk prinsesse Silkisif (jfr. Harald hårdrådes hustru Ellisif fra Rusland). Det var blevet spåt ham at han skulde omkomme på Jæderen, hvor han blev opfostret; derfor vilde han aldrig mere komme dér. Det skete alligevel og det gik som völven havde spåt ham. Han digter et lævnedskvad, för han dør. Sagaen er i flere henseender interessant ved de mange inddragne og benyttede motiver (der er mange, der her ikke kan opregnes) og den hører til de bedst fortalte. Sagaen er sikkert ældre end 1300. Den er på forskellig vis bleven udvidet i 14. årh. i de forskellige hdskrr., ikke altid til både for sagaen som helhed. Örvar-Odd har oprindelig intet med Hrafnistaslægten at göre, men er en lignende sagnfigur som Starkad, til hvem alle mulige motiver kunde knyttes. Sagaen var meget yndet på Island. — Endnu en saga hører til denne gruppe, nemlig Áns saga bogsveigis, en saga med morsomme episoder, f. eks. om Áns forhold til bondedatteren Driva. I øvrigt er det Áns forhold til den onde konge Ingjald, der danner sagaens hovedindhold; denne har ladet hans broder dræbe. Án lader sin sön Þórir háleggr, opkaldt efter broderen, dræbe kongen. I sin opvækst havde den sværlemmede Án været »kulbider«, men han ender med at blive en anset bonde.


Til Sogn er to sagaer knyttede, en om Torstein Víkingsson og dennes sön, Fridtjov den frökne. Disse to sagaer er dog höjst forskellige, og den første er sikkert yngre end den sidste. Þorsteinssaga er overfyldt af alle mulige motiver og skuepladsen er både Norge og Sverrig, men de geografiske forestillinger er urigtige. Langt vigtigere er Friðþjófssaga, utvivlsomt perlen blandt alle disse sagaer. Det er en elskovssaga af lignende art som Gunnlaugssaga, skönt der ellers er uligheder nok. Fridtjov er bondesön, men hans elskede er kongedatter; hendes broder vil ikke give ham hende til ægte. Han foretager en sendefærd til Orknøerne for at kræve skat (en fuldkommen anakronisme); beskrivelsen af rejsen i heksestormen med Fridtjovs mandige vers er særdeles vellykket. Ingibjörg, kongedatteren, bliver gift med den gamle kong Ring; og først efter hans død ægtede de to elskende hinanden. Sagaen er kort og drejer sig kun om et enkelt æmne; den er ligesom skreven ud i ét; den er dramatisk bevæget og romantisk farvet — som saga betragtet en af de mest vellykkede. Der er også her tale om virkelige personskildringer; kongesönnernes karakter er individuel og en modsætning til Fridtjovs, der er mere typisk heltekarakter, han er uforfærdet, ligefrem, oprigtig og pålidelig. Ligeledes er kong Ring en prægtig gammel kongeskikkelse. Ingibjörg er også veltruffet som den, der må finde sig i sin skæbne, som aldrig glemmer sin ungdomselskov og som røber den på ægte kvindelig-bly måde; men hun bliver betonnet til slutning. Fridtjovs og Ingibjörgs elskov er ubetinget kysk. Når det modsatte siges, beror det på misforståelse. Det er meget omstridt, hvorvidt der ligger noget historisk til grund for denne saga eller ej. Det er umuligt at afgöre. Der er i og for sig intet, der hindrer den antagelse, at Fridtjov er en historisk person, men det meste af sagaen er dog utvivlsomt ren digtning.



Sagaer vedrørende Danmark


Hrólfs saga kraka findes i lutter papirsafskrifter og næppe i den ældste form. Som den nu foreligger falder den i løst sammenhængende afsnit. Den egenlige saga om Rolf er lidet indholdsrig og handler i grunden kun om hans Upsalatogt og så hans sidste kamp og færd (Skuldarbardagi). Den første del handler om Rolvs forfædre fra og med brødrene Halfdan og Frode, Halfdans sönner Hroar og Helge, især den sidste og hans forhold til dronning Olöf i Saksland og deres datter Yrsa, der senere blev moder til Rolv krake og gift med Adils. Ind i denne sammenhæng skydes en beretning om Hroar, der kommer hjem fra England, hvor han er bleven gift med en kongedatter, og kræver en ring som fædrenearv; så kommer søsteren Signys sön Hrok for også at kræve den samme ring eller en del af riget. Hrok får at vide, at Hroar alt har fået ringen; Hrok opsøger ham og får lov til at se ringen, hvorpå han kaster den i havet. Senere fisker Hroars sön Agnar ringen op. Dette står uden organisk forbindelse med det øvrige, og det er klart, at her foreligger gamle, rigtig gode sagnminder, men som forf. ikke har kendt i den rigtige og fuldstændige sammenhæng. Man kan skönne, at ringen må have haft en særlig betydning, af en lignende art vistnok som sværdet Tyrfing i Herv. og lign. Dette bestyrkes ved, at ifg. Bjarkarímur er ringen ingen anden end den berömte Sviagríss. Ligeledes fremtræder her antydninger af fejder inden for den danske kongefamilje. I Skjöldungasaga har alt dette vistnok stået i en ældre og oprindeligere form; men her kan der ikke gives nærmere udvikling af sagen.


I en endnu løsere forbindelse med sagaen står de to þættir om Svipdag og Bödvar-Bjarke, Svipdag er en svensk bondesön, Bjarke er af norsk herkomst (faderen er en til en björn omskabt kongesön). Deres historie fortælles indtil de to kommer til kong Rolv og bliver hans mænd. Til afsnittet om Bjarke er atter et lille afsnit om Hött = Hjalte knyttet. I og for sig er dette afsnit af ret stor betydning.


Sagaen er i sin helhed meget ung og efterklassisk og indeholder mange anakronismer og urimeligheder; den er en af de dårligste i hele samlingen.


Om en anden dansk oldtidskonge Ragnar lodbrog haves en saga, Ragnarssaga; desuden findes en lille saga om Ragnars sönner, der er af betydning for sagaen om ham selv. Om denne gælder omtr. det samme som om Rolvssagaen. Den fortæller om tre hovedbegivenheder: drabet på lyngormen og ægteskabet med Tora, Ragnars giftermål med Kraka-Aslaug og dennes forhistorie, og endelig Ragnars sidste tog og død. Ellers intet om hans tidligere tog og bedrifter; for så vidt er sagaen ret mager. Derimod fortælles der temlig vidtløftig om hans sönner og deres bedrifter; det skulde være disse, der foranledigede Ragnars sidste tog (misundelse over hans sönners ry); sammenhængen er tynd nok og ulogisk i sig selv. Dette er ikke den ældste Ragnarssaga; af þáttr'en om Ragnarsönnerne, der delvis åbenbart indeholder et uddrag af en sådan, ses, at der må have været en ældre og sikkert mere oprindelig saga. I øvrigt er þáttr'en af ringe betydning. Atter her kan man således påvise et senere skrift, beroende på reminiscenser og minder, efter at den ældre saga var tabt. Sagaen indeholder mange, tildels meget forvanskede vers. Som sagaen nu begynder, begynder den ganske usagamæssig; det hidrører fra at den blev knyttet til Völsungasaga, af hvis sidste del den danner en fortsættelse; forbindelsesleddet er fremstillingen af Aslaug som Sigurds og Brynhilds datter; jfr. nedenfor under Völsungasaga.



Sagaer om nordiske personer uden historisk grundlag


Disse kan tildels grupperes efter indholdets noget afvigende art, men forskellen er dog temlig betydningsløs og vag.


Hrólfssaga Gautrekssonar skulde egenlig være en fortsættelse af Gjafa-Refssaga; kong Götrek havde to sönner, Hrólfr og Ketill, der bægge er sagaens hovedpersoner; de er hinandens modsætninger i karakter og de er ret heldig skildrede. Det er nærmest en bejlersaga med mange hindringer, rejser og kampe, der foregår i Sverrig, Rusland og Irland. Den slutter med tredobbelt bryllup. Den mandhaftige trodsige svenske kongedatter, som Hrolf bejler til, er fortræffelig skildret og ikke mindre kæmpen Tore jærnskjold. Sagaen er livlig fortalt og meget underholdende.


Hálfdanar saga Eysteinssonar. Hovedpersonerne her er Halfdan, en norsk hövdingesön, og Ingigerd, datter af kong Hergeir i Aldeigjuborg (Ladoga), opfostret hos Skule jarl i Ålborg (i Finland). Disse to er bestemte for hinanden, men får hinanden først efter mange og lange forviklinger og en vidtløftighed af farer og kampe af den æventyrligste art. Enkelte poetiske motiver findes dog. Hvis ikke alle de kampe og farer var der, vilde sagaen være ret interessant.


Sturlaugs saga starfsama. Sturlaug er en norsk hersesön, der bliver gift med jarledatteren Åsa den fagre; denne har en gammel fostermoder, der hjælper Sturlaug med sine gode råd og fremsynthed. Sturlaug har først fået Åsa til ægte efter at have fældet en bejler og tvunget en anden til at lade sin bejlen fare. Dette fører dog til en farlig sendelse for at hænte et prægtigt uroksehorn. Derefter bliver Sturlaug landeværnsmand i Sverrig. Men der kommer endnu et stykke om hornets oprindelse, hvilket det atter er forbundet med farer at udforske. Dette stykke er vist senere tilföjet. Sagaen selv indeholder, som man ser, nogle ejendommelige motiver, der kun findes her.


Göngu-Hrolfssaga. Trods navnet har sagaens hovedperson intet med den bekendte Rolf ganger at göre. Det er en ren og skær opdigtet person; sit tilnavn fik Hrolf fordi han var så tung, at ingen hest kunde bære ham. Sagaen foregår især i Danmark og Rusland. I Danmark lærer Hrolf til stor skade for sig en ung mand Vilhjálmr at kende, denne bliver hans tjæner, men ved sin list og sprogkundskaber (jfr. Konráðssaga) i virkeligheden hans herre og han skåner ham ikke. I øvrigt er hovedmotivet en bejlerhistorie; den ombejlede er den russiske kongedatter Ingigerd, hvis fader er død; det bliver dog ved dennes hjælp, at Hrolf overvinder alle farer, og det er ham, der bliver gift med Ingigerd. Sagaen er et pluksammen af allehånde motiver, allevegne fra; også læsning i fremmede romaner og skrifter mærkes på flere måder. Alt i alt er den dog ingenlunde ilde komponeret. En af personerne er den onde og troldkyndige Grim œgir; han er ejendommelig for denne saga.


Bósasaga. Hovedpersonerne: kongesönnen Herröd i Götland og bondesønnen Bose; de er fostbrødre, men forbryder sig mod kongen, så at de skal tages af dage; da er det at Boses fostermoder Busla hjælper dem (se foran s. 162—63). Fostbrødrene har så en farlig rejse at foretage for at hænte et æg i Jomaletemplet, og senere frelser de en kongedatter. På færden gör Bose sig gode venner med en bondedatter og deres natlige samvær skildres meget ublufærdigt; dette motiv gentages to gange, men det beror vistnok på overarbejdelse. Sagaen er især ved Buslas optræden interessant, men de øvrige begivenheder er kun et pluksammen af velkendte motiver.


I to af de foregående sagaer har der været tale om fostermødre, men disse har været rent menneskelige. I nogle sagaer er de derimod af jætteslægt. Hertil hører:


Hálfdanar saga Brönufóstra. Halfdan og Ingibjörg er danske kongebörn, der efter deres faders død flygter til Bjarmeland og opholder sig dér i nogen tid. På et tog kommer Halfdan til en jættebygd, frelser en røvet kongedatter og er en vinter hos jættekvinden Brana, med hvem han får en datter. Ved hjælp af hendes urter (brönugrös = orchis) vinder han en engelsk prinsesses kærlighed; en græsk kongesön, der har bejlet til hende, ægter Halfdans søster. Sagaen er stærkt påvirket af fremmede romantiske motiver.


Illuga saga Griðarfóstra. Bondesønnen Illuge og en dansk kongesön Sigurd er kammerater (jfr. Bósas.), går på vikingetog til Gandvik, hvor de træffer jættekvinden Gríðr og hendes datter. Illuge sover hos datteren og bliver ikke bange, når Grid gang efter anden pludselig lader som hun vil hugge hovedet af ham. Det var herpå det kom an. Det viser sig, at de er bægge forgjorte. Grid er en kongedatter. Illuge ægter datteren.


Tildels nærbeslægtet med disse er Egils saga ok Ásmundar, om en norsk og en svensk mand, der efter en kamp bliver hinandens kammerater. Kong Hertrygg i Ruslands to døtre er forsvundne og vennerne tager sig for at lede dem op. De kommer til en jættekvinde, hvem Egill, som det viser sig, engang havde ydet sin bistand og da mistet sin ene arm; nu får han den igen; det er til hende, de to fortæller deres lævned; hun hjælper dem, de finder kongedøtrene og ægter dem. Sagaen er meget stærkt påvirket af fremmede motiver; således findes her f. eks. Polyfemsagnet. Den indeholder i øvrigt flere interessante sagnmotiver og antydninger af myter, (f. eks. om Tor), er ret underholdende fortalt og simpel i det hele.


Ligesom Illugasaga var en forgörelsessaga, således også Hjálmters saga ok Ölvis. Det er en stemodersaga om to jarlebörn, der er forgjorte; sönnen skal trælle, indtil en stillet betingelse opfyldes. I øvrigt er den ikke uinteressant; men i dens nuværende form er den stærkt bearbejdet, hvad rimerne viser. Der er en mængde motiver ophobede, men som sagt, det er ikke alt oprindeligt.



Sagaer med ikke-nordiske sagn


Der er endnu tilbage nogle sagaværker, som helt eller delvis beror på gamle ikke-nordiske sagn, der for så vidt er beslægtede med Eddakvadenes heltesagn, som de, tildels i meget gammel tid, er indvandrede sydfra.


Hervarar saga ok Heiðreks konungs er en af de ejendommeligste og vigtigste af alle disse sagaer. Det er en slægtsaga af en tragisk karakter og denne er knyttet til eller symboliseret ved tryllesværdet Tyrfing, der skulde blive enhver ejermands død. At sværdet skulde betegne folket Tervingerne, er meget tvivlsomt. Sagaen findes i to overleveringer, i Hauksbogen og i et håndskr. i det kgl. bibl. De er indbyrdes meget afvigende, men det kgl. hdskr. har bevaret sagaen i en langt bedre skikkelse. Sagaen fortæller om Anganty og hans 11 brødre, samt deres herkomst, om sværdet Tyrfings oprindelse, om kampen på Samsø. Dernæst om Angantys mandhaftige datter Hervör, der besøger sin fader i gravhöjen og afkræver ham sværdet. Senere bliver hun gift med Höfund, en sön af Gudmund på Glasisvold; deres sön er den grumme vise Heidrek, hvis karakter efterhånden bedres og lutres efter ungdommens hensynsløshed og grumhed. Der fortælles om hans strid med Gestumblinde (gådekampen), der fører til Heidreks død. Han efterlader sig to sönner: Anganty, der arver riget og får Tyrfing, og en uægte sön Hlöd, der opfostres hos Hunnerne. Det sidste afsnit i denne slægtstragedie udgöres af Hlöds store had til Anganty, hvis gode tilbud han nægter at modtage. Det kommer da til en vældig kamp mellem dem, mellem Goter og Hunner, der ender med Hlöds fald. Sagaen er fuld af udmærkede sagnminder, som i Eddakvadene, en blanding af nordisk og sydrönt stof. Dette sidste findes især i det sidste afsnit. Det er her den katalauniske folkekamp, der danner grundlaget; det er minder derom, som her findes i grundtræk, men på nordisk vis er der ud af det skabt en slægtstragedie af en særlig poetisk og gribende art. Personernes storladne karakter står ikke tilbage for Eddakvadenes; de skildres i simple, klare træk. Uden tvivl tilhører sagaen de ældre af Fornaldarsagaerne.


Ásmundar saga kappabana er en lige så tragisk, men langt fra så storslået skæbne- og slægtshistorie; her er det halvbrødrene Asmund og Hildebrand hunakappe, der tilsidst kæmper med hinanden, og Hildebrand falder (jfr. ovf. s. 164-65). Også her findes tryllesværd, ja hele to, af skæbnesvanger betydning. Også her udgör begivenhederne en tætsluttet og logisk række og her findes ligeledes en poetisk sammenslutning af norröne og sydröne motiver og sagn. I sagnhistorisk henseende er sagaen af betydelig interesse.


Af særlig art og interesse er de to følgende sagaværker.


Völsungasaga. Dette sagaværk falder i to dele. Den første handler om slægten Sigi-Rerir-Völsung; den sidste er Sigmunds fader og Völsungernes stamfader og eponym. Dette afsnits kilder er det ikke lykkedes at påvise, men det bærer et afgjort nordisk præg, ikke mindst ved at Odin spiller en rolle deri. Hertil föjes så fortællingen om Völsungs datter Signy, gift med faderens svigfulde banemand (et motiv, der er velbekendt andre steder fra), og hendes brødre, især Sigmund, samt Sinfjötles oprindelse (en sön af hende og Sigmund). Alt dette er kun indledning og forhistorie. Den anden del er en prosaisk gengivelse af heltedigtene i den ældre Edda, dog således, at enkelte gange anføres versene uforandrede; således er Sigrdrífumál for en stor del optagne. Kun få af de nu bevarede digte er ikke benyttede, og parallelkvad som Atlakviða og Atlamál er kombinerede med hinanden. Den kvadsamling, der ligger til grund, har været af omtr. samme omfang og art som cod. reg. En hovedbetydning har Völs. ved at give en parafrase af de digle, der har stået i lakunen i cod. reg. Desuden er et kapitel (om Sigurd) lånt fra Didrikssaga. Henimod slutningen findes en fremstilling af Sigurds og Brynhilds ophold hos Heime i Hlymdale, der sikkert ikke beror på Eddadigte; den stammer fra Ragnar lodbrogs saga, der, som för anført, blev knyttet til Völs. som etslags forhistorie. Den nævnte fremstilling forbereder og motiverer Aslaugs tilblivelse. Rimeligvis skyldes denne forbindelse en anden end Völs. oprindelige forfatter. Den opgave, som denne havde sat sig, at oversætte de gamle digte på prosa, bringe en prosaisk saga i stand, var ingenlunde let. Der måtte vælges mellem modsigende beretninger, der var huller hist og her. Der måtte undertiden skabes naturlige overgange og et rationelt sammenhængende hele overhovedet; så skulde dette fortælles således, at den poetiske form ikke føltes synderlig. Det må siges, at forfatteren har løst opgaven med held, dog ikke uden at göre sig skyldig i vilkårligheder, — de var ikke til at undgå —, og ikke uden at kombinere to forskellige sagnformer, hvor han burde have valgt et enten eller. Den poetiske form skinner undertiden igennem, hvorved stilen dog ikke skades, tværtimod får det hele derved en ejendommelig farve, der løfter og aldrig virker egenlig stødende. Der er ingen tvivl om, når dette sagaværk er bragt i stand; hele virksomheden og tendensen tyder bestemt på det 13. årh. s sidste halvdel; måske er det snarest blevet til i dets 3. fjærdedel.


Der er vistnok endnu en kilde, som forf. har benyttet og som brudstykkevis skimtes andre steder; det er en gammel prosaisk saga om Sigurd fåvnesbane; en sådan nævnes udtrykkelig; og det er den, der ligger til grund for Snorres afsnit i Skáldskaparmål, og det er den, hvoraf de prosaiske stykker i cod. reg. (heltedigtene) er et kort udtog; det er vist også derfra, kap. 5-8 i Völs. er taget. Denne kilde mærkes også i den såkaldte Nornagestsþáttr, men det er dog vistnok kun Eddakvadene, med deres prosastykker, der her er benyttede. Þáttr'en er i øvrigt kun et pluksammen fra forskellige kilder og indholdet er et Meleager-motiv; Nornagæst lever så længe et lys brænder. Han kommer til Olaf Tryggvason, lader sig døbe og sit lys brænde ud.


Det andet hovedværk er Þiðrikssaga, sagaen om kong Didrik af Bern. Dette er et vældigt samlingsværk; det findes i en gammel norsk(-isl.) membran, der er af en ejendommelig sammensætning; den er skreven med forskellige hænder og repræsenterer to fatninger af sagaen. Desuden findes den i to isi. papirsafskrifter af noget forskellig art. Dette håndskriftlige grundlag har været genstand for megen strid. I de isl. hdskrr. findes en prolog, hvor der göres rede for indholdets oprindelse. Denne prolog er af en særlig betydning. Sagaens indhold er overordenlig omfangsrigt og broget. Hovedpersonen er sagnkongen Didrik af Bern, og han er den, der knytter det hele sammen. Her findes den egenlige Vilkinasaga, et afsnit om Vidga Velentsson, om Detlef den danske og mange flere; ligeledes er hele Niflungesagnet og Sigurds lævned optaget; endelig spiller Attila en vidtløftig rolle deri. Som værket nu foreligger, har det ganske sikkert ikke været fra først af; et par afsnit, der så at sige slet ikke vedrører det hele, udskilles straks med lethed (om Herburt og Hilde; Valter og Hildegunde m. m.). Dernæst er der ingen tvivl om — det viser netop membranens beskaffenhed —, at store dele om Sigurd (hans ungdomshistorie) beror på senere tilföjelser, og ligeledes den såkaldte Niflungasaga i det hele. At påvise tilföjelserne i alle enkeltheder er naturligvis meget vanskeligt. Bortset herfra er sagaens sammensætning et temlig godt og velordnet hele. Sine kilder angiver sagaen selv på flere steder. Det er tyske sagn, der her foreligger samlede, sagn efter tyske sange. Allerede i det 12. årh. træffes en mængde tyske købmænd i Norge; de lå der i månedsvis og der var et livligt samkvem mellem dem og Nordmændene. De har uden tvivl meddelt hinanden deres sagn og sagaer til gensidig underholdning. Dette fortsattes til ind i 13. årh. og langt ned i tiden. Det er disse købmænds fortællinger, der foreligger i Didrikssaga. Der har været to hovedgrupper af sagn, Didrikssagnet og Gjukungesagnet, det drejede sig om. Der har så ved midten af det 13. årh. eller lidt för været en eller flere, der, bevægede af den gamle sans for sagahelheder, har samlet de enkelte dele indenfor hver gruppe og søgt at forbinde dem til et hele. Hvorvidt de med det samme er bleven optegnede, er usikkert, men efter alt at dömme har det været tilfældet. Så er en bearbejder trådt til, der har forbundet bægge de store sagngrupper med hinanden; det er denne, der repræsenteres af membranen. Prologen er åbenbart — på grund af citeringen af et skjaldevers (af Hallfred) — af en Islænder, og da den efter al sandsynlighed har hørt til det oprindelige hele, er det dermed givet, at den egenlige istandbringer eller forfatter har været en Islænder. Dette betvivles dog af mange, og der henvises til, at prologen aldrig har stået i mbr. Dette sidste er absolut ikke nogen god grund; i hovedmbr. af Kongespejlet mangler også den afgjort ægte prolog, der også her kun findes i de isl. afskrifter. Hele værket bærer på flere måder så tydelige mærker af den isl. sagaskrivning og sagasans, at selv om ikke prologen var der, vilde man ikke derfor behøve at antage, at værket i bund og grund var norsk. Ganske vist er stilen vidt forskellig fra sagastilen; den er meget opstyltet og skruet, fuld af allittererende ordsammenstillinger, og der er overflod af ord overhovedet, men dette beror på originalernes — de tyske købmænds fortællingers — væsen. Også den i Norge herskende smag og de allerede eksisterende romantiske sagaer har udøvet deres indflydelse på den stilistiske fremstilling. Personskildringerne er gennemgående ikke dårlige, enkelte endogså ganske fortræffelige (som Detlef danskes). Det, der mest trætter i denne vidtløftige saga, er de svulmende og uophørlige beskrivelser af kampe, tvekampe og hug; der anvendes også de urimeligste talangivelser osv. Sansen for det historisk sandsynlige og frygt for kritik er dog endnu vågen; men forf. søger at forebygge denne ved at sige, at det »er enfoldigt at kalde det lögn, hvad man ikke har set og hørt, uden dog selv at vide noget sandere om sagen«, og at der langt borte sker ting, som synes utrolige for hjemmefødninger. Sagaværkets hovedbetydning ligger naturligvis deri, at det indeholder så meget af tysk sagnskat; det bliver i så henseende en kilde af rang. De tyske til grund liggende sange er for aller störste delen tabte. I flere af de nu eksisterende findes paralleler, men når det er blevet hævdet, at Nibelungenlied er en direkte kilde for sagaen, er dette höjst usikkert og næppe holdbart. På Island fik sagaen en overmåde stor betydning for smagens forandring; den blev udbredt ved afskrivning og læsning, og rimedigterne hæntede derfra æmner til rimede fremstillinger. Den havde også en stor betydning for opkomsten af de yngre opdigtede sagaer i 14. og 15. årh. I det hele taget er det næppe for meget at sige, at den væsenlig har givet folket smag for det fremmedagtige og med det samme for det kolossale, overdrevne. Samtidig har den også i meget höj grad påvirket stilen. Endnu skal bemærkes, at sagaen ikke viser nogen påvirkning fra de gamle Eddakvad. Derimod har måske det gamle nordiske Völundsagn haft nogen indflydelse på Velent-afsnittet.



Sagaer, der er oversættelser fra latin


De sagaer, der her kommer i betragtning, hører lige så meget til den lærde litteratur som til sagalitteraturen i egenlig forstand; for Islænderne blev jo alt sagaer — også fremmede skrifter, når indholdet var historisk-fortællende, selv om det i grunden tjænte nok så meget andre formål; det sidste gælder kirkelige opbyggelsesskrifter. Allerede i det 12. årh. eller endnu för er der en mængde af latinske skrifter kommet til landet, og de blev — for folkets skyld — oversatte ganske som islandske forfatteres på latin affattede skrifter. I reglen viser disse oversættelser, at deres udarbejdere forstod latin ganske godt og at de i det hele taget havde et udmærket greb på at gengive dem i et godt og velklingende sprog; ligeledes var de i det hele meget heldige i at finde hjemlige udtryk for de fremmede begreber, så at selv om disse sagaer fra indholdets side langt fra er fornöjelige at læse, er de dog for sprogets skyld ofte særdeles tiltrækkende. Disse skrifter vedrører dels den profane, dels den kirkelige litteratur.


Til den profane litteratur høreren lille »Verdenshistorie«, Veraldarsaga (et moderne navn), en kort oversigt over de »sex ætates mundi«, vistnok efter forskellige kilder. Langt vigtigere er de såkaldte Rómverjasögur, der er en oversættelse og sammenstøbning af Sallusts skrift om Jugurthakrigen og Lukans store digt, Pharsalia; navnlig dette sidste måtte berede oversætteren ret store vanskeligheder; teksten er også her meget stærkt forkortet. Af Sallusts skrift er den oprindelige oversættelse temlig ordret og i det hele fortrinlig gjort; men også deraf findes der bearbejdelser.


Så er der Trójumannasaga og Bretasögur, der findes som et hele (f. eks. i Hauksbók), men som har en vidt forskellig oprindelse. Det første skrift er en ret nöjagtig oversættelse af det i middelalderen meget bekendte og udbredte, men meget uhistoriske skrift: De excidio Trojæ, hvis foregivne forfatter skulde være Dares fra Frygien. Navnet viser, hvorom det handler, nemlig Trojas ødelæggelse og brand. Som indledning findes 6 kapitler af mytologisk indhold, men i en meget forvirret fremstilling. Foruden det nævnte skrift er også andre skrifter benyttede, endogså Ovid. Oversættelsen er fra tiden för midten af det 13. årh. — Det andet skrift om Britterne er en meget parafraseret gengivelse af Historia Brittonum af Galfrid fra Monmouth (Galfridus Monumetensis), der byggede sit værk på ældre skrifter. Hans skrift hidrører fra årene 1132-35 og er helt igennem sagnhistorie, overordenlig rigt på enheltheder; deri findes afsnit f. eks. om kong Arthur, om kong Lear og fl. Oversættelsen er som sagt meget løs, og dens istandbringer har gjort sig skyldig i flere fejl, tildels som det synes af ren skødesløshed. Han synes at have læst hele stykker ad gangen og så sat sig til at skrive indholdet ned stærkt forkortet. Istedenfor en prosaisk gengivelse af Merlins spådomme er (i Hauksbók) Gunnlaugs versificerede oversættelse optagen.


Alexanderssaga. I slutningen af det 12. årh. forfattede Philippus Gualterus (Filip Gautier) en Alexandreis i latinske heksametre i 10 bøger. Det er dette digt, som foreligger i en mesterlig prosa-oversættelse af den isl. gejstlige Brandr Jónsson. Brandr var en af sin tids mest fremragende mænd, lige udmærket ved sin lærdom som sin karakters renhed. Han blev udset til at blive biskop til Holar og rejste i den anledning udenlands 1262; den følgende vinter opholdt han sig i Norge, rejste hjem 1263, men døde allerede året efter. 1247 var han bleven viet til abbed i Tykkvebö-kloster. Denne Alexanderssaga, der hvad indholdet angår hviler på Curtius' bekendte skrift, er jo meget uhistorisk, men man har på Island sikkert læst den med den störste interesse, eftersom den handlede om så fjærne, ganske ukendte verdensdele. Et andet skrift af Brandr er hans Gyðingasaga, det er Jødernes historie under Makkabæerne (efter Makkabæernes 1. bog, samt en saga om Pilatus Pontius, der dog vistnok er et senere tillæg). Denne saga, og mulig Alexanderss., er netop oversat den vinter, Brandr opholdt sig i Norge, på befaling af kong Magnus.


Med det sidstnævnte værk står man ved de kirken vedrørende sagaer. Det er en mængde oversættelser af legender, eller helgeners vitæ, af apostlenes lævnedsbeskrivelser, af Maria-legender og -jærtegn. De er samlede og udgivne i Heilagra manna sögur I-II, Postola sögur, Máriusaga. I reglen lader originalerne sig med lethed påvise. Oversættelserne er i reglen særdeles gode og hidrører ofte endogså fra 12. årh. I flere tilfælde foreligger der en dobbelt oversættelse, en norsk og en islandsk. Det er muligt, at en stor mængde af dem oprindelig er norsk, og at disse ældste oversættelser er komne til Island, dér afskrevne og ofte ændrede. Den islandske samler- og bearbejderlyst fornægtede sig heller ikke her; i enkelte tilfælde blev et par originalsagaer forenede til et hele eller også helt nye forfattede efter flere forskellige kilder. Dette skete dog ikke för end i slutningen af det 13. årh. (og i det 14.). Disse således istandbragte værker er overmåde svulstige og ordrige og i den grad kedelige, at de næsten er uudholdelige at læse. En sådan saga om Johannes døberen forfattedes af præsten Grímr Hólmsteinsson (d. 1298). I en bearbejdelse af apostlen Johannes' saga er optagne vers af draper af 3 forskellige isl. skjalde. Til helgensagaerne hører en oversættelse af samlingsværket Vitæ patrum.


Endelig kan nævnes en saga om Játvarðr (Edvard) den hellige (bekenderen, d. 1066), samt Tómás saga erkibyskups (martyren fra 1170) i forskellige bearbejdelser.